Her i begyndelsen af 2021 står Storbritannien, anført af premierminister Boris Johnson, midt i en pandemi, der har ramt landets befolkning og økonomi særligt hårdt, usikkerhed om de handelsmæssige og økonomiske relationer med EU her efter Brexit, og en dyb intern splittelse i kongeriget, hvor særligt Skotland er særdeles kritisk over for Londons ageren. Det oplagte spørgsmål er derfor: Hvordan kommer briterne videre herfra, og hvordan tegner fremtiden sig for den gamle europæiske stormagt?

Analyse af Thomas Lie Eriksen

TEMA: BREXIT | Fire år er gået, siden et mindre flertal af den britiske befolkning ved en folkeafstemning i 2016 besluttede, at Det Forenede Kongerige skulle forlade det europæiske fællesskab, der lige siden indmeldelsen i 1972 har udgjort en hjørnesten i britisk udenrigs- og handelspolitik.

Forløbet omkring den britiske indmeldelse var imidlertid kompliceret og fyldt med forhindringer – både indenrigs- og udenrigspolitisk. Set i det perspektiv er det måske mindre overraskende, at processen om at forlade ”Europa” er blevet noget kaotisk, en karakteristik der ikke dækker, hvad der siden folkeafstemningen har fundet sted i britisk politik.

Tre premierministre er kommet og gået, en dybt splittet befolkning og endnu mere alvorligt en fortsat dyb splittelse mellem de forskellige dele af Storbritannien er en kendsgerning.

I begyndelsen af 2021 står Storbritannien, anført af premierminister Boris Johnson, således midt i en perfekt politisk storm: En pandemi, der har ramt Storbritannien særlig hårdt og øget presset på en i forvejen plaget økonomi, besværlige forhandlinger med Bruxelles om, hvordan de handelsmæssige og økonomiske relationer skal være postbrexit og endelig den omtalte dybe splittelse internt i unionen, hvor særlig Skotland er særdeles kritisk over for Londons ageren, både i forhold til Europa og Covid 19. Det oplagte spørgsmål er derfor: Hvordan kommer briterne videre herfra, og hvordan tegner fremtiden sig for den gamle europæiske stormagt?

I sidste øjeblik juleaftensdag lykkes det at indgå den så længe ventede Brexit-aftale, som sikrede nogenlunde regulerede forhold fra 1. januar. Aftalen betyder imidlertid også, at et forholdsvis hårdt Brexit bliver det endelige resultat af den udmattende proces, der har pågået siden 2016, og med mulighed for fremtidige konflikter lurende i horisonten.

Det globale Storbritannien og Det særlige forhold
Svaret på, hvorledes Storbritannien kan skabe sig en plads i verden efter det endelige farvel til Europa, er siden folkeafstemningen – og især efter Boris Johnsons magtovertagelse –  blevet formuleret i form af begrebet ”Global Britain.”

I dette noget udefinerbare begreb ligger en forestilling om en art åndelig genetablering af det britiske imperium, blot uden en egentlig magtpolitisk dimension. Man forestiller sig, at London bl.a. gennem det allerede eksisterende Commonwealth of Nations kan etablere frihandelsaftaler samt styrke kulturelle og sikkerhedspolitiske relation og på den måde sikre Storbritannien fortsat og måske øget global indflydelse. En ambitiøs plan som dog på det handelspolitiske område allerede er i gang. Således blev der den 21. november sidste år indgået en frihandelsaftale mellem Canada og Storbritannien, som sikrer fortsat handel mellem de to nationer på samme betingelser som før Brexit. I løbet af de sidste par år er der indgået frihandelsaftaler med 53 lande til en værdi af 164 milliarder pund, og der arbejdes fortsat hårdt fra britisk side på at indgå yderligere aftaler og dermed stå bedre, nu hvor Brexit er en realitet.

Ved siden af medlemskabet af den europæiske klub er det relationen til Amerika, der siden 1945 har været den anden og meget afgørende søjle i britisk udenrigspolitik. The special relationship har været betegnelsen for, hvad der er blevet opfattet som en særlig privilegeret kulturel og sikkerhedspolitisk relation til verdens mægtigste magt, som i dag kun tillægges endnu større betydning nu, hvor båndene til kontinental Europa skal kappes.

Det var den legendariske premierminister Winston Churchill (1874-1965), der under Anden Verdenskrig i desperation over Storbritanniens isolerede position besluttede, at det eneste, der kunne vende krigslykken, var et tæt samarbejde med USA, der skulle skabe rammerne for en egentlig amerikansk krigsdeltagelse i Europa.

Til lejligheden blev der således skabt en større fortælling om det åndelig slægtsskab mellem briter og amerikanere. Der hævdes en lang historisk kontinuitet i forholdet mellem Det Forenede Kongerige og De Forenede Stater. En  kontinuitet, der næppe kan tåle en nærmere granskning.

Nok var begge stater parlamentariske demokratier og med et i udgangspunktet fælles sprog, men derfra bliver  forskellene større end lighederne. Uafhængighedserklæringen af 1776 var kulminationen på det oprør, som en gruppe kolonialister iværksatte over for det overherredømme, der udgik fra London. Sådan kom det meget konservative, monarkistiske og klasseopdelte Storbritannien til at stå over for den unge revolutionære republik på den anden side af Atlanterhavet, en republik, der i kulturel, ideologisk og realpolitisk forstand ikke havde det store til fælles med moderlandet.

I takt med at det nordamerikanske kontinent blev udforsket og kom under politisk kontrol fra Washington, voksede de magtpolitiske ambitioner, som fandt et foreløbigt højdepunkt i 1823 med Monroedoktrinen, hvorved hele det amerikanske kontinent nord og syd blev USAs særlige indflydelsessfære. Denne udvikling kunne briterne imidlertid godt leve med, idet konkurrerende europæiske magter nu blev blokeret fra at øve indflydelse i denne del af verden. Samtidig havde London i kraft af Canada fortsat solidt fodfæste på det amerikanske kontinent. Denne magtbalance holdt sig frem til Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig.

Under Den Kolde Krig var den generelle opfattelse, at Storbritannien var USA’s tætteste samarbejdspartner, som fungerede som brobygger i forhold til Kontinentaleuropa. I tilbageblikket er spørgsmålet dog, om ikke fx Vesttyskland var lige så tætte på amerikanerne. Under alle omstændigheder fik Bonn nok en del mere ud af relationen til Washington end London.

Storbritannien er nok set fra Washington blevet opfattet som den til tider besværlige lillebror, man ikke altid tog det store hensyn til. I tiden efter murens fald er Storbritannien imidlertid fortsat med at klynge sig til forestillingen om en særlig relation til USA, en forestilling, der fandt sin kulmination under Tony Blairs regeringsperiode, hvor britisk udenrigspolitik endte med at være fuldstændig bundet op på Washingtons interesser og verdenssyn, som det kom til udtryk med den britiske deltagelse i invasionen af Irak.

Hvorledes står så sagerne i dag? Folkeafstemningen om det britiske exit fra det europæiske fællesskab faldt sammen med Barack Obamas sidste tid som præsident, og i tiden op til folkeafstemningen gjorde Obama det klart, at briterne efter et evt. Brexit ville stå bagerst i køen, når det kom til at forhandle en separat frihandelsaftale. Med fænomenet Trump som amerikansk leder var London lige pludselig bedre stillet, idet Trump så store ligheder mellem sin ”America First” politik og Brexit, uanset der er tale om væsensforskellige begreber med vidt forskellige historisk og kulturelt udspring.

Det lykkedes dog hverken for Theresa May eller Boris Johnson at kapitalisere den goodwill, der udgik fra Trumps Hvide Hus, idet forhandlinger med Bruxelles ikke blev afsluttet, og de konkrete forhandlinger med amerikanerne alligevel ikke var så ligetil, fordi de meget forskellige standarder på alt fra miljø til fødevarer har stået i vejen for egentlig fremdrift i forhandlingerne. Med Joe Bidens valgsejr er Storbritannien nu tilbage ved udgangspunktet lige efter folkeafstemningen, og meget tyder på, at Biden vil prioritere  Bruxelles højere end London og i øvrigt tillægge det ømtålelige irske spørgsmål, som i fremtiden fortsat vil kunne skabe problemer, stor vægt.  Det ser således ikke ud til, at den særlige relation til amerikanerne kan redde briterne fra deres nuværende problemer.

Det lange farvel: Storbritannien og Europa
Hvornår begyndte Storbritannien og Kontinentaleuropa at bevæge sig i hver sin retning? Spørgsmålet er komplekst og kan anskues i både et meget langt og kortere historisk perspektiv. Det Forenede Kongerige har altid været en central del af europæisk kultur og traditioner fra antikken til moderniteten. Alligevel blev den politiske og kulturelle udvikling på de britiske øer på et tidspunkt markant anderledes, end hvad der foregik på kontinentet.

Hvornår denne udvikling mere præcist indtraf, kan være svært at sige: Var det med udfaldet af Hundredårskrigen (1337-1453,) hvor England mistede sine sidste besiddelser på kontinentet og herefter definitivt var et ørige? Eller var det med den mirakuløse sejr over den Spanske armada i 1588, hvor den engelske forestilling om Kontinentaleuropa som et grundlæggende fjendtligt sted, som måtte holdes stangen, blev grundigt bekræftet? Eller var det med the glorious revolution 1688-1689, der stadfæstede parlamentets rolle i den politiske beslutningsproces, og kongens magt som følge heraf blev begrænset. Uanset hvor vægten lægges, er de ovennævnte begivenheder alle vigtige for en dybere forståelse af den særlige politiske udvikling, der har præget England og de britiske øer og har skabt et modsætningsforhold til de kontinentale nationer, der fortsat spiller en rolle i den aktuelle debat om relationen til Storbritannien.

Efter Anden Verdenskrig var briterne rent faktisk positivt stemt over for et tættere samarbejde mellem Europas nationer, og selveste Winston Churchill fremsatte som en af de første tanken om, at en form for Europas forenede stater kunne være en løsning for at forhindre fremtidige krige og konflikter på hvad der ellers historisk havde været slagmarkernes kontinent. Den politiske udvikling i den umiddelbare efterkrigstid betød dog, at der kun kunne blive tale om et vesteuropæisk samarbejde, idet Sovjetunionen tog kontrol over Central- og Østeuropa.

Det vesteuropæiske samarbejde tog imidlertid hurtig form, og i 1952 blev Kul- og stålunionen dannet og blev i 1957 fulgt op af Rom-traktaten, som blev den egentlige begyndelse på det europæiske fællesskab. Denne udvikling var Storbritannien dog ikke en del af. Hvor London havde været en af initiativtagerne til dannelsen af NATO og i det hele taget var gået forrest i skabelsen af den sikkerhedspolitiske relation til USA, var forestillingen om deltagelse i et større europæiske fællesskab stadig langt væk. Hovedfokus lå fortsat på imperiet og de kulturelle og økonomiske forhold her. Den økonomiske og politiske udvikling medførte imidlertid, at Storbritannien i løbet af 1960’erne, tvunget af omstændighederne, omsider var klar til Europa, men nu var Europa i skikkelse af general Charles de Gaulle (1890-1970) ikke klar til at tage imod Storbritannien, og de britiske ansøgninger blev afvist.

Efter de Gaulles bortgang lykkedes det endelig for London (sammen med Irland og Danmark) at komme ind i den europæiske varme i 1973. Hvedebrødsdagene blev dog meget korte, for allerede i 1975 blev den første folkeafstemning om fortsat tilslutning til britisk medlemskab afholdt og faldt ud til fordel for at bibeholde medlemskabet. I 1979  kom Margaret Thatcher til magten med en kritisk tilgang til Europapolitikken, og det næste årti blev derfor præget af mange og barske opgør mellem London og Bruxelles.

Fra slutningen af 90’erne og frem til slutningen af 00’erne under Tony Blair og Gordon Brown var der en langt mere positiv indstilling til det europæiske samarbejde, dog uden at det ændrede grundlæggende på den brede befolknings Europa-skepsis, og det var dette i kombination med et begyndende oprør i Det konservative parti, der fik David Cameron til at drage konsekvenserne og udskrive folkeafstemningen i 2016.

Hele den ovenfor beskrevne udvikling i britisk Europapolitik viser, hvor ambivalent Storbritanniens relation til det europæiske kontinent har været både i et langt historisk og i et samtidshistorisk perspektiv. Der findes nogle dybere historiske, geopolitiske og kulturelle forhold, der betinger, hvordan både befolkningen og den politiske elite betragter Europa, og dermed også hvilken slags politik der skal føres for at fremme britiske nationale interesser bedst muligt. Dermed efterlades vi med spørgsmålet om fremtiden.

Storbritannien eller lille England?
Med spørgsmålet om tilslutning til eller afvisning af det europæiske fællesskab blev der igangsat en politisk centrifugalkraft, der ikke kun trækker Storbritannien væk fra Europa, men samtidig river og flår i selve den britiske union.

Folkeafstemningen i 2016 blev også en anledning for det skotske selvstyre til at rejse krav om en ny folkeafstemning om uafhængighed efter nederlaget i den foregående kun to år før i 2014. Det kaotiske Brexit forløb kombineret med den katastrofale håndtering af Coronakrisen, har medført en stor tilslutning i meningsmålingerne til ønsket om selvstændighed for Skotland. Det irske spørgsmål er ligeledes blevet genåbnet, og her forekommer det ikke længere usandsynligt, at Nordirland en dag kunne blive en del af et samlet Irland.

Hvis denne udvikling føres til ende, vil kun England og Wales stå tilbage, og dermed vil London være tilbage ved udgangspunktet under Elizabeth den 1 (1533-1603), hvor England oplevede en guldalder og ansatserne til det senere imperium blev lagt. Der vil være noget næsten poetisk over forløbet, hvis denne lange rejse slutter, mens endnu en Elizabeth stadig sidder på den engelske trone.

Hvordan ovenstående vil påvirke engelsk indenrigs- og udenrigspolitik er usikkert og uforudsigeligt. Forestillingen om et England, der bare accepterer en art småstatsrolle i skyggen af EU og USA, forekommer ganske urealistisk. Dertil er den engelske selvfølelse for stor, og England og Wales vil stadig have en i europæisk målestok stor befolkning samt militære, teknologiske og uddannelsesmæssige ressourcer til at kunne hævde sig.

Afgørende bliver, hvordan relationerne til EU og USA vil udvikle sig. Som vist i denne artikel er der tale om komplicerede forhold, særligt til Kontinentaleuropa, og selv med en aftale, der nogenlunde regulerer den fremtidige relation, er der ingen garanti for, at forholdet mellem Storbritannien og det øvrige Europa ikke vil antage en antagonistisk karakter. Historien viser, at det netop er en oplagt mulighed.

Om USA vil kunne fungere som en form for mægler og forhindre konflikter, er nok meget tvivlsomt, dels vil amerikanerne de kommende år være mest optaget af indre forhold, dels vil den udenrigspolitiske orientering være rettet mod Asien og Kina. For England vil det også kunne betyde en total nyorientering og jagt på nye samarbejdspartnere, men stadig med et altid vågent øje på det store dyr i åbenbaringen: Det kontinentale Europa.

Thomas Lie Eriksen er uddannet cand.mag. i historie fra Københavns Universitet med speciale i det 20. århundredes internationale politiske historie og generel europæisk kultur- og idehistorie. 

Billede i artiklens top: Wikimedia Commons

Læs hele vores tema om Brexit