Højt spil om kolonilevn

Tovtrækkerierne er mange i grænseområder på begge sider af Middelhavet. Gibraltar er ikke den eneste stridighed, som aldrig er blevet bilagt på de kanter. Spaniens permanent sårede stolthed hæger om stumperne.

Analyseaf Sara Høyrup 

Der er mangt et krav på ejerskab, som ikke står i vejen for det gode naboskab til hverdag, men som altid er klar til at blive trukket frem og støvet af. De lykkelige ejere benægter altid, at der er tale om levn fra en kolonitid, som skal forestille at være en saga blott. Ingen er konsekvente. Alle er hyklere.

Og sålunde vil Spanien gerne have fingre i Gibraltar, men ikke lade de spanske byer i Nordafrika slippe sig af hænde. Ceuta (billedet i artiklens top) og Melilla er lige så spanske som paella og sangría, hvis man skal tro en samlet spansk forståelse af de småbitter stykker spanskhed omringet af Marokko. Så det er her, at mange voldsomme dramaer udspiller sig, når desperate migranter forcerer grænsehegnene med alle midler, stiger og syre indbefattet.

Persillekrigen
I den nordmarokkanske havneby Tanger bød biografen for nogle år siden på en ikke ret patriotisk faldepåhalen-komedie om den korte krig om øen Perejil i 2002.  ”Persille” er ikke stort andet end et rev, men det ligger strategisk vigtigt i Gibraltarstrædet mellem Spanien og Maghreb: den arabiske verdens vestligste forpost. Her blander den arabiske herkomst sig med de oprindelige berbere, og Koranens sprog er på de kanter blevet så fuldt af lokale understrømme, at mennesker fra Mellemøsten ikke forstår det.

Gibraltarstrædet er de vande, hvorover maurerne i sin tid drog over og tog det meste af Spanien i sin besiddelse i hele 800 år. Lige indtil de såkaldte katolske konger jog dem tilbage og indførte kristning af muslimer og jøder. At den hæderkronede Fernando II ikke var så troende endda, fremholder Jordi Gracia fra Universitat de Barcelona. Litteraturprofessoren dokumenterer vantroen med en enkelt altafslørende sætning i kongens dagbog: ”Hvem der bare kunne tro …” Men det skal jo ikke hindre nogen i at instrumentalisere troen i territorialkampe.

Det spanske Afrika
Nu gør Marokko pludselig krav på de spanske byer i Nordafrika. Igen er det ikke, fordi der er noget særligt ved de to steder: Det er princippet, der tæller.

Kravet er ikke nyt. Overhovedet ikke, ja, vel egentlig naturligvis ikke. Det er bare ikke et krav, som kongedømmet på Middelhavets sydlige bred slår ret meget på tromme for. Marokko er ikke uden grund bistandsmodtager af EU-midler og en af Spaniens vigtige samarbejdspartnere.

Europas fremmedhadere ser for deres indre blik, hvordan de unge drenge, som sætter livet på spil i Gibraltarstrædet, er udsendinge fra en islamisk invasionshær. Reelt gør politistaten, hvad den kan, for at banke dem på plads og holde dem hjemme hos forældre, der ofte slet ikke ved, at deres børn tager af sted. Det betaler EU nemlig Marokko for at gøre.

Og den byttehandel kan svare sig for staten, skønt hele bydele i eksempelvis Tanger er bygget for penge sendt hjem af udvandrerne. Med penge fra hashsalg og tasketyverier, hvis ikke det er lykkedes de rejselystne at opnå opholdstilladelse og blive en del af den hvide økonomi, der lokker så forjættende med blinkende lys over strædet.

Aktivisme i magtens hjerte
Spanien har provokeret, og en provokation er en chance, som ingen forspilder. I sin sagnomspundne iver efter magten har statsminister Pedro Sánchez gjort, hvad han havde forsvoret at gøre, og allieret sig med det yderste venstre i Podemos: protestpartiet, som med tiden er vokset sammen med enhedslisten Izquierda Unida. (Ikke bare det, men også de catalanske separatister og de baskiske terrorapologeter er nødvendige støttepartier –men det er en anden historie.)

Sánchez er i forvejen ikke for populær hos ”Mohammed Sexo” (sex-Mohammed, som de marokkanske gadedrenge i Barcelona kaldte Mohammed Sexto (Mohammed XI) for, da han overtog magten fra sin mere åbenlyst diktatoriske far. Sánchez forsømte ved sin tiltræden at markere Marokkos vigtighed, sådan som det ellers er spansk regeringstradition. Marokko var ikke den første partner, der fik besøg.

Og da besøgene endelig begyndte, blev det bare værre. Sánchez har mødtes med repræsentanter for Polisario-fronten, som repræsenterer los saharauis og fastholder disse ørkenarabere i et limbo af statsløshed. (En statsløshed, som gør dem til nogle af de få nordafrikanere med krav på asyl. Derfor poserer mangen en marokkansk knægt som saharaoui ved ankomsten til Europa.)

Marokko synes selv, at området er marokkansk. Det synes Polisario-fronten ikke.

Og det mener det aktivistiske Podemos så heller ikke. Podemos har aldrig lagt aktivismen fra sig, siden partiet trådte ind i magtens haller med den slidte frelserfigur Pablo Iglesias som permaproblematisk vicestatsminister. Derfor er det pludselig en statshandling, når det yderste venstre giver den med international solidaritet og med den fremmedes generøsitet vil sætte ørkenaraberne fri. Og derfor giver Marokko igen med genopblusset krav på Ceuta og Melilla.

Sara Høyrup er Spanienskorrespondent og fixer, bosat i Sevilla. Hun holder foredrag i Danmark og arrangerer studieture til Spanien. Hun er uddannet journalist, konferencetolk og cand.mag. www.sarahoyrup.com

Billede i artiklens top: Wikimedia Commons