Lega og Movimento 5 Stelle (Femstjernebevægelsen, M5S) har siden dannelsen af ”forandringens regering” for 14 måneder ligget i nær konstant konflikt. Den italienske regeringskonflikt blev erstattet af en reguler regeringskrise da Salvini 8. august tilkendegav, at Lega agtede at trække sin støtte og kaldte på nyvalg til efteråret. Åbningen af regeringskrisen har dog også åbnet et handlingsrum for andre politiske aktører end Salvini, der risikerer at fortsætte sin evige valgkampagne i opposition.
Analyse af politisk redaktør Simon Cecchin Birk
TEMA: DET USTABILE ITALIEN | Regeringssamarbejdet i Italien mellem Lega og M5S lader efter nær konstant konflikt grundet forskelle i værdier, politik og taktiske hensyn til endelig at være brudt sammen.
Den normaliserede hverdagskonflikt blev erstattet af en reguler regeringskrise, da Salvini om aftenen 8. august erklærede, at der ikke længere eksisterede et flertal bag den italienske regering.
En faktor er, at magtbalancen i ”forandringens regering” siden stiftelsen tilbage i juni 2018 har været i konstant forskydning: mens Legas vælgeropbakning er steget fra 17,35 % ved 2018-valget til omkring 36 % i meningsmålinger fra midt august, er M5S’ vælgeropbakning i samme periode faldet fra 32.68 % til omkring 18 %. Det europæiske valg i maj cementerede denne forskydning. Samtidig optegnede valget tydeligt den voksende kløft mellem de to euroskeptiske partiers forhold til Europa.
Lega ønsker en tilbagerulning af unionen, M5S en især social udvidelse.
Den 7. august, dagen før regeringskrisen begyndte, stemte M5S mod opførelsen af en højhastighedsbane mellem Torino og Lyon. Opførelsen af togbanen TAV (Treno alta Velocita), der forkastes af M5S som unødvendig, dyr og miljøskadelig, har længe været et brydningspunkt regeringspartierne imellem. Det var TAV-sagen og M5S’ støtte til den første kvindelige leder af EU-kommissionen, Ursula Von der Leyen, der blev grunden til, eller undskyldningen for, det længe ventede regeringssammenbrud.
Et sammenbrud, der fandt sted kort tid før den fjerde og endelige afstemning om en omfattende reduktionen af italienske parlamentarikere, der har været en af M5S’ centrale politiske mål som Lega indtil sammenbruddet støttede.
Et nyt mulighedsrum
Regeringskrisens nye mulighedsrum har dog ikke kun været præget af Salvini, der mest iøjnefaldende har opfodret Italienerne til at give ham fulde magtbeføjelser til at føre det lovede forandringsprojekt til ende.
Den har åbnet muligheden for en anti-Salvini front i italiensk politik ud fra den betragtning, at Salvini er en farlig politiker for landets økonomi men også demokrati. En mulighed fremført af Matteo Renzi, der hermed måske kan være tilbage fra kulden.
Renzi gjorde først opmærksomhed på sig selv som Firenzes energiske og fremstormende borgmester, der i 2012 kæmpede og 2013 vandt formandskabet i centrum-venstrepartiet Partito Democratico (PD) med en hård kritik af den gamle partielite.
Ved det europæiske valg i 2014 sikrede Renzi over 40 % af stemmerne til sit parti. Succesen varede dog ikke ved, for blot to år senere tabte han en folkeafstemning om en reform af den italienske forfatning med nær 60 % af befolkningen mod sig. Og det var mod Renzi selv, at italienerne stemte ved afstemningen, som den florentinske politiker havde gjort til et personligt valg.
Renzi har altid gjort sig i sorthvide dikotomier og et let forståeligt sprog lettet af popreferencer, der på mere end en måde vækker minder om Berlusconi. Ligesom Berlusconi ved sin debut i 1994, forsikrer Renzi nu om, at det kun er modvilligt og af en følelse af pligt, at han atter tager teten i italiensk politik og åbner for dannelsen af en ny alliance med Movimento 5 Stelle og de øvrige partier.
Nicola Zingaretti har overtaget lederskabet af PD. Hovedparten af partiets parlamentarikere er dog fortsat loyale overfor Renzi, hvilket ligner grunden til at Zingaretti først støttede en hurtig folkeafstemning og en del af grunden til at Renzi ønskede undgå den. Nyeste signal fra PD-lederen er, at en regering kan komme på tale, hvis den bliver handlingsdygtig.
Samarbejdet mellem PD og M5S blev mere plausibelt efter, at M5S’ ledelse, inklusiv faderfigur Beppe Grillo, der i krisens stund er vent tilbage med sin karakteristiske satiredrevne retorik, mødtes 18. august. Ved mødet kom ledelsen til enighed om at stoppe det videre samarbejde, ikke nødvendigvis med Lega, men med Salvini, der blev døbt ”forræderiets minister”.
Imidlertid trak Salvini en anelse i land i forhold til de første hårde udmeldinger.
Salvini og krisen
Et afgørende spørgsmål er dog, hvorvidt Salvini med sin højst autoritære adfærd og sit stærke bånd til millioner af italienere faktisk er farlig for det italienske demokrati.
Der er mindst to perspektiver på Salvinis politiske virke, siden han blev partileder i 2013: det første ser en højst pragmatisk politiker, der primært er interesseret i magt; det andet ser en ideologiseret politiker, der har udviklet sig til en autentisk stemme og leder af det suverænistiske højre.
Et andet spørgsmål er, om Salvini er en kompetent politiker, der i praksis har forudsætningerne for at forandre det italienske samfund. Dem, der ser Salvini som inkompetent, tenderer til at se mindre risiko involveret ved en ny Lega-domineret regering. Det er dog svært at se, hvordan en politiker som Salvini skulle blive mindre farlig af at have mindre forståelse og respekt for etableret viden og politiske normer.
Premierminister, Giuseppe Conte talte i dag (20. august) i det italienske parlament, hvor han som ventet opløste regeringen. Conte stemplede Salvini som både illoyal og uansvarlig, som en, der har forfulgt personlige og partiinteresser, og ikke nationens.
I en direkte henvendelse, svarede Conte på Salvinis tidligere opfordring til italienerne: ”Du bad om fulde magtbeføjelser, og du påkaldte pladserne til din støtte. Din [demokrati]opfattelse bekymrer mig. Institutionelle spørgsmål håndteres ikke ude på pladserne men i parlamentet”.
Salvini forsvarede sig efterfølgende i en tale med et påfaldende religiøst islæt, hvor en mulig M5S-PD-aftale blev forkastet og Legas store folkelige opbakning fremhævet.
Når Conte har informeret præsident Sergio Mattarella, vil han sandsynligvis få mandat til at forsøge at danne en ny holdbar regering. Alternativt vil der blive indsat en teknokratisk regering, der vil få til opgave at regere Italien i kortere eller længere tid, alt efter om, der udskrives valg til oktober.
Som italiensk politik i nyere tid er et eksempel på, har krisen til dels sit eget liv. Politiske aktører som Grillo, Salvini eller Renzi kan spejle og bestyrke den ophobede utilfredshed i det politiske terræn, men alliancer og folkestemning kan hurtigt skifte.
I 2016 var det Renzi, der overvurderede sin politiske styrke, satsede stort og tabte det afgørende momentum. I 2019 har Salvini startet krisen fra en styrkeposition. Krisen er stadig ung, og der er fortsat mange mulige fremtidsscenarier, selv, trods det virker usandsynligt, en ny aftale mellem M5S og Lega. Måske ender Salvini med de fulde magtbeføjelser. Lega ligger til at vinde et efterårsvalg og en kortvarig alliance mellem M5S og PD kan let svække sidstnævnte og styrke Lega.
Hvis der dog ikke bliver udskrevet valg til efteråret, og M5S og PD trods store uenigheder formår at samarbejde, er det ingen selvfølge, at Legas momentum fortsætter.
Selv for Salvini kan den evige valgkampagne blive for lang.
Simon Cecchin Birk er politisk redaktør for Magasinet Europa, Ph.D.-stipendiat ved Københavns Universitet og medforfatter til den højaktuelle antologi ”Europas Mange Omveje”.
Læs hele vores løbende Italienstema “Det ustabile Italien”
Billede i artiklens top: /Yara Nardi /Reuters/Ritzau Scanpix/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 