Putins Rusland

Præsident Vladimir Putin har været i spidsen for det russiske folk i to årtier. Rusland er i den tid blevet stærkere, mere velhavende og har fået større sammenhængskraft. Samtidig er landet blevet mere undertrykkende, ensrettet og kontrolleret. Seniorforsker Flemming Splidsboel fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) ser i denne longread på, hvordan Putins 20 år på magten har udfordret og formet Rusland.

Longread af Flemming Splidsboel Hansen

”Jeg har nu besluttet at udnævne en person, som, efter min mening, er i stand til at konsolidere vores samfund og (…) sikre fortsættelsen af reformer i Rusland. Det er en person, som vil være i stand til at samle omkring sig dem, som vil stå med opgaven at forny vores store Rusland i det kommende 21. århundrede. Han er Vladimir Vladimirovitj Putin”.

– Boris Jeltsin, den 9. august 1999.

Den 9. august 2019 var det tyve år siden, Ruslands daværende præsident Boris Jeltsin dukkede frem på tv-skærmene og præsenterede sin nye premierminister og planlagte efterfølger, Vladimir Putin. Mindre end fem måneder senere, den 31. december 1999, gjorde Jeltsin Putin til fungerende præsident, da han uventet trådte tilbage.

Få forestillede sig dengang, at den relativt ukendte og lidt grå Putin 20 år senere fortsat ville være i toppen af det russiske politiske system. Da han blev udnævnt til premierminister, blev jeg kontaktet af forlaget Gyldendal, som netop da var nået til bogstavet ”P” i forberedelsen af Den Store Danske Encyklopædi. Forlaget ville høre, om det mon var umagen værd at forberede et opslag om Putin og bruge spalteplads på ham? Det tænkte jeg nok, det var, og jeg forberedte derefter et opslag på ti korte linjer. Efter sit genvalg i 2018 banede Putin vejen for, at han nu kan blive siddende i Kreml indtil 2024, hvor hans fjerde præsidentperiode udløber. Han vil da have ledet sit land i et kvart århundrede.

Rusland er i dag et meget anderledes land, end det var i 1999. Det kan være svært at huske i dag, men der blev talt helt anderledes om Rusland dengang. Fokus var på politisk og økonomisk kaos og på de mulige negative konsekvenser, som Sovjetunionens sammenbrud i 1991 havde for Vesten. Myndighederne i Rusland var begyndt at rydde op og få mere styr på det meste, men der var fortsat udfordringer.

Det mest umiddelbare for Putin var håndteringen af udbryderrepublikken Tjetjenien, og her viste han sig hurtigt kompromisløs. Myndighederne slog hårdt ned på de tjetjenske separatister i en voldsom krig, som blev indledt i 1999 og varede helt til 2009. Krigen i Tjetjenien viste, at det fælles fundament for den russiske stat fortsat var svagt, da en del af befolkningen ønskede at løsrive sig og var villig til at bruge militær magt i en borgerkrig for at nå dette mål. De så ikke sig selv som borgere i Rusland men som tjetjenere, og de ønskede deres egen stat. Den fælles russiske identitet er siden hen blevet meget stærkere – bl.a. via en solid dosis statsordineret patriotisme og militarisering – og føderationen knager ikke længere i fugerne, som den gjorde det i 1999.

Derudover er der nu en enorm kontinuitet i det politiske system. Russiske politikere kommer og går, de træder tilbage, bliver afsat og endog myrdet, men omdrejningspunktet for det politiske liv er anderledes forudsigeligt, end det var i 1999. Jeltsin trådte overraskende tilbage den 31. december 1999 og overlod dermed posten som fungerende præsident til Putin. Men inden da havde han et storforbrug af premierministre og ministre, og det var svært for iagttagere at følge med. I hurtig rækkefølge var hans premierministre Viktor Tjernomyrdin (1992-1998), Sergej Kirijenko (1998), Jevgenij Primakov (1998-1999), Sergej Stepasjin (1999) og så Putin (1999). Der var gang i svingdøren i Kreml i slut-1990’erne.

Siden 2008 har Putin dannet politisk makkerskab med Dmitrij Medvedev, som inden da var vicepremierminister og blandt andet var med i Putins kampagnestab allerede under præsidentvalget i 2000. Først var Putin med til at få Medvedev valgt som præsident i 2008, da han selv måtte afstå posten. Ifølge den russiske forfatning må præsidenten ikke sidde længere end to på hinanden følgende præsidentperioder ad gangen, og i 2008 havde Putin allerede siddet de to første gange. Han besluttede derfor at overlade posten til Medvedev. I mellemtiden var han selv premierminister, og fra sit kontor trak han i trådene til den nye præsident. I 2012 kom Putin så tilbage som præsident, hvorefter Medvedev rykkede ind som premierminister.

Deres politiske samarbejde – som kun har én i førersædet, og det er Putin – er af kritikere blevet døbt ”tandemokrati”. Der har ikke været spænding om udfaldet af nogen af de væsentligste politiske processer, det har været et ”styret demokrati”. Kontinuiteten i russisk politik er nu så gennemgribende, at man taler om ”Generation P”, dvs. den generation af unge russere og nye vælgere, som alene har oplevet Putin som leder af deres land.

Da Putin blev udnævnt til premierminister i 1999, var Rusland ved at have arbejdet sig ud af en omfattende recession. Landet blev forbundet med de enorme sociale problemer, som russerne generelt gennemlevede i 1990’erne efter Sovjetunionens sammenbrud, og som dengang fyldte meget i det vestlige mediebillede. Fra 1992 til 1998 blev den nominelle værdi af Ruslands Bruttonationalprodukt (BNP) nærmest halveret, og det havde naturligvis enorme omkostninger for den almindelige borger. I 1999 var der positiv vækst i den russiske økonomi, og det begyndte omsider at lysne. Faktisk var 1999 startskuddet på en imponerende vækstbølge, drevet især af salget af olie og naturgas, som rullede indtil 2008 og gav Rusland en gennemsnitlig årlig vækst i BNP på 6,9 %. Det var den samme bølge, som skabte det ikke helt retvisende billede af et Rusland i den økonomiske overhalingsbane og med en næsten bundløs statskasse.

Siden er gassen gået en del af den økonomiske ballon. Den gennemsnitlige årlige vækst i årene 2009-2018 var på mere beskedne 1 %. Samlet er Ruslands BNP, uanset regnemetode, dog næsten fordoblet siden 1999, og det er jo en enorm forandring. Det har givet en langt større økonomisk stabilitet for langt de fleste russere, som i dag har helt andre økonomiske muligheder end i 1999. Målt efter købekraft er Ruslands økonomi i dag verdens sjettestørste – Tyskland er nummer fem – og de større økonomiske muskler giver den russiske stat mere handlefrihed.

Den handlefrihed ser vi i høj grad på den internationale scene. I 1999 var Rusland bestemt allerede begyndt at røre på sig og forfølge sine egne udenrigspolitiske mål. Det var bl.a. tydeligt i juni 1999, da russiske tropper konfronterede NATO-tropper i og omkring Pristina, hovedstaden i Kosovo. Den daværende debat i Rusland afslørede, at russiske politikere i stigende grad følte, at der var blevet solgt ud af nationale interesser, og at landet måtte stå mere fast på sit. Siden er Rusland så også trådt langt mere i karakter, hvilket også har påvirket Danmarks sikkerhed. Vi ser det fx tydeligt i vores egne forsvarsforlig: Forliget for perioden 2000-2004 nævnte slet ikke Rusland, men det nuværende forlig for 2018-2023 sætter rammen for øgede bevillinger ved at pege på ”et udfordrende og mere selvhævdende Rusland”.

Rusland bliver i dag i stigende grad beskrevet som en udfordring og sågar en trussel. En kort liste over nogle af de mest markante episoder vil indeholde cyberangrebet på Estland i 2007, krigen mod Georgien i 2008, besættelsen af og den senere annektering af den ukrainske halvø Krim i 2014 foruden også en afgørende rolle i krigen i det østlige Ukraine siden 2014, det militære engagement i Syrien siden 2015 og så indblandingen i det amerikanske præsidentvalg i 2016. Dertil kommer militære konfrontationer i fx Østersøen i form af øvelsesangreb og ikke-erklærede øvelser. Putin har bragt Rusland fra kulissen ind på midten af den storpolitiske scene.

Det politiske system: Kontrol og ensretning

Rusland har under Putin fået et autoritært styre, hvis magt blandt andet er baseret på kontrol med medierne og undertrykkelse af oppositionen. Styrket virker solidt.

Putin står i spidsen for et autoritært styre. Den amerikanske NGO Freedom House, som hvert år måler graden af politisk frihed i alle verdens lande, vurderer, at Rusland i 2019 scorer henholdsvis 7 og 6 på politiske og borgerlige rettigheder. Det er på en skala, hvor 1 er mest frit, og 7 er mindst frit. Ifølge Freedom House svarer det til niveauet af undertrykkelse i Sovjetunionen omkring 1987-88. Efter enkelte år med omfattende reformer og en uhørt grad af frihed – Rusland fik fx scoren 3 på både politiske og borgerlige rettigheder i 1991-92 – begyndte Kreml langsomt at stramme skruen igen allerede i slutningen af 1990’erne. Putin har dog ledet en langt mere systematisk og raffineret udvikling i retning af et Rusland med stærkere kontrol.

Af og til ser man betegnelsen ”neoautoritært” brugt om det putinske styre. Det refererer til den dygtige og manipulerende brug af medierne i dagens Rusland. Den internationale NGO Reporters without Borders, som hvert år måler graden af pressefrihed i alle verdens lande, skønner, at Rusland i 2019 har en pressefrihed på 50,3. Det er på en skala, hvor 0 er mest frit, og 100 er mindst frit. Det placerer landet på en 149. plads ud af i alt 180 undersøgte lande – lige mellem Venezuela og Bangladesh. Til sammenligning har Danmark på femtepladsen en score på 9,9. Dette russiske medielandskab kan visualiseres som en enorm boble af statskontrollerede medier med en ultratynd periferi af frie medier udenom.

De statskontrollede medier er enten ejet af staten, af virksomheder som er ejet af staten, eller af privatpersoner, som af forskellige årsager gerne vil være tæt på Kreml og derfor villigt lægger sendetid og spalteplads til de nyheder og fortolkninger, som det officielle Rusland anser for at være acceptable. Der er ikke som i sovjettiden direkte censur af medierne. Det er snarere en form for selvcensur, hvor redaktører og journalister pålægger sig selv en lang række begrænsninger, fordi de ikke vil eller tør rapportere kritisk. For de fleste russiske mediefolk vil det være helt åbenlyst, hvad man kan og ikke kan formidle. Fx kan man skrive om behovet for at beskytte det russiske samfund mod udenlandsk indblanding, men man kan ikke skrive om politisk undertrykkelse. Man kan skrive om magtmisbrug i de fleste af verdens lande, men man kan ikke skrive om korruption og nepotisme i toppen af det politiske system i Rusland. Og man kan skrive om Ruslands militære indsats mod islamistiske terrorister i Syrien, men man kan ikke skrive om brugen af ulovlig ammunition og støtte til krigsforbrydelser.

I periferien tager de få frie medier sig nogle andre friheder. Her afslørede man fx allerede i februar 2014, at de berømte ”små grønne mænd”, som pludseligt dukkede op på Krim, i virkeligheden var russiske soldater uden nationale kendetegn. De statskontrollerede medier viderebragte bare den officielle løgn – det var ikke soldater udsendt af Rusland – indtil de fik grønt lyst til at fortælle sandheden. Men på de frie medier ved man også godt, at der er grænser for friheden. Vi har et eksempel fra et nyhedsbureau, som havde skrevet om mulig korruption lidt for tæt på Putin. Konsekvensen blev en afskedigelse af de kritiske redaktører og en indsættelse af nye redaktører, som bedre forstod, hvor grænserne for det acceptable går. Faktisk forklarede de nye redaktører selv til bureauets journalister, at medievirksomhed i Rusland er afgrænset af dobbelt optrukne linjer som i trafikken. Kører man over linjerne, kan det få store konsekvenser. Da redaktørerne så blev spurgt af en af journalisterne, hvor linjerne præcis går, ja så var svaret, at det skal man selv fornemme og indrette sig efter. Det er bedst at være på den sikre side. Og nyhedsbureauets tidligere historie om korruption var helt uacceptabel.

Således fungerer det i det daglige. Selvcensur holder medieaktiviteterne indenfor acceptable rammer, og hvis en redaktør eller journalist skulle finde på at træde ved siden af, så håndterer ejerne eller myndighederne det. I maj 2019 blev det fx hævdet, at ejeren af avisen Kommersant, oligarken Alisjer Usmanov, skulle have presset to af sine journalister til at indgive opsigelser, fordi de havde skrevet kritisk om Valentina Matvienko, forkvinden for Føderationsrådet. Selvcensuren påvirker i første omgang de statskontrollerede medier, men også de frie medier må være forsigtige og overveje, hvor langt de tør gå.

Vi hører dog også, at der er mere direkte og klare instrukser om større og forventede emner, og at instrukserne en gang om ugen bliver givet mundtligt til repræsentanter for de største medier. Det sker inde i Kreml. Emnerne kan fx være et forestående valg i Rusland eller et andet land, en militærøvelse eller en kommende rapport fra den russiske centralbank. Det vigtige er, at den overordnede ramme er ensartet, og at de positive og negative vinklinger peger i samme retning. På den måde sikrer Kreml samlede narrativer, som understøtter de ønskede mål og forhindrer støj.

Så er der internettet. Der er i princippet fri adgang til internettet i Rusland. Men der er samtidigt mange begrænsninger og massiv overvågning, og begge dele er taget til i de seneste år. Ifølge den russiske menneskerettighedsorganisation Agora blokerede de russiske myndigheder i 2018 for adgangen til 488.000 netadresser. I Rusland joker man ikke overraskende med, at ”internet” på russisk hedder ”internjet”. Samtidigt med at myndighederne blokerer for adgangen, har de rullet en fintmasket overvågning ud over brugen af internettet. Det sker bl.a. med anvendelse af en særlig software, som er udviklet i den russiske sikkerhedstjeneste FSB. Softwaren indsamler, registrerer og advarer eventuelt om ulovligt indhold.

Myndighederne er blevet stadig mere følsomme overfor borgernes adgang til information og deres muligheder for at dele meninger på især de sociale medier. Nogle af de mest omtalte straffesager har omhandlet forskellige former for ”ekstremisme”. Det er en lidt løs betegnelse i Rusland, og loven om ”bekæmpelse af ekstremisme” kan ramme bredt. Fx var det denne lov, som blev bragt i anvendelse, da en russisk domstol i februar 2019 dømte danske Dennis Christensen seks års fængsel for at missionere for Jehovas Vidner. Andre eksempler kan være opslag på VKontakte (en russisk kopi af Facebook), hvor brugere i opslag gør grin med den russisk-ortodokse kirke eller erklærer, at Krim skam er en del af Ukraine.

I marts 2019 strammede de russiske politikere ”internjettet” endnu mere, da de vedtog en lov, som kriminaliserer ”åbenlys respektløshed over for samfundet, staten, Ruslands officielle statssymboler, forfatningen eller myndighederne”. Samme lov indeholder også et forbud mod at dele ”fake news” på de sociale medier, og kritikere frygter nu, at almindelige borgere også vil blive nødt til at respektere de dobbelt optrukne linjer fra den etablerede medieverden for at undgå straf.

Meningsmålinger foretaget af det russiske meningsmålingsinstitut Levada i foråret 2019 viser i øvrigt, at flertallet af russerne (64 %) er af den opfattelse, at de nye foranstaltninger har til formål at skærme politikerne for kritik. De accepterer ikke argumentet om, at der er behov for særlige tiltag for at sikre en respektfuld tone på internettet eller forhindre udbredelsen af ”fake news”. Blandt de yngre aldersgrupper, som er medlemmer af den digitale generation, er kritikken hårdere – således er det 78 % af de 18-24-årige og 68 % af de 25-39-årige, som vurderer, at politikerne blot forsøger at beskytte sig selv. Ifølge Levada er der faktisk et flertal i alle aldersgrupper, som mener, at kontrollen med internettet handler om et ”korrumperet og ineffektivt bureaukratisk styre, der med skrappe midler forsøger ikke at tillade kritik fra modstandere”.

Som et næsten naturligt skridt i stramningen af kontrollen med internettet gjorde de russiske myndigheder i foråret 2019 klar til at indføre et russisk internet. Ideen er, at Rusland skal kunne trække stikket fra det globale internet og fortsat fungere som en moderne, digitaliseret stat. Det nye russiske net har fået navnet Runet, og det skal være helt klar den 1. januar 2020. Fortalere for det nye initiativ siger, at Rusland er nødt til at kunne forsvare sig mod cyberangreb fra vestlige lande, og at dette er en effektiv måde at gøre det på. Hvis der kommer et angreb, ja så kan man trække de digitale vindebroer op og klare sig på egen vis. Kritikere påpeger i stedet, at det russiske forsvar mod cyberangreb allerede er tilstrækkeligt, og at Runet egentligt blot handler om at kunne kontrollere internettrafikken endnu mere. Og så er der kritikere, som hævder, at det hverken handler om digital sikkerhed eller kontrol med information men bare om penge: At centralt placerede folk i regeringskontorer og styrelser forsøger at presse de private netudbydere ud af et lukrativt marked, så de selv kan overtage markedet og tjene store penge på at levere adgang til de anslåede 76 % af russerne, som er internetbrugere.

Men hvis der nu er frie medier, og der også er adgang til det meste indhold på internettet, hvorfor skriver jeg så, at styret har en ”dygtig og manipulerende” brug af medierne? Resultatet af styrets mediestrategi er en ensretning af den overvejende del af den offentlige debat; det er ikke hele debatten, men det er den overvejende del. Styret kan med stor sandsynlighed forvente at få sine egne ønskede narrativer bredt ud til langt størstedelen af den russiske offentlighed. Konkurrerende narrativer er der få af, og de kommer slet ikke så bredt ud. Hvis et medie bliver for kritisk eller får for mange læsere, seere eller lyttere, ja så kan myndighederne gribe til administrative kneb for at tvinge dem ind i boblen af statskontrollerede medier. Det kan fx være, at skattevæsenet kommer og banker på, finder uregelmæssigheder i regnskaberne og derefter lukker mediet i en periode.

Ensretningen af debatten betyder, at især store emner dækkes meget ensidigt i Rusland. Tag fx ”Skripal-sagen”: De britiske myndigheder siger, at Ruslands militære efterretningstjeneste GRU i marts 2018 forsøgte at dræbe den tidligere GRU-officer Sergej Skripal i England. Det skete med nervegiften Novitjok. Efter omfattende undersøgelser kunne de britiske myndigheder gradvis sammenstykke et stadig mere detaljeret billede af drabsforsøget, herunder præsentere identiteterne på de formodede gerningsmænd fra GRU. I de russiske statskontrollerede medier er de britiske anklager dog blevet afvist, og medierne har i stedet fremsat en lang række alternative forklaringer. Disse går fra, at Skripal fik skaldyrsforgiftning, over spekulationer om at noget gik galt på et hemmeligt britisk laboratorium, til direkte anklager om at en eller flere vestlige efterretningstjenester stod bag drabsforsøget for at tilsværte Rusland. Fælles for de mange alternative forklaringer er vel egentligt blot to forhold – dels at ingen russiske medier tog udgangspunkt i de britiske konklusioner, dels at alle frikendte Rusland.

Den statskontrollerede mediestrategi understøttes også af det forhold, at russiske nyhedsforbrugere er akkurat så bekvemme som alle andre. De vil gerne bekræftes i, at deres verdenssyn er rigtigt, og at de har forstået det hele korrekt. Og de vil gerne underholdes. Derfor tænder de for det statskontrollerede tv, når de kommer hjem fra arbejdet og skal opdateres på verdens gang og i øvrigt bare slappe af. Målinger fra det russiske meningsmålingsinstitut Levada viser, at tv er overvældende populært blandt de russiske nyhedsburgere: Hele 85% svarede i 2018, at tv er deres hyppigste kilde til nyheder, efterfulgt af ”venner, slægtninge, naboer” (27 %) og ”internet-udgaver” (27 %). Det sidste tal refererer til netudgaverne af fx aviser og blade. Et lille flertal (51 %) stoler også først og fremmest på tv, når de skal have nyheder, og det er de statskontrollerede kanaler, som flest seere tænder for regelmæssigt: Pervij kanal (72 %), Rossija-1 (57 %), NTV (44 %), Rossija-24 (38 %). På den måde kan styret tillade de frie medier ude i periferien – dels opsøger flertallet af russiske nyhedsforbrugere dem slet ikke, dels kan de tvinges ind i boblen af statskontrollerede medier, hvis det bliver nødvendigt.

Brugen af betegnelsen ”neoautoritært” indikerer en form for subtil kontrol. Den kommer som netop beskrevet til udtryk på informationsområdet. Der er dog også andre, mere traditionelle og hårdtslående kontrolredskaber, som er tiltaget i styrke efter 2011-12. Årene markerer en form for vendepunkt for det nuværende russiske styre, som overraskende for de fleste blev udfordret af omfattende folkelige protester i 2011, hvor der var valg til Dumaen, og 2012, hvor der var valg til præsidentposten. Lad mig nævne to af kontrolredskaberne:

Det første kontrolredskab er loven om ”bekæmpelse af ekstremisme”, som blev revideret i juni 2012. Begrebet ”ekstremisme” blev i den forbindelse defineret så løst, at kritikere efterfølgende har hævdet, at halvdelen af russerne kunne blive anklaget. Det var især myndighedernes fokus på ytringer på internettet – ikke overraskende efter de omfattende protester – som blev betragtet som alt for yderligtgående. Dette fokus er endvidere muliggjort af den massive overvågning. Men efter flere år med kritik af den drakoniske lov besluttede Putin i 2018 at løsne grebet en smule; det skete dog primært med en ændring i straframmen, så første overtrædelse nu i højere grad straffes med en bøde snarere end med fængsling. Det var i øvrigt loven om ”bekæmpelse af ekstremisme”, som blev bragt i anvendelse, da en russisk domstol i februar 2019 dømte danske Dennis Christensen seks års fængsel for at missionere for Jehovas Vidner.

Det andet kontrolredskab er forskellige indenrigsstyrker. I årene 2011-2012 var det primært styrker under Indenrigsministeriet, som blev anvendt til at håndtere større menneskemængder og slå ned på demonstrationer og optøjer. Styrkerne var underlagt indenrigsministeren, som igen refererede til premierministeren. I 2016 besluttede Putin at oprette en ny Nationalgarde, hvis chef refererer direkte til præsidenten. Lederen af Nationalgarden, General Viktor Zolotov, fulgte med fra Indenrigsministeriet, hvor han var vicechef for indenrigsstyrkerne. Inden da var han chef for Putins enhed af bodyguards.

Oprettelsen af Nationalgarden markerer et skifte i retning af en øget professionalisering af Ruslands primære ”lov-og-orden”-tropper, men der er også klare politiske signaler: Den nye styrke er direkte underlagt præsidenten –ikke andre, muligvis rivaliserende, politikere – og Nationalgardens chef er en betroet general fra Putins allerinderste kredse. General Zolotov kom ganske pludseligt ind i offentlighedens søgelys, da den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnij i august 2018 anklagede ham for svindel og så i oktober 2018 offentliggjorde fotos af hans påståede luksuspalæer. I et hjemmelavet videoklip truede Zolotov derefter med at forvandle Navalnij til en ”saftig bøf”, og han udfordrede politikeren til en duel. Navalnij svarede igen ved at acceptere udfordringen, og som våben valgte han en politisk debat på en af de landsdækkende tv-kanaler. Debatten blev dog aldrig til noget.

Nationalgarden anslås at have 340.000 tropper, svarende til ca. en af disse paramilitære betjente for hver 418 borgere. Tilsvarende tal for årene 1991 og 1995 var hhv. 1:700 og 1:392. Tropperne er dog i dag meget bedre uddannede, betalte, motiverede, disciplinerede og udrustede, end deres kolleger var i 1990’erne. For russiske demonstranter, hvad enten de protesterer med eller uden tilladelse fra myndighederne, er det gode nyheder, fordi det kan sikre en mere tidssvarende håndtering af større menneskemængder. Og samtidigt er det dårlige nyheder, fordi det kan føre til en langt hårdere konfrontation med hurtigere optrapning. Nationalgardens hidtidige operationsmønster peger mest i retning af sidstnævnte udvikling.

Under omfattende protestdemonstrationer i Moskva den 27. juli 2019 – demonstrationer mod udelukkelsen af flere kandidater i lokalvalg i byen – rapporterede myndighederne, at 1.373 personer var blevet anholdt. Det var det højeste antal i mange år, og det syntes at markere en bevidst optrapning fra myndighedernes side. Ifølge formanden for det russiske menneskerettighedsråd, som er en officiel institution under Ruslands præsident, agerede de udsendte tropper og betjente ”meget hårdt”.

De russiske myndigheder skal dosere den fysiske undertrykkelse meget nøjagtigt. På den ene side har styret et klart ønske om at intimidere mulige kritikere og demonstranter til passivitet. På den anden side kan de ikke fare så voldsomt frem, at det skaber øget utilfredshed. Der er en form for kontrakt mellem myndigheder og offentlighed, som dikterer, at demonstranter risikerer at få bank, men det er så også nogenlunde det. Myndighederne kan ændre i kontrakten, men det skal ske gradvis. Et eksempel kan være, at politiet griber tidligere og hårdere ind ved demonstrationer, og at de tilbageholder flere mennesker, som ikke aktivt råber slagord eller kaster med genstande, men som alene opholder sig ved stedet for demonstrationen. Myndighederne vil normalt kunne optrappe til et vist punkt, hvorefter de kan blive nødt til at gøre indrømmelser. Det kan fx ske ved at fyre upopulære politikere eller embedsfolk eller ved at tillade en slags symbolsk politisk opposition at stille op til forskellige valg.

Uroen ulmer bag den politiske kulisse, men overordnet synes det putinske system at være solidt og velkalibreret. Efter demonstrationerne mod det putinske styre i 2011-2012 fik hele systemet et servicetjek, og en række svagheder blev udbedret. Flere af kontrolredskaberne er blevet nævnt, og de kan være afgørende, hvis den mere subtile påvirkning af det russiske samfund fejler. Det er fx mediernes dyrkelse af Putin som leder og som menneske – en personkult ”light” – foruden også en politisk og kulturel ensretning, som kommer til udtryk på mange niveauer: Det er fra skolebøger over populærkultur og mindesmærkespolitik til debatprogrammer på tv og politiske vurderinger og erklæringer fra et meget bredt spektrum af det politiske liv.

Vesten bliver italesat som aggressiv, og det er den russiske stats opgave at forsvare sig selv og dens borgere. Det gør den bedst ved at have en stærk ledelse og ved at centralisere magten i Moskva. Det autoritære styre – eller snarere ”det russiske demokrati” – bliver præsenteret som en forudsætning for statens velbefindende og i sidste ende overlevelse. Det er borgerens opgave at bidrage til forsvaret af den russiske stat. Patriotismen, dvs. loyalitet overfor staten, er den nye -isme.  Det er vanskeligt at gå imod denne strømning. Udskamning er den mest åbenlyse risiko, men kritikere risikerer også fx afskedigelse eller sågar retsforfølgelse. Selv hvis man løber risikoen og vælger at være i opposition, så kan det være vanskeligt at komme til orde i et statsdomineret mediesystem.

Russiske iagttagere af det putinske system er begyndt at omtale den politiske inderkreds som ”Politbureauet”. Det er en hurtig og letforståelig reference til det øverste politiske rum i det tidligere sovjetiske kommunistparti. I dagens Rusland er der dog tale om en uformel gruppe, og forskellige iagttagere vil identificere forskellige medlemmer. Men der er nok en 10-12 medlemmer, og Putin sidder naturligvis for bordenden. Her finder vi folk som premierminister Medvedev, forsvarsminister Sergej Sjojgu, chefen for oliefirmaet Rosneft Igor Setjin, chefen for det statslige industriagentur Rostekh Sergej Tjemesov, finansminister Anton Siluanov og bankdirektøren Jurij Kovaltjuk, som ofte kaldes ”Putins personlige bankmand”.

Medlemmerne af ”Politbureauet” er kommet ind via ”Centralkomiteen”, det vil sige en noget større men, ligesom ”Politibureauet”, uformel institution. Det er her, vi finder politikerne i andet og tredje geled, og de håber alle at blive forfremmet til ”Politbureauet”. Russiske medier udgiver ofte oversigter over de mest indflydelsesrige politikere i landet, og det er på lister som disse, vi finder medlemmerne af såvel ”Politbureauet” som ”Centralkomiteen”.

Putin rådfører sig med medlemmerne af ”Politbureauet”, hvis han da vælger at gøre det, men det er ikke nødvendigvis med alle på samme tid og i forbindelse med samme emner. Beslutningerne om at invadere Krim og senere om at sende militært personel og udstyr til Syrien blev truffet efter rådslagning i denne kreds, men Putin havde blot inviteret en 3-4 repræsentanter for inderkredsen til sit kontor. Det betyder, at systemet kan handle hurtigt og navigere smidigt mellem forskellige udfordringer. Ulempen er, at man har vanskeligt ved at få vendt alle problemstillinger. Det gælder især, hvis Putin har omgivet sig med ”ja-personer”, altså folk som har svært ved at sige ham imod. Autoritære systemer har mange fordele, når der skal træffes beslutninger hurtigt og effektivt, men kvaliteten af beslutningerne er ofte en svaghed.

Medlemmerne af ”Politbureauet” har forskellige interesser, og de kommer alle med et bagland, som også skal tilgodeses. Vi skal forvente, at jo tættere vi kommer på udløbsdatoen for Putins tid som Ruslands præsident i 2024, jo mere vil de forskellige medlemmer begynde at positionere sig for også at stå stærkt efter 2024 eller måske endog rykke ind i Kreml. Det kan føre til skarpe politiske konflikter. Det er allerede nu vurderingen, at Putin er lidt træt af dagligdagens politiske trakasserier, og at han helst bruger sin energi på de større spørgsmål. Det giver spillerum for de øvrige medlemmer. Iagttagere vurderer, at Putin allerede nu overlader en del af det politiske råderum til de øvrige medlemmer af ”Politbureauet”, og at de får muligheden for, eller endog tager sig friheden til, at gennemføre forskellige politikker uden at spørge om lov først. Han lader dem håndtere mindre spørgsmål og slås indbyrdes, og så skrider han ind, hvis han skønner det nødvendigt.   

Økonomien

Ruslands økonomi er ikke så dårlig, som mange tror. Men den er heller ikke så stærk, som billederne af de allerrigeste oligarker kan få os til at tro. Økonomien klarer sig på det jævne, men sociale problemer truer i baggrunden. 

Den 20. februar 2019 talte Putin til Den Føderale Forsamling, dvs. det russiske parlaments to kamre: Dumaen og Føderationsrådet. Det er en årlig seance, og den bliver fulgt med stor interesse i Rusland såvel som i udlandet. I 2019 åbnede han sin tale ved at erklære, at ”dagens tale vil først og fremmest være fokuseret på spørgsmålet om vores egen sociale og økonomiske udvikling”.  Samme emner har også været centrale i nogle af de tidligere taler, og det er et klart udtryk for, at Putin forstår, hvad der tales om ude omkring i de russiske hjem. Der tales om økonomiske og sociale problemer, brudte løfter, skuffede forventninger. Rygterne siger, at Kreml får lavet sine egne meningsmålinger – som holdes inden for de beskyttende mure – for at have en præcis fornemmelse for folkestemningen. Og folkestemningen siger, at russerne er skuffede over de økonomiske forhold i landet.

Som nævnt har Rusland haft en imponerende vækst siden Putin kom til i 1999 – mere i 0’erne, mindre i 10’erne. Men der er fortsat skuffelse. Mest umiddelbart skyldes det en forholdsvis stor ulighed i indkomsten. Rusland har en anslået GINI-koefficient, hvilket er et meget udbredt mål for indkomstfordeling, på 37,7. Det er på en skala fra 0 – 100, hvor 0 indikerer maksimal lighed, og 100 indikerer maksimal ulighed. Uligheden kan bestemt findes højere, end tilfældet er i Rusland (fx er USA på 41,5), men uligheden i Rusland er højere end i alle EU-medlemslandene og i alle de tidligere sovjetrepublikker. Ifølge tal fra banken Credit Suisse, som udarbejder anerkendte rapporter om indkomst- og formuefordeling, er formuefordelingen i Rusland sammensat som i et udviklingsland: Hele 79 % af befolkningen har mindre end 10.000 USD, mens 0,2 % har over en mio. USD. Tilsvarende tal for USA er hhv. 26,9 % og 7,6 %. For Danmark er tallene hhv. 35,8 % og 5,3 %. Den tunge ende er tung i Rusland.

Flere af de russiske meningsmålingsinstitutter har nu et fast spørgsmål om ”krisetilstanden” i det russiske samfund. Det gælder fx Fond Obsjtjvennogo Mnenija (FOM), som under overskriften ”den økonomiske krise”, siden januar 2015 har gennemført regelmæssige undersøgelser af russernes vurdering af krisetilstanden: Er den høj eller lav? Ifølge en meningsmåling fra marts 2019 oplever 68 % af russerne, at der er en økonomisk krise, mens 20 % svarer afvisende og ikke ser en krise. Til sammenligning var andelen af adspurgte, som oplevede en økonomisk krise i januar 2015 på 62 %, og andelen har ikke siden været lavere. I sin tale til Den Føderale Forsamling i 2019 erkendte Putin åbent, at ”alt for mange, alt for mange” russere lever under fattigdomsgrænsen. Han nævnte et tal på 19 mio. fattige, hvilket ville være et beskedent fald. Kort tid efter blev han dog overhalet af Ruslands Statistik, som kunne rapportere, at der faktisk havde været en stigning i fattigdommen i 2018. Det præcise tal nu i 2019 er 20,9 mio. fattige, en stigning på 500.000 på et år.

Prognoserne for Ruslands fremtidige økonomiske udvikling er svagt optimistiske. Under forudsætning af en pris på en tønde olie (Ural) på 60 USD, forudser den finske nationalbank, som følger Ruslands økonomi tæt, en vækst i Rusland på ca. 1,6 % i årene 2019-2021. Det vil være ganske tilfredsstillende for en del økonomier, men det er jo væsentligt lavere end boomet i 0’erne og sandsynligvis lavere, end hvad vælgerne forventer. Og så er det lavere end i flere af de lande, som Rusland gerne sammenligner sig med og måske endog konkurrerer med. Det betyder, at den russiske økonomi taber tempo i forhold til disse andre økonomier. Fx forudser Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), at Rusland i årene 2020-2030 vil tabe fart – enten meget eller endog rigtigt meget – til lande som Indien, Kina og USA foruden også til Euro-landene. For perioden 2020-2060, dvs. på meget lang sigt, er udviklingen endnu mere udtalt.

Vurderingen er generelt, at den russiske økonomi under de nuværende forhold har nået sit maksimale vækstpotentiale. I sin tale til Den Føderale Forsamling i 2018 forklarede Putin, at Rusland er nødt til at hæve produktiviteten med 5 % om året for at nå op til de førende økonomier.  I talen stod det klart, at det skal ske via ny teknologi. I 2019 talte han så opfølgende om kunstig intelligens som et nyt vækstområde for Rusland – men kritikere fandt alligevel hurtigt en sammenligning med Jurij Andropov, sovjetlederen som desperat og forgæves forsøgte at redde den sovjetiske økonomi ved at opfordre til mere disciplin.

Den primære udfordring for Putin er måske, at han ikke kan gennemføre nødvendige strukturelle reformer uden at miste enten popularitet eller, og det er muligvis endnu værre, magt. I 2018 var der udbredt utilfredshed i Rusland pga. pensionsreformer. Regeringen hævede pensionsalderen med fem år for både kvinder (til 60 år) og for mænd (til 65 år). Det var de mest vidtgående reformer på pensionsområdet siden sovjetlederen Josef Stalins tid, og økonomer havde længe insisteret på, at Rusland bliver nødt til at holde på arbejdsstyrken i længere tid. Medvedev blev først sendt i byen med en endnu skrappere pensionsreform, men efter omfattende protester kunne Putin meddele, at han havde besluttet at moderere regeringens udspil og underskrive et kompromis. På den måde fik han mulighed for at vise sig som vælgernes beskytter.

De fleste politikere undgår helst upopulære indgreb. Det er en fordel for autoritære ledere, at de ikke på samme måde som demokratisk valgte ledere skal stå direkte til ansvar for deres politikker. Men der kan i autoritære systemer også være en form for kontrakt på det social-økonomiske område. Kontrakten vil typisk fastsætte, at vælgerne ikke rigtigt har adgang til at påvirke deres egen dagligdag, men til gengæld bliver de så givet nogle billige eller lette goder (fx billig benzin og naturgas eller lempelige arbejdsvilkår og tidlig pension). Det har også været tilfældet i Rusland, og derfor er det vanskeligt at justere på disse dele af økonomien. Putin garanterede faktisk så tidligt som i 2005, at han som præsident aldrig ville hæve pensionsalderen i Rusland. Så vigtig var retten til tidlig pension, og så problematisk er det at ændre strukturelt på den russiske økonomi uden at give noget til gengæld. Det er enormt upopulært.

Og så er der magten. Det russiske styre står i dag på tre ben: Et sikkerhedsmæssigt ben, et politisk ben og et økonomisk ben. Putin har en fortid i den sovjetiske efterretningstjeneste KGB og han er derfor kommet fra sikkerhedssektoren over det politiske system til den økonomiske verden, og det formodes, at han i dag har en enorm formue. Den svenske økonom Anders Åslund anslår den til at være i størrelsesordenen 100-160 mia. USD. Enkelte andre medlemmer af ”Politbureauet” har taget samme tur som Putin – det gælder fx Setjin, chefen for oliefirmaet Rosneft, og Tjemesov, chefen for det statslige industriagentur. De fleste medlemmer af såvel ”Politbureauet” som ”Centralkomiteen” er ”kun” i det politiske system og i den økonomiske verden, og de kan have begyndt deres karriere i enten den ene eller den anden arena. Men fælles for dem alle er, at politik giver adgang til enorme ressourcer, som kan bruges til at sikre loyalitet, til at holde politiske modstandere ude og til at berige sig selv. Kommentatorer begyndte allerede i 1990’erne at anvende begrebet ”kleptokrati” til at beskrive et postsovjetisk styre, som omsatte politisk magt til egen økonomisk vinding. Risikoen er, at strukturelle reformer kan svække adgangen til ressourcerne. Og hvis det ene ben bliver svækket, kan hele systemet vakle.

Såvel USA som EU har siden 2014 haft en kombination af økonomiske og sociale sanktioner mod Rusland pga. landets ulovlige annektering af Krim og dets engagement i krigen i det østlige Ukraine. De russiske medier har gjort sig morsomme over de sociale sanktioner, som er rettet mod navngivne russere. Og de har bemærket, at myndighederne i sanktionslandene tilsyneladende nærmest bare har løftet oversigten over de mest velhavende russere fra bladet Forbes over på sanktionslisten. Det har været meget morsomt, men bag sammenfaldet ligger måske netop det forhold, at man i dag kan blive meget velhavende ved at være aktiv i russisk politik.

Reformorienterede russiske økonomer anbefaler, at styret løsner statens kontrol over dele af den russiske økonomi for at sikre højere velstand. Men hvis styret ikke vil eller tør gennemføre strukturelle reformer af den slags, må det i stedet fæstne sin lid til fx produktivitetsstigninger eller højere priser på Ruslands helt store salgsvarer: Olie og naturgas. Den russiske økonom Vladislav Inosemtsev påpeger, at mens olie og naturgas udgør 53,5 % af Ruslands eksport og mindst 45 % af indtægterne på det føderale budget, så er kun 1,1 % af befolkningen ansat i energisektoren.

Det kan synes som nemme penge – og det er det også – men det har også negative konsekvenser. Fx skaber det en afhængighed af prisudviklingen på de globale og regionale markeder, og den er, som vi ved, svær at forudse og endnu sværere at styre. Derudover har det, ifølge Inosemtsev, bremset Ruslands økonomiske udvikling og fastholdt landet i en rolle, som er så meget ”det 20. århundrede”. Afhængigheden af energieksporten, foruden det autoritære styre og en ”besættelse” med territoriel ekspansion, får Inozemtsev til at bruge betegnelsen et ”ikke-nutidigt land” om Putins Rusland.

Som nævnt er den russiske økonomi meget anderledes i dag end i 1999. Hvis man fx tager til Moskva, så ser man en uhyre dynamisk storby med et stærkt internationalt præg. Der er mange penge i byen, og forbrugsmulighederne er næsten uendelige. Det føles ikke som det 20. århundrede. Men Inosemtsev taler naturligvis om den grundlæggende struktur i den russiske økonomi, og så skal man huske, at der er en verden på den anden side af Moskvas ringveje. Derude er livet mindre dynamisk og forbrugsorienteret, og prognoserne viser, at det vil tage lang tid, førend selv andre russiske storbyer når Moskvas niveau.

Det diskuteres blandt eksperter med indsigt i den russiske økonomi, i hvilken grad reformer gennemført i 0’erne har bidraget til væksten og til forandringerne. Det var blandt andet reformer, som sigtede efter at gøre det nemmere at etablere egen virksomhed, at få de nødvendige tilladelser og at lette adgangen til det russiske marked for udenlandske investorer, mens en anden del knyttede sig til styrkelsen af den russiske stats kapacitet. Det drejer sig om forhold som fx bekæmpelse af korruption på lokalt og regionalt niveau og styrkelse af retssikkerheden, så investorer ikke bliver fanget i et spind af sorte penge og vilkårlig eller måske endog politisk motiveret retshåndhævelse.

Meget af dette har haft en positiv effekt på investeringsklimaet – jeg har også talt med danske investorer, som er begejstrede for mange af de forskellige tiltag – men noget af reformarbejdet har været halvhjertet, og en del udestår endnu. Korruptionen er måske den største enkeltstående udfordring i hele dette katalog af nødvendige reformer. Fra politisk hold er kampen mod korruption blevet sat i gang i flere kampagner, men Rusland har fortsat et korruptionsniveau som i Kenya og Mexico. Kritikere vi sige, at korruptionen er størst længst oppe i det politiske system, og at det forhold naturligvis er et dårligt udgangspunkt for at komme den til livs.

En del af korruptionen kommer til udtryk i returkommissioner, som også er på et højt niveau. De forklarer, hvorfor offentlige arbejder og opgaver i Rusland er så dyre; En returkommission på 50 procent nævnes ofte som standard blandt iagttagere af russisk politik. Den russiske oppositionspolitiker Navalnij anklagede i 2018 Zolotov, chefen for Nationalgarden, for at indkøbe mad til sine tropper til voldsomt oppustede priser. Anklagen var, at ledelsen af Nationalgarden lægger sine ordrer, i dette tilfælde hos et firma på Krim, for til gengæld at få nogle af pengene retur til deres private konti.
Det er essensen af returkommissionerne. Økonomen Inosemtsev peger som eksempel på anlæggelsen af asfalteret vej. Han forklarer, at hvor myndighederne i 2001 brugte 4,1 mia. USD på at anlægge 7.900 km. ny vej, så rakte 10,2 mia. USD i 2016 blot til 2.400 km. ny vej. Også her er anklagen, at entreprenører alene får kontrakterne, hvis de sender en del af overfaktureringen tilbage til de ansvarlige politikere.

 Den generelle fortolkning af Putins reformer synes at være, at reformerne i 0’erne bestemt har banet en del af vejen for væksten, som dog i altdominerende grad var drevet af høje energipriser, og som også i betydeligt omfang ville være sket selv uden de gennemførte reformer. Der er også en nyere fortolkning: at styret nu står i vejen for fortsatte og påkrævede reformer, fordi det ganske simpelt ikke ønsker at gå længere. Og så er der den fortolkning af reformerne, at Rusland måske kunne have nået mere med et styre med en anden politik, og at en anden fordelingspolitik i det mindste ville have skabt et moderne Rusland, hvor færre end 14 procent af befolkningen lever i fattigdom, som tilfældet er i 2019.

En del af problemerne i den russiske økonomi skal også findes i sanktioner. Som nævnt har en række vestlige lande, herunder Danmark, siden 2014 haft såvel økonomiske som sociale sanktioner mod Rusland. De økonomiske sanktioner er målrettede, hvilket betyder, at de retter sig mod specifikke sektorer (finans- og energisektorer og våbenindustrien), og de må betegnes som forholdsvis lette. Man kan sammensætte en anderledes hårdtslående pakke af økonomiske sanktioner med det formål at gøre større skade på mållandets økonomi. Og formålet er netop at gøre skade på den russiske økonomi, enten ved at påføre den direkte udgifter eller at lade den lide tabte indtægter.

De økonomiske sanktioner har haft en negativ effekt på den russiske økonomi, således som det var formålet. Det erkender man også fra officielt russisk hold. Fx har økonomer fra Ruslands Centralbank vurderet, at effekten i de tidlige år 2014-2015 var henholdsvis -0,5% og -0,6% af BNP, og det er givetvis en forsigtig vurdering, hvis indbyggede forudsætninger trækker vurderingen mod den lave ende af skalaen for effekten. Andre taler om en -1,25 % af BNP. På denne måde har sanktionerne virket. De har dog ikke bragt de ønskede politiske indrømmelser fra Ruslands side, fx et stop for krigen i Østukraine eller en tilbagelevering af Krim til Ukraine, og på denne måde har de ikke virket. Der har ikke været en politisk forskydning i Rusland i retning af at gøre de krævede indrømmelser. Og sanktionernes direkte effekt er aftaget siden 2014, fordi Rusland har kunnet kompensere via import fra andre kilder eller ved selv at udvikle dele af den sanktionspålagte teknologi eller sikre øgede indenlandske investeringer.

Der er dog større udfordringer for den russiske økonomi end sanktionerne. Øverst på listen er de manglende strukturelle reformer, som presser sig på, men som af forskellige årsager ikke bliver skubbet frem politisk. På andenpladsen er de forholdsvis lave energipriser – ved udgangen af oktober 2019 blev en tønde olie (Ural) handlet for 54 USD, og det er et godt stykke under de gode år i anden halvdel af 0’erne og første halvdel af 10’erne. Det er også lidt under de indlagte forudsætninger i prognoserne fra den finske nationalbank. Forudsætninger som vurderer, at kunne give Rusland en vækst på 1,6 % i de kommende år. På tredjepladsen på listen over udfordringer har vi så sanktionerne.

Konklusionen er, at den russiske økonomi skraber sig igennem. Den kommer ikke til at opleve de samme udsving som tidligere år, hverken voldsom vækst eller voldsom recession. Den er kommet ind i et meget mere stabilt leje. Det kan være år med beskeden vækst efterfulgt af et år med en lille nedgang. Politisk er der ikke bevægelse i retning af større reformer. Pensionsreformen var vist nok for et stykke tid. Russerne vil være glade for, at de strukturelle reformer bliver udskudt – den slags gør som oftest ondt – men spørgsmålet er, om de vil være tilfredse med tingenes tilstand: Om de vil acceptere fornemmelsen af krise, de forholdsvis mange fattige, den udbredte korruption og selvberigelse og det relative tab af økonomisk tyngde internationalt? Indtil videre synes svaret fortrinsvis at være ja, for der er ingen stærk bevægelse blandt vælgerne for at ændre på forholdene. Der er dog også generel enighed blandt iagttagere om, at utilfredsheden ulmer mere og flere steder nu end tidligere. Som en forsker ved meningsmålingsinstituttet Levada forklarer, er der sket det i den offentlige bevidsthed, at ”Putin ikke længere ses som lederen, som styrer processer, men som en bureaukratisk figur, som ikke er i stand til at forbedre situationen”.

Til sidst – og det er på lang sigt – vil nødvendigheden af reformer dog melde sig, så det ikke kan skubbes til side mere. Analogien fra sovjettiden er klar: Andropov forsøgte med mere disciplin, men det kunne ikke redde den sovjetiske økonomi, og styret måtte i sidste ende iværksætte mere vidtrækkende tiltag under den senere sovjetleder Mikhail Gorbatjov. Når Rusland når til det punkt, kan det skyldes såvel vælgeruro som en vished i styret om, at landet ikke kan forfølge sine udenrigspolitiske mål på baggrund af en økonomi i relativ stagnation.

Udenrigspolitiske sejre – og nederlag

Rusland har under Putin fået en stadig mere aktivistisk udenrigspolitik, og landet forsøger at sætte flere og flere aftryk rundt omrkring i verden. Der er flere succeser, men den aktivistiske udenrigspolitik er dyr – og Ruslands aggressive politik har skadet forholdet til Vesten og til en række af de tidligere sovjetrepublikker.

Rusland er den officielle efterfølger-stat for Sovjetunionen, og det betyder bl.a., at landet overtog Sovjetunionens plads som permanent medlem af De Forenede Nationers (FN) Sikkerhedsråd og dermed også fik vetoretten. Siden 1993 har Rusland benyttet vetoretten i alt 24 gange og senest i februar 2019. Heraf har der været to vetoer i 90’erne, fire vetoer i 0’erne og foreløbigt 18 vetoer i 10’erne. Langt de fleste vetoer i 10’erne har knyttet sig til resolutioner om Syrien, men Rusland har fx også nedlagt veto i et spørgsmål om Ukraine.

Det vidner om et Rusland, som samlet er villig til at gå længere end tidligere, føler større handlefrihed og har mere at kæmpe for. Det har været en gradvis udvikling, som handling for handling er blevet tydeligere. Udviklingen blev dog egentlig annonceret ret åbent. Det skete i Putins berømte og skelsættende tale på sikkerhedskonferencen i München i 2007. Her advarede Putin om, at især USA gør verden til et farligere sted via en aggressiv og militariseret politik, at landet forsøger at påtvinge andre dets normer, og at indretningen af det internationale system simpelthen var unfair, idet for stor en del af verdens befolkning var efterladt med minimal indflydelse. Rusland havde fået nok, kunne man forstå, og ville derfor aktivt modarbejde USA’s politik, insistere på retten til at vælge egne normer og forsøge at gøre det internationale system mere retfærdigt ved at brede beslutningstagningen ud til en større kreds af lande og befolkninger. Så langt så godt.

En umiddelbar fortolkning af Ruslands politik vil derfor være, at man forsøger at rette op på skævheder i det internationale system. I Rusland har man nu i mange år efterhånden talt om det multipolære system som en kendsgerning, og man har afvist ideen om den unipolære supermagt. Samtidigt har man dog peget på netop USA’s håndtering af det internationale system efter ophøret af den kolde krig som bevis for, at andre aktører måtte træde i karakter for at begrænse USA’s magtudfoldelse. Det er en fortolkning, som har betydelig resonans i den globale offentlighed, og fra officielt hold i Rusland argumenterer man konsekvent og dygtigt for denne rammesætning af landets udenrigspolitik.

Ruslands sikkerhedsdoktrin (2015) hævder, at ”[den] uafhængige udenrigs- og indenrigspolitik fører til modstand fra USA og dets allierede, som forsøger at bevare deres dominans over globale anliggender. Deres inddæmningspolitik overfor Rusland omfatter politisk, økonomisk, militært og informationsmæssigt pres”. En del af løsningen for Rusland, ifølge sikkerhedsdoktrinen, vil være ”en genfødsel af traditionelle russiske åndeligt-moralske værdier”. Disse værdier defineres herefter ganske løst som:

“Det åndelige over det materielle, beskyttelsen af menneskeliv, den enkeltes rettigheder og friheder, kreativt arbejde, tjeneste for Fædrelandet, åndelige og moralske normer, nåde, retfærdighed, gensidig hjælp, kollektivisme, de russiske folks historiske enhed [og] fortsættelsen af vort Moderlands historie”

Der er en dobbelthed her. På den ene side skal Ruslands udenrigspolitik bidrage til at skabe rum for, at den russiske befolkning kan udfolde sig i overensstemmelse med de nævnte værdier. Og på den anden side skal værdierne være med til at ruste befolkningen til at modstå presset fra ”USA og dets allierede”. Det skal være det mentale bolværk. Den ”uafhængige udenrigspolitik” spiller en stor rolle i styrets fortælling om sig selv – det kæmper hårdt og mod vanskelige odds for at sikre russerne rum til udfoldelse og gøre verden mere lige og retfærdig.

En meget anderledes fortolkning af Ruslands udenrigspolitiske mål vil være, at det handler om at sikre regimets overlevelse. I de første år kunne det være at stabilisere et lidt usikkert styre under en lidt usikker præsident, mens det senere kunne være at cementere den brede kontrol over det russiske samfund. Det er en meget instrumentel brug af udenrigspolitikken, hvor man fx skaber eksterne trusler og italesætter interne kritikere som undergravende redskaber for især vestlige stater (”fremmede agenter”). Målet er at sikre fortsat opbakning til styret og en accept af begrænsningen af rettigheder og friheder. Som nævnt er det vanskeligt at gå imod denne strømning. Det er en fint sammenhængende brug af udenrigspolitikken, og den har tilmed sit eget indbyggede forsvar: Hvis der rejses kritik internt i Rusland, er det netop udtryk for, at undergravende redskaber ønsker at svække Rusland for at styrke Vesten.

Putins valgslogan ved præsidentvalget i 2018 var ”En stærk præsident. Et stærkt Rusland”. Tanken var givetvis, at vælgerne skulle vælge ”det stærke Rusland”. Det er et Rusland, som siden de tidlige 0’er har fået øget autonomi og synlighed på den internationale scene, og som i højere grad end tidligere kan forfølge egne interesser. Vælgerne har også skullet tænke på et Rusland, som formår at stå imod et påstået, næsten altomfattende, pres fra Vesten. I Rusland er der også stor fokus på den såkaldte ”hybridkrig”, hvor traditionelt militære og ikke-militære virkemidler kombineres for at opnå maksimal effekt, men fra politisk hold og i de statskontrollerede medier er fortællingen, at Rusland er et offer for Vestens hybridkrig. Det er en krig, som foregår i alle domæner, eller arenaer, og Putin præsenterer sig selv om manden og politikeren, som forstår at ruste Rusland til den nødvendige modstand.

Uanset formålet med Ruslands udenrigspolitik, må det konstateres, at landet har haft held til at sætte et betydeligt aftryk, især siden 2014. Det er i første omgang annekteringen af Krim, engagementet i krigen i det østlige Ukraine og interventionen i krigen i Syrien, som udgør disse aftryk. Men det er også fx forsøget på at påvirke især det amerikanske præsidentvalg i 2016 og mere generelt brugen af hackergrupper og et internationalt mediekompleks anført af nyhedsplatformen RT og nyhedsbureauet Sputnik, som har tiltrukket opmærksomhed og vidner om et mere selvsikkert og risikovilligt Rusland. De nævnte eksempler dækker aktiviteter i tre domæner eller arenaer, og det er de fysiske, digitale og kognitive domæner. Det viser en mangeartet politisk værktøjskasse, som styret i Moskva gerne anvender kreativt og udfordrende.

Det er en væsentlig forudsætning for den russiske udenrigspolitik, at styret er risikovilligt. Sagt på en anden måde har det en forholdsvis lille risikoaversion. Når konkrete valg (fx til Duma og præsidentposten) og den generelle politiske debat i landet er kontrolleret, er de mulige politiske tab ved en given politik ofte overskuelige. Sat på spidsen kan man sige, at i Rusland hylder man succeser og fortier fiaskoer. Fx har engagementet i det østlige Ukraine ikke ført til megen kritik i landet, bl.a. fordi tabstallene ikke bliver offentliggjorte. Og når der er åbne tabstal – delvis i det mindste – som i Syrien, ja så kan politikerne sammen med medierne hurtigt finde en ekstern årsag til, at russiske tropper mistede livet. Det kan fx være, at vestlige stater har svigtet kampen mod den internationale terrorisme ved at støtte syriske oppositionsgrupper og derved indirekte har muliggjort angreb på de russiske tropper.

Rusland har ikke opfundet samtænkningen af de trenævnte domæner, dvs. det fysiske, det digitale og det kognitive. Men de bruger dem dygtigt og klogt og lidt eksperimentelt. Det er derfor, at meget af den aktuelle tænkning om de kognitive og digitale domæner foruden samtænkningen af de tre domæner hentes i den russiske litteratur. Vi har kunnet se det mest tydeligt i Ukraine og i Syrien, hvor traditionelle militære (kinetiske) effekter er blevet forstærket af operationer i de kognitive og digitale domæner. Der foregår en intens tænkning i Rusland om en forstærket samtænkning af de tre domæner, og vi vil se meget mere til det i de kommende år. Mulighederne er slet ikke afdækkede endnu, og det gør det interessant og perspektivrigt. Men det er også en måde for en lidt svagere aktør at kunne opnå effekter, som man ellers ville have vanskeligt ved at opnå. Det gælder især i det kognitive domæne, hvor man kan håbe på at påvirke modtagergrupper på en måde, så man slet ikke behøver at anvende ressourcer i det fysiske domæne.

Ruslands aktiviteter i de digitale og kognitive domæner har måske endda været så aggressive, at det har vist sig lidt kontraproduktivt. Der er nu en enorm fokus på udfordringerne eller endog truslerne fra Rusland i disse to domæner. Vi ser det bl.a. i det nuværende danske forsvarsforlig. Tilsvarende tendenser har været undervejs i flere andre lande i nogle år allerede, og disse tendenser vil med stor sandsynlighed blive forstærket. Det gælder i første række USA men også førende europæiske stater som Tyskland og Frankrig og vigtige regionale stater som Sverige og Finland. Rusland har haft en interesse i at efterlade andre aktører lidt usikre på deres kapaciteter, men det har nu medført, at mange ser en russisk finger med i spillet, hvor der sikkert ikke har været nogen. Og det kan være svært at rulle tilbage for Rusland igen.

Der er en tendens til at se det russiske styre som en samling ultrarationelle skakspillende strateger. Styret selv har også en interesse i at fremføre denne fortolkning. Der er ingen tvivl om, at beslutningsprocesserne er rationelle forstået på den måde, at de kan rulles tilbage, og at man så vil kunne identificere en proces som fx A → B (eller rettere B → A). Men vi skal også passe på med at overvurdere deres evne til strategisk tænkning. Politik i Kreml bliver også til efter lidt tilfældige processer, som styret ikke altid selv kan kontrollere. Efterfølgende kan man forsøge at overbevise omverden om, at det hele skam skete efter nøje planlagte og kontrollerede processer. Omverden vil ofte have dette billede allerede, men virkeligheden bag de tykke mure er givetvis mere kompleks. Som nævnt kan autoritære styrer have en svaghed, når det gælder kvaliteten af deres beslutningstagning.

Vores fokus er også ofte på Ruslands udenrigspolitiske aftryk, som jeg nævnte tidligere. Men der er en del fiaskoer, som vi af og til overser. Putins største udenrigspolitiske fiasko er måske tabet af indflydelse blandt de tidligere sovjetrepublikker. Da Putin blev indsat i 2012, var der snak om, at han ville bruge sin (måske) sidste embedsperiode til at samle dele af det tidligere Sovjetunionen i et nyt og mere ambitiøst samarbejde. Putin lægger ikke skjul på sin sovjetnostalgi – faktisk bruger han den aktivt i sin mobilisering af vælgerne ved at slå bro mellem fortid og nutid – og det syntes som en sandsynlig ambition for ham at forsøge at reintegrere nogle af de tidligere sovjetrepublikker. Redskabet var Den Eurasiske Økonomiske Union, som blev søsat i 2015 som en slags fokuseret samarbejde og supplement til Sammenslutningen af Uafhængige Stater. Projektet er dog ikke rigtigt lykkedes, og fra russisk politisk hold taler man ikke meget om det mere.

Forklaringen skal blandt andet findes i det forhold, at de tidligere sovjetrepublikker glider væk fra Rusland. Det er stort set uden undtagelse, og det gælder altså også ellers ”nære” allierede som Armenien, Hviderusland og Kasakhstan. Det foregår langsomt, og det kan være vanskeligt at se det, men båndene svækkes stille og roligt. Putin bærer en stor del af skylden for det, selvom det naturligvis ikke erkendes i de russiske medier. Politikken har været for hård, og den har været kontraproduktiv. Umiddelbart har den givet gevinst, men på længere sigt svækker det Ruslands indflydelse. Det er fx politikken i forhold til Georgien (hvor Rusland i 2008 hjalp Abkhasien og Sydossetien til løsrivelse og efterfølgende anerkendte dem som suveræne stater), Ukraine (hvor Rusland har annekteret Krim og været involveret i krigen i Østukraine) foruden også Moldova (hvor Rusland har tropper i det lille område Transnistrien).

Og så kan nogle af Ruslands andre aktiviteter vise sig politisk kostbare på længere sigt. Der har været tab i såvel Ukraine som i Syrien. Tabstallene fra Ukraine vil til sidst nå frem til den russiske offentlighed, men tabstallene fra Syrien bliver løbende offentliggjort, delvis i det mindste, og de kan måske i sidste ende påvirke de russiske vælgeres opfattelse af Ruslands rolle i krigen. En meningsmåling fra Levada i april 2019 viste, at 55 % af russerne synes, at det er på tide af få afsluttet de militære operationer i Syrien, og 39 % meddelte i øvrigt, at de slet ikke vidste noget om den seneste (daværende) udvikling i Syrien. Arrene fra Sovjetunionens krig i Afghanistan er fortsat synlige, og der er en frygt for, at russiske tropper kan have svært ved at forlade landet igen. Rusland har vundet mange militære sejre i Syrien siden september 2015, men freden er endnu ikke endegyldigt vundet, og det er måske den største opgave.

Ruslands udenrigspolitik i de kommende år vil i høj grad blive defineret af landets økonomiske muskler. Hvis væksten bliver beskeden, og der er fokus på sociale problemer i Rusland, så er der mindre at gøre godt med internationalt. Politikken efter Putins tale i München i 2007 har været dyr. Det koster at være med. Det er direkte udgifter, og så er det tabte indtægter i form af sanktioner. Det kan betyde, at Rusland bliver nødt til at sænke ambitionsniveauet. Det er værd at bemærke, at Ruslands forsvarsbudget har været faldende siden 2016; både som en andel af BNP (3,9 % i 2018) og i faktiske rubler. Forhistorien er, at Ruslands forsvarsbudget i årene 2000-2016 steg med 235 %, og at forsvarsbyrden (udgifterne som en del af BNP) blev øget fra 3,6 % i 2000 til 5,3 % i 2016. Der er en vis usikkerhed forbundet med tallene, men den faldende tendens efter 2016 er klar.

Operationerne i de digitale og kognitive domæner er forholdsvis billige, og der vil Rusland med stor sandsynlighed fortsætte med at udfordre USA og andre vestlige stater. Her kan man også lidt nemmere gå under radaren og frasige sig ansvar og skyld, fordi det er så svært at bevise, hvem der har stået bag fx et cyberangreb eller en falsk nyhedshistorie. Det putinske system har investeret så meget i fortællingen om konflikten med Vesten, at det næsten umuligt kan forlade fortællingen igen. Vi skal ikke forvente meget i retning af en normalisering af det indbyrdes forhold, så længe Putin sidder i Kreml. Han vil sandsynligvis fastholde konflikten – den er trods alt med til at legitimere hans styre og styreform – og et eventuelt gennembrud er derfor på den anden side af et tronskifte.

2024 og derefter

I 2024 udløber Putins fjerde præsidentperiode. Men vi skal forberede os på, at han bliver hængende. 

Putins fjerde embedsperiode udløber i 2024. Udgangspunktet er derefter, at han forlader posten. Da han i 2008 gennemførte sin rokade med Medvedev, gik han imod den russiske forfatnings ånd men ikke dens ord. Den oprindelige tanke bag forfatningen var, at ingen skulle sidde i flere end to embedsperioder. Risikoen er netop, at der efter længere tid sker en form for monopolisering af magten. Men forfatningen åbner mulighed for, at man efter to embedsperioder kan vende tilbage senere, og den mulighed udnyttede Putin. I lyset af dette må vi derfor også være åbne for muligheden for, at Putin forlader Kreml igen. Der er dog mange forskellige ideer i omløb på rygtebørsen, og en del forventer, at der denne gang vil blive tænkt mere kreativt end i 2008. Men lad os se på nogle af mulighederne:

For det første er der den simple mulighed, at Putin træder tilbage fra russisk politik og lader sig pensionere. I 2024 fylder han 72 år, og det siges altså, at han er ved at være træt af dagligdagens politiske udfordringer. Risikoen er dog, at han ikke helt tør stole på sin efterfølger, heller ikke selvom det er en håndplukket kandidat. Det ligger i det autoritære styres natur, at aftaler ikke nødvendigvis er det værd, som man troede. Russisk politik handler også om økonomi, og der er meget at forsvare – for Putin og for hans bagland. Han kan ikke tillade, at de økonomiske gevinster bliver taget fra ham og hans omgangskreds. Da Jeltsin trådte tilbage den 31. december 1999, oplevede han hurtigt, meget hurtigt endda, at såvel han som hans politiske støtter effektivt blev kørt ud på et sidespor af Putin. Putin kender det spil særdeles godt.

En anden mulighed er, at han igen skifter med Medvedev. Premierministeren er ikke en egentlig politisk trussel mod Putin, og det er derfor forholdsvis ufarligt at overlade ham nøglerne til Kreml igen. Problemet er dog, at Putin i udgangspunktet nu skal vente i seks år, førend han kan flytte tilbage. Og så er han 78 år gammel. Det er lang tid at vente, og han kan være usikker på sit fysiske og mentale overskud på det tidspunkt. Dertil kommer, at posten som premierminister er krævende. Han skal skaffe sig synlighed ved at løse russernes problemer og være tilstede, hvor det er påkrævet. Premierministeren skal være i maskinrummet og ikke på de bonede gulve rundt om i verden.

Mere vidtgående muligheder er fx, at den russiske forfatning bliver ændret med henblik på at lade Putin sidde i flere end to på hinanden følgende embedsperioder eller sågar gøre ham til livstidspræsident, eller at han bliver den første præsident for en ny russisk-hviderussisk union. I dette sidste tilfælde vil hans præsident-ur blive nulstillet. De to sidste scenarier virker mindst sandsynlige – ideen om en livstidspræsident er grænseoverskridende selv for et Rusland, som ellers dyrker Putin som både leder og menneske, og tanken om en russisk-hviderussisk union møder politisk modstand i Hviderusland.

Det tredje scenarie, dvs. flere embedsperioder, er mere sandsynligt, blandt andet fordi flere af Putins kolleger i det postsovjetiske rum alle for mange år siden har indført muligheden for at blive genvalgt og så genvalgt igen. Man kan fortsat opretholde illusionen om frie og fair valg til præsidentposten, selvom der reelt ikke er tvivl om udfaldet. En meningsmåling i juli 2019 viste, at russerne er meget splittede over dette spørgsmål: Et lille flertal (54 %) ser gerne, at Putin fortsætter som præsident, mens et betydeligt mindretal (38 %) er imod denne tanke. Men hvis Putin vil blive i Kreml, er dette den mindst kontroversielle vej til at sikre det.

Endelig er der muligheden for en helt ny stilling til Putin. Fordelen ved den løsning vil være, at  Vesten kun vanskeligt vil kunne kritisere beslutningen, hvis den medfører et skridt i retning af et stærkere parlamentarisk system. Det er usandsynligt, at Putin vil tage en stilling som fx formand for parlamentet, hvis forfatningen forbliver uændret. Det vil efterlade ham uden den tilstrækkelige magt til at forsvare sine egne og sit baglands interesser. En alternativ stilling kunne være som formand for Sikkerhedsrådet, et magtfuldt organ under præsidenten, hvor repræsentanter for forskellige magtinstitutioner mødes. Igen synes det dog usandsynligt uden forskydninger i magten mellem forskellige institutioner i Rusland.

Der er mange politiske prøveballoner i luftrummet over Rusland lige nu. Og flere vil blive sendt op i de kommende mange måneder. Formålet er at fornemme folkestemningen i forhold til den ene eller den anden mulighed og måske endog forberede befolkningen på et allerede fastlagt scenarie. Fx kan meningsmålinger om ”Putin som præsident efter 2024?” sandsynligvis få en del af vælgerne til at se den løsning som naturlig eller i det mindste bedre end en alternativ præsident. Putin vil have en interesse i at holde mulighederne åbne – og insistere på at han alene er fokuseret på sine nuværende opgaver – mens andre prøver at fornemme, og måske modellere, den offentlige mening for ham. Men på mellemlang sigt vil usikkerhed om 2024 føre til øget uro internt i ”Politbureauet”. Det er usandsynligt, at der i 2024 vil være en reel modkandidat til enten Putin eller til Putins håndplukkede og planlagte efterfølger. 2024-problematikken handler derfor mest om Putins samvittighed, og om hvor langt han tør gå i forhold til den russiske offentlighed. Vi andre skal forberede os på, at han bliver hængende.

Flemming Splidsboel Hansen er seniorforsker i International sikkerhed ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Han beskæftiger sig særligt med russisk indenrigs- og udenrigspolitik, russisk national identitet, Ukraine, Hviderusland, SNG, Kaukasus, Centralasien, EU’s partnerskabspolitik, NATO, OSCE, Arktis, sanktioner og efterretningsarbejde.

Ovenstående tekst blev først bragt hos DIIS den 17. december 2019.

Illustration i artiklens top: /Rasmus Fly/

---

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: