Dommen over de catalanske separatistledere er blevet lækket og lyder som forventeligt på en blød mellemvare. Paladskuppet var mere teknisk end voldeligt, så lovens strengeste bestemmelse finder ikke anvendelse.
Kommentar af Sara Høyrup
De varetægtsfængslede catalanske nationsopbyggere, som er under anklage i Spanien, kan forvente op til 13 års fængsel. Det tyder lækkede oplysninger om den forestående dom på. 13 år er strafferammen for “opstand” (sedición) i et retssystem, der – ligesom det gælder på resten af kloden uden for Skandinavien – har langt skrappere strafferammer for alting, end vi er vant ved i Danmark. Enhver form for højforræderi bliver dog taget meget alvorligt af alle stater verden over.
Alternativerne var enten det endnu mere alvorlige “oprør” (rebelión) eller total frifindelse for forsøget på at omgå forfatningen og rive det nordøstlige hjørne af Spanien løs og danne en ny stat.
Flytbare grænsepæle
En catalansk stat ville automatisk falde ud af EU og have svært ved at finde sin vej tilbage i et samarbejde, der går op i efterlevelse af retsstatsnormer – og som for øvrigt giver alle sine medlemmer vetoret over for nye medlemskaber. En union, der igennem sin hele eksistens har brudt grænser ned internt i Europa og ikke er meget for nye grænsehegn. Meningen med EU er fred gennem samhandel og fællesskab i diversitet, og det mål tjener nye toldmure og nye identitetære modsætninger ikke.
Til gengæld ville en catalansk fristat derpå have forsøgt at udvide sit territorium og inddrage: hele Valencia-regionen mod syd, Mallorca og de andre baleariske øer mod øst og en stump af Sydfrankrig mod nord – hvis man ellers turde lægge sig ud med den anderledes kompleksfri franske centralstat.
Og hvorfor ikke: en enkelt italiensk ø, hvor gammel tids catalansk imperialisme har efterladt en catalansk sprogtradition. Det forlyder, at så fjernt som på Sicilien bruges “catalanerne” stadig som trussel mod uvorne børn.
Forsigtig dom
Magten er tredelt i Spanien ligesom i alle andre retsstater. Alligevel tager de juridiske fortolkninger farve af den førte politik. Retsvæsnet lever ikke i et vakuum. Det kommer derfor ikke som den store overraskelse, at dommen, der forventes offentliggjort i morgen mandag, passer ind i den socialdemokratiske regerings forsoningspolitik.
Der var belæg for at dømme for oprør (vold, trusler om vold samt anvendelse af rå magt indgik i løsrivelsesforsøget, særligt under folkemassernes forsøg på at hindre en politirazzia 20.09.17 forud for den forfatningsstridige folkeafstemning). Omvendt var der også belæg for at afvise den påstand fra anklagemyndigheden (paladskuppet var primært af teknisk art).
Der var til gengæld ikke belæg for at sige, at her er ikke sket noget, passér gaden. Total frikendelse ville være det eneste resultat, de catalanske identitarister ville have godtaget uden at bruge de næste mange år på at surmule ude og hjemme over verdens uretfærdighed.
Postmoderne performance
Gældende spansk lovgivning er ikke tilpasset realiteterne. Resultatet af den digitale tidsalders postmoderne performances i Catalonien er alvorligt nok; men vejen ad hvilken er besnærende “fredelig”.
Ordrerne oppefra udstikkes via gratis-apps som WhatsApp og det mere hemmelighedsfulde Telegram. De nye tiders partisoldater agerer uden partikort og indser end ikke, at de ikke selv har tænkt sig frem til de bestandigt fluktuerende forståelser af, hvornår de skal gøre hvad og møde op hvor og råbe nøjagtigt hvilke slagord.
Det catalanske kup og forsøget på at opkaste regionen til en stat i egen ret fandt sted uden noget befolkningsflertal i ryggen. Det omgik demokratiets rammer for det fælles samfundsliv og brød både grundloven, regionsstatutten og straffelovens regler om underslæb, idet fælles midler blandt andet fra velfærdsstatens slunkne kasser gik (og stadig går) til det partiske formål.
Separatismens væsen
Det catalanske løsrivelsesforsøg bygger på en usolidarisk indstilling og en supremacistisk racisme. Det er kulminationen på årtiers diskrimination mod den spansktalende underklasse i regionen.
Men kupforsøget var ikke et oprør mod staten i gammeldags forstand, for det formåede så nogenlunde at holde sig på måtten rent håndgribeligt: Man tog ikke magten med fysisk magt, men derimod med et misbrug af regionens vide administrative kompetencer og af det forhold, at den skæve valglov giver lokalnationalisterne parlamentarisk flertal uden at have vælgerflertal.
Derfor bliver Oriol Junqueras, 2 x Jordi og de andre kampfæller, som den undvegne regionschef Carles Puigdemont lod i stikken, kun dømt for opstand og ikke for oprør.
Trusler mod juristerne
I dagene op til domsafsigelsen kunne man på Cataloniens sociale medier, som altid er i brand, se forslag til løsninger, uden at nogen løftede et øjenbryn: “Hvad nu, hvis vi nakker chefdommer Marchena i løbet af weekenden, så der slet ingen dom falder?”
Nu skulle man jo tro, at det var sagt i sjov, men udsagnet kom fra en profil prydet med forkortelsen CDR og spækket med separatistiske opslag. Disse /Comisiones de Defensa de la República/ inspireret af de cubanske revolutionskomitéer har affødt den første catalanske terrorgruppe i nyere tid:
Efter at have været forskånet for andet end de uduelige Terra Lliure (frit territorium), som mest af alt sprang sig selv i luften i firserne, har en celle tilknyttet CDR-bevægelsen nu igennem et par år forberedt terroranslag. De ville slå til, når dommen over separatistlederne faldt. Hvis der er andre derude, der ikke er blevet pågrebet, kan de forventes at slå til i næste uge.
Medmindre det hele bliver ved samme slags mundsvejr som det, nationalister som den nuværende regionschef Quim Torra excellerer i: Der er masser af bragesnak om “modstand” mod “statsrepressionen” og en lind strøm af instrukser til undersåtterne om at begå “civil ulydighed” mod fjenden. Men situationens alvor er omsider gået op for de mest højtstående af identitaristerne: Forfatningsbrud og lovovertrædelser er ikke gratis i en retsstat.
Sara Høyrup er Spanienskorrespondent og tidligere domstolstolk i Catalonien og Skandinavien. www.sarahoyrup.com/
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Albert Gea/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 