Under hele Berlinkrisen i 1958-1959 var der undervejs – både blandt de østlige og de vestlige beslutningstagere på øverste niveau – klare meningsforskelle internt om, hvor langt man burde – og turde – gå for at teste modparten. Og over det hele hang brintbombens damoklessværd. Begge parter søgte at bluffe modparten. Her følger et uddrag af Poul Villaumes bog “Frygtens logik – en ny global historie 1917-1961”

Uddrag af bog af Poul Villaume

Også i Europa førte den fortsatte atomvåbenopbygning i øst og vest til øget spænding og farlige krisesituationer i 1958-1959. NATO’s førnævnte, såkaldte nye New Look-strategi, med større balancering mellem de konventionelle og de atomare styrker, blev kodificeret med vedtagelsen i foråret 1958 af det hemmeligstemplede dokument MC-70, NATO’s første – og sidste – femårsplan for udviklingen af alliancens militære styrkebehov (1958-1963). Som konsekvens af NATO’s stærkt atomvåbenbaserede MC-48-strategi (se kap. 3, s. 256 ff.) var antallet af taktiske atomvåben i alliancens forsvarsplan for Vesteuropa tidoblet fra 170 i 1954 til 1.700 i 1957. Det havde medvirket til, at de – urealistisk høje – konventionelle styrkemål på i alt 96 hærdivisioner, som NATO havde opstillet tilbage i 1952, for længst reelt var opgivet, og med MC-70 i 1958 blev målet nu officielt sat til kun 30 kampklare, stående divisioner på centralfronten i Europa.

Men selv MC-70’s styrkemål viste sig snart at være for ambitiøse og for dyre for medlemslandene – både USA og de europæiske. For det første ønskede Eisenhowerregeringen af budgetmæssige grunde ikke at sende flere amerikanske tropper til Europa. For det andet havde Frankrig allerede i 1954 sendt hele fire af sine hærdivisioner fra den  europæiske NATO-front til Algeriet for at bekæmpe det begyndende antikoloniale oprør. For det tredje indebar MC-70-målene også store mobiliseringsstyrker – en generel atomkrig med Warszawapagten forventedes nu tidligst at kunne føres til sejr for NATO i krigens anden måned. Og for det fjerde var MC-70’s vigtigste, og til gengæld realiserede, element en kostbar permanent bevæbning med taktiske atomvåben af samtlige NATO-landes styrker (undtagen Danmark og Norge, som takkede nej).

Strategien bag MC-70 indebar således også, at NATO ville bruge taktiske – kortrækkende – atomvåben ikke blot som ’stopklodser’ ved frontlinjen (floderne Oder eller Rhinen), men nok så kontroversielt direkte på de enkelte NATO-landes egne territorier imod østlige invasionsstyrker (formentlig derfor blev MC-70 først afklassificeret i år 2000).

Som tidligere nævnt var den mulige udkæmpelse af atomkrig særligt på (vest)tysk jord allerede i 1955 blevet et følsomt emne; Vesttysklands nu 82-årige kansler Adenauer ventede derfor til efter valget i efteråret 1957 (som han med status quo-parolen ”Ingen eksperimenter” vandt sikkert over det socialdemokratiske SPD) med åbent at gå ind for den atombevæbning af det vesttyske forsvar, som han var fast besluttet på at gennemføre. Alligevel rejste der sig i 1957-1958 en bred protestbevægelse i den vesttyske befolkning (Kampf dem Atomtod – ”Kamp mod atomdøden”);
Kreml søgte i foråret 1958 med en propagandakampagne at styrke den vesttyske opinion imod atombevæbningen, men det lykkedes i april Adenauer at overbevise den besøgende sovjetiske vicepremierminister Mikojan om, at den vesttyske beslutning om at anskaffe taktiske atomvåben fra USA ikke nødvendigvis var definitiv. Det gav i sommeren 1958 Kreml et vist håb om at kunne påvirke Adenauer.

Den sovjetiske tålmodighed med Adenauer mødte dog ingen forståelse i Østberlin. Her krævede den doktrinære leder af DDR’s kommunistparti (Sozialistische Einheitspartei Deutschlands, SED), Walter Ulbricht, i september yderligere beskyttelse af DDR fra Moskvas side. Ulbricht og DDR-ledelsen var ikke kun bekymrede over udsigten til vesttyske taktiske atomvåben, som i givet fald ville kunne ramme DDR’s territorium, men ikke Sovjetunionens. Den mere akutte bekymring var, at den erklæret socialistiske stat DDR i økonomisk udvikling og levestandard sakkede stadig mere bagud i forhold til det kapitalistiske Vesttysklands ’økonomiske mirakel’; det velstående Vestberlin spillede her en særlig politisk-ideologisk underminerende rolle som ’udstillingsvindue’ over for øst. Sammen med manglen på politisk frihed førte udviklingen til, og blev forstærket af, at antallet af ikke mindst højtuddannede borgere, som forlod DDR til fordel for Vesttyskland via Vestberlin, i sommeren 1958 nærmede sig 12.000 om måneden. I værste fald frygtede både Ulbricht og Khrusjtjov også en gentagelse af den folkelige opstand i Østberlin i juni 1953.

På dette bagtæppe udspandt der sig i efteråret 1958 endnu en af den tidlige Kolde Krigs øst-vest-noteudvekslinger mellem de to Tysklande og de fire besættelsesstormagter om det tyske problems mulige løsning – uden at parterne kom nærmere hinanden. På overfladen var uenigheden, om man skulle påbegynde forhandlinger om en fredstraktat mellem hvert af de to Tysklande og besættelsesmagterne før eller efter oprettelsen af en fællestysk kommission, som i sig selv skulle forberede en fredstraktat. Men bag ved disse diplomatiske formalia lå, nu som før, det principielle vesttyske – og vestlige – ønske om at se DDR opløst gennem frie fællestyske valg: Selv hvis samtlige stemmeberettigede af de 17 mio. DDR-borgere skulle stemme kommunistisk, ville Ulbrichts SED-parti lide nederlag, da intet tydede på, at de over 40 mio. vesttyske vælgere i nævneværdigt omfang ville stemme på det østtyske kommunistparti. For at sikre DDR’s overlevelse insisterede den østtyske ledelse derfor på et traktatsystem, som garanterede formel lighed mellem de to tyske stater. Det måtte i deres optik som et første skridt indebære, at Moskva indgik en formel aftale med DDR om afslutning på Anden Verdenskrig; det ville så føre til, at østtyske militærog politistyrker skulle erstatte de sovjetiske besættelsesstyrkers kontrol med DDR’s grænser til Vesttyskland og til dets enklave Vestberlin midt i DDR.

I Moskva var partiledelsen på netop dette tidspunkt mest optaget af internt at diskutere og planlægge, hvordan Sovjetunionens egen økonomiske udvikling og levestandard frem til midten af 1960’erne kunne drives fremad for at leve op til Khrusjtjovs offentligt erklærede ambition: at Sovjetunionen skulle ”indhente og overhale” USA økonomisk i løbet af det kommende tiår. Derfor overlod Khrusjtjov imens håndteringen af det tyske problem til det sovjetiske udenrigsministerium, som foreslog Kreml at invitere de tre andre stormagter – USA, Storbritannien og Frankrig – til en ny firemagtskonference om Tysklandsproblemet. Udenrigsminister Gromyko anså det for sikkert, at vestmagterne ville afslå invitationen, men det taktiske forslag ville i det mindste ”henlede opmærksomheden på spørgsmålet om at forberede en fredstraktat og dannelsen af en tysk føderation på bekostning af den vestlige tanke om fællestyske valg”.

Khrusjtjov valgte imidlertid i november 1958 at affeje Gromykos diplomatiske forslag som for defensivt og udsigtsløst. Tidspunktet var kommet til et mere dristigt og overraskende initiativ, som også ville imødekomme DDR-ledelsens ønsker. Det tophemmelige projekt Operation Atom, dvs. udviklingen af de sovjetiske SS-3-missiler, var på netop dette tidspunkt nået så langt, at deres fremskudte – endnu tophemmelige – udstationering i DDR kunne påbegyndes, og i foråret 1959 ville de herfra (tilsyneladende hemmeligt selv for Østberlin) blive operationelle med atomladninger og kunne nå både London, Paris og Rom. Det samme ville det første egentlige sovjetiske mellemdistanceatommissil, SS-4, være i stand til, endda direkte fra sovjetisk territorium. Med denne nye mulighed for psykologisk-militær afpresning i baghovedet overtalte Khrusjtjov d. 6. november partiledelsen i Kreml til – uden formel afstemning – at støtte, hvad der reelt var et brud på Potsdamaftalerne fra juli 1945 mellem Sovjetunionen, USA og Storbritannien om Tysklands og Berlins status. Khrusjtjov henviste til, at vestmagterne for længst selv havde brudt Potsdamaftalerne ved  bl.a. at indlemme Vesttyskland i NATO og nu også atombevæbne dets militær.

Kreml ville nu planlægge omgående tilbagetrækning af det sovjetiske militærpersonel fra Østberlin og DDR, underskrive en fredstraktat med DDR og dermed lade østtyskerne være ansvarlige for bevogtningen af deres egne grænser. Al fremtidig vestlig civil og militær adgang til den ’politiske ø’ Vestberlin ad luft- og landevejen via DDR’s territorium, som hidtil havde kunnet foregå uhindret, ville dermed kræve direkte tilladelse fra myndighederne i DDR – en ’ikkestat’, som vestmagterne hverken anerkendte formelt eller havde forbindelser med. På dette tidspunkt var der stationeret ca. 11.000 NATO-soldater i Vestberlin.

Khrusjtjov var bevidst om det risikable ved sit udspil, som var den mest dramatiske sovjetiske ændring af Potsdamaftalen fra 1945, siden Stalin i 1948-1949 blokerede Vestberlin, og han forventede, at vestmagterne ville nægte at acceptere østtysk kontrol. Men Khrusjtjov hverken ønskede eller ventede krig. Til den polske partileder Gomulka sagde Khrusjtjov umiddelbart inden sin offentliggørelse af udspillet d. 10. november:

”Der vil naturligvis blive spændinger […] der vil komme en blokade. De vil afprøve vores reaktion. Under alle omstændigheder vil vi skulle udvise en stor del koldt blod i denne sag.”

Men det var risikoen værd, tilføjede Khrusjtjov, for Vestberlins situation var utålelig: ”Vestberlin ligger dér og kan bruges som angrebsbase imod os.” Og, forsikrede Khrusjtjov over for Gomulka, Sovjetunionen havde nu afskrækkende atommissiler, som kunne ramme ikke blot USA’s allierede i Vesteuropa, men også USA direkte. Det sidstnævnte var, som omtalt ovenfor, endnu ikke tilfældet (reelt tidligst fra 1961), men det vidste Moskvas allierede i bl.a. Warszawa og Østberlin ikke.

Khrusjtjovs offentlige tale d. 10. november, hvor han varslede de østtyske myndigheders overtagelse af adgangskontrollen til Vestberlin og omtalte Potsdamaftalen som ”forældet”, var dog holdt i lidt vagere vendinger; han sagde således intet om, hvornår de påtænkte skridt ville blive taget. Vestmagternes umiddelbare reaktion var da også afdæmpet. Men allerede d. 12. november ændrede holdningen sig markant i NATO’s hovedkvarter og i Pentagon, efter at tre lastbiler fra den amerikanske hær var blevet stoppet og afkrævet inspektion ved sovjetiske militære kontrolposter, da de ville forlade Vestberlin. Lastbilerne fik først lov til at fortsætte efter otte timer, da en deling amerikanske kampvogne var ankommet til stedet. Både NATO’s og USA’s militære øverstkommanderende, generalerne Lauris Norstad og Nathan Twining (1897-1982), foreslog nu, at man forberedte at sende en motoriseret militær NATO-konvoj fra Vesttyskland ad motorvejen gennem DDR til Vestberlin for at demonstrere fortsat vestallieret solidaritet med den delte by – og for at teste, hvor langt Moskva var villig til at gå for at lægge hindringer i vejen. Om nødvendigt skulle NATO-konvojen kæmpe sig vej frem til Vestberlin. Både Eisenhower og Dulles holdt dog hovedet koldt og afviste de militæres planlægning på dette tidspunkt. Heller ikke CIA’s Allen Dulles var alt for bekymret: Moskva ville ikke risikere krig for at få vestmagterne ud af Vestberlin, og direkte forsøg på at blokere trafikken til Vestberlin var usandsynlige, for de ville ”kun forene Vesten og føre til problemer for kommunisterne”. Britiske diplomater gennemskuede, at det var udsigten til vesttysk atombevæbning, der havde fået Khrusjtjov til at øge indsatsen for at ”løsne Vestens greb om Vesttyskland”.

Ingen i Vesten var imidlertid klar over, at der internt i Kreml samtidig var betydelig utilfredshed med Khrusjtjovs drastiske Berlinudspil. Med Mikojan og sovjetiske diplomater i spidsen lykkedes det i de følgende paruger at samle flertal i partiledelsen for et hastigt udarbejdet kompromisforslag: Til vestmagterne skulle der sendes en ny, officiel note, som både udtrykte fortsat sovjetisk støtte til Potsdamaftalerne og fremsatte krav om en ændring af Vestberlins status – reelt med henblik på at ophæve de fire besættelseszoner. Det nye i noten, som blev afsendt d. 27. november, var dog især dens ultimatum: Medmindre vestmagterne indgik i forhandlinger med Sovjetunionen om sagen, ville Moskva efter seks måneder, dvs. d. 27. maj 1959, ensidigt erklære Vestberlin for en demilitariseret ”åben by”, dvs. en uafhængig fristad, som hverken havde bånd til NATO eller Warszawapagten, men som var garanteret af FN.

Både Eisenhower, Dulles og Adenauer reagerede på noten med sindsro. Eisenhower erklærede internt, at fristadstanken var acceptabel, hvis den vel at mærke omfattede hele Berlin, og ikke kun Vestberlin – hvilket Eisenhower var sikker på, at Moskva aldrig ville gå med til. Præsidenten erkendte, at Vestberlins borgere nærmest var ”en gruppe gidsler i sovjetiske hænder”, og privat beklagede han, at USA i sin tid havde forpligtet sig til at forsvare dem; i 1945 havde han som allieret øverstkommanderende været imod en fælles international besættelse af Berlin, og nu kaldte han over for sine rådgivere Vestens position i Berlin for ”uholdbar” og ”ulogisk”. Han sammenlignede direkte Berlin med øen Jinmen i Taiwanstrædet: I begge tilfælde havde USA forpligtet sig til at forsvare en strategisk ubrugelig og sårbar udpost. Alligevel kunne der ikke være tale om at trække sig tilbage under pres: USA var nødt til at ”stå fast”, sagde Eisenhower internt, og derfor ville han offentligt kun i givet fald ”afgive en meget enkel erklæring om, at hvis russerne vil have krig om Berlin, kan de få det”. Og d. 3. december afviste Adenauer med vestlig opbakning den sovjetiske note som et ultimatum, der var ”100 pct. uacceptabelt”.

Eisenhowers strategi var således ikke at foretage sig noget, i håb om at Moskvas erklærede seksmåneders frist dermed ville løbe ud i sandet. Måske fornemmede Khrusjtjov allerede, at han havde lagt en fælde for sig selv. Over for den samtidigt besøgende demokratiske senator Hubert Humphrey (1911-1978) beskrev han Berlin som en ”torn”, et ”kræfttilfælde, der kræver kirurgisk indgreb”, ”et ben i min hals” og ”en knude, som ødelægger forholdet mellem de fire magter” – men så tilføjede Khrusjtjov med sin tilbøjelighed til at blande krigerisk retorik med elskværdighed:

”Jeg kan godt lide Eisenhower. Vi ønsker ikke USA eller det frie Berlin noget ondt. Dét skal De forsikre præsidenten om.”

For kun en ”vanvittig eller en tåbe” ville tænke på at udløse krig mellem USA og Sovjetunionen. Khrusjtjovs budskab til Washington syntes mest af alt at være en advarsel imod at blive truet og en efterlysning af konstruktive modforslag fra Vesten.

Men bevidst om Sovjetunionens relativt svage position var Khrusjtjov altså ironisk nok selv tilbøjelig til at udstede trusler og at bluffe – i håb om, at skræmmetaktikken kunne styrke Sovjetunionens internationale stilling i Den Kolde Krig og dermed skabe et mere jævnbyrdigt og mindre anspændt forhold til især USA, og at opnå et topmøde mellem de to. I februar 1957 havde Khrusjtjov internt i partipræsidiet formuleret tankegangen således: ”Formålet er at slå hårdt tilbage, så vi kan styre hen imod afspænding”. Khrusjtjov havde mellem maj 1957 og oktober 1958 ved talrige lejligheder både i interviews med vestlige journalister og direkte og indirekte ved kontakter med amerikanere udtrykt sit ønske om et personligt topmøde med præsident Eisenhower. Den manglende amerikanske reaktion havde både frustreret Khrusjtjov og gjort ham bekymret for, at hans gentagne ønske blev opfattet som tegn på svaghed. Nu, i december 1958, syntes Khrusjtjov med sit Berlinultimatum at satse på, at det, også i skyggen af de 12 sovjetiske SS-3-missiler hver med et 300 kilotons atomsprænghoved, som forventedes operationelle fra DDR’s territorium i maj 1959, kunne være med til at bane vej for en mere tilfredsstillende løsning på DDR’s og Berlins status.

Denne tænkning om atomvåbnenes – og generelt militære truslers – politiske rolle adskilte sig på den anden side ikke afgørende fra dén fred gennem styrke-politik og satsning på overvældende militær magt som middel til at fremtvinge indrømmelser fra modstanderen, som både Truman- og Eisenhowerregeringerne hidtil havde baseret deres strategi for Den Kolde Krig på. Op til NATO-ministerrådsmødet i december 1958 fastholdt USA’s stabschef, general Twining, den militære tilgang i Berlinspørgsmålet uanset hvad:

”Vi må ignorere frygten for storkrig. Den kommer under alle omstændigheder. […] Khrusjtjov prøver at skræmme folk. Hvis det lykkes ham, er vi færdige.”

På NATO-mødet søgte Dulles at forene de allierede om at stå fast over for, hvad han kaldte tomme trusler fra Moskva, som ”ikke vil risikere krig om Berlin”. Den britiske regering tvivlede dog stærkt på visdommen i at forberede en brintvåbenkrig om adgangen til Vestberlin, og udenrigsminister Selwyn Lloyd talte, om end forgæves, for, at et øst-vest-topmøde formentlig kunne formilde Khrusjtjov.

Kreml var dog interesseret i at afbøde de mulige negative virkninger i Vesten af Khrusjtjovs udspil, og i januar 1959 – efter at Moskva havde offentliggjort et detaljeret udkast til en fredstraktat med Tyskland – kom Mikojan på såkaldt uofficielt besøg i Washington. Han søgte her at forklare, at der ikke var tale om et sovjetisk ultimatum om Berlin, og at deadline i maj 1959 eventuelt kunne forlænges af forhandlinger. Mikojan afviste dog, at en ligestilling mellem Øst- og Vestberlin kunne komme på forhandlingsbordet. Problemet var, at både Mikojan og de mere konfrontatoriske ledere i Kreml tydeligvis undervurderede, hvilken afgørende politisk og symbolsk betydning Vestberlin havde for de vestallierede, og at vestlig accept af fristadstanken blev opfattet som ensbetydende med at prisgive Vestberlins borgere til kommunisterne. Alligevel overvejede Khrusjtjov efter Mikojans USA-besøg at give nogle indrømmelser, vigtigst et løfte til NATO om, at vestlige styrker kunne forblive i Vestberlin med deres aktuelle niveau som loft. For Khrusjtjov var det ufravigelige minimumskrav at sikre DDR’s overlevelse som stat, og dertil hørte DDR’s formelle kontrol med sine egne grænser. Særligt vestmagternes luftkorridorer til Vestberlin gennem DDR’s luftrum irriterede Khrusjtjov, der som før nævnt allerede kendte til USA’s ydmygende U-2-spionflyvninger over sovjetisk territorium; de afslørede også Sovjetunionens svage luftforsvar, hvilket i en krisesituation måske kunne friste til et vestligt angreb, bl.a. med Vestberlin som fremskudt angrebsbase.

Der var dog nogle væsentlige nuancer i de vestlige stormagters opfattelse af Moskvas intentioner i 1958-1959. I delvis modsætning til Eisenhower og især Foster Dulles var premierminister MacMillan og det britiske diplomati, han støttede sig på, i høj grad opmærksom på, at Khrusjtjovs hovedambition hverken var at opnå letkøbte propagandasejre, at splitte NATO-landene, at udvide det sovjetiske ’imperium’ eller for alvor at risikere en atomar konfrontation med Vesten. Hvad der derimod først og sidst drev Khrusjtjov, var, som den britiske ambassadør i Moskva observerede i august 1958, hans ideologisk betingede ambition om i egen levetid at virkeliggøre det, der ifølge marxistisk teori var socialismens højeste samfundstrin, kommunismen, i Sovjetunionen, og dermed overgå kapitalismens højborg, USA, i produktion og levestandard. Trods alle bravader og tendenser til trusselsretorik, som i virkeligheden dækkede over et både personligt og nationalt sovjetisk usikkerheds- og mindreværdskompleks, ønskede Khrusjtjov derfor ikke at øge risikoen for et atomart ragnarok, der netop ville smadre ambitionen. Han og hans Kremlkolleger ønskede tværtimod en gradvis afmilitarisering af Den Kolde Krig og en mere stabil periode i international politik, så ressourcer kunne overføres til den socialistiske udvikling af det sovjetiske samfund. Set fra britisk side skabte denne omstændighed et afgrænset interessefællesskab mellem øst og vest om at opnå aftaler om atomprøvestop og begrænsning af de to siders alarmerende hurtigtvoksende atomvåbenarsenaler.

