Med det ene ben i Indien

Fran står i front for frugtimperiet Vidal-Pons. Han er anticalanistisk catalaner og driver en pigeskole i Indien. Dette er den tredje artikel i serien “Bag om Boqueria”, hvor Sara Høyrup portrætterer en række skikkelser i den traditionsrige indkøbshal i Barcelona.

SERIE: BAG OM BOQUERIA  – AFSNIT 3

Portræt af Sara Høyrup 

Når Juanitos slægtninge er hårde ved den gamle mand, der ejer Pinotxo ovre i næste række af boder, går Juanito over til Fran, for hos Fran er der godt at være. Fran Vidal-Pons er en mand, der interesserer sig for andre mennesker, skønt han altid har meget om ørerne.

Juanito kommer forbi under interviewet med Fran, til trods for at hans egen bar i november har lukket ned igen under presset fra restriktionerne. Det kræver en solid forretning at overleve pandemien i Spanien, hvor der er udgangsforbud om natten og en fuldkommen uvant distance menneskene imellem. De to falder straks i ivrig samtale på lokalsproget catalansk.

Fran havde ligesom Juanitos grandnevø Didac egentlig uddannet sig til noget helt andet: Han skulle være fotograf og nåede da også at tage et par bryllupsbilleder. Men så blev han indfanget af familieimperiet.

”Min mor er min helt”
Frans mor havde aldrig arbejdet i sit liv, da Frans rige far efterlod hende pengeløs og alene med en stor børneflok. Skønt det var moderne tider, skulle husbond nok stå for det udenhuslige. Indtil han pludselig ikke gjorde det længere. Fran og hans søskende måtte sammen med moren flytte ud af den herskabslejlighed, de var vokset op i.

Så smøgede den enlige mor ærmerne op og overtog familiens boder på markedet. Og det var hun god til. ”Min mor er min helt,” siger Fran flere gange med varme i stemmen.

De spanske torvehaller er familieforetagender. Vidal-Pons daterer sin tilstedeværelse i Boqueria helt tilbage til 1897. I dag har familien adskillige boder spredt rundt om på markedet. Skråt over for den frugtbod, som Fran selv bemander, står en lille asiat hver dag som en af de sidste ansatte, der stadig er i arbejde. De fleste er sendt hjem og har været det siden marts.

I sommers, da Spanien begyndte at lukke op efter tre måneders hjemmekarantæne til alle, håbede butiksejeren på at kunne hyre de fleste igen. Nu er der gået ni måneder, siden pandemien ændrede alt. Regeringen har indført alarmtilstand helt frem til maj 2021 efter i starten at være faret forsigtigt frem med fjorten dage ad gangen.

Skønheden og nødvendigheden
Begge boderne er smukke syn. Hovedboden ved indgangen til markedet strutter af frugtsafter og pangfarver. Her er almindelige grøntsager, klassiske bær og eksotiske frugter fra fjerne egne. Skråt overfor står den på det, man hernede kalder for ”tørrede frugter”, og som på dansk går under navnet blandede nødder. Skønheden er halvdelen af produktet.

Vidal-Pons bringer gerne varerne hjem til kunderne, når den aldrende befolkning langt oppe ad høje trapper har brug for det i kvarteret omme bagved. Boqueria holdt ligesom resten af madbutikkerne åbent under den hårde nedlukning af samfundet fra marts til juni. Fran gjorde så meget ud af kundeservicen, at hans leveringsfolk endda slæbte varer med fra andre af boderne.

Kunden er konge. Fran fortæller med lav røst om at udholde urimelige kunder, som partout vil betjenes på catalansk – også selv om ansatte som asiaten i boden overfor ikke mestrer sproget. Fran er selv catalansksproget og skifter ubesværet imellem regionens to officielle sprog.

Fran mumler videre om sin afsmag for lokalnationalismen. Vi hvisketisker om tabuet og føler hinanden på tænderne, før vi taler lige ud af posen.

Pigeskolen
Fran gik godt nok ind i familieimperiet, men Fran ville fotografere. Han tog en tur til Indien tiltrukket af farverigdommen derovre. Her så han en verden af armod, som han aldrig siden har kunnet lægge bag sig. Han tabte sit hjerte til verdens virkelige fattige.

Først skræmte menneskevrimlen ham så meget, at han ikke forlod sit hotel i tre dage. Så blev han på ingen tid en del af Moder Teresas hjælpeaktioner, der kun er for de allermest uselviske sjæle. De ser hellere en ukyndig som Fran lægge forbindinger, end de beholder en læge, der føler sig for fin til at vaske tøj.

Før Fran vendte tilbage til Barcelona, havde han overtaget et børnehjem. Med tiden er børnehjemmet blevet erstattet af en pigeskole for fattige familier. Myndighederne i Indien har det stramt med det, de betragter som postimperialisme i form af bortadoptioner af indiske børn og hvidt dreven hjælp på stedet. Derfor blev alle børnene fra børnehjemmet sendt væk, og Fran oprettede i stedet en pigeskole i lokalerne.

Pandemien har hindret ham i at tage over og tage sin tørn de vanlige tre måneder i streg. Til gengæld er hans ven og kompagnon strandet derovre og har ikke kunnet komme væk siden marts. Det var lige alt, at det lykkedes Fran at komme tilbage til Europa, da rejserestriktionerne satte ind.

Fran Vidal-Pons længes tilbage til Inden. Og jeg tror, at det, som han fandt i Indien, var meningsfuldhed. Han har sine egne børn, og han har rigeligt at se til som hersker over frugtboderne. Men i Indien gør han for alvor en forskel.

Serie: Bag om Boqueria

Forbilledet for Torvehallerne i København er la Boqueria i Barcelona. Madmarkedet har facade ud mod Ramblaen og rumpetten vendt mod indvandrerkvarteret Raval. La Boqueria er et overflødighedshorn af fødevarer og farverige frugtsafter, udskænkningssteder og markedsstemning. Det var gennem denne traditionsrige indkøbshal, at attentatmanden flygtede til fods i 2017, da han havde foranstaltet død og kaos på Ramblaen med en varevogn. Nu ser de handlende sig forgæves om efter turisterne, der havde gjort markedet til deres. Dette er Boqueria-seriens tredje artikel, der skildrer Fran. Han står i front for frugtimperiet Vidal-Pons. Han er anticalanistisk catalaner og driver en pigeskole i Indien.

Sara Høyrup er Spanienskorrespondent og fixer. Hun holder foredrag i Danmark og arrangerer studieture til Spanien. Hun er uddannet journalist, konferencetolk og cand.mag. www.sarahoyrup.com

Billede i artiklens top: Fran Vidal-Pons