Spaniens udenrigsminister Josep Borrell er nomineret til stillingen som Den Europæiske Unions høje repræsentant udadtil, i daglig tale EU’s udenrigschef. Den ikke altid lige diplomatiske socialdemokrat af catalansk oprindelse skal lede den diplomatiske tjeneste og sikkerhedssamarbejdet mellem EU-landene.
Portræt af Sara Høyrup
”En sur gammel mand” opsummerer Berlingskes spanienskorrespondent Martin Tønner på forespørgsel fra facebooksiden Kraghs Europa den spanske unionist Josep Borrell, som nu for anden gang ser ud til at få en toppost i det europæiske samarbejde. ”Allieret med fascisterne” svinger den separatistiske onlineavis LaRepublica.cat sig op til at hævde. Det er en reference til fjenden i det unionistiske Catalansk Civilsamfund, som forsvarer tankens frihed og den klemte spansktalende befolkningsgruppe i regionen.
Dagbladet Ara holder sig for engangs skyld tilbage og nøjes med en tendentiøs underspilning af vigtigheden af den vundne toppost: ”chef for EU’s diplomati” kalder de den og vil hellere tale om det forsmædelige i, at separatistlederen Carles Puigdemont ikke kan komme ind i de europæiske institutioner. Overskriften på internetportalen Vilaweb lyder, at den ”udiplomatiske Borrell skal være EU’s topdiplomat” – men nogen vild og gal Boris Johnson er han ikke.
Begge disse udkantsnationalistiske medier er finansieret med offentlige midler af regionsapparatet La Generalitat, som i hele demokratiets tid har været domineret af de catalansksindede partier takket være en skæv valglov, der vægter rurale stemmer højere end de urbane. Catalanismen har i udgangspunktet været europæistisk anlagt. Den catalanske nationalisme er imidlertid stadig mere fortørnede på EU over ikke at støtte bevægelsen i det løsrivelsesforsøg, som først kom på tale i 2012, men siden da har bredt sig som en steppebrand til at dominere alt politisk liv i regionen.
Bagersønnen fra de indre egne
Snarere end sur er den 72-årige Josep Borrell alvorsfuld på en måde, der har alt at gøre med, at han er lynende intelligent og yderst kapabel. Og gammel virker han ikke – blot erfaren. Han er præsentabel på den distingverede måde, man sætter pris på i de europæiske institutioner – og på den vis skiller han sig ud i det spanske panorama, som i disse år godt kan antage histrioniske former, særligt når det catalanske drama er på tale.
Han er i ét og alt modsætningen til den unge Gabriel Rufián, som er catalansk nationalist af spansk oprindelse og i det spanske parlaments har beskyldt den ældre mand for at være en skændsel. ”Skam” er et meget anvendt argument for tiden i en samfundsdebat, som er kørt af sporet under indtryk af spanske splittelser, som aldrig før i demokratiets tid har været så udtalte og udskregne.
Borrell er uddannet luftfartsingeniør, har en master i matematik og en doktorgrad i økonomi. Han kommer fra beskedne kår som søn af en bager, der drog rundt med sine varer på æsel, dengang i halvtredserne hvor Spanien vitterligt var ludfattigt. Borrell var med sin far rundt på disse ture i en af de indre provinser af Catalonien, fjernt fra kystområderne og hovedbyen Catalonien.
Raceren catalaner
Hans navn udtales [jusæp burrelj] med diskret rul på r’erne og tryk på den sidste stavelse i hvert ord. Han har det, man hernede kalder for ”otte catalanske efternavne”, hvilket betyder så meget som, at han er af ren catalansk æt – ikke søn af ”indvandrere” fra Andalusien og ikke noget blandingsprodukt. Denne racerene catalaner er udkantsnationalisternes mareridt.
Han taler deres diskurs midt imod, og han piller deres økonomiske argumenter fra hinanden. Han gjorde det i bogen med den finurlige titel Las cuentas y los cuentos del independentismo fra 2015, hvor han punkt for punkt påviste, at narrativen om en økonomisk mishandlet region er usand. Den bog er der måske ikke så mange, der har orket at læse. Til gengæld opnåede han herostratisk berømmelse i unionistkredse for tv-debatten året efter, hvor separatistlederen Oriol Junqueras ikke fik et ben til jorden. Borrell kan sine fakta på fingrene, og hele udkantsnationalismens møjsommeligt opbyggede argumentstruktur falder sammen som et korthus i vinden, når den udsættes for Borrells skarpe intellekt og vedholdende dissens.
Junqueras leder de såkaldte ”venstrerepublikanere” i det på ingen måde røde ERC, som snarere end sande arvtagere til tredivernes republik er rundet af den tids fascisme. Den trinde mand med det munkeagtige væsen sidder i dag varetægtsfængslet og afventer dom for løsrivelsesforsøget i efteråret 2017, mens hans våbenfælle Carles Puigdemont fra det store borgerlige nationalistparti har søgt tilflugt i udlandet og forgæves forsøger at opnå immunitet via EU-parlamentet.
Samme dag som der omsider blev opnået enighed om nomineringen til topposterne i Unionen, var tusindvis af catalanske separatister i Strasbourg for at insistere på, at manden, de opfatter som regionens retmæssige præsident, skal kunne indtage sin plads i det europæiske parlament. Den catalanske nationalisme opstiller på alle politiske niveauer både varetægtsfængslede aktivister og undvegne politikere. Til tilhængernes udelte indignation støder bevægelsen derfor hver gang på forhindringer for disse folkevalgtes faktiske politiske virke, idet de er fysisk eller bureaukratisk hindrede i at møde frem.
Unionistisk socialdemokrat
Også Borrell blev valgt ind i EU-parlamentet ved valget den 26. maj. Ugen før sin udpegning til topposten frafaldt han sin parlamentsplads med henvisning til, at den siddende spanske regering dårligt kan undvære ham i det lange forløb, frem til man til efteråret forventer omsider at kunne konstituere sig på ny. Fire uger før EU-valget var der nemlig afstemning til det spanske parlament, og skønt socialdemokraterne blev valgets vinder og nu kan danne flertal med unionistiske Ciudadanos, kniber det gevaldigt med at danne den nødvendige koalition.
Ciudadanos, som i sin tid blev dannet af spansksindede catalanere af socialdemokratisk oprindelse, er gledet mod højre og gerådet ud i generel ideologisk uklarhed. Kun ét er vist: Partiet er indædt modstander af catalansk selvstændighed. Partileder Albert Rivera og hans fæller ærgrer sig gule og grønne over ikke at have fået den fremgang, som valgprognoserne tilsyneladende lovede dem, og det kommer til udtryk i uskønne angreb til højre og venstre. Partiet ligger i en barnlig kappestrid med statsminister Pedro Sánchez’ PSOE, og begge parter nægter indtil videre at indgå i det samarbejde, som kunne sikre landet en solid, progressiv regering, og som var på tale for år tilbage.
Borrell har med sit utrættelige forsvar for den spanske enhed og sin kritik af nationalismens dogmer meget til fælles med Ciudadanos. Men fordi dele af spansk politik for tiden består i at skændes om de små meningsforskelle og udgrænse hinanden, bruger det liberale parti Borrells opgivelse af sin vundne plads i EU-parlamentet til at tale om et svigt – selv nu, hvor han har skudt papegøjen og ser ud til at kunne indtage en langt mere magtfuld post. “Forræderi” er en anden trope i den spanske samfundsdebat, hvor højrefløjen caster socialdemokraterne som landsforrædere.
Fra spansk til europæisk repræsentant
Stillingen med den mystiske titel ”høje repræsentant” svarer reelt til en stilling som EU’s udenrigsminister, og den indebærer at have ansvaret for sikkerheden mod ydre fjender. En oplagt ydre fjende er Rusland, har Borrell for kort tid siden udtalt til russernes store harme. Og det er ikke den eneste gang, mandens klare tale har indbragt ham kontroverser.
For det meste baserer forargelsen sig på en villet og smådum misforståelse af intentionen med det sagte. Det gælder både kampagnen om, at det skulle være så skrækkeligt at tale om at ”rense såret, før man lukker det” med henvisning til balladen i Catalonien. Ligesom også hans letfærdige omtale af udryddelsen af indianerne på de amerikanske kontinenter er blevet fordrejet og blæst helt ud af proportioner.
Mere konkret og svidende er dommen for insiderhandel. Josep Borrell blev for et halvt år siden pålagt en bøde af den spanske børsmyndighed for at have solgt aktier på et opportunt tidspunkt baseret på sin viden som rådgiver for firmaet Abengoa. Som Berlingskes Martin Tønner tørt bemærker det inde hos Kraghs Europa, er det ikke noget særsyn i europæisk politik at have sådan en sag med i bagagen. Men kønt er det ikke.
Europæisk parlamentsformand
Josep Borrell er igennem sin lange karriere gået ind og ud af politik, indtil Sánchez hentede ham ind i sin regering – blot for så at finde ham besværlig og køre ham ud på holdepladser, hvor han ikke kan gøre skade socialdemokraternes forsøg på at appease sig til fred med ”catalanerne”. PSOE gør som så mange andre den fejl kun at tage højde for nationalisterne i regionen og blæse de diskriminerede spansktalende en lang march. Det er noget, der gør det svært for unionistiske catalanere at stemme socialdemokratisk, og det har været med til at presse progressive vælgerskarer ud mod højre.
Borrell er den eneste socialdemokrat, som socialdemokratisk sindede unionister er trygge ved.
Den erfarne politiker kender også det komplekse europæiske apparat indefra i forvejen. Fra 2004 til 2007 var han formand for EU-parlamentet, som populistiske stemmer opfatter som den eneste demokratiske institution i kontinentets komplekse handels- og politiksamarbejde. Den post går også til en socialdemokrat nu, nemlig italieneren David Sassoli, som er rundet af tv-journalistikken.
Dog er det mere præcist at påpege, at kun parlamentet er direkte valgt – de andre institutioner er ikke mindre demokratiske; de er blot stedet, hvor staterne mødes og forsøger at nå til enighed. Og nemt er det aldrig i det morads af konfliktende interesser og hensyn, der skal tages – netop fordi Unionen er demokratisk, og ingen stærk mand bare kan skære igennem og enerådigt bestemme, hvor skabet skal stå.
Josep Borrell Fontelles
Civilstand: gift med partifællen Cristina Narbona, to voksne børn med franskmanden Carolina Mayeur
Aktuel funktion: spansk udenrigsminister
Født: 1947 i La Pobla de Segur i Catalonien Lérida-provins
Uddannelser: luftfartsingeniør, master i matematik, doktorgrad i økonomi
Politiske topposter: europæisk parlamentsformand 2004-07, spansk minister for offentlige arbejder 1991-96 og spansk skattechef 2981-91 under Felipe González lange regeringstid i demokratiets begyndelse
Værker: Los idus de octubre (2017) om socialdemokratiets krise, Los cuentos y la cuenta de la independencia (2015) om nationalistiske propagandaløgne, La crisis del euro (2011) om eurokrisen og andre bøger om økonomi og matematik
Sara Høyrup er cand.mag. i spansk og har boet on/off i Spanien siden 1994.
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Joshua Roberts/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 