Sådanne overvejelser lå bag MacMillans besøg i Moskva i februar 1959. Efter at Khrusjtjov, Bulganin og Gromyko i april 1956 havde aflagt et nidages officielt besøg i Storbritannien (med få konkrete resultater, ud over hensigtserklæringer om øget handels- og kulturelt samarbejde), havde den britiske regeringstop haft en stående invitation til at besøge Sovjetunionen. Suezkrisen og Edens efterfølgende afgang som premierminister havde stillet besøget i bero, men ved nu at realisere invitationen øjnede MacMillan en chance for at optræde som ’ærlig mægler’ og opnå en diplomatisk gevinst, som også kunne gøre ham mere populær blandt det afspændingsvenlige britiske vælgerkorps op til det forestående parlamentsvalg i 1959.

Eisenhower og Dulles var af samme grund bekymrede for, at MacMillan ville vise sig for kompromisvillig; inden premierministerens rejse til Moskva hastede Dulles derfor (trods en nylig, terminal kræftdiagnose) til London, hvor hans bekymring blev bekræftet: MacMillan antydede, at NATO kunne foreslå en gensidig ”troppeudtynding” i Centraleuropa (lignende forslag var som nævnt tidligere fremsat fra især sovjetisk og østeuropæisk side), og at Storbritannien kunne overveje en form for anerkendelse af DDR. For en sikkerheds skyld sendte  Eisenhowerregeringen derfor umiddelbart før MacMillans ankomst til Moskva en skarpt formuleret diplomatisk note til Kreml, som signalerede total uenighed med den sovjetiske position i Berlinspørgsmålet uden at angive alternative forslag; samtidig lagde noten det fulde ansvar for den spændte situation i Centraleuropa på sovjetiske brud på de indgåede aftaler om Berlin. Den eneste amerikanske åbning var et uspecificeret (NATO-støttet) forslag om forhandlinger mellem de fire stormagters udenrigsministre.

Ikke uventet blev Khrusjtjov rasende over den skarpe amerikanske note, og på et hastigt indkaldt møde i partiledelsen få timer inden MacMillans ankomst ville Khrusjtjov opgive de tidligere planlagte sovjetiske indrømmelser til fordel for en ny og hårdere linje. Både Mikojan og Gromykos udenrigsministerium insisterede dog på, at man burde betragte forslaget om et udenrigsministermøde som en positiv indrømmelse; Khrusjtjov mente derimod, at Vesten blot søgte at lokke Moskva til at foretage sig noget provokerende, og han foreslog i stedet at sætte hårdt mod hårdt på et firemagtstopmøde, som skulle have en blokering af de to Tysklandes militarisering – især med atomvåben – højt på dagsordenen. Den interne uenighed i Kreml blev ikke afklaret inden MacMillans møder med Khrusjtjov, som fandt sted i en anspændt atmosfære. Khrusjtjov angreb offentligt og under de fortrolige samtaler både NATO og MacMillan personligt for at konspirere med Adenauer om at ødelægge DDR. Det afviste MacMillan, som på et tidspunkt udbrød:

”Hvis De prøver at true os på nogen måde, vil De fremkalde Tredje Verdenskrig. For vi vil ikke give efter, og det vil amerikanerne heller ikke.”

Herefter rejste Khrusjtjov sig og råbte: ”De har fornærmet mig!”

Uanset det dramatiske forløb erklærede Kreml få dage efter MacMillans besøg, at såfremt et topmøde om Berlinsituationen skulle vise sig umuligt for øjeblikket, ville Moskva acceptere som et skridt på vejen at deltage i et udenrigsministermøde om sagen. Og i marts bekendtgjorde Khrusjtjov endda, at Moskva ville forlænge sit ultimatum om Vestberlin i yderligere seks måneder. Alligevel mente Eisenhower, stærkt støttet af Dulles, at MacMillan nok havde været for eftergivende stillet over for Khrusjtjovs grovkornede optræden; præsidenten frygtede et prestigetab, hvis det kom til at se ud, som om sovjetiske trusler havde trukket USA til forhandlingsbordet ”med hatten i hånden”. Under Den Kolde Krigs vilkår var stormagternes prestige altid højt prioriteret. For at genvinde initiativet fik Eisenhower derfor i marts MacMillan med på et fælles brev til Khrusjtjov om, at hvis et kommende udenrigsministermøde om Berlinspørgsmålet gjorde tilstrækkelige fremskridt, kunne et topmøde komme på tale i efteråret 1959. Khrusjtjov accepterede. I april bestilte Eisenhower en tophemmelig analyse i State Department af mulighederne for at invitere Khrusjtjov til USA, og i maj – da Christian Herter (1895-1966) havde afløst den døende Foster Dulles som USA’s udenrigsminister – godkendte præsidenten en plan herom.

Både Moskva og London viste en vis kompromisvillighed på mødet i maj-juli 1959 mellem udenrigsministrene fra Sovjetunionen, USA, Storbritannien og Frankrig i Genève (observatører fra DDR deltog endda i mødet, hvilket var en slags de facto-anerkendelse). Gromyko lod forstå, at hvis vestmagterne reducerede deres militære styrker i Vestberlin, ville de sovjetiske tropper også blive reduceret og trukket tilbage fra Østberlin, og Moskva ville acceptere status quo omkring Berlin i endnu et år eller to. Den britiske udenrigsminister Lloyd antydede på sin side,
at NATO-styrkerne i Vestberlin kunne blive reduceret fra 11.000 til omkring 8.000. USA’s udenrigsminister Herter afviste imidlertid kompromiserne. Gromyko tilbød herefter officielt en etårig udskydelse af det sovjetiske ultimatum om ensidigt at undertegne en fredstraktat med DDR; betingelserne for en udskydelse var imidlertid skærpede: De vestlige styrker i Vestberlin skulle reduceres til et ”symbolsk antal”, vestmagterne skulle afholde sig fra al ”fjendtlig propaganda mod DDR og andre socialistiske lande” og fra al spionage- og undergravningsaktivitet fra Vestberlin samt fra at stationere atomvåben og missiler i Vestberlin. Eisenhower afviste prompte i et direkte budskab til Khrusjtjov d. 15. juni det sovjetiske udspil som ”en klart uacceptabel udfordring af vores position i byen”.

Khrusjtjov reagerede på afvisningen ved to dage senere som den første sovjetiske leder nogensinde at sende et privat brev til USA’s præsident. Det skete i håb om at få indledt reelle, bilaterale forhandlinger – måske et snarligt topmøde – og derved undgå årelange forhalinger, ”mens militariseringen af Vestberlin og krigsforberedelsespolitikken ville blive fortsat”.

Dagen efter forberedte Khrusjtjov fortroligt DDR-ledelsen på, at Kreml helt kunne droppe sit ultimatum, uden at han dog af den grund afstod fra at affyre nye retoriske bredsider mod amerikanerne. I en samtale med USA’s ambassadør Averell Harriman d. 23. juni truede han med, at ”vi er besluttede på at ophæve jeres rettigheder i Vestberlin […] Hvis I vil fastholde eller forlænge jeres rettigheder, betyder det krig.”

Khrusjtjov tilføjede, at Vesttyskland kunne blive ødelagt på ”ti minutter”, og det samme kunne Bonn og Ruhr, Paris og London med en (brint) bombe til hver:

”I har omringet os med baser, men vores raketter kan ødelægge dem. Hvis I starter en krig, vil vi nok dø, men raketterne vil flyve automatisk. […] Jeres generaler taler om kampvogne og kanoner for at forsvare jeres Berlinstilling. De vil brænde.”

Også Harriman gennemskuede dog, at Khrusjtjovs krigeriske verbale udladninger, som han kaldte ”forfærdende farlige”, dækkede over Khrusjtjovs og Kremls fornemmelse af usikkerhed og underlegenhed – og ønske om at komme på direkte talefod med USA. Khrusjtjovs centrale udsagn til Harriman og Washington var nemlig, at Sovjetunionen ønskede USA’s ”venskab, men ikke fra svaghed. Hvis I prøver at tale til os ud fra styrke, vil vi svare på samme måde.”

Et par uger senere, d. 7. juli, udtrykte Khrusjtjov offentligt sit ønske om at rejse til USA og besøge præsident Eisenhower. Endnu inden den overraskende nyhed nåede Eisenhower, havde præsidenten imidlertid den næste dags morgen, efter nogen tøven, godkendt endnu en tophemmelig U-2-spionflyvning over sovjetisk territorium – den første siden en flyvning i marts 1958, som havde ført til en fortrolig protest fra Kreml til Washington.

Som tidligere nævnt havde Eisenhower længe været betænkelig ved disse militære overflyvninger, som i folkeretlig forstand var krigshandlinger. CIA og udenrigsminister Herter havde dog overbevist Eisenhower om, at efterretningsudbyttet ved en ny række U-2-overflyvninger af sovjetiske missilaffyringsanlæg ville opveje den diplomatiske risiko ved, at et U-2-fly måske blev skudt ned. Alligevel advarede Eisenhower d. 8. juli i anledning
af sin nye beslutning sine rådgivere om, at ”vi er ved at nå til det punkt, hvor vi må beslutte, om vi  prøver at forberede os på at føre krig eller på at forhindre én”.

Måske medvirkede U-2-beslutningen derfor til, at Eisenhower fire dage senere sendte et fortroligt budskab til Khrusjtjov om, at hvis udenrigsministermødet om Berlin frembragte en form for (bevidst ikke nærmere defineret) resultat, og hvis Moskva droppede sit ultimatum, kunne et – uformelt – topmøde komme i stand. Budskabet var reelt en invitation til Khrusjtjov.

Den nye Berlinkrises første fase var trods al – især verbal – dramatik afsluttet med udsigt til Den Kolde Krigs første bilaterale topmøde mellem USA og Sovjetunionen, til afholdelse først på efteråret 1959. Khrusjtjov havde nået sit umiddelbare hovedmål med sit Berlinudspil: at få Eisenhower til forhandlingsbordet. Eisenhower havde til gengæld ikke vist villighed til nogen form for indrømmelser i substansen. Men som det er fremgået, var der undervejs både blandt de østlige og de vestlige beslutningstagere på øverste niveau klare meningsforskelle internt om, hvor langt man burde – og turde – gå for at teste modparten. Over hele krisen om Berlin hang brintbombens damoklessværd. Begge parter søgte at bluffe modparten.

Men hvad ville der ske, hvis den gensidige atomafskrækkelse svigtede – om ikke andet ved en fejlbedømmelse af modpartens skridt?

Kort efter Berlinkrisens begyndelse, i januar 1959, havde Eisenhower internt på et NSC-møde på ny gjort det klart, at sovjetisk aggression under alle omstændigheder, og uanset at Sovjetunionen snart rådede over interkontinentale atommissiler, ville blive mødt med et altødelæggende atomart svar, da USA ”aldrig [ville] hejse det hvide flag”: ”vi ville rykke frem og ramme russerne så hårdt som muligt. Vi ville ikke kunne gøre andet. De […] ville have startet krigen, og vi ville afslutte den. Det er hele den politik, præsidenten sagde han havde.”

Eisenhowers alt eller intet-holdning – enten passivitet eller global brintvåbenkrig – som også reelt afviste den NATO-militære beredskabsplanlægning med konventionelle styrker omkring Berlin, var dog ikke kun baseret på antagelsen om, at det ikke ville være muligt at begrænse en (atom)krig, når først den var startet. Den bundede i sidste instans også i præsidentens viden – fra ikke mindst U-2-spionflyvningerne – om, at USA trods al tale om ”bombefly- og missilkløfter” fortsat var Sovjetunionen atomart klart overlegent – i det mindste et stykke tid endnu.

Ovenstående tekst er et uddrag af Poul Villaumes bog “Frygtens logik – en ny global historie 1917-1961”. Bogen udkom den 19. marts 2020 på Gads Forlag. Læs mere her.

Poul Villaume, f. 1950, er professor, dr.phil. i samtidshistorie ved Saxo-Instituttet, Københavns Universitet. Han en af landets førende samtidshistorikere med speciale i Den Kolde Krig. Han står bag flere udgivelser og var bl.a. redaktør og medforfatter til Gads leksikon “Den kolde krig og Danmark” (2011).

Billede i artiklens top: /Ullstein Bild – Erich Engel/Ullstein Bild/Ritzau Scanpix

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: