Mens et iransk angreb på olieinstallationer i Saudi-Arabien har skabt frygt for en ny mellemøstkrig, er Israel efter et meget tæt valgresultat på vej til at blive en kolonimagt, nemlig med anneksion af en så stor del af Vestbredden, at en to-statsløsning bliver umulig
Analyse af Hugo Gaarden
Det israelske valg blev et dødt løb, men uanset regeringsdannelsen får det en effekt som et jordskælv: Israel tager de første skridt til at annektere en tredjedel af Vestbredden, og det gør en fredelig to-statsløsning umulig. Israel bliver for alvor en kolonimagt, og det vil skabe international spænding. Samtidig får det iranske angreb på olieinstallationer i Saudi-Arabien også en rystende effekt. Iran viser, at det har kapacitet til at angribe overalt i Mellemøsten med præcisionsvåben, det åbenbart er svært at forsvare sig imod, og Iran tør tage en konfrontation med både USA og Israel. Mellemøsten er rykket ind i en helt ny tidsalder, hvor magtforholdene er ved at blive ændret dramatisk, og som kan føre til en ny mellemøstkrig.
Det israelske valg blev et tæt løb mellem de to store partier, Likud med Benjamin Netanyahu i spidsen og Det Blå-Hvide parti med Benny Gantz i spidsen. Der kan gå flere uger, før der dannes en koalitionsregering, men én ting synes sikker: Den anneksion af en tredjedel af Vestbredden, som Netanyahu har bebudet, vil blive gennemført før eller senere. Gantz er mere moderat end Netanyahu i indenrigspolitikken, men han er mindst lige så høge-agtig over for Vestbredden og araberne som Netanyahu.
Ved at beslaglægge en tredjedel af Vestbedden – over mod Jordan-floden – bliver et selvstændigt Palæstina reelt en umulighed. Det har Netanyahu systematisk tilstræbt med fortsættelsen af israelske bosættelser og nu med hans forslag om anneksioner, som der er bred opbakning til. Det strider mod internationale beslutninger i FN og USA’s hidtidige politik, indtil præsident Donald Trump ændrede kurs.
Palæstinenserne synes at have opgivet at få deres egen stat. De kommer til at leve som i et kolonirige eller en apartheidstat. Det går fuldstændig imod de seneste 50 års internationale bestræbelser. Flere lande forhindrer mindretal i at få selvstændighed, mere eller mindre brutalt, men der er intet andet land, der i nutiden ligefrem koloniserer et andet folkeslag. Det vil utvivlsomt føre til internationale spændinger.
Men det kan også skabe spændinger internt i Israel, hvis alle palæstinensere inddrages i Israel. Araberne i Israel (palæstinensere) udgør 20 pct. af befolkningen. Deres partuier har dannet en slagsb koalition til dette valg og sagt, at de vil have indflydelse. De kan afgøre, hvem der bliver ministerpræsident. Netanyahu har udtrykt sig meget kritisk over for det: ”Det kan ikke accepteres, at en regering afhænger af anti-zionistiske arabiske partier.” Dermed udtrykker han Israels dilemma: Israel vil have kontrol med palæstinenserne men vil ikke give dem frihed og eget land eller fulde rettigheder i et Stor-Israel. Vil Israel fordrive dem?
Det iranske angreb i Saudi-Arabien skaber også et dilemma for hele regionen samt USA. Iranerne afviser, at de stod bag angrebet, som officielt kom fra Yemens houthi-oprørere, som Iran støtter. Men angrebet var så omfattende og så avanceret, at houthierne ifølge eksperter ikke kunne stå bag, og Iran har tidligere truet med at angribe olieinstallationer i regionen som følge af, at USA fører økonomisk krig mod Iran med sanktioner. Et amerikansk droneangreb på Iran blev for nylig afbrudt i sidste øjeblik af Trump.
Der er ingen tvivl om, at Iran står bag, og at det sker med kølige diplomatiske overvejelser: Iran vil teste sine modstandere og vise sin egen styrke. Iran har vist, at det kan slå til overalt i regionen og åbenbart uden at møde et raketforsvar. Det er næppe kun droner, iranerne har brugt, men også krydsermissiler, der kan skifte bane undervejs, og som det er svært at skyde ned, og som er slagkraftige. Sikkerhedspolitisk har Iran også vist sin styrke, for Iran støtter ikke kun houthierne, men også hizbollah i Libanon, militsstyrker i Irak og regeringen i Syrien, hvor Israel har foretaget talrige angreb på iranske våbendepoter. Iran har lagt en militær ring om Israel.
Israel og Iran er allerede i en lavprofilkrig, delvist via stedfortrædere. Udvides denne krig, kan hizbollah sende hundreder af droner, missiler og måske krydserraketter mod Israel. Sker der en optrapning i de næste uger, vil det være i Netanyahus interesse. Han har i flere år ønsket at angribe atom-installationer i Iran, men er altid blevet standset af militæret. Hvis der bliver en egentlig krig netop nu under regeringsforhandlingerne, kan Netanyahu måske fortsætte, og han kan håbe, at der bliver politisk flertal for at lade korruptionssagerne mod ham falde.
Angrebet i Saudi-Arabien er dybest set et resultat af Trumps udtræden af atomaftalen. Han vil have en bedre aftale med Iran, dvs. med begrænsninger på Irans indblanding i regionen. Han presser Iran økonomisk. Nu har Trump så fået et svar, ovenikøbet hos USA’s allierede, som med bare ét militært slag har fået standset halvdelen af sin olieeksport. Det har han næppe kalkuleret med. Det er selvklart et dilemma for USA og for hele regionen. Hvordan vil USA reagere? Men det er også et dilemma for Europa, som fortsat bakker op bag atomaftalen. EU går imod de amerikanske sanktioner, fordi EU finder det afgørende at Iran genrejses økonomisk. USA’s sanktioner har reduceret den iranske olieeksport dramatisk fra et par millioner tønder om dagen til en halv million. EU kunne kompensere for det ved at lade staterne købe olie fra Iran, men europæerne tør ikke gøre det af frygt for en konfrontation med Trump.
Det rejser det tredje dilemma i Mellemøsten – for EU. EU har en interesse i etableringen af en selvstændig palæstinensisk stat og i at bevare atomaftalen med Iran. Men tør EU gå imod Trump og agere selvstændigt – tage skæbnen i egne hænder, som den tyske kansler, Angela Merkel, har udtrykt det? Trump sendte i lørdags en ”Twitter-gave” til Netanyau, nemlig et tilbud om at lave en amerikansk-israelsk forsvarstraktat. Det har sikkerhedseksperter i begge lande hidtil advaret imod på grund af uoverskuelige konsekvenser. Sker dét, kan europæisk støtte til lande i Mellemøsten eller til palæstinenserne i det mindste politisk blive udlagt som en slags krigserklæring mod USA! Europas ønske om at optræde selvstændigt kommer virkelig på prøve.
Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. Denne kommentar er oprindeligt bragt på hans hjemmeside hugogaarden.dk
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Francois Lenoir/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 