Der skal udarbejdes en ny Stoltenberg-rapport om et fordybet nordisk udenrigs- og sikkerhedspolitisk arbejde.
Af Anna Rosenberg, Norden.org
Der skal udarbejdes en ny Stoltenberg-rapport om et fordybet nordisk udenrigs- og sikkerhedspolitisk arbejde. Det besluttede de nordiske udenrigsministre i forbindelse med Nordisk Råds session i Stockholm.
Sikkerheden i Norden udfordres af helt andre trusler end for ti år siden, for eksempel accelererende klimaforandringer, cybertrusler og global tilbagegang for demokrati, seksuelle og reproduktive rettigheder samt andre menneskerettigheder.
Opbakning fra borgerne
Der bliver nu iværksat en ny sikkerhedspolitisk undersøgelse inden for rammerne af det nordiske samarbejde.
“Stoltenberg-rapporten var en succes, men nu har vi en helt ny situation i verden. De gode nyheder er, at opbakningen til et tættere og bedre sikkerhedspolitisk samarbejde er så stærk hos borgerne i de nordiske lande,” siger Islands udenrigsminister, Guðlaugur Þór Þórðarson (billedet).
Stoltenberg-rapporten fra 2009 satte en ny dagsorden for det nordiske samarbejde, og den gjorde det muligt at diskutere fælles sikkerhedspolitiske spørgsmål.
Rapporten blev udarbejdet af den tidligere norske forsvars- og udenrigsminister, Thorvald Stoltenberg, på opdrag af de nordiske udenrigsministre.
Da de nordiske udenrigsministre mødtes onsdag i Stockholm, besluttede de, at der skal laves en Stoltenbergrapport II.
Rapporten skal udarbejdes af Björn Bjarnason, tidligere islandsk minister. Han skal aflevere sine forslag til de nordiske udenrigsministre i midten af 2020.
Vigtig for det nordiske samarbejde
Flere af Stoltenbergs 13 forslag er blevet gennemført, og de anses for at have haft stor betydning for samarbejdet mellem de nordiske lande.
“Stoltenberg-rapporten var meget vellykket. Den har betydet, at vi har samarbejdet mere om øvelser og redningsindsatser,” siger Hans Wallmark, præsident i Nordisk Råd.
Nordisk Råd har længe efterspurgt en ny rapport.
“Vi håber, at den bliver det næste skridt. Vi har peget på behovet for samarbejdet om civil sikkerhed og beredskab, som vareforsyning og bekæmpelse af skovbrande,” siger Hans Wallmark.
Stoltenbergrapportens 13 konkrete forslag:
- Indsatsenhed for militær og civil stabilisering
- Nordisk samarbejde om luftovervågning over Island
- Et nordisk havovervågningssystem
- En maritim indsatsenhed
- Et satellitsystem til overvågning og kommunikation
- Nordisk samarbejde om arktiske spørgsmål
- Et kompetencenetværk mod digitale angreb
- En katastrofeenhed.
- Et efterforskningscenter for krigsforbrydelser
- Samarbejde om udenrigstjenesten
- Militært samarbejde om transport, sanitet, uddannelse, materiel, og øvelsesområder
- En amfibisk enhed
- En nordisk solidaritetserklæring.
Her finder du Stoltenberg-rapporten
Ovenstående artikel blev første gang bragt i norden.org den 30.10.2019
Billede i artiklens top: /Johannes Jansson/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: