Imens de fleste tænker Grækenland og Italien, når snakken falder på flygtninge og migranter, så sidder bosnierne tilbage med en uoverkommelig udfordring.

Tekst og foto: Stefan Weichert og Emil Filtenborg.

BIHAC, BOSNIEN: Taget over den centrale fabrikshal på Krainametal er revet i stykker af de bomber, der faldt i krigen om det gamle Jugoslavien. I et tilstødende rum, måske et gammelt kontor, sidder 17-årige Reza Mohammadi på nogle flistæpper. Ved siden af ham sover to af hans kammerater, imens to andre er ved at lave fladbrød ved bålet i det modsatte hjørne. De kommer alle fra Afghanistan med ønsket om at blive lukket ind til et bedre liv i Europa.

Ligesom tusinder af andre fra særligt Pakistan og Afghanistan sidder Reza fast i Bosnien. Han forsøger jævnligt at krydse grænsen og tage ruten igennem Kroatien og Slovenien uden at blive opdaget. Blandt migranter og i NGO-verdenen bliver det kaldt The Game. Spillet. Flere gange har han forsøgt, men hver gang bliver han fanget. Sidste gang han blev taget var midt i december, en uge før Magasinet Europa mødte ham på den nedlagte stålfabrik. Ifølge Reza Mohammadi havde kroatisk politi givet ham et lag tæsk, før de havde brændt hans sko, jakke og stjålet både telefon og penge. Den slags historier er der mange af.

»Jeg tog afsted fra Afghanistan for fem år siden, da jeg var tolv år gammel. Jeg ville tage hjem til Afghanistan, hvis der var andet end kampe at tage hjem til,« siger Reza Mohammadi.

Bosnien døjer nemlig lige nu med et todelt problem: Der er for mange flygtninge og migranter til, at de kan håndtere det, og de migranter, der bliver taget i Kroatien, bliver smidt tilbage til Bosnien. Siden 2018 har 45.000 migranter ifølge FN’s migrationsinstans IOM fundet vej til især det nordvestlige Bosnien omkring byerne Bihac og Velika Kladusa, og selv om de alle forsøger at komme ud af Bosnien og ind i EU, så er der på hvert et tidspunkt omtrent 7000 migranter i landet, som flere flygtningelejre forgæves forsøger at huse. Der er dog langt fra plads til alle, så folk som Reza Mohammadi bor i forladte bygninger. Samtidig er vinteren kommet til Bosnien, og selv om den er mild i år, så udgør den en risiko for de mange migranter, der ikke er ordentligt klædt på eller har fornuftige muligheder for en varm seng at sove i.

Udover det grænser Bosnien op til EU. For bosnierne betyder det, at migranter, der tager vejen gennem Kroatien, bliver smidt tilbage til Bosnien – og når de kommer tilbage, er de typisk dårligere stillet, end da de to afsted. Alle migranter, som Magasinet Europa talte med, fortalte den samme historie: kroaterne tæver dem, stjæler penge og telefoner og tager deres sko og jakker. Det sætter yderligere pres på leverandørerne af humanitær hjælp.

Krainametal – Foto: Emil Filtenborg

Mobil flygtningehjælp fra Danmark
Som et modsvar på de store udfordringer med migranter i det nordvestlige Bosnien, er det internationale samfund til stede i form af flere forskellige FN-enheder og NGO’er. En af dem er Dansk Flygtningehjælp, der er stærkt repræsenterede i landet. Et af deres bidrag til at bløde problemerne lidt op er et mobilt responshold, der efter bedste evne kører ud og hjælper migranter, der sidder i akutte problemer. Hjælpen består ofte i at tildele dem mad, vand, soveposer, skaffe dem overnatning i nogle af lejrene, førstehjælp og medicinsk hjælp.

Magasinet Europa har været ude med netop det hold, og det bekræftede kun de problemstillinger, der møder migranterne. Blandt andet kørte patruljen forbi et forladt hus. Det er tydeligt, at huset er blevet ødelagt under krigen, da taget i den ene ende af huset er revet over. Indenfor er der mørkt, og der lugter af røg fra et gammeldags brændekomfur, der står i et af rummene. Huset har fundet nyt formål: at huse omtrent 10 andre afghanere, der sparer udstyr, penge og tøj op til endnu engang at kaste sig ind i Spillet. Det ligger tæt på grænsen til Kroatien, og ifølge de nye beboere kommer der hver dag omtrent 70 migranter forbi huset, som netop er blevet tilbagesendt fra Kroatien. De har som oftest fået den samme medfart, hvor sko, mobiler, tøj og penge er blevet stjålet af det kroatiske politi. Ofte har knippelslag også været en del af pakken.

»Det er altid det samme, vi hører, når vi kører rundt. Kroaterne stjæler deres telefoner, slår dem med knipler og tvinger dem til at gå igennem floden i bare tæer,« siger Adnan Beganovic, der er lederen af outreach-teamet. Det sker flere gange i løbet af den otte timer lange vagt, at patruljen taler med migranter, der indenfor få timer har fået en overhaling af det kroatiske politi.

Når spillet skal spilles, forsøger migranterne typisk at krydse bjergene mellem Kroatien og Bosnien nede ved Bihac, ellers forsøger de at krydse grænsen ind i Kroatien over Sana-floden oppe ved Velika Kladusa. Uanset hvad, bliver de ofte sendt tilbage samme vej, som de kom ind – denne gang bare i bare tæer og uden jakke på. Ifølge Adnan er volden imod flygtningene systematisk. Det foregår altid på samme måde, og de bliver altid tvunget til at krydse grænsen tilbage til Bosnien de samme steder. Forskellen er bare, at de kommer tilbage til Bosnien uden tøj, sko og personlige værdigenstande som penge og telefoner.

Migranthus – Foto: Emil Filtenborg

Da de lukkede junglen
De bosniske myndigheder gør også deres for at hjælpe, men de har store udfordringer, fordi Bosnien i bund og grund er delt op i mere end ti småstater, der alle har sine egne lovgivere og politiker og politistyrker. En del af responsen på det stigende antal af migranter, der troppede op i Bosnien var derfor at oprette Vucjak-lejren på en tidligere losseplads mellem byen Bihac og den kroatiske grænse.

700 mennesker blev placeret i dårlige telte, og der gik ikke længe, før den nye lejr havde fået et dårligt rygte blandt både migranter og europæiske medier. Den fik tilnavnet Junglen – blandt andet hjulpet på vej af de dårlige sanitære forhold, de manglende forsyninger og den usikre livsstil. Ifølge UNHCR havde 70 procent af beboerne i Vucjak-lejren problemer med fnat, og da vinteren kom, havde de problemer med påklædningen. Flere medier har raporteret, hvordan folk gik rundt i klipklappere og forårsjakker imens det sneede udenfor.

Det fik både Røde Kors og Læger Uden Grænser til at advare om, at vinteren snart ville komme til at koste migranter livet, hvis ikke Vucjak blev lukket omgående. Begge organisationer beskrev lejren som umenneskelig og flere parlamentarikere fra EU kom på besøg og rettede hård kritik af stedet. I december 2019 lukkede man derfor lejren og flyttede omkring 400 migranter derfra og til en nyåbnet lejr i Sarajevo, men allerede dagen efter var flere på vej tilbage til Bihac og Vucjak.

Det har dog skabt et nyt problem. Et flertal af de forflyttede migranter, som Magasinet Europa talte med, har valgt at acceptere, at de skal overvintre i den nye og noget bedre lejr. Men til foråret går det løs igen, og der vil de igen forsøge at bevæve sig imod Kroatien for at være med i Spillet. Andre derimod vil tilbage til Bihac, så snart det kan lade sig gøre igen, for blandt alle migranterne, er der meget få, der har nogen ambitioner om at blive i hverken Bosnien eller Serbien: De vil igennem Kroatien og Slovenien og ind i hjertet af EU.

Bor på gaden
Efter lukningen af lejren er det ikke ligefrem blevet nemmere for organisationerne i det nordvestlige Bosnien. I det mindste vidste de, hvor 4-700 af migranterne opholdt sig: i Vucjak. Nu er de spredte for alle vinde og går rundt på gaderne i Bihac. De fylder op på busstationerne, de bor i forladte huse, og finder du et sted med læ, når du går igennem byen, så finder du tit og oftest en gruppe flygtninge, der sidder og kigger.

I Bira-lejren, der ligger i en nedlagt fabrik ved siden af Krainametal, hvor Reza Mohammadi bor, er der plads til 1500 migranter, men en ulovlig teltlejr er sprunget frem i en af lejrens hjørner og nu bor der 500 mennesker mere i lejren, end der egentlig er plads og mad til. Som en medarbejder fra IOM siger, så må de ikke være der uden at være registrerede, men det er også for koldt udenfor til, at de kan smide dem ud.

De fire andre lejre i området er ligeledes spændt til bristepunktet, og der er ikke ret meget lige nu, der tyder på, at 2020 kommer til at medføre et fald i antallet af ankomne migranter. Tværtimod har både Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp forlænget – og forøget – deres indsats i landet, hvor de forventer et travlt 2020.

Teltlejr i Bira. – Foto: Emil Filtenborg.

Utilfredshed blandt bosnierne
Da migranterne begyndte at komme til Bosnien og Hercegovina for nogle år tilbage, var det bosniske folk hurtige til at hjælpe, hvor de kunne, fortæller Adnan Beganovic. Mange fra bosnien husker selv, hvordan det var at blive tvunget på flugt, eller at være tvunget til at hente mad ved hjælpeorganisationenrne, så det faldt dem naturligt at række den nye bølge af flygtninge en hånd. Men efterhånden som udfordringen voksede og bosnierne fik mindre og mindre at give af, så begyndte utilfredsheden også at vokse.

Den kan særligt mærkes i Bihac, hvor der også har været flere demonstrationer imod de lokale lejre, som folk ville have lukket. Lokalbefolkningen er blevet ramt af metaltræthed, og mange vil helst ikke have mere at gøre med deres nye naboer. Det kommer blandt andet til udtryk i busserne, hvor migranterne bliver tvunget til at sidde bagest i bussen af både chauffører og civile. Flere gange på både ruterne mellem Bihac og Sarajevo og mellem Bihac og Velika Kladusa sker det, at chaufføren giver migranterne meget hårde reprimander.

På busstationen i netop Velika Kladusa går vagten rundt med en strømpistol, som han efter eget udsagn har været nødsaget til at bruge flere gange. For det meste foregår livet bosnierne og migranterne imellem dog ganske fredeligt. Groft sagt er migranterne kun bange for kroaternes politi. De oplever til gengæld at de fleste bosniere behandler dem meget venligt, og til gengæld siger de fleste bosniere, som Magasinet Europa talte med, at de synes, at de fleste flygtninge er fredelige nok, imens en lille gruppe laver problemer for dem alle sammen.

»Det er fint nok, at man ikke vil have dem i landet, men der er ingen grund til at banke dem og stjæle alt, hvad de har, sådan som kroaterne gør,« som en mand, der sælger cd’er ved en grænseovergang opsummerede.

De kroatiske myndigheder har ikke svaret på vores henvendelser, hvor vi har spurgt til den systematiske vold og de ulovlige tilbagesendelser, som det kroatiske politi står bag. Det har ikke været muligt at bekræfte Reza Mohammadis alder eller historie, da han hverken har personlige dokumenter, en telefon eller i det hele taget nogen ejendele, der kan sige noget om ham.

Stefan Weichert og Emil Filtenborg er freelancejournalister, begge til daglig bosat i Ukraine

Foto i artiklens top: Emil Filtenborg.

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.