Fra blomstrede dagligstuer til Stasis brune kontorer. Historien om DDR iscenesættes på en række tyske museer.

16.04.2012 | OSTALGIE | Den tyske sammentrækning af ”øst” og ”nostalgi”, er et mundret ord for populariseringen af produkter, symboler og hverdagskultur fra det kommunistiske Østtyskland, der eksisterede fra 1949 til 1989. Begrebet Ostalgie er både brugt om en oprigtig længsel mod Bonde- og Arbejderstatens faste rammer og den mere ironiske retro-kultur, der er opstået omkring DDRs karakteristiske kulturprodukter.

Det vil dog være forkert at afskrive ostalgien og interessen i DDRs hverdagskultur som en form for regressiv ekstremisme eller et overfladisk modefænomen, rettet mod et historiens sidespor. At se hvordan DDR-tiden huskes og formidles er et interessant studie i, hvordan der formes en fælles fortid ud fra den anden virkelighed, der eksisterede i Europa for blot få år siden.

En særlig scene for nutidens ostalgie er de mange museer dedikeret til DDRs hverdag rundt i det østlige Tyskland fra Rügen i nord til Erzgebirge i syd. En folder oplister hele 32 museer og udstillingssteder. Der er typisk ikke tale om store og højt profilerede steder, men snarere en blanding af frivilligt baserede lokale centre, private initiativer og mere eller mindre excentriske specialsamlinger. Hermed repræsenterer de ikke en ensartet officiel historiekultur eller en standardiseret up-to-date udstillingsæstetik. Man får i stedet indtryk af, hvordan der er brug for at huske kollektivt, og hvordan dette foregår, når det historiske stofområde både kan være populært og problematisk.

Stalinstadt
Byen Eisenhüttenstadt ved den polske grænse øst for Berlin er i sin helhed nærmest ét stort DDR-museum. Omkring et kæmpe stålværk blev den fra 1950 anlagt som Stalinstadt på den bare jord, som en mønsterby i cirka samme arkitekturstil som Karl-Marx Allé i Berlin. Selve stålværket er stadig virksomt i dag, og dets højovne og skorstene tegner en markant silhuet over byen og kan ses for enden af byens brede paradegade.

Midt i DDR arkitekturens historiske bydel ligger museet Dokumentationszentrum Alltagskultur der DDR, der i 1993 blev etableret som ét af de allerførste museumstiltag omkring den just forgangne Folkerepublik. Ifølge museets leder Andreas Ludwig var det vigtigt at handle hurtigt, selvom der ikke var mange, der tænkte på at bevare noget fra DDR dengang.

”Folk smed jo alle DDR-tingene ud og erstattede dem med vestlige produkter. Vi så det som vigtigt at bevare dem, mens de var til at få fat i og erindringen om dem stadig var i live. Oftest skal ting jo smides ud i glemslen, før museerne begynder at interessere sig for dem. Hvorfor ikke undgå denne skraldespandsfase ?”

Designets Galápagosøer
Tiden sætter nye krav til museet, der pt. er ved at nyindrette den faste udstilling. ”Hidtil har vi rettet os mod et publikum, der var kendt med tingene og deres funktion. Så begyndte jeg at se, hvordan unge i dag kiggede underligt på tingene og for eksempel spurgte, hvor printeren sættes til en skrivemaskine! Så nu prøver vi at lave en udstilling, der formidler stoffet, så en nyere generation også kan være med”, fortæller Andreas Ludwig.

Museet i Eisenhüttenstadt er baseret på hverdagens ting og deres betydning. Som særudstillingen Alltagsdinge. Formkultur in der DDR viser, var designhistorien sin helt egen i DDR. Design var yderst centralt styret, og det gjaldt om at finde den ideelle form, som så ikke blev ændret. Særligt da Erich Honecker kom til magten i 1972 blev nytænkning sat på standby, så DDR blev en ”designets Galápagosøer”, afskåret fra formgivningens evolution. Således var der stort set kun én type papirkurve i brug i DDR fra 1961 til 1991!

Museet udstiller denne specielle DDR-tingskultur i en seriøs montre-æstetik, hvor tingene fremvises enkeltvis med fokus på ideerne bag designet. Resultatet er en seriøs og dedikeret fremvisning, der både belyser tingene som industrielt design og hverdagskultur.

DDR i Lutherbyen
I den mere traditionelt idylliske Lutherstadt Wittenberg finder vi Haus der Geschichte, der hovedsageligt er dedikeret til at formidle DDR-tiden gennem daglig-interiører, cirka som Arbejdermuseet i dansk sammenhæng. Museet, der åbnede i år 2000, drives af en frivillig, lokalt baseret forening og er det største af denne type DDR-museer i Tyskland. Som en alternativ museumskultur grundlægges mange af disse uofficielle museer, hvor bevaringen og formidlingen af kulturarven er en folkelig opgave.

Dagligstue á la DDR. Fra Haus der Geschichtes udstilling. (Foto: Kristian Handberg.)

Besøget er en levende og personligt formidlet oplevelse. Man ledes gennem udstillingen af en af de frivillige, som viser rundt i museets tre etager med hverdagens rum, lige fra krigens knaphed og nød til 1970’ernes noget mere velstående og farverige interiører. Fokus er på, at træde ind i dagligdagens autentiske miljøer, ikke på de bagvedliggende strukturer og usynlige forhold. Vi får fortalt historier om tingene, og om hvad de betød: Fra den dyre og dårlige Moccafix kaffe og det store, brandfarlige sovjetiske Raduga farve-tv til pioneruniformer og det at fange vestlig musik på kassettebåndoptager.

Der er fokus på de populære og underholdende sider af dagliglivet som legetøj, ungdomskultur og indretning. Resultatet er en god del ”feel-good” og rørende nærvær, der næsten skygger for de ellers så presserende mørke sider af denne problematiske kulturarv. Museet giver dog en unik chance for at træde ind i de daglige interiører fra den anden side af Jerntæppet i en yderst nærværende og personligt formidlet museumsform.

Veje til DDR i Ostalgiens hovedstad
Svetlana Boym fremlægger i bogen The Future of Nostalgia (2001) to arketypiske former for nostalgi: En restorativ nostalgi, der oprigtigt vil genoprette en historisk sandhed, som den konspiratorisk mener, at en kompleks nutid har forstyrret. Og en refleksiv nostalgi, der er bevidst om tidens uoprettelige gang og derfor fokuserer på forandringerne i en refleksion både rettet mod fortiden og sin nutid.

Denne perspektivering af det ellers i historiekredse lettere uglesete begreb ”nostalgi” er beskrivende for, hvad der er foregået omkring begrebet Ostalgie og den kollektive erindring om hverdagen i DDR.

DDR-kultur som forlystelse: Trabi-safari i Berlin. (Foto: Kristian Handberg.)

Som enhver besøgende vel har bemærket er Berlin Ostalgiens ubestridte hovedstad. Her mødes den officielle historie og museumskultur med souvenirsælgerne, DDR-shops og Trabi-safari. Faktisk kan man sove i DDR-stil på et sted som Ostel – Das DDR Design Hostel, spise i DDR-stil på flere restauranter og skylle ned med øl og vodka på diverse DDR-stiliserede barer. Så Berlin faldbyder i sandhed DDR for krop og sjæl, mens den historiske Bonde og Arbejderstat bliver et fjernere og fjernere minde.

Rør ved Historien
Mens der under stor bevågenhed er oprettet museale institutioner som Jüdisches Museum Berlin (2001) og Topographie des Terror (2010) og monumenter som Denkmal für die ermordeten Juden Europas (2005) har man endnu ikke lavet et officielt museum for DDR og det delte Tyskland i hovedstaden.

Til gengæld blev der i 2006 etableret et privat DDR Museum, der ligger i kælderplan ned til flodbredden ved Museumsinsel. Museets erklærede mission er at forvalte DDR-stoffet under mottoet ”Geschichte zum anfassen” (”rør ved historien”). Den første tekst i udstillingen lover også ”a hands-on experience”, der vil fortælle om uforglemmelige historier fra DDR, som det virkelig var. Og der er da visse ”hands-on” tiltag, såsom at kunne sætte sig ind i en Trabant og spille nogle elektroniske spil, men ellers består interaktiviteten mest i at kunne trække skuffer ud fra udstillingens montrer.

DDR Museet i Berlin tilbyder muligheder for at røre ved historien, såsom at sætte sig ind i en trabant. (Foto: Pressefoto/DDR Museum.)

Udstillingen gennemgår sådan set mange forskellige aspekter af DDR-historien og deler sol og vind lige mellem hverdagskulturens diskrete charme og statsapparatets diktatur og bizarre luner. Der mangler dog et klart sigte med udstillingen, ud over at man kan prøve de interaktive tiltag. Man kommer i tvivl, om den vil dokumentere DDR, som det var, formidle nye aspekter af stoffet eller give en nærværende oplevelse af, hvordan det var at leve der?

Udstillingens arkitektur fremstår anonym og lettere uhensigtsmæssig. På én gang er den for åben og for tæt pakket og har primært intet med DDR at gøre. Her skulle det være muligt enten at skabe bedre museumsrum eller noget, der spillede med på genstandsfeltets karakter.

Stasi på museum
Mens dette DDR-museum er et fritstillet, privat initiativ, må det Tyske Historiske Museum, Deutsches Historisches Museum, anses for at være repræsentant for den officielle tyske museums- og erindringskultur. I de omfattende og yderst kompetent tilrettelagte udstillinger er der også en afdeling omkring DDR, eller rettere, det delte Tyskland mellem 1949 og 1989. Fokus er således på hele Tyskland i denne periode og forholdet mellem DDR og BRD. I modsætning til de andre musealiseringer er der ikke tale om et øjebliksbillede af DDR, men DDR som en brik i den større historiske udvikling.

Ved siden af disse samlingsbaserede museer rummer Berlin også stedsspecifikke udstillinger, som er væsentlige dele af museumskulturen omkring DDR. I det tidligere Stasi-hovedkvarter i Normannenstrasse i Østberlin er der indrettet et Stasimuseum, der kan fremvise den berygtede Stasichef Erich Mielkes brune kontorer, foruden de parallelt groteske overvågningsværktøjer og æresbevisninger, sikkerhedstjenesten gjorde en dyd ud af.

Det tidligere Stasi-fængsel Berlin-Hohenschönhausen er ligeledes indrettet til museum og erindringssted, hvor blandt andet tidligere fanger omviser. Selvsagt er vi her langt fra den tilforladelige og retro-indbydende hverdagskultur fra de blomstrede dagligstuer.

Nostalgien som guide og blind passager
Sammenligningen af industribyens, den historiske kulturbys og hovedstadens DDR-museer viser, hvordan DDR-musealiseringen rækker ud over den nøgterne, historisk-faktuelle tilgang til fortiden. Her handler det om den personlige oplevelse af genkendelse og afstand til en fjern, nær fortid. Hermed må nostalgien komme med, både som guide og blind passager. Anderledes kan det ikke være, når det handler om at skabe en fælles fortid. Det er i hvert fald et interessant studie, at bevæge sig lidt længere ud i DDR-historiseringen end Trabi-safariens rute.

Kristian Handberg er Mag.art. i kunsthistorie og ph.d. ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet med projektet “Retro som samtidsæstetik og erindringskultur”. 

Foto i artiklens top: Postkort fra den nyopførte stålværksby Stalinstadt, ca. 1953.

Liste over DDR-museer:
http://www.ddr-suche.de/pages/Museen_und_Gedenkstaetten/

Links til de omtalte museer:
Dokumentationszentrum Alltagskultur der DDR, Eisenhüttenstadt: http://www.alltagskultur-ddr.de/
Haus der Geschichte, Lutherstadt Wittenberg: http://www.pflug-ev.de
DDR Museum, Berlin: http://www.ddr-museum.de/
Deutsches Historisches Museum, Berlin: http://www.dhm.de/
Stasi Museum (Forschnungs und Gedankstätte Normannenstrasse), Berlin: http://www.stasimuseum.de/
Stiftung Gedankstätte Berlin-Hochenshönhausen (tidl. Stasi-fængsel), Berlin: http://www.stiftung-hsh.de/
Øvrige DDR-relaterede web-sider:
http://www.ddr-suche.de
Generel portal for info om DDR, blandt andet med oversigt over museer.
http://www.alltagsspuren.de/index.php
Fotos af spor fra DDR i hverdagens omgivelser indsendt af brugere.
http://www.ddr-postkarten-museum.de/
Omfattende online-museum for postkort fra DDR.