Siden valget d. 4. marts 2018, har italienerne med to regeringsdannelser været kastet ud i endnu én af deres tumultariske valgperioder. Meget tyder på, at italienerne nu kan være ét valg fra at blive regeret fra den yderste højrefløj, som flirter med tanken om at trække Italien ud af EU og eurosamarbejdet.
Analyse af William Schou
Efter 20 vanvittige måneder i Italien, hvor det socialdemokratiske Partito Democratico (PD) blev stemt ud af regeringskontorerne til fordel for en atypisk og uhellig koalition mellem protestpartierne Femstjernebevægelsen og det højrepopulistiske Lega med Matteo Salvini i spidsen, er italienerne nok en gang splittet i skismaet mellem de nationale hensyn overfor de internationale forpligtelser.
Den første af mange udfordringer, den nye regering stod overfor, var at blive enige om en finanslov. Det skulle blive en uskøn affære.
Den højst usædvanlige regeringskonstellation med to populistiske grupper, der stod på hver deres side af midten, kunne stort set ikke blive enige om noget. Femstjernebevægelsen var gået til valg på et forslag om borgerløn, og Lega ville smide indvandrerne ud og give skattelettelser, og sådan fortsatte det derudaf med modstridende krav, som naturligvis ikke kunne realiseres på én og samme gang. Men det lod partierne ikke slå sig ud af.
I stedet for at klippe en hæl og hugge en tå konciperede de to regeringspartnere en finanslov, hvor alle fik, det de ville. På den måde havde man udhulet den skrantende italienske økonomi yderligere og hævet statsgælden til endnu mere astronomiske højder, end den i forvejen var. På daværende tidspunkt på ca. 133% af BNP, hvilket – i renteudgifter alene – betød, at man betalte i omegnen af 60 mia. euro årligt. Efter adskillige sværdslag med EU blev finansloven ændret, således at italienerne kun kunne overskride statsbudgettet med 1,8 procent og ikke de oprindeligt foreslåede 2,6 procent af BNP.
Min fjendes fjende er min ven
Fornuftægteskabet mellem Femstjernebevægelsen og Lega havde én fælles politisk fjende – EU. Og efter at EU-kommissionen havde interveneret i finansloven, blev der kun hældt mere brænde på det ulmende EU- og eurokritiske bål i regeringstoppen. Nu blev det klart, at EU ikke ville lade italienerne være herre i eget hus. Og med et valg til Europa-Parlamentet lige om hjørnet, blev finanslovsaffæren det bedste springbræt for en euroskeptisk regering, der havde brug for et fælles projekt og en politisk sejr.
Fornuftægteskabets frontfigurer: Luigi Di Maio (Femstjernebevægelsen, daværende vicepremierminister og minister for arbejde og industri ), Giuseppe Conte (premierminister) og Matteo Salvini (Lega, daværende vicepremierminister og indenrigsminister) ved et pressemøde i slut oktober 2018. REUTERS/Remo Casilli
EU-valget d. 26. maj 2019 blev en sejr for regeringen som helhed, men det ændrede radikalt på styrkeforholdet mellem de to partier. Ved parlamentsvalget året forinden havde den store sejrherre været Femstjernebevægelsen, der satte sig på næsten en tredjedel af stemmerne, 32,7%, medens Lega havde haft et hæderligt valg og høstet 17,4 %. Godt et år senere var billedet vendt på hovedet, Femstjernerne var gået markant tilbage og kunne kun overbevise 18,4% af de italienske vælgere, alt imens de kunne betragte deres regeringspartners himmelflugt, da Lega endte med svimlende 34,3% af stemmerne.
Salvinis enegang
Månederne efter forværredes forholdet mellem de to regeringspartier, og mens EU-modstanden blot voksede i Legas lejr, bevægede Femstjernebevægelsen sig mere og mere i retning af en pro-europæisk holdning. Dødsstødet til regeringssamarbejdet kom, da Femstjernebevægelsens stemmer i Europa-Parlamentet var med til at sikre Ursula von der Leyen posten som kommissionsformand i juli tidligere på året.
Lega, anført af Salvini, ville ikke længere sidde i regering med Femstjernebevægelsen, som i deres optik ikke længere var et protestparti, og tanken om endnu et knæfald for EU ved den kommende finanslov, var ikke appellerende for Italiens mest populære politiker.
Derfor katapulterede Lega-lederen sig ud på et sommertogt på de italienske strande, hvor han optrådte i badebukser, som en ægte mand af folket, alt imens han kritiserede regeringspartneren for at have svigtet vælgerne og det italienske folk. Hans fremmedfjendske paroler blev skarpere, og på de sociale medier citerede han ved flere lejligheder den afdøde italienske diktator, Benito Mussolini. Det endte med, at han fejlagtigt forsøgte at udskrive nyvalg i sin kapacitet af indenrigsminister – på trods af, at den kompetence ene og alene tilfalder præsidenten.
Den. 8. august trak Salvini så definitivt tæppet væk under koalitionen, da han stillede et mistillidsvotum til regeringen. Noget uventet udløste det ikke et nyvalg, da de detroniserede socialdemokrater fra PD lige pludselig kunne se en fidus i at indtræde i en regering med Femstjernebevægelsen – noget, de ellers havde forsvoret året forinden.
Salvini poserer for selfies på stranden ved den sicilianske kystby Taormina i august 2018. REUTERS/Antonio Parrinello
Salvini havde forregnet sig og kom for skade til at melde sig ud selv ud af regeringen. Dette blev startskuddet på en turné rundt i støvlelandet på gader og pladser til fordel for de lokalpolitikere, der stiller op for Lega til de forskellige regionalvalg, der har været i gang siden efteråret. Og Salvini har vind i sejlene og store dele af befolkningen med sig – meningsmålingerne ligger stabilt på ca. 38%. Tonen er stadig mere nationalistisk, fremmedfjendsk og populistisk, og med det stærke forhold til det neofascistiske parti Fratelli d’Italia (Italiens Brødre) er det ikke usandsynligt, at en kommende regering i Italien kunne blive styret fra den yderste højrefløj, hvis mål er at lukke Italien om sig selv.
Men nu har det højrepopulistiske protestparti fået en ny protestbevægelse på nakken, som kalder sig Sardin-bevægelsen.
En fiskerevolution har ramt Italien
De før omtalte regionsvalg er nået til en af de helt store røde højborge i Italien, nemlig Emilia Romagna, hvor universitetsbyen Bologna er hovedstad. Byen er en del af det, man i efterkrigstiden og årtier frem kaldte det røde bælte, hvor det hedengangne kommunistparti, Partito Comunista Italiano (PCI), historisk har stået stærkt. I dag er det regeringspartiet PD, der sidder på magten i regionen, og et tab netop her kan få store konsekvenser få den siddende regering.
14. november i år afholdt Lega vælgermøde i en indendørs arena i Bologna, hvor der er plads til 5570 personer. Dette fik fire lokale venner i starten af trediverne til at arrangere en flash mob via de sociale medier, hvis eneste formål var at vise, at der i Bologna er flere imod end med Salvini og hans parti. De opmålte reposen på Piazza Maggiore foran Duomoen, i centrum af Bologna, og kom frem til, at der var plads til 6000 personer, ”men så skal vi også stå tæt som sardiner i en dåse”, og sådan var anti-Lega bevægelsen født.
Antallet af moddemonstranter oversteg langt de 6000, og siden har bevægelsen bredt sig til andre storbyer i landet – med Sardin-demonstrationer på 25.000- 30.000 fremmødte.
Sardinerne protesterer mod Salvini i Rom d. 14. december 2019. Skiltet: “Flere sardiner og færre får” . REUTERS/Yara Nardi
De seneste meningsmålinger i regionen tyder på, at det bliver et tæt regionalvalg den 26. januar i Emilia Romagna. Valget vil blive tolke som en reel styrkeprøve for den nyetablerede og noget usikre koalitionsregering mellem Femstjernebevægelsen og PD, med Giuseppe Conte i spidsen og den fremadstormende højrenationale bølge, anført at italiensk politiks nye stærke mand, Matteo Salvini.
Italienerne kan meget vel blive nødsaget til at sætte deres lid til en stime af sardiner, som endnu ikke har en leder – endsige et politisk projekt, andet end at være imod den voksende højredrejning i Italien. Men til gengæld kan de mobilisere, og lørdag d. 14. december bevægede stimen sig til Rom, hvor man anslår, at mere end 100.000 Sardin-tilhængere mødte op.
Bevægelsen giver unægtelig mindelser om Femstjernebevægelsen, der for et årti siden ikke var andet end en folkelig modbevægelse, anført af en komiker uden de store politiske aspirationer. I dag sidder de i regering og er parlamentets største parti. Fremtiden vil vise, om den stille stime af sardiner er det stærkeste værn mod den højtråbende populistiske og anti-europæiske bølge, der svømmer ind over støvlelandet i disse år, eller om de blot skriver sig ind i historien af fallerede politiske projekter, der efter kort tid taber flyvehøjde og løber ud i sandet.
William Schou er Cand. Mag. i italiensk sprog og kultur fra Københavns Universitet. Han arbejder som kommunikationsrådgiver, skriver for danske medier og holder foredrag om italiensk politik.
Billede i artiklens top: Ritzau Scanpix/Reuters/Yara Nardi/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 