Et splittet spansk parlament vil tillade aktiv dødshjælp. Det kulturkatolske land bliver det sjette land i verden med lovlige medlidenhedsdrab. Både tilhængere og modstandere har gode argumenter. Begge lejre ønsker mennesker det bedste. Men de taler forbi hinanden.
Analyse af Sara Høyrup
I torsdags den 17. december hastede regeringen i Madrid en banebrydende lov igennem. Nu mangler der blot overhusets blåstempling – og den er en formssag. Rød blok stemte for, og den blå-brune blok bestående af PP og Vox var stærkt imod. Liberale Ciudadanos har længe haft eutanasi som hjertesag. Blandt alle regionalpartierne stemte kun Navarras konservative imod.
Frihed åh frihed
Der er tale om en variant af det, som på tysk romantiseres med termen Freitod: fridød. Den frit valgte død er vanligvis døden for egen hånd, men her er der tale om assisteret selvmord. Og kan man nu også være sikker på, at valget virkelig er frit hver gang?
På samme måde som man kan konstatere, at den frie abort ikke altid er barnemorens eget valg, men ikke så sjældent sker under pres fra barnefaren eller andre nærtstående – ligedan kan det blive med medlidenhedsdrabene. Den catalanske journalist Albert Soler udtaler til Magasinet Europa, at han kan se for sig, hvordan loven hurtigt vil blive udnyttet. Hvordan det? ”Arvingerne kan presse på.”
Spørger man ud i det åbne rum på de sociale medier, gør modstandere af loven opmærksom på, hvordan en dødssyg patient kan føle sig forpligtet til ikke længere at ligge sine slægtninge til last. Fortalere siger det samme og finder det godt: De henviser til traditionen hos oprindelige folk, der menes at gå ud for at dø, når de bliver til mere besvær end gavn for fællesskabet.
Min død er min ret
Pro-politikerne taler om rettigheder: et centralt begreb i den rådende tidsånd. Regionspartiet ERC hævder, at det ikke er lovgivning om død, men om liv. Det lyder lidt hen ad orwellsk newspeak.
Og der er noget uhyggeligt ved at åbne op for æsken med eutanasi. Interessenten skal blot bestille sin død to gange med 14 dages mellemrum, så skal anmodningen finde støtte hos en læge med en enkelt anden læge inde over – så er den i vinkel. Med tanke på hvor lang tid depressioner kan vare, og hvor udsigtsløst livet kan tage sig ud for somme til tider, kan den gesvindte afvikling af et menneskeliv bekymre.
Naturligvis skal dødsønsket akkompagneres af uhelbredelig sygdom, uudholdelige smerter eller ekstrem psykisk mistrivsel uden udsigt til bedring. Det sidste kan hurtigt blive en meget glat glidebane. I dansk fortolkning bruges det frit fortolkelige begreb ”mistrivsel” af de sociale myndigheder som løftestang for voldsomme tiltag, der ellers forudsætter decideret sundhedsfare.
Ad den vej kan en skønsmargen slå en omvej uden om internationale konventioner og alle gode hensigter i lovgivningen. Statsstøttede selvmord kan puste til den ild, hvor forventningernes bål giver os indtryk af, at livet ikke er værd at leve, hvis ikke det er lykke fra ende til anden. Myndighederne kan bestille kampagner mod selvmord med den ene hånd og kværke de livstrætte med den anden.
Hver sin tro
Ligesom det gælder for friheden til at definere sit eget køn fuldkommen frit af biologiske fakta, gør vi måske lidende mennesker en bjørnetjeneste i vores iver efter at udstyre dem med fuld frihed, Men hvad er modsætningen til frihed? Det er jo ufrihed.
Fortalerne beskylder modstanderne for at trække deres tro ned over hovedet på terminale patienter. Det konservative PP og det nationalkonservative Vox henviser ikke til Gud og fædreland, når de tordner imod den nye lov. Alligevel er det netop de værdier, man forventer ligger bag deres standpunkt: forestillingen om, at Gud giver, og Gud tager. Idéen om mennesket som Guds værk og livet som Guds gave, som intet utaknemmeligt skarn har lov at kaste på møddingen.
Tager man den spanske højrefløj på ordet, er argumenterne imidlertid ganske andre. Populistiske Vox prikker til de sociale skel og minder om, at de rige har råd til at sikre sig smertebehandling. Palliativ terapi er en dyr affære, som ikke er alle undt i det offentlige spanske sundhedsvæsen. Fridøden er anderledes billig i drift.
Er det progressivt?
Det er moderne at være moderne. Alle vil stå for fremskridtet. I årtier har venstrefløjen taget patent på at være de progressive og set sig selv som frisættere fra konservatismens forældede og snærende værdier. Men der er en tredje position: den liberale.
Partiet Ciudadanos er i sin oprindelse et parti med én sag: tilbagerulningen i Catalonien af lokalnationalismen. Borgerpartiet er skabt af socialdemokrater som alternativ til det lokale socialdemokrati, der har gået catalanismens ærinde i hele demokratiets tid. Da partiet bredte sig ud til hele landet, rykkede det mod højre med syvmileskridt. Det kaldte sig socialliberalt og er i dag – så vidt vides – blot og bart liberalt. I såvel politisk som økonomisk forstand.
Et af Ciudadanos’ salgspunkter er, at de står for fremskridtet. Rugemødre er fremskridt, mener de, mens andre mener, at det er en udnyttelse af fattige kvinder og en grusom disrespekt for båndet mellem mor og barn. Eutanasi er en ret og et gode, mener partiet. Eutanasi er værdighed sidst i livet, siger de. Men er det næstekærlighed?
Når livet er en byrde
Når læger som Francisco Igea går på talerstolen for Ciudadanos og fortæller om trængslerne hos terminale kræftpatienter, er det svært at være uenig i retten til at dø. Filmindustrien har da også for længst valgt side i det standende dilemma med storfilm som Mar adentro (Ude på havet/Havet indeni). Her henligger den statelige Javier Bardem årti efter årti som grøntsag efter en ulykke. Til sidst letter behjertede mennesker ham for den byrde, livet er blevet ham.
Mange andre film viser det smertelige dilemma hos de pårørende. Drabet på den elskede bliver en kærlighedshandling, når det er værre at være i live end at være væk. En fransk film skildrer en kvinde, som kommer ud efter afsoningen af drabet på sit lille barn. Kvinden er naturligvis lagt for had af alle. Hun tager den tonstunge skyld på sig uden at gny. Langt nede ad vejen viser det sig, at barnet var håbløst sygt og døden en gave fra en kærlig mor.
Det bliver bare hurtigt en romantisering af en anderledes gråmeleret virkelighed. Hvad enten eutanasi er retten til egen død eller en udefrakommende medlidenhedshandling, så er det et minefelt af dilemmaer uden one size fits all-løsninger.
Sara Høyrup er Spanienskorrespondent og fixer. Hun holder foredrag i Danmark og arrangerer studieture til Spanien. Hun er uddannet journalist, konferencetolk og cand.mag. www.sarahoyrup.com
Billede i artiklens top: Sara Høyrup