Foreningen Catalansk Civilsamfund samlede en million demonstranter MOD løsrivelse få dage efter den famøse folkeafstemning i efteråret 2017. Og den gentog succesen nogle uger senere. Men hvad er der blevet af foreningen med det lillebitte medlemskab?
Analyse af Sara Høyrup
Formanden er lige gået af med en kommentar om, at ved kommunalvalget i år stemte han på (de ikke særligt venstreorienterede) Venstrerepublikanere, det for tiden største separatistparti ERC. “Men det var bare, fordi kandidaten var min fætter,” ilede Josep Ramón Bosch med at tilføje. Og det blev det jo ikke bedre af i en region præget af nepotisme.
Separatisterne er med god grund ved at trille om af grin, og unionisterne er beskæmmede og foruroligede. Hvad i alverden er det, der for tiden foregår i Societat Civil Catalana, foreningen som før har samlet modstanden mod udkantsnationalismen?
Beskyldninger om økonomisk gevinst
Formanden før den 56-årige Bosch var medstifteren José Rosiñol på nu 49, som Magasinet Europa interviewede kort efter løsrivelsesforsøget. Den charmerende PR-mand med den beredvillige latter er blevet fordrevet til Madrid med hårde beskyldninger om at have profiteret på foreningen. Bosch undersøgte sagen, da han kom til, og har renset Rosiñols navn.
En advokat fra SCC’s ledelse forklarer til Magasinet Europa, at faktisk forholder det sig lige omvendt: Reklamebureauet, hvor den forrige formand arbejdede, stillede sig til rådighed for foreningen og dens indsats mod løsrivelse. De arbejdede gratis i første omgang og fik først betalt, da det blev muligt at rejse pengene. For det koster dyrt i lutter logistik at arrangere enorme folkeprotester og at skabe synlighed omkring projektet.
Opus Dei tager magten
Nu venter valget af en yngre herre. Den 26. juni skal den blot 35-årige Fernando Sánchez Costa med det fesne smil vælges ind ved en hasteforsamling i Catalansk Civilsamfund. Typisk for regionen er det allerede nu afgjort, hvem der skal tage over efter Bosch, hvis grunde til at gå fra er ukendte. Selv siger han, at han bare skulle rydde op efter Rosiñol og sikre, at alt var i den skønneste orden. Og det er det skam, forsikrer han.
Magasinet Europa taler med en meget vidende catalansk journalist, som arbejder på en bog om foreningen. Han vil ikke optræde med navn før bogudgivelsen, men fortæller, at den nye formand for SCC tilhører Opus Dei. Og det er lidt af en bombe.
“Guds værk” er den giftige blomst af alt det allermest stangreaktionære i Spanien. Det er en lukket klub, der arbejder målrettet på at få deres folk ind på centrale poster. Filmmageren Pedro Almodovar gør grin med miljøet i en af sine populære film.
Folkene fra el Opus opererer under dække og går ikke åbent ud med deres tilhørsforhold. Omvendt gør de en massiv indsats for at trække folk til. De driver hele privatskoler uden at melde rent flag, og de tager ud på gymnasierne og godsnakker for ungdommen.
De tre højrepartier
Alle tre formænd på snor – Rosiñol, Bosch og Sánchez Costa – siges at høre til hos det brede Partido Popular, som indtil for få år siden omfattede hele højrefløjen. De konservative har oplevet afskrælninger til hver side netop grundet Catalonien-balladen, som formår at farve alt i spansk politik.
Mod venstre faldt folk fra til de liberale Ciudadanos, som oprindeligt blev dannet af catalanske socialdemokrater, der ikke længere udholdt, at regionens sosser i PSC stod til rådighed for udkantsnationalismen. I Europaparlamentet er Cs i gruppe med det danske Venstre og de Radikale. Med i ALDE-gruppen er også de britiske liberale, som vender sig mod Brexit, men har en faible for selvsamme catalanske separatisme, som Ciudadanos blev dannet for at modgå.
Det rabiate højre
Mod højre er de mest banalrabiate nationalkonservative gået fra og over i partiet Vox, som var den store skræmmefigur ved valgene til byråd, parlament og EU. Ligesom Ciudadanos en tid så ud til at tage over fra PP, lod Vox til at blive en afgørende spiller. Helt så galt blev det nu ikke, da valgets matematik gør det muligt at danne flertal uden dem de fleste steder.
Vox er kendt for partileder Santiago Abascals Putin-agtige machobilleder. Med sin tydelige mandighed er han virkelig pigernes jens, kan Magasinet Europa konstatere i tråd efter tråd hos ellers helt skarpe kvinder på Facebook. Han puster sig op og holder valgfest med billig sprut i klistrede barer.
Opus Dei derimod er sofistikerede og på sæt og vis meget mere rabiate end Abascal og ros. “De er katolicismens salafister,” siger journalisten, som skriver på en bog om SCC.
Viften af højreideologier
Det kan være svært at fastslå formændenes ideologi med nøjagtighed. Rosiñol lyder grangiveligt som en progressiv liberal fra Ciudadanos, eller måske tager han som en kamæleon farve efter sin samtalepartner. Der er i alt fald dem, der mener, at han er tilknyttet de bredt favnende konservative.
Bosch er i alt fald PP’er, mener journalisten med bogen, mens højreunionister på de sociale medier mener at vide, at han er socialdemokrat (og derfor så skuffende).
Sánchez Costa virker ikke som PP’er, men har faktisk været folkevalgt for partiet i fem år. Opus Dei er nemlig den yderste højrefløjs svar på leninist-trotskisternes diktum om, at man skal indlejre sig i de eksisterende magtstrukturer for siden at tage over.
Revolutionær nationalisme?
Den catalanske separatisme er bygget af de borgerlige, men poserer som venstreorienteret og revolutionær. Det samme gjorde den baskiske terrororganisation ETA frem til sin nedlukning i dette årti. Der er mange paralleller mellem de to regioner, alle forskelle til trods:
De fungerede under diktatoren Francisco Franco som Spaniens industrimotorer. Derfor foregik vandringen fra land til by fra de fattigere regioner sydpå eller ude mod vest til disse stolte/selvsmagende egne. Og de blev taget imod med foragt.
“Før kaldte de os perkere. Nu kalder de os koloniherrer,” klager Dolores Agenjo Acuero, datter af hårdtarbejdende “indvandrere” som catalanerne og baskerne kalder håndens arbejdere.
Højredrejning af unionismen
Den faux venstreorienterethed i de rige regioners udkantsnationalisme har skabt sin egen virkelighed. Socialdemokrater og yderste venstrefløj går blindt nationalisternes ærinde – fx var det de catalanske socialdemokrater, som fandt på det med at holde alt spansk ude af skolerne i den officielt og reelt tosprogede region.
Det har haft enorme konsekvenser for netop den arbejderklasse, partiet burde være til for. Igennem år og dag har man regnet det for “reaktionært” og nærmest “fascistisk” at gå ind for at bibeholde den spanske stat. Staten giver fyrre år efter det fyrreårige diktatur stadig konnotationer til generalisimo Francos nationalkatolske diktatur.
Derfor er der nu en i udgangspunktet falsk, men stadig mere reel forbindelse mellem at være forfatningstro og at være højreorienteret. Unionismen går mod højre, og polerne i det førhen så konsensussøgende samfund driver længere og længere fra hinanden.
Sara Høyrup er cand.mag. i spansk og har boet on/off i Spanien siden 1994.
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Andrea Comas/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 