Endnu en tysk dramaserie af international kaliber fra ARD. ”Oktoberfest 1900” er historien om en skæbnesvanger fejde mellem to stolte bryggeridynastier, som blev startskuddet på det, der senere skulle blive verdens største folkefest. Vær klar på en nervepirrende kamp om magt, overlevelse, rigdom og ære men også storslået kærlighed.
Baggrund af Trine Lykke Nielsen, NabolandsKanalerne
Serien starter ved dørtærsklen til et nyt årtusindeskifte, år 1900. Tilbage til de sagnomspundne kejserdømmer omkring det, vi i dag kender som München.
Selv dengang havde de store oktoberfester været en fast tradition i mange årtier. Det var her alle teknologiske og videnskabelige nyvindinger blev præsenteret. De første udendørslamper var set i München til Oktoberfest i slutningen af 1800-tallet, og få år efter var festivalteltene fuldt oplyste. Det var også her, at nogle af de første offentlige filmvisninger fandt sted, for ikke at glemme den første offentlige telefon.
Oktoberfesten var altså andet og mere end ren og skær festligheder. Det var en verdensførende udstillingsmesse med et vindue indtil fremtidens uanede muligheder. Af samme årsag var Oktoberfesten ofte omgærdet af rige og betydningsfulde personer, men i lige så høj grad af folk der ønskede at gå i deres fodspor.
I denne tid lå magten om noget sted hos de store bryggerifamilier. De satte dagsordenen i samtiden og havde en finger med i alt fra industrialiseringens epokegørende indtog til de første kampe om kvinders rettigheder. Det er med dette historisk bagtæppe, at ARD’s store epos om to rivaliserende bryggeridynastier udspiller sig.
Et drama af Shakespearske dimensioner
I det mystiske München midt i en historisk højspændte periode, hvor det preussiske kejserherredømme var på sin vej ind i første verdenskrig, ankommer den udenlandske Curt Prank til byen sammen med sin datter Clara.
Curt Prank er en fremadstormende forretningsmand, der står bag Nürnberg Bryggeri, og med sig har han en plan om at etablere det største øltelt, der nogensinde har været. Nærmere bestemt en ”øl-borg”, der kan rumme i alt 6000 gæster, og den skal være centrum for årets Oktoberfest.
Der går ikke lang tid før flere af byens borgere hører om Curt Pranks planer, og modtagelsen er ikke just positiv. Pranks ”øl-borg” svarer til et telt, der er tyve gange større end de sædvanlige lokale ølboder, der hvert år huserer Oktoberfesten. Der er dog kun én person, der nægter at sælge sin bod til familien Prank. Den velansete Ignatz Hoflinger. Han ejer det lille traditionsbevidste Deibel bryggeri og sammen med sin kone Maria og deres to sønner, Roman og Ludwig, driver han til dagligt en kro. De to mænd Curt Prank og Ignatz Hoflinger drives af forskellige motiver, men en væsentlig ting har de til fælles, og det er deres urokkelige stædighed.
Kontroversen mellem kapitalisten Curt Prank og den mere idealistiske Ignatz Hoflinger bliver kimen til et drama, der er Shakespeare værdig. For i løbet af ingen tid vikles de to familiers skæbner sig ind i hinanden i en sådan grad, at ingen af dem kan se andre udveje end at bekæmpe hinanden. Det bliver en kamp om magt, overlevelse, rigdom, ære… og selvfølgelig kærlighed.
Dødelig kærlighed
I tråd med Shakespeares tragedie ”Romeo og Julie” mødes Roman og Clara tilfældigt til en fest, men uden at lærer hinandens egentlige identiteter at kende. Som et lynnedslag på en solskinsdag, bliver de hovedkulds forelsket i hinanden. Men i mellemtiden er Romans bror, Ludwig, blevet traumatiseret for livet, da han finder deres far Ignatz myrdet. Forfærdet og ulykkelig står resten af familien Hoflinger tilbage og en mørk mistanke om familien Pranks indblanding begynder at vokse.
Roman og Clara er splittede for på trods af deres interne familiefejde, kan de ikke benægte deres dybe følelser for hinanden. Men heller ikke de kan leve af kærlighed og kildevand for evigt, og snart begynder jorden at brænde under dem, for lige så stærk som kærlighed er hævngerrighed.
Inspiration fra virkelighedens Oktoberfest
Selvom kernehistorien i ”Oktoberfest 1900” kredser om et fiktivt drama mellem to bryggerdynastier og deres familiemedlemmer, så er serien i høj grad inspireret af virkelige hændelser og karakterer. Alexis Von Wittgenstein, en af serieskaberne, er selv født og opvokset i byen München, og han har lige siden barnsben været fascineret af alle de myter og legender, der er omgærdet den verdenskendte Oktoberfest. En af legenderne er restauratøren og iværksætteren, Georg Lang.
Georg Lang var en udefrakommende ”underdog”, der satte sig for at skabe denne famøse ”øl-borg” med plads til 6000 gæster. Inspirationen til karakteren Curt Prank, den dominerende, ambitiøse forretningsmand, der pludselig ankommer til München, stammer fra ham.
Det er dog ikke kun blandt de mandlige karakterer, at skaberne bag serien har hentet inspiration fra datidens virkelige personer. En sideløbende fortælling i ”Oktoberfest 1900” handler om Coletta Kandl. Hendes historie udspringer af den virkelige kvinde Coletta Möritz. Hun arbejdede fast som øl-pige i en af Münchens mange restauranter og herunder i en bod under Oktoberfesten. At erhverve sig som øl-pige dengang, var ofte lig med en hård tilværelse uden fast løn og en potentiel glidebane over i prostitutionens verden.
Coletta Möritz tjente til dagen og vejen ved bl.a. at stå model for mandlige malerkunstnere, og sådan blev hun Bayerns første officielle pin-up-pige. Maleriet gjorde hende kendt blandt byens mange borgere nærmest natten over. Mod forventning endte Coletta Möritz med at bevæge sig betydeligt op ad den sociale rangstige, da hun valgte at gifte sig med en prominent forretningsmand. Coletta Möritz’ liv blev efterfølgende til en fortælling om en kvindes mulige sociale mobilitet i en verden, hvor det patriarkalske samfund levede i bedste velgående.
Kvinderne i magtens centrum
Selvom mændene i ”Oktober 1900” udgør bryggeridynastiernes ansigt udadtil, så spiller seriens kvindelige hovedpersoner en afgørende betydning for den dramatiske handling. I centrum af de to familier står de to stærke og modige kvinder Maria og Clara. Frygtløst bekæmper de sociale normer og forventninger og er en del af begyndelsen på kampen for lige rettigheder for kvinder og mænd. Samtidig leder de familierne med hård hånd i en til tider kynisk kamp om magt og det flydende guld i tønder.
En moderne fortælling med historisk vingesus
Der er bestemt ikke sparret på de dramatiske virkemidler i ”Oktoberfest 1900”. ARD har taget det bedste fra Shakespeares tragiske kærlighedsfortællinger og den græske epos, hvor heltene står i kø for at vise deres værd. Og ligesom i enhver anden medrivende fortælling, er ”Oktoberfest 1900” stadig vedkommende og sigende for den tid, vi lever i, i dag. Seriens karakterer skal ikke blot kæmpe imod hinanden, men også mod samfundets normer og værdier. Sammenstødet mellem generationerne er et helt essentielt tema, der løber igennem hele serien. Hvad end det handler om kapitalismens fremtog, seksualitet, kønsroller og de traditionelle familiestrukturer eller uopnåelig kærlighed.
Med en imponerende rollebesætning, fremragende produktionsforhold og en historisk nøjagtighed og detaljerigdom, har ARD med ”Oktoberfest 1900” produceret en historisk dramaserie af dimensioner, der byder på alt, hvad moderne seere kan ønske sig. Se med og vurder selv.
”Oktoberfest 1900” har premiere på ARD tirsdag d. 15. september kl. 20.15. De efterfølgende afsnit sendes d. 16. og 23. september. Med danske undertekster.
Ovenstående artikel blev oprindeligt bragt på Nabolandskanalerne.dk den 14. september 2020.
Billlede i artiklens top: Dusan Martincek/ARD/