Et helt liv bag baren

Juanito på 86 ejer baren Pinotxo på madmarkedet Boqueria i Barcalona. Juanito hjalp sin mor efter skoletid i efterkrigstiden og har stået bag baren lige siden. Dette er første artikel i serien “Bag om Boqueria”, hvor Sara Høyrup portrætterer en række skikkelser i den traditionsrige indkøbshal.

SERIE: BAG OM BOQUERIA  – AFSNIT 1

Portræt af Sara Høyrup 

Juanito er kendt og elsket. Den gamle mand står strunk bag disken i hjørnebaren Pinotxo, som har en af hæderspladserne på madmarkedet Boqueria: helt fremme i front ved Ramblaen. Den plads fik han med gode venners hjælp vristet fri fra den frugtbod, som havde pladsen før ham. Man får det indtryk, at rigtigt meget i de spanske torvehaller handler om at have de rigtige kontakter.

Juanitos bar er opkaldt efter en hund, han havde som barn. ”Lille Juan” er født i 1934 eller 35, det husker han ikke så nøje. Årene og årtierne formelig suser forbi, bliver vi enige om.

Stedet har altid været stavet med X, som er en catalansk markør og udtales sådan cirka [tsj]. Navnet var catalansk allerede under franquismen og ikke først under den fremstormende catalanisme i demokratiets tid. Juanitos mor var fra Andalusien som så mange andre interne indvandrere i Nordspanien. Hans far var fra regionen Aragón, der grænser op til Catalonien. Engang for meget længe siden udgjorde de to områder et kongerige under den aragonesiske krone, og det er det rige, lokalnationalisterne henviser til, når de taler om, at Catalonien førhen var selvstændig.

Tiderne kommer og går
I årene efter den spanske borgerkrig var megen af handlen håndbåren. Sælgerne bevægede sig rundt i gangene på markedet. De var ludfattige og solgte, hvad de kunne bære i hænderne.

Disse usle kår er i dag overtaget af indvandrere fra det indiske subkontinent, der når til Spanien ad veje, som ingen helt forstår. Nutidens Lumpenproletariat handler om natten ude på Ramblaen – og deres varer er rusmidler. Vil man ikke have deres øl, bliver man tilbudt det, der er værre.

Da Spanien blev et frit land, blev markedet ved nattetide et Sodoma og Gomorra præget af prostitution – også den som de transeksuelle stod for i jagten på penge til kønsoperationer. Det sluttede først, da der blev sat en stor metalport op, som spærrer markedet af om natten. Det er Ramblaens vilde natteliv, der fortsætter organisk ned ad alle sidespor, der ligger åbne.

Juanito glæder sig over, at den massive prostitution er blevet afløst af par. Rigtige par. På gammel tid var kærlighedslivet en handelstransaktion. Hans grandnevø Didac viser en gammel avisforside frem på telefonen med et foto fra markedet uden for åbningstid. Offentliggørelsen vakte et ramaskrig, skønt der intet nyt var i det for markedsfolkene og nattefuglene. I fuld figur ser man mænd side om side med bukserne nede om hælene og lemmet dybt plantet i bagdele, der byder sig til for en billig penge.

Efter den avisforside blev porten sat op.

Kunden er konge
Med de nye tider ændrede Pinotxos åbningstime sig fra klokken tre i morgengryet til klokken syv. Markedsfolkene kan ikke længere få sig en cafè solo eller en alkoholstrøet carajillo, når de møder frem midt om natten for at bygge boderne op.

Den nye åbningstid hindrer dog ikke helt, at fulde folk møder frem fra morgenstunden. I Barcelona kan man nemlig altid finde en opkvikker at køre videre på, og der er fester, der varer dagevis. Gamle Juanito og unge Didac er enige om én ting: sædernes forfald.

Respekten mennesker imellem er gået fløjten. Blandt de mange turister er der dem, der tager dårlige manerer med sig hjemmefra, forklarer grandnevøen: fra steder, hvor man ser ned på tjenerstanden. De nyrige kunder fra Miami er de værste.

Når en kunde er til besvær, gælder det om at holde masken. Så manøvrerer man kunden over i et hjørne, hvor de andre kunder ikke føler sig generet. Man er ikke fri til at sige sin mening til en standerstiv tølper, når man er på arbejde.

Den olympiske fakkel
Juanito er sportsmand. Han løber stadig hver dag oppe på byens bjerg Montjuïc. Han har masser af maratoner bag sig. I 1992 var han den, der bragte den olympiske fakkel op ad Ramblaen.

Det år blev Barcelona en ny by. Cataloniens hovedby havde omsider åbnet op mod havet med en strand, der blev udvidet hele vejen ud af byen op igennem halvfemserne. Barcelona blev et brand, der trak fulde huse. På Pinotxo lærte de sig engelsk til husbehov.

Siden Olympiaden har turismen taget til i et omfang, der truer med at drukne både Boqueria og resten af byen. Byens overborgmester kommer fra kommunardkredse, der er regelret imod tivoliseringen af byen og den gentrificering, som turismen bringer med sig. Så egentlig ville Ada Colau sætte en stopper for krydstogtskibene og hele turistregimet. Det blev bare ikke til noget. Ethvert tiltag, hun gør i den retning, giver bagslag.

Intet kunne stoppe overturismen, før Covid-pandemien satte alt i stå og såede tvivl om hele modellen. Bevares, her er da lidt franske turister hist og her, skønt Frankrigs regering har indført en usynlig mur ved grænsen: Frankrig vil nødig have besøg sydfra og ser helst ikke, at landets egne borgere tager til Barcelona.

Men det gør de. Intet kan stoppe turismen helt. Selv i oplukningsfasen tidligt på sommeren sneg enkelte turister sig omkring ude ved Sagrada Familia og andre eviggrønne attraktioner i strid med alle instrukser fra sundhedsmyndigheder verden over.

Bobler fra morgenstunden
Oppe ved baren i Pinotxo er der altid nogen, som drikker cava, uanset hvor tidligt det er på dagen. Cava er den catalanske champagne og lader ikke den franske noget efter. Brut er den tørre udgave. De cava-mærker, man altid har kunnet købe på benzintankene i Barcelona, forhandles i dag også i Danmark. Selv blå cava kan man i dag finde til spotpris i supermarkederne bag Boqueria.

Pinotxo serverer alt godt fra havet. Mange af kræene er stadig levende, lige til de bliver serveret. De bevæger sig langsomt og foruroligende bag glasruden uden at komme ud af stedet.

Hos Juanito kan man også få universets tyndeste tortilla med aubergine. Tyndt er godt. Tilsat naturligvis pa amb tomàquet: den catalanske specialitet hvidt brød med tomat (og hvidløg og olie). Eller man kan bestille kikærter, der ikke er helt så vegetariske, som man lige tror. De er stegt i fedtet fra kød og ankommer spækket med småbitte stykker chorizo.

Under pandemirestriktionerne er Pinotxo blevet en fortovscafé med borde spredt rundt om ovre ved søjlerne. Normalt stimler vi sammen oppe ved bardisken. Nu bliver bordene flyttet rundt i skyggen, efterhånden som augustsolen bager ned på nye meter asfalt.

Hans hjertes udkårne
Juanito er gift med Carmen. Hun er lige så pyttelille som han, og man ser dem af og til hånd i hånd i fritiden. Juanito siger det ikke selv, men det forlyder på markedet, at han var en stor kvindebedårer i sin tid. Carmen havde dog alle dage en særlig plads i hans hjerte, fortæller Fran fra en af nabostandene. Så selvfølgelig er det Carmen, der ledsager Juanito ud i solnedgangen.

Det var den gamle mands mor, som startede Pinotxo for mange herrens år siden. Dengang lå baren under søjlerne til højre for indgangen, når man kommer ude fra Ramblaen. Samme sted som både Juanito og hans grandnevø peger hen, når de fortæller om dengang, Boqueria var sceneri for den prostitution, der aldrig er forsvundet fra kvarteret.

Didac fortæller om, hvordan stedet flød med brugte kondomer lige dér, hvor frugtkasserne skulle placeres i den meget tidlige morgenstund. Morgen efter morgen bliver alle boderne nemlig bygget op fra bunden og danner de flotte opstillinger, som får munden til at løbe i vand.

Krise på krise
Didac må hele tiden minde sin grandonkel Juanito om, at han skal have mundbind på. Sin gode form til trods er den gamle mand i farezonen fra virussen, der hærger verden for tiden. Juanito er også gået hen og blevet både glemsom og tunghør. Det skaber forvirring hen over disken og irritation hos de andre i slægten.

Juanito ejer baren og kan sælge den, til hvem han vil, når han en dag ikke gider mere, forklarer han. Også selv om de andre boder må nøjes med tiårige kontrakter med kommunen. Den gamle mand driver baren sammen med sine slægtninge og enkelte udefrakommende. Hver dag står han i sit faste hjørne ved kaffemaskinen, mens de andre farer omkring nede i madafdelingen med enkelte afstikkere til pladsen ude foran.

Grandnevøen på 31 er uddannet gartner, men uddannede sig lige lukt ud i arbejdsløshed. Den økonomiske krise i 2008 kom i vejen for karrieren, for ingen vil betale for blomster og planter, når det er småt med midlerne. Fritidsjobbet på familiens bar blev hans faste job. Didac har arbejdet der, lige siden han var 16. Det synes der at være et mønster i.

Heroinepidemier
Baren blev også den unge mands faste bekymring og ansvar. For Didac har aldrig rigtigt fri: Han bor i samme opgang som sine forældre og en søster i kvarteret Poble Sec bag Raval. På godt og ondt. ”Vi fløjter bare, når vi skal have fat på hinanden,” forklarer hans mor María José. ”Men jeg er fri, og de er fri,” forklarer hun smilende, for de bor ikke i samme hjem. Børnene er fløjet et par meter væk.

Da Didac var lille, forsøgte hans mor at overtale heroinjunkierne til at flytte sig væk fra opgangsdøren. Hun ville ikke have, at han skulle se, hvad de lavede. Men han så det hele. Også de døde med et tæppe over midt ude på åben gade.

Og Didac tog ved lære. Han begriber ikke, at hans egen generation kan kaste sig ud i misbrug. De ved jo, hvad der venter. Alle familier i Barcelona har mistet et medlem til firsernes heroinepidemi, siger han. Hvordan kan unge, der har set det, så tro, at narko bare er fest og glade dage?

Didac ser sine gamle skolekammerater tigge for at samle ind til de sølle fem euro (under fyrre kroner), som et hurtigt skud koster. Han giver dem ikke så meget som en centim. Men han vil gerne købe mad til dem. De fleste af narkomanerne i byen er dog italienere, forklarer han. Og det har jeg godt hørt fra andre i kvarteret.e Han forklarer hvorfor, for på madmarkederne ved de altid lidt mere end resten af folkedybet:

Barcelona tager sig godt af misbrugerne. Det gør Italien ikke længere. Italien vil misbruget til livs. I stedet opnår Italien, at de stofafhængige narkokurerer bliver hængende i Barcelona, når de kommer hertil for at hente billige stoffer.

Omgivet af slægten
Den iltre Didacs milde far mødte Didacs friske mor på Tenerife. Som så mange andre var Jordi blevet udsendt som værnepligtig i den anden ende af det spanske rige. Jordis hustru fra det allersydligste Spanien i øhavet vest for Sahara har taget Catalonien til sig. Før pandemien ændrede prioriteringerne, havde María José med det fuldspanske navn altid en gul sløjfe sat fast i arbejdstøjet. Den gule sløjfe er lokalnationalisternes symbol i Catalonien.

Også den gamle Juanito, indvandrersønnen, opfatter sig selv som catalaner. Fordi han er hjemmehørende, født og opvokset i regionen. Og Catalonien ville ikke være det samme uden Juanito.

Det vil Pinotxo heller ikke være, den dag han er væk. Men det forstår hans slægt vist ikke helt: at den charmerende Juanito er selve trækplasteret på stedet. Så er det lige meget, at han ikke længere er nogen effektiv maskine. Juanito er Pinotxos ånd. Ja, han er hele Boquerias ånd.

Serie: Bag om Boqueria

Forbilledet for Torvehallerne i København er la Boqueria i Barcelona. Madmarkedet har facade ud mod Ramblaen og rumpetten vendt mod indvandrerkvarteret Raval. La Boqueria er et overflødighedshorn af fødevarer og farverige frugtsafter, udskænkningssteder og markedsstemning. Det var gennem denne traditionsrige indkøbshal, at attentatmanden flygtede til fods i 2017, da han havde foranstaltet død og kaos på Ramblaen med en varevogn. Nu ser de handlende sig forgæves om efter turisterne, der havde gjort markedet til deres. Dette er Boqueria-seriens første portræt, der skildrer Juanito på 86, som ejer baren Pinotxo. Han hjalp sin mor efter skoletid i efterkrigstiden og har stået bag baren lige siden.

Sara Høyrup er Spanienskorrespondent og fixer. Hun holder foredrag i Danmark og arrangerer studieture til Spanien. Hun er uddannet journalist, konferencetolk og cand.mag. www.sarahoyrup.com

Billede i artiklens top: Sara Høyrup