Coronakrisens fokus på hygiejne og sundhed knytter sig til filosoffen Michel Foucaults tanker fra 1970’erne om biopolitik. En magtform, som har fremmet sundheden på det europæiske kontinent siden 1700-tallet. Men som også relaterer sig til nogle af de værste forbrydelser i Europa.

Baggrund af Kristoffer Dahl Sørensen

I sommeren 1854 var London ramt af en koleraepidemi. Indbyggere begyndte at flygte samtidig med, at hundredvis af borgere omkom.

Anæstesilægen John Snow, der boede og havde lægepraksis i Soho-kvarteret, hvor smitten var brudt ud, mente i modsætning til de fleste, at kolerabakterierne var vandbårne.

Gennem stringente optegnelser over dødsfald i området udarbejdede han kort over byen og kunne snart påvise sygdommens mønstre og lokalisere smittekilden til en beskidt vandpumpe.

På samme tidspunkt havde London som en konsekvens af urbanisering store sanitetsproblemer.

Civilingeniøren Joseph Bazalgette udtænkte derfor et kloaksystem, der medførte, at hele kvarterer blev revet ned og genopbygget.

Andre byzoner, hvor der stadig var sundhedsfare, blev midlertidig set som mørke områder, hvor socialarbejdere fik til opgave at opdrage beboerne til bedre hygiejne.

De medicinske og teknologiske nybrud i England og andre steder i Europa på den tid for at optimere befolkningens sundhed var sammen med udbredelsen af vidensfelter såsom demografien og bakteriologien med til at fremkalde en biopolitisk magtform.

Det bemærkede den franske filosof Michel Foucault i 1970’erne på Collége de France i Paris.

Mere liv
I en række forelæsninger, der senere blev til bogen Biopolitikkens fødsel, fremfører Foucault tesen om, at moderne magt siden 1700-tallet i større udstrækning bliver biomagt.

Juridisk magt, der straffer, opkræver og fængsler mennesker var ikke længere tilstrækkeligt. En biomagt, der søgte mod at skabe mere og bedre liv vandt derfor frem.

Biopolitik referer således til teknikker, mekanismer og rationaler, der på et individuelt og kollektivt plan skal optimere befolkningens livsprocesser.

Det handler med andre ord om at skabe mere sundhed samt styre det menneskelige liv målrettet gennem statistik over forhold såsom levealder, dødelighed og fertilitet.

Den franske filosof Michel Foucault. (Udateret arkivbillede)

Netop sundhedsoptimering var nødvendigt i Europa i det 18. århundrede og fremefter, da befolkningsudviklingen var stagneret på grund af epidemien som i London, som også på få måneder slog næsten 5.000 københavnere ihjel. Konflikter og landbrugskriser plagede også det europæiske kontinent.

Biopolitik blev derved oprindeligt set som en ny måde for vestlige, industrielle samfund at forbedre sundheden og højne produktiviteten og velstanden.

Biomagtens fremkomst betød ikke blot et større sundhedsfokus. En forskydning i samfundets magtstrukturer fulgte med.

Hvor magten i Europa traditionelt var blevet udøvet af få i toppen og af officielle myndigheder, havde den nu forgrenet sig ud i netværk, forvaltningsenheder og professioner så praktisk talt alle havde magtbeføjelser over livet gennem nye normer, bureaukrati og kontrol.

Foucault påpegede, at udviklingen mod mere og bedre liv blandt andet slog igennem i hospitalsverdenen, der ændrede karakter fra at være et opbevaringssted for døende til en ”kurerende maskine”.

Biopolitikken kom også til udtryk i København i løbet af 1900-tallet i takt med urbaniseringen, hvor badeanstalter opstod som led i et renlighedsprojekt over for arbejderklassen.

”Renlighed er jo af allerstørste betydning for alle mennesker og ikke mindst for befolkningen i de store byer, som ofte lever tæt sammenpakket i små lejligheder,” sagde det socialdemokratiske medlem af byens borgerepræsentation C. F. Sørensen i 1924.

En badeanstalt var der også – sammen med andre faciliteter såsom værksted, bibliotek og forsamlingshus – at finde i Brumleby, Lægeforeningens Boliger. En almen andelsboligforening, som blev opført fra 1853 og frem mod 1872 på Østerbro – dengang et område med vidder uden for voldene.

Datidens ideal om lys, luft og renlighed resulterede ikke blot i bedre boligforhold for de mindre bemidlede klasser, men var også en måde at skabe mere dannede samfundsborgere på gennem arkitektur og byplanlægning for at fremme beboernes ”sundhed, sædelighed og tilfredshed,” ifølge fundatsen.

Også i privatsfæren er husholdningsskolens lære om blandt andet hygiejne og bakteriebekæmpelse af forskere blevet betragtet som en biopolitisk rehabiliteringsstrategi over for særligt arbejderstanden.

Hjemmet skulle genskabes som et rart og ordentligt rum for opdragelse og reproduktion, så manden mere havde lyst til at opholde sig i familiens lag i stedet for at søge mod værtshuset.

Bedre liv
Ikke desto mindre er biopolitik også blevet kraftigt associeret med eksklusion og selektion, da den kvantitative og oprindelige måde at tænke biopolitik på får følgeskab i løbet af det 20. århundrede af en kvalitativ forståelse.

Det handlede nu ikke blot om at producere mere, men også bedre liv.

Beskyttelsen af folkelegemet blev mere og mere afgørende, mens frygten for degeneration vandt indpas. Konturerne til en biopolitisk eksklusionslogik resulterede i en række steriliseringslove i Nordamerika fra slutningen af 1800-tallet, og Danmark fulgte trop som det første land i Europa i 1929.

I mellemkrigstiden, hvor velfærdsstaten blev udbygget med socialreformer, skete der dermed en social forskydning, hvor nogle befolkningsgrupper godt nok fik flere rettigheder.

Andre grupper derimod såsom ”undermålerne”, som den socialdemokratiske socialminister K. K. Steincke beskrev det, blev tvangssteriliseret.

I Tyskland fik koblingen mellem fysisk sundhed og frygten for det ”unormale” endnu mere dødbringende konsekvenser, da livet, der truede den homogene, kollektive krop – die Volksgemeinschaft – måtte udryddes, så almenhedens sundhed forblev intakt.

Modspil til nødvendighed
Fortidens såvel som nutidens forskellige former for biopolitik har ifølge teoretikere synliggjort faren ved, at jo mere biopolitisk et samfund bliver, desto mere autoritært er det.

Biopolitikkens indlejrede ideal om nødvendighed, som har vist sig gennemgående under coronakrisen ved at indskrænke folks frihed, har derfor brug for modspil i demokratiske værdier såsom valgfrihed, pluralisme, sameksistens, debat og videnskabskritik, hvis ikke tingene skal løbe løbsk.

Det bemærker Sergei Prozorov, der er professor i statskundskab og ekspert i biopolitik ved Jyväskylä-universitetet i Finland. Han forsker i, hvordan Foucaults begreb om biopolitik kan sameksistere med demokrati i vore dages liberale samfund.

”Biopolitik uden demokrati er dødbringende, fordi det åbner for muligheden for total kontrol over folks liv. Så længe det er muligt at regere over individer uden nogen anfægtelse af regeringens legitimitet, baner det vejen til den ultimative nedbrydning af eksistensen til gavn for en given idé,” siger Sergei Prozorov.

Kristoffer Dahl Sørensen er journalist (cand.public) fra Aarhus Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Arnd Wiegmann

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et beløb på: