Den frie bevægelighed er sat ud af kraft i Spaniens mest omtalte region, hvor seneste slagord giver et binært valg mellem “uafhængighed eller barbari”. Folk kan hverken komme frem eller tilbage med normalitet grundet ugelange demonstrationer og blokader. En gammel plan om at sætte Cataloniens økonomi i stå folder sig ud til manges misnøje.
Kommentar af Sara Høyrup
En angiveligt ”demokratisk tsunami” er over os, og vi har valget mellem ”uafhængighed eller barbari”, forlyder det fra gadens parlament, som spærrer gade og vej og sætter infrastrukturen i stå. Det har stået på siden domfældelsen den 14. oktober over løsrivelseslederne for opstand og underslæb.
Regionens (relativt) private medier har grebet den højkulturelle reference og siger uden omsvøb på lederplads, at barbariet står løsrivelsesaktivisterne selv for. El Periódico de Catalunya taler under overskriften “Barbariets barbari” om ”et totalitært tic” (i ental for nu ikke at ro alt for meget fra land).
Direktøren for det catalanistiske La Vanguardia lægger under titlen “Det ubesvarede barbari” fuldkommen afstand til de såkaldte revolutionskomitéer, der er organiseret i celler som en modstandsbevægelse eller en terrororganisation: ”Aldrig har et ’folkelig oprør’ været så ufolkeligt og upopulært.”
Det er slut med avisernes fade fnisen ad advarsler om situationens alvor, når den værste frygt bliver gjort til skamme, og det mod forventning lykkes de modigste mennesker at nå uskadte frem til der, hvor de som frie borgere ønsker at tage hen.
Den frie presse
De to moderate dagblade udkommer på både spansk og catalansk og henvender sig således til begge regionens to store sproggrupper. Den private presse er helt afhængig af direkte og indirekte støtte fra den separatistiske lokalmagt, som ad den vej reelt styrer hele mediebranchen, være sig den ”private” sektor på papir som det ublu propaganda-tv og radioen.
Så meget desto mere signifikant er det, at de store catalanske aviser nu siger fra. Det fremgår af avisernes anker mod aktivismen, at bag bekymringen står især erhvervslivets interesser og i mindre grad forsvaret for de andre borgeres ret til at bevæge sig frit og frygtløst. Det falder juraprofessoren Rafael Arenas García fra Universitat Autónoma de Barcelona for brystet.
Men i og af økonomien lever vi jo alle, så når erhvervslivets darling La Vanguardia forsvarer en fungerende økonomi mod det seneste angreb på godstransport og Cataloniens internationale image, forsvarer avisen selve regionens overlevelse. Barcelona og strandbyerne lever af samme turisme, som også ødelægger dem og tømmer dem for lokalbefolkning; og resten af regionen er økonomisk afhængig af hovedstaden og kysten.
En rigtig rebel som anarkisten Albert Soler Bufí, der bedriver satire mod regionsmagten i lokalavisen Diari de Girona, fortæller fra hjemmefronten på de sociale medier: Selv hans sagtmodige hustru bander og svovler over ikke at kunne færdes frit på landområdernes veje, når hun skal på job … på en af de separatistiske aviser.
Frihed for hvem og til hvad?
Forleden fik en lastvognschauffør nok og forsøgte at trænge igennem folkemængden. Han blev anholdt for farlig kørsel, mens de ulovlige protester får lov at udfolde sig frit dag efter dag, uge efter uge på bekostning af alle andre. Strategien med at tvinge den spanske stat i knæ ved at sætte økonomien i stå hørte Magasinet Europa første gang om for små to år siden. Det skete under en samtale i Bruxelles’ lufthavn med separatististen Jordi Carreras Llorens, der præsenterede sig som (uuddannet) journalist, men reelt var spindoktor tilknyttet EU-parlamentet.
Strategien om “jo værre, jo bedre” lød som det rene tankespind dengang, men nu begynder sabotagen at tage form. At nedbrydningen går ud over samme region, som separatisterne vil befri og opbygge som stat i egen ret, er ikke mere absurd, end hvad vi efterhånden er vant til.
Læg pres på!
Ved La Jonquera på grænsen til den stærkt centraliserede franske stat var gendarmerne den eneste politistyrke, som gjorde en indsats for at åbne op for trafikken.
Det catalanske regionspoliti Los Mossos er altid meget tilbageholdende med at skride ind over for blokeringerne af hovedstrøg, landeveje og grænseovergange. De får da heller ikke ordrer om at gøre det.
Øverst på regionens kransekage sidder separatisten Quim Torra som president, og han har aldrig ædt sine ord i sig om, at aktivisterne endelig skal presse løs. Politiinspektør Fausto Solano Trinidad udtaler til Magasinet Europa, at der ligger et tydeligt signal i, at Torras egen datter deltager i optøjerne. Solano vurderer, at den spanske stat har bedre styr på sikkerheden, end det fremstår. Alligevel var det ikke, før den stærkt centraliserede franske stat sendte sine gendarmer, at der blev gjort noget forsøg på at åbne grænsen.
Ret beset er det den højt hyldede frie bevægelighed mellem de europæiske lande, der er på spil. Det er også hverdagens borgerret til at komme omkring på arbejde og til eksempelvis hospitalsoperationer. Der bliver ikke taget hensyn til noget som helst andet end demonstranternes egen dagsorden, når lediggængerne endnu engang indtager det offentlige rum.
Sammenstød
Den catalanske nationalisme har indtil videre kunnet regne med ikke at støde på modstand i sin sejrsgang som offentlig religion i området. Modstanderne begyndte ikke at samle sig og sige fra, før løsrivelsesforsøget var på nippet til at fuldbyrdes. Forud gik fyrre års tilsyneladende konsensus op igennem demokratiets tid, om at Catalonien er noget heeelt særligt, og at alt spansk skal vige.
Den dag, unionisterne yder modstand, vil to folkegrupper stå over for hinanden. Det smager af borgerkrig.
Og netop dét begynder regionens dissidenter at mumle om på de sociale medier. En Manuel Garcia Garcia erklærer, at han vil sætte hårdt mod hårdt, hvis nogen hindrer hans togtur ind til Barcelona i dag. Og det er der utvivlsomt nogen, der vil, for mens disse linjer skrives, udfolder sig en blokade af hele tognettet, som binder by og land sammen.
Der er naturligvis langt fra store ord på internettet til faktiske handlinger. Men så snart unionisterne indtager samme militante holdning som separatisterne, vil der være to til en tango.
Frygtens logik
Unionistpublikationer på nettet gør opmærksom på, at de konstante vejspærringer og belejringer, gadekampe og afbrændinger udgør en terrorisering af lokalbefolkningen. De udføres af få, men bakkes op af en samlet separatistbevægelse.
Ligesom i Baskerlandet på terrorens tid er der i Catalonien blevet forberedt attentater som led i nationsopbygningen. Ligesom i Baskerlandet omtaler ”fredelige” lokalnationalister deres egne terrorister som ”politiske fanger” og kræver dem løsladt. Alle har jo lært af det blodstænkede Baskerland, at der høstes politiske frugter af ligesindede, når bomberne sprænger.
Sara Høyrup er Spanienskorrespondent og fixer. Hun er uddannet journalist, konferencetolk og cand.mag. Hun flyttede til Barcelona i 1996. www.sarahoyrup.com
I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren ”kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Rafael Marchante /
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 