Chokerende analyser i f.eks. Der Spiegel og New York Times dokumenterer, at den politiske ledelse i Europa og USA har grebet indsatsen mod coronavirussen forkert an og dermed forårsaget tusinder af døde. Det lægger allerede nu pres på regeringerne for at ophæve nedlukningen af økonomien skridtvis og dele befolkningen op i risikogrupper, så f.eks. alle over 70 isoleres.

Analyse af Hugo Gaarden

TEMA: EUROPA I UNDTAGELSESTILSTAND | Bekæmpelsen af coronakrisen i Europa og USA er som at flyve i et førerløst fly eller i et fly med en selvmordspilot. Kan hundredtusinder af døde undgås? Kan en total økonomisk nedsmeltning undgås?

Det er kun muligt, hvis der sker en gradvist genstart af samfundet, så risikogrupper isoleres, f.eks. alle over 70 år. De yngre befolkningsgrupper kan gradvist genstarte maskinen, f.eks. fra slutningen af april. Det er de overvejelser, der gøres i denne tid, men det sker meget forsigtigt, da det er politisk ømtåleligt. Overvejelserne har stået på i et par uger bag lukkede døre i Tyskland, og det diskuteres i Storbritannien. Præsident Donald Trump ville genstarte økonomien ved påske, men har trukket sin intention tilbage, da hans medicinske rådgivere vurderer, at der vil dø mellem 100.000 og 200.000 amerikanere selv under de mest skrappe begrænsninger – mere end de nuværende.

Når en gradueret åbning af samfundet overvejes – med en risikoopdeling af befolkningen – så skyldes det dels en erkendelse af, at coronavirussen vil være her i meget lang tid og at bekæmpelsen er langt sværere end først antaget, dels at politikerne katastrofalt har grebet bekæmpelsen forkert an i båd Europa og USA. I en måned har regeringerne imod bedre vidende undladt at gribe ind med en effektiv bekæmpelse, og det har alene i Europa kostet langt over 20.000 døde, og globalt kan dødstallet bliver på flere hundrede tusinde. Det har bragt Vesten ud i en økonomisk krise, der er langt værre end finanskrisen for 12 år siden, og det kan ende i en depression som i 30’erne.

Chokerende reportager i de seneste numre af det tyske magasin Der Spiegel og i New York Times dokumenterer, at den politiske ledelse i Europa og USA har grebet indsatsen mod coronavirussen forkert an. New York Times citerer kinesiske rapporter, der konkluderer, at Kina kunne have grebet ind mod virussen mellem én og tre uger tidligere, og at det i så fald ville have reduceret antallet af smittede med mellem to tredjedele og 95 pct. Når det ikke skete, skyldtes det lokal modstand mod at informere Beijing om virussens karakter og udbredelse. Det ville dermed også have reduceret dødsfaldene, der endte med 3300. To lokale sundhedschefer samt particheferne i Hubei og Wuhan er blevet fyret.

”Den tabte måned” skriver New York Times i en kortlægning af forløbet fra de første tegn på viruskrisen. Chefen for centret for sygdomskontrol, CDC, Robert R. Redfield, hørte allerede første nytårsdag om den alvorlige virus fra sin kinesiske kollega. Den 7. januar etablerede CDC en enhed, der skulle følge virusudviklingen, og CDC advarede rejsende til Wuhan om at være opmærksomme. Kineserne offentliggjorde få dage efter koden til virussen, så der kunne udvikles en test, og den 20. januar havde CDC udviklet en test, der var klar til indsats. Der var talrige møder, også i Det hvide Hus, men test var aldrig et stort tema. Test blev ikke rullet massivt ud i hele samfundet.

Samme dag, den 20. januar, blev en yngre mand i staten Washington testet. Han blev den første virusramte i USA. Samme dag blev den første diagnose stillet over for en person i Sydkorea, der rullede det store testsystem ud. Mens Sydkorea har testet næsten 400.000 personer, har USA kun testet ca. 100 om dagen, mens andre lande som Tyskland har testet titusinder om dagen. Uden test er det umuligt at følge virusens udbredelse, endsige bekæmpe den rettidigt. Dét har flere østasiatiske lande gjort digitalt, f.eks. med apps på smartphones, men også ved en lynhurtig isolering af potentielt smittede.

Test-udviklingen i USA blev tilbageholdt, fordi præsident Donald Trump ignorerede virussen. ”Vi har den totalt under kontrol,” sagde han efter testen i staten Washington. ”Den vil forsvinde,” sagde han i slutningen af februar.

Situationen var ikke meget bedre i Tyskland. Mens regeringen i lang tid diskuterede, om man skulle gribe hårdt eller mildt ind, blev der lavet et studie, som Der Spiegel har set. I worst case vil en million dø, i best case ”kun” 12.000. Det hårde indgreb vil vare to måneder, mens det mildere indgreb vil vare flere måneder. De tyske myndigheder og politikere var siden januar fuldt ud klar over, hvor alvorlig krisen kunne blive. Men først den 12. marts blev der vedtaget en række begrænsninger og først den 16. marts blev nogle grænser lukket, især mod Alperne, dvs. skiområderne. Dét havde politiet foreslået allerede den 22. februar, men det blev ignoreret.

Netop Alperne med Tyrol og skibyen Ischgl er kernen i hele affæren. Coronavirussen kom til Europa med rejsende fra Kina, og epidemien brød ud i Norditalien i midten af februar. Ischgl ligger mellem Italien og Østrig, og skiløbere færdes frit i området. I dagene omkring den 29. februar kom der meldinger om virusramte i Østrig, Tyskland, Danmark, Sverige, Norge og Island. Østrigs presse slog alarm. Alle erkendte, at Ischgl øjensynlig var blevet smittestedet for Europa nord for Alperne. Men ingen af de europæiske lande slog øjeblikkeligt til med test af alle indrejsende fra Alperne (og Kina), endsige satte dem i karantæne. Det var sådan, Taiwan gjorde i januar ved de første meldinger om virus fra Hubei. Først i midten af marts reagerede myndighederne. Statsminister Mette Frederiksen tog den 11. marts affære et par dage før de fleste EU-lande, med omfattende nedlukning af skoler og den offentlige sektor.

Men på det tidspunkt var skaden sket. Smitten havde inficeret tusinder af europæere, der smittede videre, og italienerne isolerede ikke Norditalien, sådan som Kina isolerede Hubei. Men i hele februar var det kendt, hvordan ikke bare Kina, men også Singapore, Hongkong, Taiwan og Sydkorea bekæmpede virussen, og meldingen fra Sydkorea var: Test, test, test. I hele regionen er der brugt digital kontrol med borgerne, og det er kun noget værd, når borgerne kan testes. Kina har indført et system, så en app på en smartphone med farver viser, hvor alvorligt en smittet er ramt. Det afgør, om man f.eks. kan køre med bus og tog. Der sker altså en selektion af borgerne.

Det er netop dét, der forsigtigt er til debat nu, ikke mindst i Tyskland, der er så afhængig af sin eksportindustri. Når politikerne ikke har bekæmpet virussen så hurtigt og effektivt som i Østasien, så kan bekæmpelsen blive så langvarig og dræbende, at økonomer, erhvervsledere og embedsmænd i kanslersekretariatet begynder at overveje ”Hvordan man kommer ud af krisen,” som Der Spiegel skrev i sit sidste nummer. Ellers ender det i en katastrofe.

Kernen i overvejelserne om en gradueret åbning af erhvervslivet og samfundet sker i en erkendelse af, at dødsfaldene især rammer mennesker over 80 år, omend mennesker over 70 år og selv 60 år er i en relativ høj risikogruppe, mens det for de yngre aldersgrupper er under en halv procent af de smittede, der dør. Desuden er det kun i dele af landet, at virussen rammer hårdt. Det har fået mange til at tale om en langt mere selektiv indsats – ved at lade en stor del af befolkningen færdes ”frit,” mens ældre og andre risikogrupper skal være isoleret i mange måneder, og mens en større del af erhvervslivet og detailhandelen gradvist kan genåbnes. Det kan også stille krav om en langt stærkere kontrol af befolkningens færden, herunder med apps på smartphones.

Det er en politisk ekstrem ømtålelig sag. Chefen for kansler Angela Merkels kontor, Helge Braun, har antydet, at kun de ældre skal leve med den skrappe begrænsning af bevægelsesfriheden, så de yngre kan tage på arbejde, og så skolerne kan åbne. Chefen for det økonomiske Ifo-institut, Clemens Fuerst, har foreslået, at man forbereder sig på en gradvist åbning af økonomien. ”Vi må lære at leve med virussen,” sagde han i søndags i en tv-debat. Regeringen vil dog ikke diskutere en ændret strategi før den 20. april. Men der er taget hul på en helt anden strategisk kamp mod virussen og den økonomiske nedsmeltning. Det sker også for at diskutere, hvordan man kan styrke økonomien med f.eks. digitalisering og en mere miljørigtig og medicinalsk stærkere industri for at forbedre menneskers og klodens livsvilkår, herunder med en mere ligelig indkomstudvikling.

Det sidste er en højtragende ambition, når økonomien ligger på en intensivafdeling, men en gradueret bekæmpelse er kommet på dagsordenen. Europa og måske USA er langt om længe ved at lære af Østasien, der slet ikke har lukket samfundene ned som i Europa og USA. Alene i Europa er 3-4 gange så mange døde som i Kina og de østasiatiske demokratier, herunder Japan, til sammen. Tabstallet er ikke mindre end 100 gange så stort som i de demokratiske, østasiatiske lande, der importerede virussen, som vi selv gjorde!

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. Denne kommentar er oprindeligt bragt på hans hjemmeside hugogaarden.dk

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/

Læs hele temaet “Europa i undtagelsestilstand”

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: