De oprørske hongkongesere kalkerer separatistslogans udklækket i Spaniens rigeste region, og kærligheden er gengældt. Den catalanske separatistleder Puigdemont irettesætter Kina. Vestlige iagttagere ser de overfladiske ligheder og glemmer rent alle forskellene.

Analyse af Sara Høyrup

Hongkong is not China. Catalonia is not Spain. Bannerne henvender sig til den udenlandske opinion på et Global English, der er som skabt til simple budskaber. Begge områder er selvbevidste og ved muffen. Der bor rundt regnet syv en halv million i hver af regionerne. Bevægelser begge steder har grebet til civil ulydighed og været i konfrontationer med politiet. Deres diskurser er fulde af politiske fanger og manglende retssikkerhed, brud på menneskerettighederne og fravær af demokrati. Det er fristende at se kampen i Kinas og Spaniens udkantsområder som samme sag under hver sit flag.

Men er det sandt?

Catalonien i verdens spejl
Lige så ofte som den undvegne regionschef Carles Puigdemonts parti skifter navn og format, lige så hastigt defilerer forskellige modeller fra den store vide verden forbi. Catalonien vil være sydens Danmark og hvorfor ikke også de baltiske stater? Catalonien kan lægge sig efter finansparadiset Singapore og har samme ret til frihed som Kosovo. Og se bare, hvor få døde den slovenske selvstændighed kostede.

Nu er turen kommet til Hongkong. Puigdemont kræver de politiske fanger i Fjernøsten frigivet. Hans kontorchef iler med at sidestille den kinesiske politivold og den spanske ordensmagts ageren under det catalanske løsrivelsesforsøg i efteråret 2017. Kontorchefen mener, at Canadas premierminister bør tage affære. Regionsparlamentets næstformand fra samme parti (der for tiden hedder Junts per Catalunya (Sammen for Catalonien) og på kortform JxC) griber anledningen til at slå fast, at man altså godt kan være undertrykt, selv om man er rig.

Deres tidligere partifælle, den moderate catalanist Alfons López Tena er rivravruskende uenig. Manden, der ellers er kendt for at opfinde det lokalnationalistiske slogan om, at ”Spanien stjæler fra os”, påpeger i det digitale dagblad Crónica Global, at i Spanien er det de enerådige separatister, som er despoterne:

”Løsrivelseslovene og deres indhold var af en karakter, som end ikke Kina eller Putin ville have turdet forsøge sig med. Separatisterne beskylder konstant og med urette den spanske stat for autoritære fremgangsformer for at skjule, at det er dem selv, som forsøger at indføre dem.”

Ikke alene så separatisterne stort på, at de overhovedet ikke repræsenterede en samlet befolkning, og at det friske initiativ var i strid med forfatningen, regionsstatutten, straffeloven og domfældelser fra højeste sted. Den forfatning, som skulle ligge til grund for den catalanske fristat, afskaffede med et snuptag magtens tredeling og fratog catalanerne alle de friheder, de rettigheder og den retssikkerhed de har under den spanske grundlov – og tilhørsforholdet til den Europæiske Union.

Spanien for sin del ligger i verdens Top-20 over både demokrati og frihed, retssikkerhed og pressefrihed. Det har det spage spanske udenrigsministerium omsider tilladt sig at henlede opmærksomheden på i det sobre dokument ”La realidad sobre el proceso independentista” (Realiteterne omkring løsrivelsesprocessen), som med ufattelig forsinkelse leverer alle argumenterne for, hvorfor argumenterne for løsrivelsens nødvendighed og berettigelse ikke holder vand.

Demokratiske garantier tur/retur
Hongkong faldt som krigsbytte til England under Opiumskrigene. Efter 99 års leasingaftale gik kontrollen tilbage til Kina – til øboernes skræk. De fik godt nok en særordning kaldet ”et land, to systemer”, så de ikke er underlagt helt samme partidiktatur som resten af Kina. Men den absolutte magts venlighed varer ofte kun en stakket stund. Da der blev lukket op for udleveringsordrer fra Hongkong til fastlandet og dermed for samme arbitrær forfølgelse, der kan overgå fastlandskinesere, der træder ved siden af, gik oprøret i gang.

Pablo Dìez de Isla fra den catalanske udenrigspublikation The Outsider Magazine forklarer til Magasinet Europa, at demonstranterne har vundet en delsejr, idet loven om udleveringsordrer er trukket tilbage. Nu handler protesterne om løsladelse af de fængslede demonstranter og om at få den lokale guvernør til at træde tilbage. Og ikke bare det, insisterer en ung kineser under uddannelse som udenrigsjournalist i Catalonien, som ikke ønsker at optræde med navn: Det er de demokratiske garantier for øen, der er på spil.

Dìez fortæller, at de formsmæssige ligheder helt ned i farvebrugen mellem hongkongesernes bannere og de borgerlige lokalnationalister i Catalonien går langt tilbage i tid. Dìez har en fortid som ungliberalist og vurderer, at den liberale løsrivelsesbevægelse i Hongkong formentlig har været i kontakt gennem den Liberale Internationale med Puigdemonts parti, før dette ophørte med at være liberalt. Det lokalnationalistiske storparti er blevet smidt ud af den liberale gruppe ALDE i Europaparlamentet, hvor det ubekvemt delte fællesskab med de liberale antiseparatister fra samme region.

”Det er komplet meningsløst at sidestille situationen i Hongkong og Catalonien. I Hongkong foregår der en kamp imod et kun halvvejs demokratisk lokalstyre for at opnå fuldt demokrati. Løsrivelse fra Kina er et middel til opnå demokrati, mens de catalanske separatister ønsker at afskaffe det spanske demokrati i Catalonien for at oprette et diktatur.”

Stridens æble er ikke det samme
Heller ikke den vordende kinesiske udenrigsjournalist i Catalonien ser nogen ræson i at sidestille de to situationer: ”I Hongkong drejer det sig om jura og politik. I Catalonien drejer det sig om penge.”

Den kinesiske kilde ser alene ligheden i to ting: Hverken den kinesiske eller den spanske stat har evnet at handskes med et internt problem. ”Når volden har nået så højt et niveau i Hongkong, skyldes det dels det brændende demokratiønske på øen, der ikke nødvendigvis udmønter sig i et ønske om løsrivelse. Og dels at politiet ikke er bemyndiget til at gribe ind, og derfor har demonstranterne haft frit spil.”

Billeder af den besatte lufthavn i Hongkong er gået verden rundt. Det samme ville formentlig være sket i Barcelonas lufthavn El Prat og grænseovergangen La Jonqueras, hvis ikke rigspolitiet og gendarmerne var blevet deployeret. Det vurderer juraprofessor Rafael Arenas García fra Universitat Autónoma de Barcelona over for Magasinet Europa med henvisning til velkendte planer om at sætte den centrale infrastruktur ud af kraft. Faktisk pralede separatisterne i en periode af deres kapacitet til at sætte økonomien helt i stå.

Og også i Catalonien forsøgte radikale lokalnationalister at storme regionsparlamentet, skønt deres egne partier har flertal inde i magtens haller. Begge steder er statens flag yndede genstande for angreb qua deres symbolværdi.

I Catalonien er regionspolitiet Els Mossos under anklage for at have gået separatistledernes ærinde og svigtet deres hverv. Det vil de næppe gøre igen, vurderer Arenas.

”Nu ved de, at det har konsekvenser, og at løsrivelsen ikke ligger lige om hjørnet. De fleste af dem vil nægte at bryde loven, hvis de igen får ordre til det,” siger juraprofessoren.

”Men jeg tror desværre, at volden i Catalonien vil tage til. Vi har vænnet os til slag og kast med genstande, og det er bare begyndelsen. Så snart gnisten antændes, vil det ikke være til at kontrollere. Jeg tror dog ikke, der er dannelser af terrorgrupper i gang, og det håber jeg virkeligt ikke, at jeg tager fejl i.”

Autoritære handlinger
Hvad er forskellen på at ville løsrive Hongkong og Catalonien?

”Spanien er et fuldt udviklet demokrati og ligger i top-20 i målingerne af borgerrettigheder og friheder i både The Economist og hos Freedom House.  Kina derimod ligger nummer 130 henholdsvis nummer 15 – nedefra! Med det in mente er det noget sludder at sammenligne de sociale protester i de to lande.”

Hvad er forskellen?

”I de demokratiske lande, der respekterer de individulle friheder, er det en autoritær handling at blæse på den fælles lov. Men i lande, hvor disse friheder ikke eksisterer, kan protesterne have en anden betydning afhængigt af omstændighederne.”

Er der andre væsentlige forskelle?

”Ja: I Hongkong er det borgere, der er ulydige og konfronterer en offentlig magtinstans. I Catalonien er det regionsregeringen, der fører an i ulydigheden og bruger alle sine midler i sin udfordring af den fælles spanske forfatning. Når det ikke er borgerne, men offentlige magtinstanser, der bryder loven og krænker forfatningen i et demokrati, gælder den moralske berettigelse ikke, som man kan hævde i forbindelse med folkelige protester mod en offentlig magtinstans i en udemokratisk stat.”

Egennyttige paraleller
Hvorfor sammenligner de catalanske separatister sig med protesterne i Hongkong?

”De catalanske separatister gør brug af propaganda i massivt omfang. De lader ikke en lejlighed gå fra sig. Nu forbinder de protesterne i Hongkong med deres egen fortælling. Ifølge dem er Spanien et diktatur, som de sammenligner med Kina. På baggrund af det forsøger de at retfærdiggøre ikke blot borgernes handlinger i Catalonien, men de lokale magthaveres lovbrud.

Mekanismen fungerer kun, hvis man godtager hjemlen om, at Spanien ikke er en demokratisk stat. Og det er dokumenteret, at det er en propagandaløgn ligesom stort set hele det separatistiske argumentationsbatteri.”

Sara Høyrup er cand.mag. i spansk og har boet on/off i Spanien siden 1994.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Thomas Peter/

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: