José Manuel Villarejo havde noget på alle magtens mænd, for magtens mænd brugte ham flittigt imod hinanden. Hans dystre figur er viklet uløseligt sammen med alle de store skandaler i nyere tid. Når ikke Villarejo i sit sidehverv som privatdetektiv lyttede med på alt det hemmelige, skabte han egenhændigt skandalerne. Dette er andet afsnit i sommerserien “De pæne skurke”, hvor spanienskorrespondent og mangeårig domstolstolk Sara Høyrup tager os med på tur rundt i demokratiets irgange.
SOMMERSERIE: DE PÆNE SKURKE – AFSNIT 2
Kommentar (boguddrag) af Sara Høyrup
Det hele begyndte under ”den beskidte krig” i halvfjerdsernes Baskerlandet: Spaniens smertensbarn, indtil Catalonien meget senere overtog den rolle. I Euskadi havde José Manuel Villarejo sit virke som en af de mange politifolk ”uden for kontrol”, der blev sendt nordpå af Madrid. De havde i opdrag at sætte en stopper for den blodige udkantsnationalisme, og de havde frie hænder til at bruge alle midler: alle!
Den unge betjent var i det blødende Baskerland i diktaturets sidste år og under overgangen til demokrati. Eller var han? I Álvaro de Cózars prisbelønnede podcastserie V – statens kloakker sår den undersøgende journalist tvivl om, hvorvidt historien om uskyldens fordærv ude på den hårde mission er frit opfunden af Villarejo selv. Cózar har mere end svært ved at finde dokumentation på, at Villarejo rent faktisk var til stede i den ene eller den anden baskiske storby på ”blyets tid”.
Hvis han var der, var det under dække som så mange andre nyudklækkede betjente de år. Den attentatglade separatisme udgjorde en trussel mod staten. Og den tog mange liv langt, langt ind i demokratiets tid. Den baskiske udkantsnationalisme og statsterroren var fælles om den grusomme devise, at hvor der handles, der spildes.
På vagt for centralstaten
Hvad skulle alle disse betjente i Euskadi? De skulle forsvare staten og borgerne. Blandt andre mod den mand, som vi skal høre om i skurkeseriens ottende portræt.
Den baskiske ”befrielsesfront” ETA bombede diktaturets regeringschef Luis Carrero Blanco i stumper og stykker på vej til højmesse i Madrid. Det skete i 1973, da diktatoren Francisco Franco var blevet affældig. Attentatet er med rette eller urette blevet opmalet som dødsstødet til det allerede rallende diktatur.
Den unge kongesøn Juan Carlos var en af flere royale, som Franco spillede ud mod hinanden som tronfølgere. Det skulle kaste kongeskin baglods over el generalísimo at genindsætte kongeæten som sin officielle efterfølger. I stedet valgte Juan Carlos side for demokratiet og moderniteten, da han kom til magten efter tyve år som diktatorens alibibrik. Det skal vi høre mere om i skurkeseriens femte portræt.
Spaniens sammenhængskraft var diktatoren meget om at gøre. Det er derfor, at løsrivelsesbevægelser lige siden har kunnet opmale alle modstandere som fascistoide franquister ud fra logikken om, at lillemor er en sten.
I Spanien var staten synonym med det nationalkatolske diktatur i så mange år, at staten knap et halvt århundrede senere stadig har svært ved at overbevise om, at staten godt kan være ramme om et demokrati. Ja, at den spanske stat rent faktisk garanterer demokratiet bedre end eksempelvis de catalanistiske planer om en republik uden magtens tredeling. Det er her, den spanske venstrefløj går helt galt i byen, når den falder for flosklerne fra den reaktionære identitarisme.
Statens kloakker
Set oppe fra en kosmisk dimension er Spanien et upåklageligt demokrati, som podcast-journalisten Cózar påpeger. Blot for at fortsætte: Men hvordan tager staten sig ud set fra dybet?
Det foruroligende begreb ”statens kloakker” dækker over alt det, der sker i baglokalet. Alle de indsatser, som statsapparatet mener sig nødtvunget til at gøre til almenvellets eller dets eget bedste – men som staten ikke kan tillade sig at gøre åbenlyst.
Det smudsige arbejde, som i andre lande bliver gjort af efterretningstjenester, tog mænd som Villarejo sig af i Spanien. På særegent klodset klamphuggervis. Og CIA tog notater undervejs, som nu begynder at blive afklassificeret og offentliggjort.
Først gjorde Villarejo sin indsats som ansat og siden som konsulent. Først (angiveligt) i Baskerlandet og siden (dokumenteret) overalt, hvor der var brug for det. Fx i Catalonien, da den navlebeskuende men hidtil fredelige udkantsnationalisme gik grassat med et løsrivelsesprojekt op igennem tierne. Mens den konservative statsminister Mariano Rajoy mestendels fremstod besynderligt passiv under det catalanske løsrivelsesforsøg, skete der ting backstage, som vi endnu har til gode at få opklaret.
Viden er velstand
Kommissæren med de evindelige solbriller og kasketten trukket godt ned i panden havde mange kunder. Staten var blot én af dem. Villarejo var en dobbeltspion i et utal af konstellationer. Han svigtede konstant den lid, som magtfulde aktører satte til ham.
Af uvisse grunde og i strid med al logik og etik havde Villarejo en særlig tilladelse til at drive forretning ved siden af sit hverv som højtstående politimand. På toppen ejede han ikke færre end 46 firmaer. Måske tjente de som dækoperationer for hans efterretningsvirksomhed, der skaffede ham medaljer i korpset og tyve millioner euro alene på hans spanske bankkonti.
Villarejo aflyttede alle, han talte med – og han talte med mange. Han besnakkede dem til at tale over sig. Han hackede sig ind i folks telefoner og sad ad den vej med til møder, som han ingen invitation havde til. Han kunne ikke bryste sig af skoling og certifikat som privatdetektiv; og ikke desto mindre var det hans egentlige og mest lukrative virke.
Politikommissæren ejede for øvrigt også et advokatfirma, som med næb og kløer forsvarede de store banditter, som politiet forsøgte at sætte fast.
Den entreprenante kommissær bar et utal af kasketter. Om det så var hans hustru, ejede hun et medie, der offentliggjorde det, som mediet selv betitlede ”følsomme oplysninger”. Ikke at det på nogen måde er noget, Villarejo havde noget med at gøre, bedyrer han. ”Hun er skrap, og det er forbundet med fysisk fare, hvis jeg blander mig i hendes arbejde,” har den hårde hund udtalt uden at rødme.
Sagerne imod Villarejo ruller stadig, for retfærdighedens mølle maler langsomt men ubønhørligt i Spanien. Kommissæren sidder derfor varetægtsfængslet i afventen af dom. Han bliver løbende afhørt i nye facetter af røverhistorien. Imens bæver magtens mænd og kvinder for, hvad han kan finde på at lække om dem.
Overgangen til demokrati
Villarejo var til salg for højestbydende. Der er ingen idealisme gemt i den pensionerede kommissær. Dengang elementer i hæren og i gendarmkorpset Guardia Civil den 23. februar 1981 forsøgte at omgøre den faste kurs mod demokrati med et statskup, hvad gjorde Villarejo da? Han holdt som fagforeningsrepræsentant for de konservative i korpset på, at man skulle vente og se, hvordan det udviklede sig, før man tog stilling. Til et forsøg på militærkup med tilbagerulning af demokratiet!
Episoden har brændt sig ind i den spanske bevidsthed som et traume. Alle kender billederne af oberstløjtnant Antonio Tejero og hans kumpaner, som med løftede pistoler holdt parlamentet gidsel i 18 timer. Mange MP’er gemte sig selvsagt nede i gulvhøjde, mens de allermest oplagte mål for højrereaktionens rasen stod ranke, parate til at dø. Imens rullede tanks gennem gaderne i Valencia.
Det var nøjagtigt dette, den forsigtige transition til demokrati for enhver pris skulle undgå: at provokere hæren til nok engang at vælte demokratiet. For det var jo det, hæren havde gjort i trediverne, hvor forfatterne Orwell og Hemingway og danske Munch-Petersen stødte til de internationale brigader, som forgæves forsvarere Den spanske Republik. Det var hæren, der bragte den ukendte general Franco (blandt rivaler kaldet Paca la culona, ”hende med den store røv”) til magten efter et spind af intriger blandt alle aspiranterne til magten.
Midtersøgende
La Transición opererede med bred konsensus for at få alle bare nogenlunde demokratiske (eller om ikke andet så opportunistiske) kræfter med om bord på skibet, som omsider skulle føre Spanien ind i den moderne tid. Den nye forfatning anno 1977 skulle stille alle tilfredse – også udkantsnationalisterne i Baskerlandet og Catalonien.
Desværre gav denne eftergivenhedspolitik bagslag. Landets mest selvfede regioner har alle dage villet have mere på bekostning af de mere ydmyge autonomías længere sydpå: andre af de 17 selvstyreregioner i et setup, som er stort set føderalt af gavn skønt ikke af navn. Sammen med den yderste venstrefløj taler de om ”1977-regimet”, som var det fælles projekt et onde. Og dét skønt den spanske forfatning er stemt igennem af et overvældende flertal i hele landet og næsten enstemmigt i Catalonien.
Unionister i de officielt oprørske Baskerlandet og Catalonien føler sig med rette svigtet af centralstaten. Uddannelsessystemet, medierne, kirken, kulturen, ja, sågar F.C. Barcelona er siden firserne blevet holdt som gidsel i de identitariske projekter. Ingen lytter til de forfatningstro borgere, som reelt udgør et flertal i begge regioner. De er ikke samtalepartnere, når centralstaten går i dialog med udkantsregionerne. Det skal vi høre mere om i skurkeseriens fjerde portræt.
Hvorom alting er: Mens Villarejo fedtspillede på skæbnedatoen ”23–F” for at se, hvilken vej vinden ville vende, trak progressive kræfter landets politikorps ind i nutiden. Der var nemlig også røde fagforeninger hos ordensmagten.
Alligevel er det uklart, om der er renset helt ud bagest i skabet hos ordensmagten. Til gengæld besindede netop hæren (af alle institutioner) sig hurtigt på de nye tider. Det forklarer en af kilderne i podcasten V: statens kloakker. Under Covid-pandemien gik soldater omkring og desinficerede plejehjem for at holde dem virussen fra døren. Også selv om regionschefer og de rødeste af de røde ikke syntes, det tog sig godt ud med militærtelte som feltlazaretter.
Knivstikker
Villarejos forretningsimperium hed Antrax frem til nine eleven. Så skiftede det navn til Cenyt, der udtales “zenith”. Kommissæren var pot og pande med forretningsmanden Javier López Madrid. Så det manglede da heller ikke, at han hjalp López af med et problem: hudlægen Elisa Pinto, som til forretningsmandens forbløffelse og fortørnelse ikke fandt hans insisterende kurtiseren forførende.
Der findes et surrealistisk lydklip, hvor López dukker op sekunderet (af Villarejo?) på hendes lægeklinik. Her taler López dunder til sit offer og beskylder hende for at have stalket ham. Den arme kvinde pipper befippet, at hun ingenting forstår. Lige lidt nytter det.
En dag, stalkingofret henter sin søn fra skole, stikker Villarejo en kniv i maven på hende. Han hilser og siger, at López vil have hende til at holde mund. Det er i alt fald, hvad lægen selv hævder.
Også den sag er stadig under efterforskning. Sagsbunkerne i de spanske domstoles baglokaler er meget høje, og det er en kendt sag, at man aldrig skal spørge til sin sag. Man skal hellere håbe på, at den havner nederst i bunken, forklarer forsvarsadvokat Luisa Moreno.
Skidt selskab
Kommissæren er blevet sammenlignet med Torrente, en svedende satirefigur skabt af filmmageren Santiago Segura. Den tykke og halvskaldede Torrente er ”lovens ubegavede arm” og en tåkrummende parodi på den iberiske macho. Men Villarejo var effektiv: Han fik sågar en påtale for at være for ivrig i sit politiarbejde. Men ellers var det lutter lovord og leflen, indtil en anonym kilde i efterretningstjenesten trak tæppet væk under ham.
I Villarejos kundeportefølje står Scientology. Sekten med troen på rumvæsner hyrede kommissæren til at få lukket en afvænningsklinik, der uafvidende kopierede Scientologys effektive metoder til behandling af stofafhængighed. Spaniens storbyer fyldtes nemlig med heroinvrag, da moderniteten kom til landet i firserne. Da låget røg af ved åbningen af det førhen så dydige samfund, skulle det hele prøves. Filmmanden Pedro Almodóvar cirkler om heroinepidemien i mange af sine værker.
Den lumske ven
Blandt kommissærens andre meritter var det mislykkede forsøg på at smugle en saudisk moské ind ad bagvejen under dække af en forlystelsespark. Det skulle ske i Córdoba i Andalusien: det gamle arabiske kalifat al-Andalus, hvor maurerne herskede i 800 år. Det er ikke noget, katolikkerne har glemt og tilgivet.
Det islamiske styre i Spanien blev rullet tilbage med den århundredlange generobring under de katolske konger, som ikke var så troende endda. Det fortæller litteraturprofessor Jordi Gracia, som citerer Fernando II for i sin dagbog at skrive: ”Hvem der blot kunne tro.” Quien pudiera creer. Afsløringen af den katolske konges manglende tro ligger i konjunktivformen.
Villarejo var græsk-katolsk omkring, hvis ærinde han gik. Han havde også nære bånd til den syriske våbenhandler Monzer al-Kassar, som holdt hus i det smækkorrupte Marbella, som vi skal høre om i skurkeseriens sjette portræt. Al-Kassar er blevet sat i forbindelse med Lockerbie-attentatet. Han er havnet uden pardon i et amerikansk fængsel, hvorfra han fortsat erklærer sin loyalitet til sin gode ven Villarejo.
Men også højtstående dommere og politikere satte deres lid til manden med kasketten, når de købte hans tjenester og hyggede sig i hans selskab. Villarejo spillede dem ud imod hinanden og skummede fløden helt frem til sit fald.
Serie: De pæne skurke
Spansk litteratur har en tradition for gavtyveromaner, hvor de farverige figurer lever efter devisen om, at går den så går den – og går den ikke, så går den nok alligevel. I en mørkere version byder den spanske virkelighed på forbløffende fortællinger om pæne mennesker, der repræsenterer lov og orden, men viser sig at være gemene forbrydere eller amoralske individer. De står rigtignok på den rigtige side af hegnet, men de er frække som slagterhunde. Det er skruppelløse personer, der duperer omgivelserne iklædt en bedsteborgermaske, der til sidst må falde med et brag. Det er historier om faldet fra tinderne.
Spanienskorrespondent og mangeårig domstolstolk Sara Høyrup tager os med på tur rundt i demokratiets irgange. Serien om skurkene indgår i Sara Høyrups bog “DIKTATOREN ER DØD! En moderne spanienshistorie”. Den udkommer næste år på Forlaget Europa. Dette er den anden artikel i serien, og den handler om en fængslet politikommissær, der drev forretning ved siden af.
I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “boguddrag”, “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Paul Hanna/