Ukraine har en spraglet befolkning, og man levede i lang tid fredeligt side om side. Først efter Majdan-protesterne løb ud i sandet i starten af 2014, begyndte nationalister og chauvinister med hver deres stormagtsblok bag sig at udnytte etniske forskelle for at opildne til krig, skriver Jens Malling i sin nye bog “Krigen i ukraine – hvordan en geopolitisk konflikt sønderriver et europæisk land.”

Uddrag af bog af Jens Malling

Da Sovjetunionen – som Ukraine var en del af – brød sammen i 1991, var jeg 11 år gammel. Tv-avisens reportager fra de kaotiske år med perestrojka lyste ud i vores stue. Generalsekretær Mikhail Gorbatjov forsøgte mere og mere desperat at reformere kæmperiget. Forgæves. På grund af min alder havde jeg kun ringe begreb om, hvad der foregik.

Hvad var Sovjetunionen for noget? Hvad ville det sige, at USSR var ’socialistisk’? Hvad var den Kolde Krig? Det var mystisk, men også dragende. Mindst af alt kunne jeg vide, hvilke konsekvenser USSRs opløsning ville få.

Sovjetunionens sammenbrud er blot én af de historiske begivenheder, der danner baggrund for denne bog. En anden er finanskrisen i 2008. Det år stod det for alvor klart, hvor usikker en samfundsmodel kapitalismen er. Ligesom USSR vaklede i 80erne, knagede de liberale markedsdemokratier nu gevaldigt i furerne. Mens finanskrisen buldrede, begyndte jeg at interessere mig for, hvad kapitalisme indebærer, herunder hvordan de tidligere sovjetrepublikker indførte den mindre end to årtier forinden.

På tiden omkring finanskrisen tog jeg på mine første rejser i det tidligere Sovjet. Jeg besøgte for første gang Ukraine. Uden nogen særlige forudsætninger eller begreb om hvad der ventede mig, blev jeg med det samme slået af mangfoldigheden, råheden, umiddelbarheden og kompleksiteten. Jeg spadserede i Lvivs middelaldergyder, besøgte heltebyen Sevastopol, overnattede i en betonforstad til Kyjiv og drak den lokale champagne med passagererne i nattogene. I ruinerne af det sovjetiske imperium udforskede jeg falmede mosaikker og storslået, men ødelagt arkitektur. Det satte tankerne i gang, at der på disse kanter få årtier forinden havde eksisteret en social orden, som hvilede på radikalt anderledes værdier end dem, der fik forrang efter kapitalismen blev verdensomspændende.

Overalt dukkede beviserne op: statuer af ledere fra revolutionen i 1917, i metrostationernes navne og som hele bydele opført efter egalitære principper. Mens jeg fordøjede de nye indtryk, undrede jeg mig over, at det med den neoliberale globalisering allerede var fortrængt, at samfund godt kan organiseres på andre måder end de konkurrencestater, som udkrystalliserede sig i for eksempel Danmark efter afslutningen på den Kolde Krig.

Men det var ikke alt. De første rejser gav mig indblik i Ukraines rige kultur. Landet har en spraglet befolkning. Den består blandt andet af ukrainere, russere, rumænere, tatarer, jøder, bulgarer, ungarer, polakker, grækere, hutsuler og rusiner. De levede fredeligt side om side. Først efter Majdan-protesterne løb ud i sandet i starten af 2014, begyndte nationalister og chauvinister med hver deres stormagtsblok bag sig at udnytte etniske forskelle for at opildne til krig.

Udover 1991 og 2008 udgør Majdan-demonstrationerne et vigtigt historisk grundlag for bogen. Flere kapitler beskriver de voldsomme omvæltninger, som optøjerne den vinter førte med sig. Men inden vi går mere i dybden med protesterne på Majdan, skal vi opholde os kort ved begrebet ’overgangsperiode’ og se på hvad Sovjetunionens opløsning indebar for Ukraine. Det er nødvendigt for at forstå den sociale utilfredshed, som Majdan-bevægelsen udsprang af.

En ’overgangsperiode’?
Før finanskrisen i 2008 talte vestlige journalister og politikere stadig meget om ’overgangsperiode’ – på engelsk ’transition’. Begrebet dækker over en forestilling om historien som en lineær proces. Ifølge denne forestilling var de 15 tidligere sovjetrepublikker på vej fra deres totalitære fortid og hen mod endemålet: liberalt markedsdemokrati.

Snakken om overgangsperiode er nu forstummet. Det står efterhånden klart, at de tidligere sovjetrepublikker – med undtagelse af de baltiske lande – ikke  er på vej til at overtage den samfundsmodel, vi kender i Vesteuropa og som indtil 2008 virkede urokkelig. I virkeligheden udviklede de fleste tidligere sovjetrepublikker sig i løbet af kort tid til regimer med hel- eller halvdiktatoriske ledere. Aserbajdsjan, Hviderusland, Rusland samt de centralasiatiske republikker udgør de værste eksempler. Relativt hurtigt fik landene en stærkt autoritær form for kapitalisme.

Ledernes retorik er ofte ligeså nationalistisk som hos højrepartierne i Vesteuropa. I endnu højere grad end i Vesten er frihed blot friheden til at forbruge – for den del af befolkningerne, hvis indkomst tillader det. Graden af korruption gør det umuligt at tale om retsstater. Den ukrainske økonom Julija Jurtjenko beskriver den såkaldte overgangsperiode i sit hjemland som ’en myte’.1

Ud over at vestlige politikere og journalister opfattede liberalt markedsdemokrati som den ypperste samfundsmodel, som noget i længden uundgåeligt, som andre lande burde efterligne og overtage for deres eget bedste, bunder misforståelsen omkring ’overgangsperioden’ i høj grad i, at de færreste i USA og Vesteuropa satte sig ind i, hvad Sovjetunionens sammenbrud egentlig indebar. Meget få gjorde sig klart, hvilken pris befolkningen betalte for at lægge USSR bag sig og hvilket kollektivt traume det udløste.

Ukraine som en del af USSR
Da Mikhail Gorbatjov kom til magten i 1985, befandt USSR sig i en alvorlig økonomisk krise. Især havde Sovjetunionen store vanskeligheder med at imødekomme efterspørgslen fra forbrugerne. Derudover undergravede knægtelsen af basale politiske friheder myndighedernes legitimitet. Begge dele prøvede den nye generalsekretær at løse med et idealistisk og ambitiøst reformprogram. Samtidig krævede Sovjetunionens krig i Afghanistan store ofre.

Når de tusindvis af unge soldater vendte hjem i kister eller på krykker bidragede det til at fremmedgøre befolkningen fra det politiske lederskab. Et særligt stort antal ukrainere kæmpede i Afghanistan. USSR invaderede landet i 1979 og trak først sine tropper tilbage i 1989.

Ud over de negative sider og store problemer var Sovjetunionen i 70erne og 80erne et højtudviklet samfund – en supermagt – med vidt udbygget industri, transport og infrastruktur. I særlige forskerbyer puslede videnskabsmænd med atomfysik og udviklede avancerede teknologier til brug for blandt andet rumfart.

Ukraine var en af de mest industrialiserede delrepublikker. Samlebåndene gennem fabriksanlæggene i den sydlige og østlige del af Ukraine udspyede komponenter til biler, fly, maskiner, skibe og raketter. Storbyer som Dnipropetrovsk (byen blev omdøbt til Dnipro i maj 2016), Saporisja og Kryvyj Rih udgjorde sammen med kulminerne og stålproduktionen i Donbass rygraden i den sovjetiske sværindustri. Kharkiv var Sovjetukraines andenstørste by, tidligere hovedstad og et center for forskning og uddannelse. Fra værfterne i Mariupol og Mykolajiv sejlede handels- og krigsskibe – herunder et hangarskib – ud i Sortehavet på deres jomfrurejser. Ukraine var desuden Sovjetunionens kornkammer. I den frugtbare jord dyrkedes især hvede, majs og solsikker.

Med et befolkningstal på 52 millioner var Ukraine unionens andenstørste delrepublik efter Rusland. Tilsammen havde de 15 delrepublikker, der udgjorde USSRs omkring 290 millioner indbyggere. De var ofte veluddannede, nød en relativ høj gennemsnitslevealder og bekymrede sig ikke om arbejdsløshed. I den sovjetiske planøkonomi havde alle pligt og ret til at arbejde. Et offentligt sygehusvæsen sikrede, at lægehjælp ikke afhang af indkomst. USSR havde alvorlige problemer med, at brede lag af funktionærer sikrede sig fordele og privilegier via korruption. Landet var dog ikke kendetegnet ved noget voldsomt skel mellem rig og fattig, som det der opstod i 1990erne.

Ukrainernes holdning til Sovjetunionen var ambivalent. Ved valget den 17. marts 1991 stemte 72 procent af republikkens indbyggere for at bevare unionen. Derimod stemte 92 procent af befolkningen for Ukraines uafhængighed ved et nyt valg den 1. december samme år. I den mellemliggende periode – i dagene op til den 21. august – slog et kup mod Gorbatjov fejl. Til trods for udfaldet efterlod det hans lederskab og tiltroen til hans reformer stærkt svækkede. Kort efter erklærede flere delrepublikker sig uafhængige, herunder Ukraine den 24. august. Valgresultatet fra marts, Sovjetunionens fremskredne opløsning samt Ukraines deklaration om uafhængighed i august gør, at valgresultatet fra december sandsynligvis snarere skal ses som en bekræftelse af kendsgerninger end en bredt funderet modstand mod USSR blandt ukrainerne.

Den relativ store opbakning til Ukraines Kommunistparti op gennem 90erne og 00erne peger også i den retning. Efter Sovjetunionens dødskramper fortog sig, skulle Ukraine fra årsskiftet 1991-92 finde sin egen vej som selvstændig nation efter i århundreder at have været underlagt snart det ene snart det andet imperium. Det blev en hård start.

Ovenstående er et uddrag af bogen “Krigen i Ukraine – hvordan en geopolitisk konflikt sønderriver et europæiske land”, skrevet af Jens Malling, der er freelancejournalist med speciale i Øst- og Centraleuropa.

Billede i artiklens top: Alexander Ermochenko/Reuters/Ritzau Scanpix

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: