Med det fransk-tyske forslag om en Genopretningsfond er der taget skridt til en europæisk uafhængighed, og det vil blive yderligere understreget under det tyske formandskab fra 1. juli, hvor kansler Angela Merkel vil slå nye, globale toner an. Det kan tvinge Danmark til at tage en fundamental beslutning om EU.

Analyse af Hugo Gaarden

Det fransk-tyske forslag om at etablere en Genopretningsfond i EU er det første skridt til en europæisk uafhængighed i forhold til omverdenen. Forslaget handler ikke kun om at skaffe flere penge til den økonomiske genopretning efter coronakrisen. Heller ikke kun om at lave en fælles europæisk finanspolitik. Nej, det handler om at gøre EU til en suveræn magt i lighed med de andre globale magter.

Det er perspektiver, der længe er udtrykt af den franske præsident Emmanuel Macron og senest af hans finansminister, Bruno Le Maire. Han har om Genopretningsfonden sagt, at den er europæernes bestræbelse på at lave en fælles finansiering, der passer til det 21. århundrede, og ”som sikrer EU’s uafhængighed og suverænitet.” Europa skal ”ikke gøre sig afhængig af andre magter.”

I generelle vendinger har den tyske kansler, Angela Merkel, sagt det samme for et par år siden. Men det nye er, at hun med forslaget konkretiserer sine ideer. Den tyske finansminister, Olaf Scholz, har detaljeret fortalt om det er i et interview med Die Zeit. Fonden ”drejer sig om Europas suverænitet. I fremtidens verden vil USA, Kina, Indien, Rusland og Brasilien kæmpe om magt og indflydelse. Hvis europæerne selv vil bestemme vores skæbne, må vi samle kræfterne.”

Han henviste meget sigende til den første amerikanske finansminister, Alexander Hamilton, der i 1799 samlede de frie amerikanske staters finanspolitik i en centralt styret finanspolitik. På tilsvarende måde må EU være parat til at skaffe finansiering på alles vegne – i den nuværende situation i EU-kommissionens regie – til gavn for de mest nødlidende stater, regioner og virksomheder. ”I det 21. århundrede kan vi kun bestå i fællesskab. En stærkere integreret finanspolitik kan være et vigtigt skridt i den retning.”

En politisk union med en fælles EU-finansiering og en fælles finans- og skattepolitik rykker altså nærmere. Det er et nybrud i tysk tænkning, og det strider mod den opfattelse, som en gruppe ”sparenationer”, herunder Danmark og Holland, har: At lande med en sund økonomi ikke skal tvinges til at betale til lande med en dårlig økonomi via en fælles finansiering. Tyskland har hidtil været på den line. Men coronakrisens økonomiske konsekvenser, Forfatningsdomstolens nylige afgørelse samt  Brexit har fået tyskerne til at tænke i nye baner, dels for at få EU til at fungere bedre, dels for at få EU til at engagere sig stærkere globalt. Derfor må EU også have større og nye indtægter, f.eks. afgifter på aktiehandel, internetselskaber, forurening.

Det vil uvægerligt genskabe debatten om afstemningsreglerne, så det bliver muligt at træffe vidtgående beslutninger trods modstand fra minoriteter. Modstanden ser vi allerede nu omkring den nye fond, også fra dansk side. Ideer om at give eurozonen større beføjelser eller om at skabe et Kerneeuropa med mere magt kommer op igen. Fonden vil ændre EU’s karakter. EU står ved et vendepunkt. ”Nu står EU ved Rubicon-floden,” siger den tidligere kabinetchef for Jacque Delors, Pascal Lamy, én af de bedste tænker, EU har haft.

Det stiller selvsagt Danmark over for et fundamentalt valg: Vil Danmark gå med i magtens indercirkel, der bliver stærkere, eller vil Danmark i slipstrømmen på Brexit forlade EU helt eller delvist? Henvisningen til en europæisk suverænitet, altså også over for USA, giver spørgsmålet om den finanspolitiske magt i EU en helt ny dimension, ikke mindst i Danmark: Vil mange danskere foretrække, at Danmark knytter sig mere til USA end til et mere tysk-fransk domineret Europa? Selv i Tyskland kommer den diskussion, da nogle er bange for, at Tyskland fravælger USA som nærmeste partner og knytter sig tættere på Kina – et kursskifte, som der i befolkningen er et voksende ønske om.

Men præsident Donald Trumps handlinger og coronakrisens udfordring har fået Merkel og Macron til at se på Europa i et større perspektiv: Europa er en lige så stor økonomisk magt som USA og Kina og skal derfor ikke stå på en sidelinje eller være underlegen. Merkel og Macron vil ikke passivt se på den nye rivalitet mellem USA og Kina. EU skal være med til at sætte den nye dagsorden, og Merkel har tidligere sagt, at Tyskland søger ”forbundsfæller for at styrke den multilaterale orden.” Nu begynder europæerne at sige nej til både en amerikansk og kinesisk domineret orden.

At Tyskland vil forsøge at give EU en ny rolle i storpolitikken ses af, at Tyskland under sit EU-formandskab fra 1. juli holder et topmøde i Leipzig i september med Kinas præsident, Xi Jinping. Det har været en hovedbestræbelse for Merkel. Hun vil prøve at skabe europæisk enighed om en strategi over for Kina som led i en global strategi.

Europa må blive uafhængig i digitaliseringen, kunstig intelligens og det elektrificerede samfund, f.eks. med el-biler, for at klare den globale erhvervskonkurrence. En europæisk industripolitik med nye ”champions” skal have et løft for at undgå afhængighed af kinesiske eller amerikanske teknologiselskaber, uden at lægge afstand til et samarbejde med selskaber fra de to supermagter. EU må arbejde for et uafhængigt internationalt betalingssystem, så USA ikke længere kan tvinge lande og virksomheder til at deltage i sanktioner, som mod Iran.

Den nye udvikling rummer politisk sprængstof: Vil EU forsøge at hindre en israelsk anneksion af Vestbredden for at sikre en palæstinensisk stat? Vil EU blive en aktiv aktør i Mellemøsten, også omkring Syrien? Vil EU bakke op om Taiwan og sikre dets plads i WHO efter den flotte håndtering af corona-krisen, selv om Kina mener, at det er indblanding i Kinas interne forhold? Vil EU sikre, at Grønland og det arktiske område ikke bliver en kampplads mellem USA og Kina? Vil EU blive en stærk aktør over for Rusland? Vil EU udvikle sig egen forsvars- og atompolitik? Vil EU udvikle en mere aktiv Afrika-politik, f.eks. ved at lave fælles ambassader i Afrika, som Scholz foreslår? Vil EU støtte det tyske krav om en fast plads til Tyskland i FNs sikkerhedsråd, når Storbritannien forlader EU?

Spørgsmålene viser, at vi står på tærsklen til et helt nyt Europa. Det er meget kontant beskrevet af et af de nuværende kløgtigske politiske hoveder i EU, Martin Selmayr, der var Jean-Claude Junckers højre hånd. Han sagde for nylig, at ”ideen om en europæisk suverænitet kom, da vi så Trump stige ombord på sin helikopter i Charlevoix.” Det var efter et katastrofalt G7-topmøde i Canada i 2018, hvor Trump ikke ville underskrive et fælles communique. ”De europæiske ledere var målløse, og så besluttede de sig for at arbejde sammen.”

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. Denne kommentar er oprindeligt bragt på hans hjemmeside hugogaarden.dk

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: