Godt to uger er gået siden det hviderussiske præsidentvalg, og protesterne fortsætter i landets gader. Mens Lukasjenko famler for at forblive på magten, begynder det internationale samfund i stigende grad at forholde sig til urolighederne. Og alt imens verden retter blikket mod Minsk, vender det hviderussiske folk blikket indad.

Baggrund af Ida Sparre-Ulrich og Katrine Stevnhøj

Europas sidste diktatur: Et stagneret land – landbrug, kartofler og traktorer. Sådan lyder det ofte, når folk skal beskrive et stereotypt Hviderusland. Og ikke helt uden grund. Landets præsident, Aleksandr Lukasjenko, har siddet komfortabelt på magten siden 1994, og forudsigeligheden op til præsidentvalget den 9. august var derfor, som sædvanlig, stor. Ifølge den nationale valgkommission modtog Lukasjenko mere end 80 procent af stemmerne, og den hviderussiske befolkning kunne dermed se ind i en politisk fremtid, som ikke så ud til at adskille sig bemærkelsesværdigt fra sin fortid.

Befolkningens reaktion på valgresultatet har imidlertid været alt andet end forudsigelig. På blot en uge har hviderusserne mobiliseret en massebevægelse, og sidste søndag gik over 200.000 mennesker på gaden og udviste en national identitetsfølelse, der synes helt forskellig fra den, som styret har tilskrevet dem de seneste 26 år.

Oppositionen samler sig
Sidste uges protester var således massive, men også til dels ustrukturerede og løst organiserede. Til sammenligning ser man i denne uge en mere politisk handleplan udkrystallisere sig hos oppositionen. Således har Svetlana Tikhanovskajas hold sammensat et nationalt koordinationsråd, der tirsdag afholdt sit første pressemøde.

Rådet består indtil videre af en blanding af forretningsmænd, aktivister, politikere og kulturpersonligheder – blandt andet er nobelprismodtager Svetlana Aleksijevitj på listen.

Rådets funktion er at varetage opgaver i forbindelse med et eventuelt kommende magtskifte, men mindst lige så vigtigt er det et forsøg på at udvide lederrepræsentationen i oppositionsbevægelsen og danne en bedre platform til at kunne forhandle med regeringen.

Også Svetlana Tikhanovskaja, der stadig befinder sig i Litauen, er igen trådt mere i karakter de sidste par dage. I en tale i mandags fortalte oppositionspolitikeren, at hun er klar til at lede Hviderusland midlertidigt og opfordrede i den forbindelse sikkerhedsstyrkerne til at komme over på oppositionens side.

Lukasjenkos træk: Brutalitet eller skinkompromis  
Lukasjenko har nemlig stadig tag i landets sikkerhedsstyrker. Og mens dette er et stærkt kort at have på hånden under en revolution, har den sidste halvanden uges begivenheder fæstnet sig i befolkningens hukommelse, og Lukasjenkos fremtid som præsident ser i stigende grad presset ud. Befolkningen glemmer nok hverken smagen af frihed eller synet af en rådvild og ved nogle lejligheder desperat præsident lige foreløbigt.

Ved et besøg på en af landets fabrikker, som traditionelt set har været en af hans mest loyale støttebaser, blev Lukasjenko i mandags buet ud. Dette sker samtidig med landsdækkende strejker, der favner bredt i det hviderussiske samfund.

Lukasjenko kan nu vælge at skrue op for politibrutaliteten og af den vej forsøge at knække bevægelsen mod ham, selvom den hårdhændede behandling af demonstranter ikke viste sig at være en god strategi i sidste uge. Ikke desto mindre har Lukasjenko ved flere lejligheder luftet den strategi i de sidste par dage.

For nu ser det dog også ud til, at præsidenten forsøger at købe sig tid med et forslag, der skal give indtryk af at komme oppositionen i møde. Efter han blev buet ud på fabrikken, lovede Lukasjenko at udskrive et genvalg, vel at mærke efter at en forfatningsændring blev vedtaget om et års tid.

Idéen om en forfatningsændring har Lukasjenko selv haft på tegnebrættet i et stykke tid. Han har udtalt, at formålet er at give mere magt tilbage til parlamentet i landet. Iagttagere mener dog, at det højst sandsynligt også kommer til at handle om at sikre Lukasjenkos egen rolle og magt, efter han beslutter at træde tilbage som præsident.

Forslaget om en forfatningsændring og et genvalg langt ude i fremtiden er dog næppe et attraktivt forhandlingstilbud for hverken oppositionen eller demonstranterne i landets gader. For det første er et “alle mod Lukasjenko”-scenarie ikke urealistisk i den nærmeste fremtid. For det andet afhænger forslaget i høj grad af tillid, og den indgyder præsidenten ikke meget af i disse dage. Tirsdag tildelte han over 300 sikkerhedsfolk medaljer for deres arbejde under protesterne, hvor man har hørt om utallige eksempler på tortur og brutal adfærd – et signal om, at præsidenten stadig holder fast i, at den fredelige protestbevægelse er lovløs og bør kontrolleres via hans styrker.

En hviderussisk konflikt
Lukasjenkos go-to beskyldning imod oppositionen har i den sidste uge været, at bevægelsen er drevet frem af Vesten. Med øjnene rettet mod Moskva i håbet om hjælp herfra, har Lukasjenko yderligere udtalt, at Hviderusland i tilfælde af et magtskifte vil være tabt til Vesten, hvilket vil være et strategisk tab for Rusland.

Faktum er dog, at oppositionsbevægelsen ikke har indeholdt særlige geopolitiske dimensioner. Hvor Ukraine-konflikten i 2014 tog udgangspunkt i, hvorvidt landet skulle bevæge sig i retning af EU eller i højere grad søge en tættere forbindelse med Rusland, handler konflikten i Hviderusland om hviderussernes egen befrielse fra et indre autoritært system. Da der blev rejst et EU-banner under en protest i denne uge, blev bannerejeren således bedt om at tage det ned.

Gradvist har konflikten dog tiltrukket sig international bevågenhed. Onsdag vedtog EU en række sanktioner målrettet de topembedsmænd fra administrationen i Hviderusland, der er ansvarlige for brutaliteten på gadeplan. Sanktionerne vil højst sandsynligt ikke få en direkte betydning, men de og summen på 395 millioner kroner i støtte til det hviderussiske civilsamfund skal sende et signal om EU’s opbakning til oppositionsbevægelsen.

Selvom oppositionsbevægelsen byder enhver hjælp velkommen, advarer Maria Kolesnikova dog om utilsigtede konsekvenser, hvis sanktionerne bliver for hårde. I et interview med den tyske avis Der Welt udtrykker Maria Kolesnikova:

“Personlige sanktioner mod bestemte politikere og regeringsrepræsentanter vil gøre mulighederne for dialog mindre, både for EU og oppositionen.”

Oppositionen prøver fortsat at forhandle med den hviderussiske regering og opnå en nogenlunde fredelig løsning under indfrielsen af deres krav. Udtalelserne kan derudover ses i forlængelse af oppositionens generelle forsøg på at forblive neutrale og ikke fremstå som en bevægelse, der er drevet frem af Vesten eller af Rusland. Oppositionen har understreget, at man ønsker et åbent og venligt forhold til Rusland.

Hvad vil Rusland?
Hvad er Ruslands ønsker i forhold til udviklingen i Hviderusland? Et scenarie, hvor Hviderusland i forbindelse med et lederskifte begynder at rykke mod vest og opretter et tættere forhold til EU er noget, man højst sandsynligt vil gøre, hvad man kan, for at undgå. I en telefonsamtale med Tysklands kansler, Angela Merkel, tirsdag gav Ruslands præsident, Vladimir Putin, udtryk for, at ekstern indblanding i Hviderusland var uacceptabelt.

Således er Rusland interesseret i at bevare et tæt forhold til Hviderusland. Men ikke nødvendigvis til Lukasjenko. Præsidenten har ofte vist sig som en besværlig partner for Rusland, idet han flere gange har stillet sig på bagbenene, når Moskva er kommet med krav. For eksempel har Lukasjenko været tilbageholdende med at lade Hviderusland træde længere ind i den unionsstat, som de to lande oprettede i 1999, idet han har udtrykt bekymring for, at landet mister en del af sin suverænitet.

For nu ser det stadig ud til, at Rusland forholder sig afventende i forhold til, hvordan man vil yde den hjælp, som man i sidste uge lovede Lukasjenko. En alternativ mulighed er, at Rusland støtter en anden kandidat og ydermere kommer til at assistere i en mulig overgangsfase. Hvis konflikten eskalerer yderligere, og Lukasjenko begynder at tabe terræn, begynder denne mulighed nok at se mere appellerende ud. Det hviderussiske folk er over en bred kam Rusland-venlige, og Kreml er måske i sidste ende mere interesseret i at beholde det gode forhold til de mange hviderussere frem for at pleje det semi-gode med Lukasjenko.

Ovenstående artikel blev oprindeligt bragt i Magasinet rØST den 23. august 2020.

Billede i artiklens top: Pexels.