Rosa Peral var sagnomspunden i korpset. Hun afsoner nu 25 års fængsel for mordet på en af sine mange mænd. Ifølge dommen gjorde hun kål på kæresten sammen med en anden kæreste. Sammen forsøgte de at fingere, at det var hendes eksmand, som stod bag. Alle var de politifolk. Dette er første afsnit i sommerserien “De pæne skurke”, hvor spanienskorrespondent og mangeårig domstolstolk Sara Høyrup tager os med på tur rundt i demokratiets irgange.
SOMMERSERIE: DE PÆNE SKURKE – AFSNIT 1
Kommentar (boguddrag) af Sara Høyrup
Betjenten Rosa Peral fra Barcelonas bykorps har vakt furore landet over. Først var la guardia urbana offeret i en sag om hævnporno. Siden tydede efterforskningen på, at det var hende selv, som havde uploadet afbildingen af hendes affære med en foresat.
Så en dag blev hun anholdt på mistanke om mord sammen med en kollega, et stort brød af en bokser. Og tre års krimidrama fulgte.
Andre sager stødte til under den lange varetægtsfængsling: Havde hun i virkeligheden smidt den pakistanske gadesælger ud fra en klippekant, som faldt ned fra byens bjerg Montjuïc og døde under en politirazzia? Brugte hun ventetiden i kvindefængslet med det usandsynlige navn Wad-Ras til at indsmigre sig hos de medindsatte, der bød på de farligste bekendskaber? Og var det for at bestille et lejemord på eksmanden?
Ret beset var det vel også skummelt, at hun engang provokerede en selvmordstruet kvinde til at tage springet?
Mangekantet kærlighed
Rosa var blevet skilt fra Rubén og flyttet sammen med Pedro. Hun var begyndt at se Albert igen, som hun havde stået i forhold til under hele sit ægteskab med manden, hun nu havde forladt. Dén historie endte med, at Rosa og Albert blev dømt for at have myrdet deres fælles kollega Pedro og forsøgte at tørre mordet af på Rubén, som er ansat ved regionalpolitiet Mossos d’Esquadra.
Rubéns nye kæreste Antonia mødte som vidne og rapporterede, at Rosas ene datter skulle havde betroet sig til Antonia om, at hun havde set sin mor smurt ind i blod den skæbnetunge majnat i 2017. Den væbnede politimand Rubén og hans nye udkårne lever for øvrigt i rædsel for Antonias eksmand. Begge optrådte derfor i skjul under retssagen mod Rosa.
Og således forgrener de drabelige kærlighedsforviklinger, de usandsynlige intriger og det højspændte drama sig som i en sæbeopera fra mere kulørt anlagte himmelstrøg.
Optaget af anerkendelse
Stor har interessen naturligvis været for de dømte morderes psykologiske habitus: Hvad i alverden var der galt med dem? Og var de overhovedet strafegnede? Altså: Forstod de, hvad de gjorde?
Det sidste er altafgørende, når nogen skal dømmes. Man skal være tilstrækkeligt ved sine fulde fem til at forstå, at det, man gør, er galt, for at blive idømt almindelig fængselsstraf. Forvaring er værre, for det er tidsubestemt.
Og det første er medierne gået op i med liv og sjæl på læsernes vegne: Hvordan kunne de få sig selv til det?
De to turtelduer blev fundet strafegnede: De vidste godt, hvad de gjorde, da de ryddede rivalen af vejen. Og der var ikke noget særligt galt med dem fra en diagnostisk vinkel – andet end et stort behov hos dem begge for at høste anerkendelse hos omgivelserne.
Der er derfor blevet spekuleret i, at når Rosa med Alberts hjælp skilte sig af med Pedro på så kontant vis i stedet for ganske enkelt at forlade ham, sådan som et civiliseret menneske ville gøre – så var det for ikke at tabe ansigt. Det hed sig, at hun ikke tålte at blive set som en fiasko udi faste forhold efter i forvejen at være blevet skilt fra Rubén.
Samtidig hed det sig, at når Rosa tog livet af sin samlever, så var det, fordi han ville forlade hende. Og det ville han, fordi den aflagte elsker Albert havde sørget for at holde Pedro orienteret om, at Albert og Rosa igen var sammen. Nu bag ryggen på Pedro, hvor det før var bag om ryggen på Rubén.
Den nat, Pedro døde, gjorde han i kærlighedsskuffelse klar til at fraflytte den fælles bolig.
Kærlighedens død
Siden deres anholdelse for mordet på Pedro har Rosa og Albert gensidigt beskyldt hinanden for at tage livet af kollegaen. Under den lange retssag sad de så langt som overhovedet muligt fra hinanden på anklagebænken: Rosa i offerpositur og Albert med distraheret mine.
De er endt med at vedstå, hvad der er svært at benægte i lyset af efterforskningens resultater: at de sammen skilte sig af med liget ude i skoven. De brændte det til ukendelighed i bagagerummet på en bil, men mordofret Pedro havde fået indopereret en plade eller skinne, som ikke brændte.
Albert siger, at han hjalp mordersken Rosa med at skille sig af med liget, fordi hun bad ham om hjælp. Rosa siger, at hun hjalp morderen Albert af med liget, fordi hun var bange for ham.
Nogen husker måske, hvordan to purunge finner sidst i firserne eller først i halvfemserne blev frikendt for et mord i Sverige, da de blev taget af husejeren i at stjæle en cykel langt ude på landet. De var anklaget for at have begået mordet sammen, men beskyldte så hårdnakket hinanden, at man endte med ikke at kunne løfte bevisbyrden imod nogen af dem.
Sådan spiller klaveret ikke i Spanien. Rosa blev idømt 25 år og Albert 20. Forskellen mellem de to domme består i, at der ikke længere gives rabat for passion: Det er en skærpende omstændighed, hvis man står i nær relation til offeret. Jalousi, forsmåelse og raseri på den udkårne blænder ikke: Mordere ved godt, hvad de gør, når de slår den elskede ihjel. Sådan er den moderne retstankegang.
Morbid fascination
Det er en elementært spændende historie. Måske lidt for spændende?
Den erfarne retsrapporter Carlos Quílez insisterer på, at Rosa Perals skyld i mordet ikke er bevist. Måske var hun vitterligt bange for Albert? I alt fald var han dukket op ved hendes hjem med en økse på mordnatten. Og nok var Rosa Peral selv betjent og må formodes at være hårdfør. Men hun er også mor til to små piger, og hun er en lille nipsgenstand ved siden af den hårdt pumpede Albert.
Alle sidehistorierne om den døde gadehandler og bestillingen af et lejemord på eksmanden var blevet til ingenting. Til gengæld blev den kvindelige betjent i retssalen afæsket svar på, om hun havde dyrket sex med de kvindelige medfanger, som vidnede imod hende.
Som Quílez meget rigtigt bemærker: Hvadbehager? Hvad har det med noget at gøre?
Der er et stærkt element af skandalebrusen i selve retssagen og og mediedækningen af den. Skandale over den flotte kvindes uhæmmede mandetække. Irritation over hendes frie og svigefulde omgang med kærligheden.
Dommen er et tilbageskridt for al den kvindefrigørelse, det har kostet så hårdt at opnå i det fordums nationalkatolske land, mener retsrapporteren. Quílez sandsynliggør dog alene, at selve retssagens fokus på kvindens kærlighedsliv er et anslag mod kvinders lige ret til at være utro og vældigt om sig. Dommen i sig selv kan være korrekt nok, vedstår selv Rosas tro væbner Quílez, der har interviewet hende et utal af gange i fængslet. Og er faldet lige ned i hendes spind? Det er svært at vide. Men hans indvendinger er valide.
Lægfolk ved folkedomstolen
Det er heller ikke ligegyldigt for udfaldet af sagen, at juryen, som dømte Rosa Peral skyldig, har været udsat for mediemøllen undervejs. Pressen har selvsagt haft en fest ud af at optrævle den kvindelige betjents mangesidede kærlighedsliv. Om det så er naboen Manuel, har online-mediet El Español fundet frem til ham og fået hans bekendelse om sin sporadiske affære med Rosa, komplet med intimfotos et par dage efter mordet.
Kynisk? Ja, hvis det er sandt. Sandt er i alt fald, at Rosa og Albert umiddelbart efter mordet tog sammen til afskedsfrokost for en politikollega. Og at Albert straks flyttede ind hos Rosa som hendes nye mand. Fordi de begge var klar over, at rivalen Pedro ikke bare var midlertidigt væk, som de hævdede. Han var borte for altid. Det ændrer bare ikke ved, at Rosa Peral naturnødvendigt er blevet dømt lige så vel for sit svigefulde skød som for beviste gerninger.
Juridiske dommere må formodes at kunne skelne bedre end lægfolk mellem mediecirkus og spekulationer på den ene side og relativt benhårde fakta på den anden. Mangen en dom afsiges uden håndfaste beviser: Rigtigt meget afgøres af vurderingen af vidnesudsagns troværdighed. Og af fortolkningen af konkrete forhold, som ikke i sig selv er uomstødelige beviser.
Det gælder også i danske retssale. Et eksempel er, at bliver en narkodealer taget med penge på sig, omregnes de penge automatisk til narkosalg – men man kan jo faktisk ikke vide det. Man formoder det bare med relativt god grund. Sådan fungerer bevisførelse.
Lægfolk i form af lægdommere eller jury er kendetegnede ved ikke at være skolede i jura. Man kan undre sig over, hvorfor lægfolk får lov at spille så afgørende en rolle (ja, en rolle overhovedet) i retssager, som afgør menneskeskæbner.
Serie: De pæne skurke
Spansk litteratur har en tradition for gavtyveromaner, hvor de farverige figurer lever efter devisen om, at går den så går den – og går den ikke, så går den nok alligevel. I en mørkere version byder den spanske virkelighed på forbløffende fortællinger om pæne mennesker, der repræsenterer lov og orden, men viser sig at være gemene forbrydere eller amoralske individer. De står rigtignok på den rigtige side af hegnet, men de er frække som slagterhunde. Det er skruppelløse personer, der duperer omgivelserne iklædt en bedsteborgermaske, der til sidst må falde med et brag. Det er historier om faldet fra tinderne.
Spanienskorrespondent og mangeårig domstolstolk Sara Høyrup tager os med på tur rundt i demokratiets irgange. Serien om skurkene indgår i Sara Høyrups bog “DIKTATOREN ER DØD! En moderne spanienshistorie”. Den udkommer næste år på Forlaget Europa. Den første artikel i serien handler om en dømt morderske fra Barcelonas politikorps.
I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “boguddrag”, “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.
Billede i artiklens top: /flickr.com/