Den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe har ifølge mange angrebet EU-domstolen og EU med sin nylige kendelse omkring ECB’s opkøbsprogram. Afgørelsen er snarere et forsøg på at få mere klarhed over ECB’s rolle. Kendelsen tvinger EU-landene til at få en mere helstøbt union, og hovedkraften i bestræbelserne bliver tre kvinder, de tre gratier: Lagarde, von der Leyen og Merkel.

Analyse af Hugo Gaarden

Hvem skulle have troet, at tre gratier skal redde Den europæiske Centralbank, ECB, og den monetære union, som aldrig har fået et solidt fundament? Det europæiske fællesskab blev skabt af mænd, og det var mænd, der etablerede den europæiske monetære union med euroen og ECB – såmænd over for en taskesvingende kvindelig modstander, nemlig The Iron Lady, Margaret Thatcher.

Men det bliver ECB-chefen Christine Lagarde, EU-komissionens formand, Ursula von der Leyen, og den tyske kansler, Angela Merkel, der skal redde ECB og i virkeligheden også EU efter mavepusteren fra de rødklædte højesteretsdommere i Karlsruhe.

De er måske ikke helt så yndefulde, som Thorvaldsens Tre Gratier, som – i hvert fald i en kopi – står på trappen til det imponerende Vinterpalads i Skt. Petersborg. Men de er i hvert fald mere magtfulde. Lagarde og von der Leyen har været i hyppig kontakt for at diskutere, hvordan de skal håndtere forfatningsdomstolen, og Merkel har sagt, at der må bruges ”intelligens” for at ”finde en løsning” på den ”kæmpemæssigt signifikante” kendelse.

Kendelsen skabte chock i EU. Men den er ikke så simpel og éntydig, som mange tror. Det giver håb om en fornuftig løsning. Indtil nu har de tre gratier formået at holde brushovederne nede, f.eks. de tyskere, som altid har været imod euroen, og som nu hylder kendelsen, og de sydeuropæiske centralbankdirektører, der mener, at ECB skal søge en konfrontation med Tyskland for at vise, at EU altid tæller mere end nationalstaterne.

I centrum for striden står ECB’s program for obligationsopkøb. Det har været stærkt kritiseret i den borgerlige del af Tyskland og af Bundesbank. Programmet skulle oprindelig sikre tilstrækkelig finansiering til de sydeuropæiske lande for at klare euro-krisen. Men tyske kritikere siger, at det strider mod Maastricht-traktaten, der – lidt forenklet sagt – forbyder ECB at blande sig i staternes finanspolitik, eller udtrykt teknisk: ECB må ikke monetarisere statsgælden. Den forrige ECB-chef, Mario Draghi, gjorde opkøbene til et symbol for ECB’s nye politik – ”what ever it takes” – nemlig at ECB ville gøre alt for at skaffe finansiering til nødlidende lande. Det hindrede eurokrisen i at løbe løbsk. EU-domstolen har godkendt programmet.

Men kendelsen fra Karlsruhe siger, at EU-domstolen ikke havde undersøgt og vurderet ECB’s opkøbsprogram omhyggeligt nok. EU-domstolens accept er ”uforståeligt.” Kendelsen kræver, at den tyske regering og parlamentet må sikre, at ECB sørger for en ”proportional bedømmelse” af opkøbsprogrammet og tjekke, at ”økonomiske og finanspolitiske virkninger” ikke vejer tungere end andre politiske målsætninger. Bundesbank må indstille sine opkøb på ECB’s vegne, hvis ikke ECB svarer Karlsruhe inden tre måneder.

Bang! Den kendelse kan mærkes. Forfatningsdomstolen vil tvinge den uafhængige centralbank, ECB, til forklare sine handlinger! Det er uhørt, og den giver tilmed en frist som en eftersidningstime. Den giver ordre til den tyske regering og parlamentet om at holde øje med ECB. Tingene kan ikke siges skrappere. Hverken ECB og den tyske regering kan uden videre smække hælene sammen og sige ”Jawohl.”

Bladet Der Spiegel kalder kendelsen latterlig og farlig – et attentat på Europa. Den anerkendte økonom og tidligere chef for Ifo-instituttet, Hans-Werner Sinn, kalder kendelsen ”nødvendig.”

Men Sinn har mere ret end de fleste. Når man husker euroens historie, og når man læser et interview i Die Zeit med forfatningsdomstolens overdommer, Andreas Vosskuhle, tår det lysende klart, at der ikke er det drama, som nogle ser for sig – hvis ellers aktørerne handler klogt. Vosskuhle siger, at dommerne ikke har irettesat EU-domstolen eller ECB, men gjort klart, at så længe der ikke er en europæisk stat, har de nationale forfatningsdomstole ret og pligt til at påpege EU-institutioners overskridelse af de vedtagne regler. Det handler ikke om at svække kompetencen blandt EU-instanser, men tværtimod om at få styrket EU-domstolen. Kendelsen på 130 sider er i virkeligheden et råb om en dialog.

Kernen er, om EU-landene må og vil udstede fælles europæiske obligationer med samme rentesats for alle medlemslande, så længe der ikke er en fælles finanspolitik. Nej, siger nordeuropæerne. Ja, siger sydeuropæerne. ECBs primære opgave er at sikre en lav inflation, ikke en lav rente og slet ikke en fælles rente. Men spørgsmålet er, om ECB kan have ekstra opgaver i kriser. Det er ikke traktatfæstet.

Det er sagens kerne. Euroen blev født i synd. En valutaunion uden en finanspolitisk og politisk union er historisk uhørt, og det kritiserede den daværende tyske forbundsbankchef, Karl Otto Pöhl. Europas statsledere overhørte det, for de ville lynhurtigt binde Tyskland til EU med en fælles valuta efter den tyske genforening.

Det er altså det syndige barn, der skal konfirmeres, og det sker ikke uden en traktatændring. Det er umuligt i dagens politiske verden. Ergo må politikerne handle her og nu. Merkel sagde for nylig, at landene nu må styre efter ”et klart politisk kompas, og det er en stærk, fælles valuta.” Bundesbank ”skal kunne deltage i ECBs aktiviteter” – hun sagde dog intet om det gælder opkøbsprogrammet!. Desuden bør kendelsen ”anspore os til mere integration i EU.” Hun henviste til manden bag euroen, Jaques Delors, der sagde, at en valutaunion ikke var nok. Der er behov for en politisk union. ”Vi har ikke gjort fremskridt nok,” sagde Merkel.

Det er sagens kerne. Derfor kommer der af og til ”sammenstød” mellem de nationale domstole og EU, udtrykt i ”ultra vires”, dvs. afgørelser, der ligger ud over den juridiske autoritet. Hvis en ufuldstændig union ikke giver plads til diskussion, så har EU vitterligt et problem.

Derfor skal EU-landene nu tage stilling til, hvordan landene selv, EU-kommissionen og ECB kan skaffe den fornødne finansiering. Skal ECB have frit løb, eller skal medlemslandene have det sidste ord? Skal kommissionens årlige budgetter forøges? Skal der oprettes en ny genopbygningsfond i kommissionens regie, som von der Leyen ønsker?

Det er den klassiske strid i EU. Karlsruhe har understreget, at beslutningsprocessen og EU’s konstruktion må styrkes. EU har altid udviklet sig gennem kriser, og det har altid været enkeltpersoner og deres relationer, der har været afgørende. Nu er det gratiernes tur.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. Denne kommentar er oprindeligt bragt på hans hjemmeside hugogaarden.dk

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Yves Hermant/

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: