Overalt i det tidligere Sovjetunionen står kæmperigets bygninger tilbage og minder om en svunden storhedstid. Arkitekturen udgør både fascinerende og forslåede vidnesbyrd om en netop undergangen civilisation. Vi bringer her et uddrag af Jens Mallings bog “Magtens Manifestationer”, nærmere betegnet kapitlet om konstruktivisme
Uddrag af bog af Jens Malling
Konstruktivisme er en form for modernistisk arkitektur, der vandt stor udbredelse i Sovjetunionen i 1920erne og begyndelsen af 1930erne. På den tid slog modernistiske tendenser igennem i byggeriet mange steder i verden – særligt i Tyskland og Frankrig. Men kun i USSR blev denne form for arkitektur knyttet til radikalt anderledes samfundsforhold. Efter den Russiske Revolution i 1917 og monarkiets undergang indgik konstruktivismen som en vigtig del i forsøget på for første gang i verdenshistorien at opbygge et socialistisk land. Den Russiske Borgerkrigs afslutning omkring 1922-23 indledte en periode præget af optimisme og fremtidstro. Sult, fattigdom og uro hærgede stadig landet, men vældige forandringer var sat i gang i det hedengangne tsarrige. Mange forskellige kunstformer spirede, idet forfattere, malere og teaterfolk udforskede nye måder at udtrykke sig på. Særligt arkitekturen oplevede med konstruktivismen en opgangsperiode. Stilretningen er i lighed med anden modernistisk arkitektur kendetegnet ved rene former, lige linjer og flade tage. Ofte har bygningerne iøjnefaldende glasfacader. Typisk lægges der vægt på lysindfald, enkelthed og beskedenhed i formsproget. Arkitekterne arbejdede ud fra ideer om klarhed og funktionalitet. Dertil kom at konstruktivisterne ville udtrykke revolutionens dynamik og viljen til et helt nyt samfund i bygningerne. Konstruktivismen er tæt knyttet til strømninger inden for kunsten, som prægede årene før revolutionen. Således regnes avantgardekunstnere som blandt andre Vladimir Tatlin, Kasimir Malevitj og Vasilij Kandinskij for at have banet vejen for den unge Sovjetstats særlige arkitektur med deres ideer. Tatlin afviste tanken om selvstændig kunst – kunst, der er løsrevet fra samfundet. Konstruktivisterne opfattede derimod kunst som udøvelse, som praksis, som en proces med sociale målsætninger.
– Foto: Jens Malling.
De teoretiske debatter om konstruktivismen er på denne tid ophedede og passionerede. Diskussionerne handler om arkitektur. Men da byggestilen ikke kan adskilles fra politik og samfund, kommer de også til at handle om, i hvilken retning revolutionen skal bevæge sig. Og dermed også uundgåeligt om magtforhold og -fordeling i den unge Sovjetstat. På dette tidspunkt er Sovjetunionen i sin tidlige fase – konturerne af det totalitære regime, som landet senere udviklede sig til, er endnu ikke frosset fast. Alt er stadig åbent.
Kunsthøjskolen VKhUTEMAS
Mens diskussionerne bølgede blev stilretningens muligheder udforsket og udviklet på kunsthøjskolen VKhUTEMAS, der åbnede sidst i 1920. Navnet er en forkortelse for Vyssjie Khudosjestvenno Tekhnitjeskie Masterskie – Værksteder for Højere Kunst og Teknik. Skolen var konstruktivismens arnested og vigtigste laboratorium.Den åbnede efter et dekret fra Vladimir Lenin og havde til huse midt i Moskva. Udover arkitektur fulgte de omkring 2.500 studerende kurser i keramik, grafik, skulptur samt formgivning af tekstiler, træ og metal på i alt otte fakulteter. Fotografi og filmkunst indgik i nogen grad i læreplanerne. I værkstederne underviste udover Ginsburg, Kandinskij, Malevitj, Tatlin og Vesnin-brødrene en lang række af periodens dygtigste og mest indflydelsesrige grafikere, skulptører, malere og arkitekter, herunder Ilja Golosov, Nikolaj Ladovskij, El Lisitskij, Konstantin Melnikov, Ljubov Popova, Aleksandr Rodtjenko, Aleksej Sjtjusev, Varvara Stepanova og Nadesjda Udaltsova. Blandt eleverne var den senere mester inden for malerkunsten og stilen socialistisk realisme Aleksandr Dejneka samt armenierne Karo Alabjan og Gevorg Kotjar. Den 25. februar 1921, få måneder efter VKhUTEMAS åbnede, besøgte Lenin kunsthøjskolen. Han benyttede lejligheden til at hilse på Varvara Armand – datteren til hans nære veninde Inessa Armand. Revolutionslederen indgik i dialog med de studerende, hvor han gav udtryk for, at han ikke havde begreb om den nye kunst, de beskæftigede sig med.
– Foto: Jens Malling.
Til trods for at Lenin og de unge kunstnerspirer ikke umiddelbart var på bølgelængde, da de udvekslede synspunkter – Sovjetstatens førstemand fremhævede for eksempel et realistisk kunstværk under besøget – markerer selve eksistensen af VKhUTEMAS et kort tidsrum, hvor Sovjetunionen var et glimrende sted at være maler, kunsthåndværker eller arkitekt. Foregangs-kvinderne og -mændene fra højskolen drømte. De var i færd med at skabe en postrevolutionær verden. De havde friheden til at udtænke og frembringe nye objekter til nye formål. Morgendagens bygningsværker lå strøet over landet. De var netop blevet indviet. Eller de skjulte sig endnu bag stilladser som det nye samfunds embryoer, snart klar til at opfylde deres funktion.
De Brølende Tyvere i USSR
Den heftige kunstneriske aktivitet og omsætningen af de mange ideer til virkelighed i 1920erne udspillede sig samtidig med introduktionen af en særlig type samfundsøkonomi. Udbredelsen af den konstruktivistiske arkitektur, travlheden på VKhUTEMAS samt de lidenskabelige debatindlæg og forsøg med at skitsere banebrydende byggeteorier i Sovremennaja arkhitektura udviklede sig parallelt med Den Nye Økonomiske Politik, ofte blot forkortet NEP. Dette tiltag afløste den såkaldte krigskommunisme den 21. marts 1921. NEP medførte at borgerkrigens barske anordninger, som konfiskering af bøndernes kvæg og afgrøder, blev lempet. Bolsjevikkerne afgjorde kun langsomt kampene til egen fordel. Deres greb om magten var fortsat yderst usikkert og revolutionens overlevelsesevne langt fra en selvfølge. I den sammenhæng var NEP et forsøg på ved hjælp af markedsøkonomiske instrumenter at sikre forsyningen af levnedsmidler – frem for alt korn – til befolkningen. Dermed skulle der dæmmes op for bondeopstande, sult og kaos, som udgjorde en alvorlig trussel mod det nye styre. NEP tillod mere privat initiativ og var kendetegnet ved friere og bedre muligheder for at drive handel. Tiltaget indledte en periode med blandingsøkonomi. Store industrier forblev statsejede, men udveksling af varer i mindre målestok blandt selvstændige var tilladt. Næringsdrivende havde lov til at ansætte arbejdskraft. Ifølge Lenin var NEP tænkt som en midlertidig foranstaltning for at få bedre skub i produktionen og skabe stabilitet. Det var en nødvendig overgangsperiode på vejen mod kommunisme. Samtidig var NEP med til at gøde jorden for konstruktivismen. Den halvkapitalistiske politik skabte en vis velstand i de større byer og et slags nyt borgerskab. Der var en pendant til Vesteuropas Brølende Tyvere i USSR. De var kendetegnet ved løssluppenhed, frisind og behov for at glemme borgerkrigen og Første Verdenskrigs rædsler. I intellektuelle kredse fandtes udbredt begejstring for revolutionen og entusiasme over de friere rammer for kunstneriske eksperimenter. Konstruktivisternes lange række af færdiggjorte byggeprojekter symboliserede håbet om en bedre fremtid, som revolutionen i 1917 og den Nye Økonomiske Politik stillede i udsigt.
Konstruktivisternes arbejde udgør samlet set et af de mest frugtbare afsnit af modernismens historie. For arkitekturfotografen Richard Pare, der også er ekspert i denne epokes byggestil, hører det til en af de største katastrofer i det 20. århundredes arkitekturhistorie, at de aldrig fik mulighed for at videreudvikle deres ideer og bringe dem til endnu større modenhed. Konstruktivisterne kæmpede for at skabe ideelle rammer om tilværelsen. De afviste konsekvent fortiden og tiljublede uden forbehold nutiden og fremtiden. De forfulgte en utopisk vision og via en syntese af alle kunstformer skabte de egne banebrydende bygningsværker og viste vejen til en ny arkitektur.
Ovenstående er et uddrag af Jens Mallings bog “Magtens manifestationer – arkitektur i Sovjetunionen.”, der netop er udkommet. Bogen tager fat på de tre hovedstrømninger inden for sovjetisk arkitektur – fra konstruktivisme over socialistisk klassicisme til senmodernisme. Bogen kan købes her.
Jens Malling er freelancejournalist med speciale i Øst- og Centraleuropa.
Foto i artiklens top: Jens Malling.
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
