Danske skoleelever skal i faget dansk have adgang til de skandinaviske sprog og det nordiske kulturfællesskab, står der i Folkeskolens Fagmål. Det er et argument for at arbejde med nordiske tekster. Det væsentligste argument for at læse nordiske tekster er dog, at nabosprogkundskab giver adgang til god litteratur – på norsk, på svensk og på dansk.

Kommentar af Bodil Christensen

Når man læser sig ind på et andet sprog, så bliver man opmærksom på sit eget. Arbejdet med nabosprog er et godt udgangspunkt for at arbejde med elevernes sproglige viden og bevidsthed. Det giver en sproglig opmærksomhed, der kan være nyttig i forhold til eget modersmål, men også i forhold til alle øvrige fremmedsprog.

I Folkeskolens Fagmål for dansk stk. 3 står der: “Eleverne skal i faget dansk have adgang til de skandinaviske sprog og det nordiske kulturfællesskab.” Det er et argument for at arbejde med nordiske tekster. Det væsentligste argument for at læse nordiske tekster er dog, at nabosprogskundskab giver adgang til god litteratur, – på norsk, på svensk og på dansk.

De tre nordiske værker herunder er fra Norge, Sverige og Danmark.  De tre værker er ikke valgt med henblik på ”undervisning i nabosprog”, de er valgt til litteraturarbejde, hvor der er fokus på hvert værks (dansk)litteraturfaglige potentiale: form og indhold. Og så er det nordiske sprogfællesskab en ekstra bonus, der følger med læsningen.

“Alice og alt du ikke vet og godt er det”, 2017, er en illustreret bog, forfatteren er Torun Lian, illustrationerne står Øyvind Torseter for. Alice Andersen hedder den 8-årige norske pige, der er hovedpersonen her.

Der er en seriebog, hvor alle bøger kan læses uafhængigt af de foregående. Alice Andersen, 2014, Reserveprinsesse Andersen, 2015, Alice svømmer ikke, 2016, og Alice og alt du ikke vet og godt er det, 2017.

Denne sidste ”Alice-bog” var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for børne – og ungdomslitteratur 2018. Bogen er på 172 sider, og der er 14 billedsider, hvor Øyvind Torseter tegner Alice og hendes liv.

I litteraturen kan man møde mennesker, der er anderledes end én selv. Her kan læseren møde et barn, der også har brug for at blive set. Alice skal nok klare sig, hun har en humor i tilgangen til livet, der nok skal bære igennem, men det er mødet med andre mennesker, hun får bekræftelsen i, at hun er god nok.

Litteraturen har et særligt potentiale i forhold til menneskers identitetsdannelse og for evnen til at leve sig ind i andres liv og andre verdener. Her får man et billede af et liv, der ikke er i overhalingsbanen, men snarere går inderst langs væggen. Det er også et liv, man må have indblik i.

Alice og alt du ikke vet og godt er det er en bog, hvor målgruppen er læsere på alder med Alice. Hun er otte år, og ikke mange otte-årige vil kunne magte at læse denne bog på 172 sider. Det er en bog, der absolut kan anbefales til højtlæsning i indskolingsklasserne. Her kan billedsiden være en støtte for oplæseren, så der kan samtales ud fra Torseters illustrationer. De viser så klart, hvordan livet er, når man hedder Alice. Humoren i bogen er underfundig. Den vil glæde den voksne oplæser.

Der er afsæt for flere filosofiske samtaler, når Alice funderer over fremtiden.

Torseters billeder har mange lag. De viser relationen mellem personerne, de viser miljøet med masser af detaljer, og de giver et godt billede af, hvordan Alice ser sit liv.

Alice behøver ikke flytte ud til en øde ø, som hun siger på et tidspunkt i bogen. Der findes andre mennesker, der også kan lide at tænke over livet. Der er andre, der også gerne vil gå i gummistøvler om sommeren. Det er ikke så farligt at tale med andre. Intet menneske er en ø, en verden for sig; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele. Sådan skrev den engelske digter John Donne i 1624, og Alice ved nu, at også hun er en del af fastlandet. Der er andre, hun kan tale med. Bogen om Alice kan åbne øjnene for, at også de stille børn har en stemme, det er værd at lytte til.

“Fågeln i mig flyger vart den vill” har tekst og illustrationer af Sara Lundberg. Den var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for Børne  – og ungdomslitteratur 2018.

Fågeln i mig flyger vart den vill er ”en berättelse”, der er inspireret af kunstneren Berta Hanssons liv, kunst, breve og dagbogsoptegnelser. Således er det en identitetsfortælling, der har afsæt i ”den virkelige verden”. Der er et efterskrift, der i høj grad signalerer ”fakta-delen”. Det er Alexandra Sundquist, der med essayet ”Flickan från Hammerdal” fortæller om Berta Hanssons livsforløb.

Fågeln i mig flyger vart den vill er ikke målrettet en bestemt aldersgruppe. Forlaget selv angiver det som en ”alle-aldre-bog”, der kan læses fra 10 år og op til 100. Fakta-essayet af Alexandre Sundquist gør målgruppen større. Bogen kan læses som en dannelsesroman, men den kan også læses med et historisk blik på kønsproblematik og samfundets betydning for det enkelte individs mulighed for at udfolde sig. Norra Jämtland ligger midt inde i Sverige. Langt fra Stockholm, Göteborg og det er NordkantsSverige, dengang som nu, og når Berta rejser fra sognet, så forlader hun ikke kun sin familie, men også hele sin kendte verden.

Billederne giver mange læseoplevelser for ”alle-aldre”. Der er mange intertekstuelle referencer i collagerne, der er persontegninger, der er smukke og alvorlige, og der er minder om en fjern tid med landbrugsarbejde, ærtesuppe og skolegang i store klasser.

“När sommaren är slut åker jeg. Till en ny skola. En ny stad. Till ett ställe där jeg kan vara den jag är.” Sådan slutter bogen om Berta i barndomshistorien. Det er, hvad alle ønsker: At være et sted, hvor man kan være sig selv. Berta tænker:  “Får jag har en fågel i mig som måste flyga vart den vill.”

Der er håb i denne bog. Der er håb om, at man altid kan møde et menneske, en lærer, en doktor, en nabo en ven, der kan give det skub og den hånd i ryggen, der er brug for.

Jan Kjærstad alder Jonas Wergeland sige det i ”Erobreren”: Man er ikke dømt til at være den man var, eller KUN den man var. Man kunne blive noget mere. Vi ER ikke, tænkte han, vi SKABER os.

“Man begraver de døde” har tekst og tegninger af Dorte Karrebæk. Det er en udgivelse fra Dansklærerforeningen, 2019.

På omslaget første dobbeltopslag ser man to øjne i et sortgrønt dybt hav. De suger læseren ind i nattehimlens mørke, men findes der en spraglet grøn fugl på omslagets sidste sider, hvor nattehimlens fugl er munter og i godt selskab med tre andre (mindre) fugle.  Den kristne filosof Origenes (184 – 253) er citeret før titelbladet med et uddrag fra en prædiken: .. også inde i dig er himlens fugle… Forstå, at også du udgør en hel lille verden; inde i dig er også solen og månen og alle stjernerne.

Det er det implicitte udsagn i dette værk: Der er en verden, himlens fugle og et håb for et godt liv inde i alle mennesker. Derfor forandres kikkertøjnene på omslagets forreste inderside til en spraglet og levende fugl på omslagets bagerste inderside.

Man begraver de døde er en bog, der henvender sig til alle-aldre. Man kan læse den som en dannelsesroman, hvor drengen endelig tager snoren i hånden for at leve sit liv. Han går ud af skyggen fra mor og mormors gravsten, og han går med en hundesnor i håbe- og livfuldt rødt. Man kan læse bogen som oplæg til en filosofisk samtale (med børn og voksne). Spørgsmålet er: Hvad får man et godt liv? Er man ansvarlig for sit eget liv? Drengen søger fællesskab med andre børn på stranden, han ved, at han ikke er ”almindelig”, men han magter ikke at bryde den isolation, han befinder sig i sammen med den dysfunktionelle mormor og den trofaste Hund. Han har set, at der findes en anden verden ude i stjernerummet, hvor et stjerneskud betyder, at et menneske dør eller et menneske bliver født: Et tegn til ham måske? At han blev voksen en dag og kunne bestemme, hvor han ville være. Ikke her. Ikke ensom. Man kan læse bogen som et eksempel på billedromangenrens æstetiske virkemidler. Illustrationerne har mange tegneserietræk, men tegneserierammen brydes igen og igen. Her er billeder og tekst, der kan være afsæt for en litteratursamtale om ensomhed, om fællesskab, om børns hverdagsliv, når ingen voksne tager hånd om dem.

Giver du lidt kaffe?” spørger mormor hver morgen. Og det gjorde han. Mælk plus pulver i en kop og så ind i mikrobølgen. Pling! Ingen kan lave kaffe som dig. Han følte en lille sær stolthed. Hver morgen. Når hun sagde det. Han kunne noget. Var med til noget. Måske blev det en god dag.

Ofte bliver det nu ikke en god dag. Der er ikke så mange muligheder for glæde. Men da det ser mørkest ud, så kommer der en hjælp udefra: Arme der holder om ham. Varmen strømmer igennem. Han græder uventet og dejligt. Drengen bliver ikke ved med at være alene. Der er nogen, der giver ham et lunt tæppe, der er nogen, der finder ham og Hund i træskuret.

Også en forladt og ensom dreng kan så en rød snor til fremtiden, hvis der er nogen, der giver ham et lunt tæppe.

Skriftsproget nemt at læse på tværs af grænserne
Skriftsproget i Danmark, Norge og Sverige er forholdsvis nemt at læse og forstå på tværs af grænserne.  I dette arbejde har der ikke været fokus på forskelle og ligheder, der er ganske enkelt arbejdet med svensk, norsk og dansk litteratur ud fra en forudsætning om, at sproget ikke er et problem, der skal fylde. Billedsiden udfylder ofte de verbalsproglige huller. Ved man blot at ”morøtter” er gulerødder, at ”frokost” er morgenmad, og at ”rar” er underlig, så går det sikkert fint og greit.

Billederne udfylder mange af de tomme pladser, der kan være i nabosprogslæsningen. Multimodaliteten i disse tre værker består ganske enkelt i, at alle værker har tekst og billeder som en integreret del af fortællingen.

Derfor er det muligt at læse multimodale tekster på nabosprogene norsk, svensk (og dansk) med et fokus på værkerne som kvalitetslitteratur fremfor at læse med et ”det-er-nok-svært-at-læse-svensk-og-norsk-blik”.

Det danskfaglige arbejde med disse tre værker kan være gode eksempler på ”kvalitet i dansk”.

Litteraturen har et særligt potentiale i forhold til at bidrage til læserens identitetsdannelse. Den giver også mulighed for at se verden med den andens øjne.  Det kan være øjenåbnende for forståelsen af de mere introverte og tavse og stille og ensomme børns udfordringer, at flere får set verden med Bertas, Alices og drengens øjne.

P.S: Tak til Fondet for dansk-norsk samarbejde, der har bevilliget et stipendophold på Lysebu, så der kunne være tid til ro og fordybelse. Tak.

Bodil Christensen er lektor på Læreruddannelsen Aalborg.

Litteraturliste:
Karrebæk, Dorte: Man begraver de døde, Dansklærerforeningen 2019
Lian, Torunn og Øyvind Torseter: Alice og alt du ikke vet og godt er det, Aschehougs 2017
Lundberg, Sara: Fågeln i mig flyger vart den vill, Miranda 2017

Foto i artiklens top: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix/

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.