Indsættelsen af Joe Biden var et klart brud på Trump-showet med en tilbagevenden til et kompetent ledet USA. Men Trump er fortsat en trussel mod demokratiet. USA’s førende position bliver formentlig afløst af en tredeling mellem USA, Europa og Kina

Analyse  af Hugo Gaarden

Joe Bidens indsættelse som USA’s nye præsident var som en genfødsel af det traditionelle USA med en målsætning om at skabe forsoning og om at skabe en ny dynamik med betydelige forandringer. Bidens ministre og rådgivere er alle som én kompetente og veltrænede folk, mange med erfaring fra tidligere regeringer og institutioner. Det står i skærende kontrast til den inkompetente Donald Trump, der sluttede med at opfordre bøller til at storme det Capitol Hill, hvor Biden og den sort-asiatiske vicepræsident, Kamala Harris, blev indsat i en multikulturel begivenhed, hvor Biden understregede vigtigheden af at skabe enhed i USA – og af at bekæmpe løgne.

Lettelsen over Bidens indsættelse kan dog ikke skjule, at Trump fik fik opbakning fra 74 millioner vælgere trods hans ligegyldighed over for 400.000 døde under coronakrisen og trods hans løgne om valgresultatet. Han vil fortsat udgøre en trussel mod demokratiet – og det republikanske parti. Det har ikke mindst Senatets afgåede formand, Mitch McConnell, gjort opmærksom på ved at sige, at oprøret den 6. januar blev fremprovokeret af Trump. Han vil måske stemme for impeachment for at hindre Trump i at stille op i 2024.

Biden vil genetablere det traditionelle og internationalt orienterede USA, der ikke skal søge konflikter. Han vil lægge mest vægt på at hele sårene i USA og at genstarte økonomien ved at skabe mere vækst for alle grupper og for at gøre økonomien mere grøn og digitaliseret.

De ledende personer kan først tiltræde, når de er godkendt af Kongressen:

Den tidligere chef for Forbundsbanken, Janet Yellen, skal være ny finansminister. Hun lægger primært vægt på at skabe arbejdspladser og at sikre en bedre indtjening for dem, der har lidt mest under coronakrisen. Hun er europæisk i sin tænkning.

Det udenrigs- og sikkerhedspolitisk team er traditionelt: Antony Blinken som udenrigsminister var rådgiver for Biden under Obama og står for en multilateral kurs. Jake Sullivan som sikkerhedspolitisk rådgiver havde samme opgave, da Biden var vicepræsident. Avril Haines som chef for den overordnede nationale sikkerhedstjeneste har tidligere været i CIA, hvis chef bliver William Burns, der har haft en lang og anerkendt karriere i udenrigsministeriet med tætte bånd til Europa, og som sammen med Jake Sullivan spillede en afgørende rolle i forhandlinger om Iran-atomaftalen. Burns advarede i sin tid USA om faren ved en intervention i Irak. Lloyd Austin som forsvarsminister. Han er sort, tidligere general med erfaring fra Mellemøsten og Asien. Han var arkitekten bag kampen mod Islamisk Stat.

Tiden med udenrigspolitiske eventyr er ovre. Biden-teamet vil samarbejde med allierede. De går også ind for en mere aktiv kurs over for Kina. Blinken har foreslået at etablere en Demokratisk Liga som en modvægt mod autokratier, dvs. Kina. Burns og Sullivan går ind for at formulere ”a grand strategy” for USA’s rolle.

Hvad betyder det? En anerkendt diplomat, Kurt M. Campbell, der bliver Bidens Asien-chef, har i det seneste nummer af Foreign Affairs foreslået en ny strategi for Asien, reelt med sigte på Kina, og han sammenligner med den europæiske orden i Europa i 1815. Han henviser til Henry Kissingers analyse af det i bogen ”A World Restored”.

Campbells sammenligning holder dog ikke vand, for den europæiske orden omfattede dengang alle verdens førende nationer, og de var europæiske. Ordenen bestod i at skabe en balance mellem dem, vel at mærke med respekt for legitimiteten, dvs. accept af landenes forskellige indre systemer. Kissinger har altid advaret mod en verdensorden, der bygger på konfrontation. Sameksistens er vejen frem mellem USA og Kina.

En orden for Asien og Kina vil kun være en regional orden og ikke en verdensorden, fordi den reelt kun har et mål: At den demokratiske verden skal skabe nogle rammer, der skal holde verdens nye supermagt, Kina, i ave, dvs. uden fuld accept af Kinas autoritære, kommunistiske styre. Den øvrige verden vil have ret til at kritisere indre forhold som Hongkong og internering af uighurerne i Xinjiang med det mål at ændre det kinesiske styre. Det vil Kina selvsagt modsætte sig.

At Bidens team lægger op til konfrontation ses af, at den formelle ramme for en demokratisk liga kunne være G-7 landegruppen, måske udvidet til G-10 med asiatiske lande. Der har ikke været forslag om at bruge G-20, hvor Kina er med. Kina skal ikke behandles ligeværdigt.

Da Kina om 7-8 år bliver økonomisk større end USA, får en konfrontation næppe opbakning i Europa, og formentlig heller ikke i Østasien, som lever mere af Kina end af USA.

Da EU – under det tyske formandskab – lige inden nytår godkendte en investeringsaftale med Kina, skete det bevidst uden at tage USA (og Biden) med på råd. Det samme gentog sig, da Tyskland genoptog arbejdet med den russiske gasledning, Nord Stream 2, som Trump standsede med trusler om sanktioner.

Europa er lettet over Bidens tiltræden, der kan normalisere det transatlantiske forhold. Men Europa vil ikke blive ved med, per definition, at rådføre sig med USA om egne anliggender. Det har den franske finansminister, Bruno Le Maire, ifølge New York Times udtrykt sådan for nylig: ”Europa må tage et strategisk valg. Vi vil være allieret med USA, men ikke underordne os.” I forhold til en strategi over for Kina sagde han, at det ikke vil være acceptabelt for Europa at skulle rette sig efter en plan fra USA.

Trump forsøgte at bremse Kina med en ny kold krig og lagde dermed op til en to-deling af verden. Biden står over for et valg: Skal han bekæmpe Kina eller søge sameksistens? De seneste meldinger fra Europa tyder på, at europæerne er blevet mere selvbevidste og hellere vil have en tre-deling end en to-deling af verden.

At verden efter Trump og oprøret den 6. januar ikke er som før udtrykker en af de mest indflydelsesrige udenrigspolitiske eksperter i USA, formanden for Council on Foreign Relations, Richard Haass: ”Ingen i verden vil være afhængig af USA som tidligere.”

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. 

Billede i artiklens top: Wikimedia Commons