EU og Tyskland i politisk-økonomisk to-frontkrig

Sjældent har EU og Tyskland stået over for så mange udenrigspolitiske udfordringer som i denne tid – Navalnij, Belarus, Brexit, Tyrkiet-Grækenland, Nord Stream-2, Kina. Langt om længe er der forsøg på at træffe udenrigspolitiske afgørelser uden énstemmighed

Analyse af Hugo Gaarden

EU og Tyskland står i denne tid over for en større bunke udfordringer end nogensinde før. Det minder om en politisk og økonomisk to-frontkrig både i øst og vest. Dagsordenen er fyldt med mordforsøg, sanktioner, brud på international ret, en truende militær konflikt mellem to NATO-lande, Mellemøsten, Kina og en ny kold krig mellem supermagterne.

De fleste vil sige, at EU er heldig at have kansler Angela Merkel som formand for EU’s ministerråd i dette halvår, men de aktuelle problemer er så omfattende, at ikke alle bliver løst i hendes formandsperiode, og spørgsmålet er også, hvor megen vægt hun har – et år før sin afgang som kansler.

Men én ting bliver afgørende: Vil vi se en større handlekraft, nemlig ved at afskaffe énstemmighedsprincippet i udenrigspolitikken? En formel afskaffelse kan tage tid. Derfor taler flere om at træffe beslutninger i form af en ”koalition af villige”, der er enige om at løse konkrete problemer, så enkeltlande eller smågrupper ikke kan blokere for beslutninger. Det er ikke en ideel fremgangsmåde, og den kan let blive udsat for kritik, men det er eneste realistiske mulighed her og nu. Skal processen have en vis EU-legimitet er dog det afgørende, at EU’s ”udenrigsminister”, Josep Borrell (billedet i artiklens top), bliver involveret, mener forskeren Erik Brattberg ved Carnegie-instituttet.

Et af de mest presserende problemer er, hvordan EU skal reagere over for det russiske mordforsøg på oppositionspolitikeren Aleksej Navalnij, der behandles i Berlin. Angela Merkel har reageret usædvanligt skarpt over for Rusland, men hun vil undgå, at sagen bliver bilateral mellem Rusland og Tyskland. Hun ønsker en europæisk indgriben – gerne en NATO-reaktion, men det kan hun glemme alt om med Putin-vennen Donald Trump ved roret i Washington. At hun sagde nej til et G7-topmøde i USA siger alt om hendes mistillid til Trump, der ville have Putin med.

Den mest effektive reaktion er formentlig finans-sanktioner mod russiske banker og virksomheder, så de ikke finansiere sig i Europa. Tyskland har indikeret villighed til at standse for Nord Stream 2-gasledningen, men det vil højst blive en kortvarig suspendering, for i Tyskland vokser modviljen mod at bruge dette sanktionsmiddel, også fordi det vil blive betragtet som en underkastelse af Trump, der også før mordforsøget ville lukke rørledningen.

En skrap europæisk reaktion er dog vanskelig, fordi EU har brug for Rusland for at håndtere en række kriser fra Belarus til bevarelsen af atomaftalen med Iran. Men en reaktion er dog bydende nødvendig for at fastlægge en norm for et normalt samarbejde med Rusland.

Belarus kan blive en kolossal udfordring for EU, hvis protesterne mod Aleksandr Lukasjenko får Vladimir Putin til at tage kontrollen med Belarus, f.eks. med en blød annektering, der siden hen kan føre til en fuld overtagelse af Belarus, som det hedder i en analyse i Foreign Affairs. Så får EU en ny nabo, der ikke viger tilbage for giftmord. Overvejer EU allerede nu konsekvenserne – nogle år efter Ruslands overtagelse af Krim?

På vestkanten af EU har premierminister Boris Johnson mildt sagt skabt et troværdighedsproblem ved at sige, at han vil ændre den Brexit-aftale, som han har kæmpet for. Det kan føre til en hård Brexit, og det vil i så fald belaste de fremtidige relationer mellem EU og Storbritannien. Han vil i så fald skabe endnu en myte og skyde skylden på EU. Men EU er pisket til at fastslå, at aftaler skal holdes, og at Det indre Marked skal sikres. Omvendt vil EU gerne bevare et godt forhold til Storbritannien for at have en medspiller i sikkerheds- og forsvarspolitikken, ifølge Macron gerne i et europæisk sikkerhedsråd.

Endnu en sag på østsiden en truende konflikt mellem Tyrkiet og Grækenland om olieudvinding i Middelhavet – en sag, der kan få mere vidtrækkende konsekvenser i hele Middelhavsregionen. Den største udfordring ligger dog i bevarelsen af atomaftalen med Iran og i at sikre en to-stats løsning mellem israelerne og palæstinenserne.

Den fjerneste østlige udfordring er Kina. EU har netop holdt et næsten overset video-topmøde med Kinas præsident, Xi Jinping. Den voksende internationale kritik af Kina vedr. Hongkong og interneringer i Xinjiang har gjort det vanskeligt at etablere et tættere samarbejde mellem EU og Kina, især om en investeringsaftale, som Merkel har bestræbt sig på.

Stagnationen i bestræbelserne beklages dybt i tysk erhvervsliv, der i dag har Kina som en større kunde end USA. Den største forhindring er Trumps bestræbelser på at skubbe kinesiske teknologiselskaber ud af Vesten i dét, som den danske topdiplomat Friis Arne Petersen har kaldt en ny slags kold krig, der ”vil forværre EU’s muligheder for markant at forme det 21. århundrede i en rationel, europæisk retning.”

I EU tales der mere og mere om en europæisk suverænitet, som den franske præsident, Emmanuel Macron, har udtrykt det. Efter Merkels berømte udtalelse for tre år siden – at EU må tage ”vores skæbne i egne hænder” på grund af Trump – er der ikke sket meget konkret. Nu er jorden imidlertid ved at være gødet.

Da den aktuelle dagsorden er fyldt til randen med vitale emner, bliver det derfor afgørende for EU og det tyske formandskab at sætte nogle synlige fodaftryk, der ikke blokeres af modvillige stater. Sker det ikke nu, vil der gå mange år, før EU kan træde ind på den globale scene uden at holde en storebror i hånden.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.