EU langt fra i mål med at reducere fattigdom

Kommissionens målsætning i Europa 2020-strategien, som blev søsat i 2010, var at reducere andelen af europæiske borgere i risiko for fattigdom og social eksklusion med 20 millioner. Men med finanskrisen som udgangspunkt og den nuværende Covid-19 pandemi oveni er opgaven svær. Trods en generel stigning i EU-borgernes levestandard, så har tiåret været præget af et disproportionalt stort boost til de velhavende

Baggrund af Mie Olsen

TEMA: EUROPAS STORE OMSTILLING | ”Kampen mod fattigdom forbliver en topprioritet. 110 millioner europæere er stadig i risiko for fattigdom og social eksklusion, og pandemiens socioøkonomiske indvirkning vil formentligt øge det antal.”

Det siger Nicolas Schmit, EU-kommissær for beskæftigelse og sociale rettigheder, til Magasinet Europa her ti år efter, at Europa 2020-strategien blev lanceret – med kampen mod fattigdom og social ekslusion som et af kernemålene i strategien.

Anno 2020 er antallet af europæere i risikozonen kun faldet med syv og ikke 20 millioner, som var målet tilbage i 2010.

Kigger man på Eurostats opgørelser, så har der ellers været en pæn indkomststigning i langt de fleste medlemslande fra årtiskiftet og frem til 2018. Samlet set er de europæiske borgere gået fra en (valuta-korrigeret) gennemsnitlig købekraft på 24,900 euro til en på 30,800.

Det er især EU’s sociale beskyttelseskomité og den økonomiske koordinering, der bidrager til den delte vækst. For ikke at tale om finansiering, vurderer Jan Høst, økonomisk seniorrådgiver ved Tænketanken Europa.

”EU har via det langsigtede budget nogle instrumenter, som især strukturfondene, landbrugsstøtten og samhørighedsfonden, der hjælper landene med at optimere indkomst og udjævne ulighed,” siger han.

Derudover går der i det nuværende buget over 21,4 milliarder euro fra EU’s socialfond direkte til at bekæmpe fattigdom, ifølge EU-Kommissionens afdeling for Beskæftigelse, Sociale forhold og Inklusion.

Men trods den ihærdige indsats og en arbejdsløshed, der ramte et historisk lavpunkt på 6,3 % sidste år, så lurer et strukturelt problem i kulissen. Og det truer sammenhængskraften i EU.

Større afstand mellem bund og top
”Forskellen mellem den øverste procent og middelklassen er steget eksponentielt i vestlige lande over de senere år. En person kan arbejde et helt liv uden at tjene det samme, som en CEO tjener på blot et år,” siger Massimiliano Mascherini.

Han forsker i social konvergens og leder afdelingen for socialpolitik ved Eurofound, som er Det Europæiske Institut for Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkår.

Tendensen med, at den ene procent af ekstremt velhavende oplever stor vækst, bekymrer også Kristian Weise, som er generalsekretær i Oxfam IBIS.

”De sidste tre-fire årtier har der været fremgang i økonomien og bedre levebetingelser. Men det er ikke blevet ligeligt fordelt. Der er en masse almindelige mennesker i Europa, som ikke har oplevet samme forbedringer, når vi kigger på deres indtægt, bolig og arbejdsvilkår,” siger han.

Mens den samlede Gini-koefficient for EU27 med et beskedent hop fra 30,2 til 30,4 mellem 2010 og 2018 ikke dokumenterer nogen væsentlig stigning i indkomstuligheden i Europa, så råbes der vagt i gevær fra flere fronter. Blandt andet fra både Verdensbanken og OECD, påpeger Kristian Weise.

Den nye beskæftigelsesrapport fra Kommissionen bekræfter mønstret. De rigeste 20 procent tjener fem gange mere end de fattigste 20 procent i Europa, og samtidig er netto indkomsten for den gennemsnitlige lønmodtager en af de absolut største udfordringer i dag.

”Hvis man vil forstå, hvad der er sket i EU lige fra de gule veste over Brexit-valget til AFD’s fremgang i Tyskland, så er det den skuffelse og mangel på håb, som ulighed skaber. Tager vi valget i Danmark i 2015, så handlede det også om forskelle. Boligpriserne er en god indikator. De er steget rigtig meget i København, ligget fladt i de mellemstore provinsbyer og er faldet i det, man kan kalde udkantsdanmark. Den primære opsparingsmulighed i samfundet giver altså ekstremt ulige vilkår,” uddyber Kristian Weise.

Uddannelse og globalisering
Tilbage i december 2018 udgav Bjarke Møller og Tænketanken Europa rapporten ”Sociale udfordringer presser EU’s sammenhængskraft”, der netop advarede mod stigende social uro i Europa: Velfærdsnedskæringer har sammen med et langsomt opsving for almindelige lønmodtagere efter finanskrisen fordelt de økonomiske gevinster i samfundet alt for skævt, lyder konklusionen.

Massimiliano Mascherini er enig og påpeger, at det at sikre lige muligheder for adgang til uddannelse er en af nøglerne til at reducere ulighed. Dem med kortere eller ingen uddannelse har nemlig tabt mest, mens højtuddannede har nemmere adgang til profit og ressourcer.

”Uddannelse spiller en kæmpe rolle. Veluddannede mennesker har adgang til sociale netværk og muligheder,” siger han. Samtidig har globaliseringen været et tveægget sværd.

“Globalisering har fået millioner ud af fattigdom på verdensplan, men i vores lande har det også betydet en stagnering i lønindkomster. Det er godt for kapital men ikke for arbejde. Firmaer outsourcer meget af deres arbejde til lande med lavere lønninger. For lønmodtageren betyder det en lavere forhandlingskapacitet,” uddyber han.

Når visse job giver for lav en løn, fører det til såkaldte ”arbejdende fattige”. Det vil den nye Kommission gerne til livs, siger EU-kommissær Nicolas Schmit.

”Mange af dem, som er i risiko for fattigdom, arbejder rent faktisk. Alle arbejdere fortjener en løn, som tillader en ordentlig levestandard. Det er derfor Kommissionen, sammen med sociale partnere, fortsat vil arbejde på et initiativ om minimumsløn og en styrkelse af kollektive forhandlinger,” siger han.

Emnet synes også presserende hos de europæiske indbyggere. Op til valget til Europa-Parlamentet sidste år var fattigdom og social eksklusion det næstvigtigste emne på vælgernes dagsorden, ifølge en Eurobarometer fra oktober 2019.

Ikke EU’s kompetence
Ikke desto mindre er det optimistisk at forvente, at EU kan løse indkomstuligheder på nationalt niveau. Det er heller ikke EU’s ansvarsområde, pointerer Jan Høst.

”EU kan lave programmer, der udligner indkomstforskelle mellem de forskellige lande. Men i bund og grund har EU ikke meget at gøre internt i medlemslandene,” siger han.

Selvfølgelig øger EU pæne nettotilskud til økonomisk svagere medlemmer via det langsigtede budget (MFF). Lande som Bulgarien og Ungarn får faktisk op til fire procent af deres bruttonationalindkomst (BNI) dækket fra EU, mens for eksempel Polen og Rumænien får op til tre procent på årlig basis, påpeger Jan Høst. Penge, der kan gå til at skabe bedre infrastruktur og modvirke fattigdom.

”Det er den omfordeling, man kan lave. Men skattepolitik og socialpolitik er et nationalt anliggende. Det skal man holde for øje, inden man begynder at kritisere EU. Derudover er det svært at sikre, at de enkelte lande får udnyttet EU-midlerne godt nok”, siger han.

Hverken juridisk eller politisk har EU de støre beføjelser til at sanktionere medlemslande på området. Kommissionen kan ikke udstede bøder – blot komme med anbefalinger.

”Der er et klart hierarki i EU’s politiske arbejdsområder. Fattigdomsmålene er reelt ikke noget, der har konsekvenser. Omvendt får man en bøde, hvis der er for stort underskud på de offentlige finanser, og der er en disciplinering i forhold til obligationsrenter. Der er nogle områder, som finansministrene kommer til eksamen i i EU, og andre som man bare har en løs snak om,” siger Kristian Weise.

Det bliver tit en kompliceret affære, når EU forsøger sig med lovgivning på socialpolitiske områder. Det viste den ophedede debat om fællesregler for minimumsløn tilbage i januar. Her var danske fagforeninger og politikere i det røde felt og protesterede kraftigt imod en lovbestemt mindstesats. Argumentet lød, at det modarbejder den danske tradition for trepartsforhandlinger.

Kræver stærke nationale velfærdssystemer
Vil man for alvor nedbringe antallet af EU-borgere i risiko for fattigdom og social eksklusion, så kræver det en målrettet indsats fra de enkelte medlemslandes regeringer. Her er jobpolitik og lige adgang til uddannelse centralt, ifølge Kommissions nye beskæftigelsesrapport.

Mens der er mange måder at måle graden af social omfordeling, relativ fattigdom og ulighed på, så er det tydeligt, at nogle EU-lande kæmper mere end andre. Det viser tal fra Eurostat. Letland, Litauen og Bulgarien er for eksempel lande, der kæmper med ulighed. De har alle et Gini-tal på over 35 og en lav indkomstandel blandt de nederst 40 procent i samfundet.

Kigger man på bruttonationalprodukt, så har Italien og Grækenland haft et fald i BNP per indbygger efter finanskrisen og frem til 2018. Omvendt har både Rumænien og Bulgarien haft BNP-stigning, men de er stadig blandt EU’s fattigste lande.

EU har været med til at åbne de enkelte landes økonomier op i form af det indre marked og den frie bevægelighed. Men det er op til landene selv at designe et system, hvor goderne fordeles, mener Jan Høst.

”Åbner man sin økonomi op gennem medlemskab i EU, så kan man opnå vækst generelt for befolkningen. Men hvis man ikke har et stærkt system, så risikerer man også at tabe nogen på gulvet i den proces. Det hører med til billedet, at nogle central- og østeuropæiske lande er sluppet ganske godt fra det”, uddyber han.

Covid-19 sender tusindvis af europæere i risikozonen
Det er dog næppe en overraskelse, at udfordringerne står til at blive større nu, hvor Covid-19 pandemien har lagt flere europæiske lande ned. I forvejen havde finanskrisen 2008 sat sine tydelige spor blandt EU’s økonomisk svagest stillede grupper. Væksten i disponibel indkomst steg mindst for den laveste decil mellem 2007 og 2014 ifølge OECD’s database over indkomstfordeling.

Lande som Grækenland, Italien og Spanien har især kæmpet med at komme økonomisk på fode igen, og nu rammes deres turistsektorer benhårdt af rejseforbud og stilstand. Som det er nu i Europa, svarer fem procent at de har mistet deres job permanent, mens 23 procent har mistet det midlertidigt, siger Massimiliano Mascherini, som er medforfatter på Eurofounds nye undersøgelse af pandemiens indflydelse på arbejdsliv i EU.

Krisen i 2020 kan dog ikke sammenlignes med den forrige, mener han.

”Den forrige recession var gradvis, hvor denne her kom pludseligt, da alt blev frosset fuldstændigt. Nogle sektorer kan hurtigt tø op og være så gode som nye, når der åbnes op. Andre vil være blevet dårlige,” siger han.

For eksempel turisme- og restaurationsbranchen vil lide meget i månedsvis efter nedlukningen.

På grund af det forhold, at krisen kom så pludseligt, er det også tvivlsomt, hvorvidt Europas jobcentre kan håndtere opgaven om at få arbejdsløse aktiveret og reintegreret på markedet igen. Det risikerer at eksponere flere borgere for fattigdom.

”I den første fase er alle borgere blevet ramt. Men uligheden kommer efterfølgende. For det, der kommer til at gøre forskellen, er hvor meget folk har i personlige værdier og opsparinger. Har man ingen betydelig opsparing, bliver man et større offer for krisen,” siger Massimiliano Mascherini.

Fremadrettet mener han, at EU skal fortsætte det gode arbejde med at reducere antallet af fattige men også tænke mere i fælles og innovative sociale beskyttelsesværktøjer som for eksempel en universel minimumsindkomst.

Mie Olsen har en kandidatgrad i international journalistik og er specialiseret i EU-affærer. Hun har tidligere været trainee i presseteamet ved Europa-Parlamentets Kontor i Danmark. I dag er hun selvstændig freelance skribent.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Francois Lenoir/

Læs hele temaet “Europas store omstilling”

 

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: