Den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyjs hjemkomst til Rusland den 17. januar i år, bragte ham endnu en gang på forsiden af mange, i al fald vestlige, aviser. Man kan mene meget om Navalnyj, men at han formår at skabe opmærksomhed omkring sin sag, kan der ikke herske tvivl om.
Analyse af Allan Have Larsen
Umiddelbart kan man jo undre sig over, at han frivilligt vendte tilbage. De russiske myndigheder har ikke ligefrem har lagt skjul på, at han ville blive arresteret, hvis han satte sine ben på russisk grund.
Et vigtigt spørgsmål i denne sammenhæng er naturligvis, hvor kendt og populær den russisk oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj egentlig er i Rusland. Er hans tilhængere blot storbyernes intelligentsia, eller har han også en bredere folkelig appel? Det spørgsmål bliver næppe afklaret ved valgurnerne i den nærmeste fremtid, men det velansete meningsmålingsinstitut Levada-Center i Moskva har over en årrække foretaget meningsmålinger, hvori de har spurgt den russiske befolkning om dens holdning til Navalnyj.
I slutningen af september 2020 svarede 20% af de adspurgte, at de havde en positiv holdning til Navalnyj, mens 50% svarede, at deres holdning var negativ. Det skal ses i forhold til, at der for syv år siden kun 6% af de adspurgte, der havde en positiv holdning til ham. Dengang var så også kun 35% af de adspurgte, der havde en negativ holdning til ham. I 2013 svarede hele 59%, at de ikke havde hørt om ham. I 2020 var det kun 18%. Navalnyj er altså blevet et kendt ansigt i den bredere befolkning, og han ser ud til i stigende grad at dele de politiske vande blandt russerne.
Valg til borgmesterposten i Moskva
Tidligere er Navalnyjs popularitet faktisk blevet testet ved valgurnerne, og selv om resultatet næppe fik Kreml til at udstøde et kollektivt angstskrig, var det givetvis nok til at vække bekymring. I september 2013 stillede Navalnyj nemlig op som kandidat til borgmestervalget i Moskva. Valgdeltagelsen var lav, da kun 33,3% af de stemmeberettigede afgav deres stemme. Vinderen blev den siddende borgmester Sergej Sobjanin, fra ”Forenet Rusland”. Sobjanin fik 51,37% af stemmerne. Navalnyj blev nummer to eftersom han fik 27,2% af stemmerne. Den lave valgdeltagelse kan tolkes som en udbredt politisk apati i den russiske befolkning, som ikke kunne se formålet med at stemme til et valg, hvis udfald der ikke er den store usikkerhed om. Resultatet viste dog alligevel, at Navalnyj allerede dengang havde en vis politisk gennemslagskraft.
Korruption: Kremls akilleshæl
Med den russiske offentligheds stigende kendskab til Navalnyj må man antage at kendskabet til hans hovedbudskab også er steget. Dette budskab er, at Ruslands magthavere er særdeles korrupte, og her er vi måske ved kernen i sagen. Rusland annektering af Krim i 2014 gjorde, at Putin de følgende år red på en popularitetsbølge. Det var en bølge tilsat store mængder højstemt patriotisme. I det lys ser det jo ikke godt ud at toppolitikere og embedsmænd, der taler om at kærlighed til moderlandet og den russiske sjæls særlige retskafne væsen, selv et bundkorrupte. Oveni det, har nogle af de politikere som Navalnyj har udstillet, ikke selv formået at stille sig i et specielt gunstigt lys. Det var for eksempel tilfældet i 2018 hvor Navalnyj i en rapport hævdede, at Viktor Zolotov, der er tidligere livvagt for Putin, og leder af Ruslands Nationalgarde Rostgvardija, havde svindlet sig til 29 millioner dollars i forbindelse med nogle indkøbskontrakter til Rosgvardija. Zolotov besvarede anklagerne ved i en video at udfordre Navalnyj til duel og i den sammenhæng at ville lave en “lækker og saftig steak” ud af Navalnyj.
Det vakte naturligvis opsigt, at en så højtstående embedsmand svarede igen på en så primitiv måde. Navalnyj var fængslet da Zolotovs video kom ud, men svarede efterfølgende at han gerne samlede handsken op, og foreslog at duellen skulle finde sted på en af Ruslands statskanaler eller på Navalnyjs egen YouTube kanal. Duellen har vi dog stadig til gode.
Endnu et af de mere komiske udslag af Kremls angst for Navalnyj er, at Putin i mange år ikke har sagt Navalnyjs navn højt men i stedet har brugt alle mulige omskrivninger og sproglige tricks, såsom ”den kendte blogger”, ” patienten i Berlin ” eller ”personen De netop nævnte”.
Putins palads
Navalnyj og kredsen omkring ham har imidlertid ikke spildt tiden, hverken mens han var i Tyskland eller efter hans seneste arrestation. Umiddelbart efter hans arrestation offentliggjorde hans “Fond for bekæmpelse af Korruption” en video på YouTube om Vladimir Putins enorme palads ved byen Gelendzjik ved Sortehavet.
Som det er tilfældet i alle andre videoer han har lagt ud, spidder han også i denne video hans ofre med en blanding af humor og sarkasme. I videoen om Putins palads starter Navalnyj med at slå fast, at tidspunktet for offentliggørelsen ingenlunde er tilfældigt, men netop finder sted, efter at Navalnyj er kommet tilbage til Rusland. Putin skal nemlig ikke tro, at Navalnyj er bange for Putin og kun tør offentliggøre videoen, hvis han befinder sig i udlandet.
Videoen starter med en kort gennemgang af Putins karriere og her konstateres det blandt andet, at ganske som Putin i DDR hyldede leninisme og kommunisme, så er det kristendom og konservative værdier, han hylder i dag. Afslutningen er også spændende, da den måske giver en meget præcis forklaring på, hvorfor Kreml er så bange for ham. Hans budskab til sidst i videoen er, at man ofte i Rusland har været bange for at nye magthavere skal starte forfra med at rage til sig. Derfor er det bedre at beholde de nuværende magthavere, da de allerede har fyldt lommerne. Denne gamle folkelige myte hamrer Navalnyj en pæl igennem ved at hævde, at de nuværende magthavers grådighed ingen ende har. Navalnyj understreger, at det er Ruslands befolkning, der betaler Putins forgyldte sale, og at sådan vil det fortsætte, hvis ingen protesterer.
Fremtiden
At Rusland går en fremtid i møde med mange ubekendte er ingen overdrivelse. Der hvor Navalnyj skiller sig ud fra mange andre oppositionelle i det, der i Rusland kaldes den ikke-systemiske opposition er, at det er lykkes Navalnyj at bygge en stærk og noget nær landsdækkende organisation op. Politiske bevægelser i Rusland er ofte opstået omkring karismatiske enkeltpersoner, der ikke har tilladt andre at få indflydelse og opmærksomhed. Her har Navalnyj været anderledes. I hans “Fond for bekæmpelse af Korruption” er der mange aktive mennesker, der kan tage over, hvis Navalnyj selv af den ene eller anden grund skulle blive sat ud af spillet. Et bud på en anden frontfigur kunne være advokaten Ljubov Sobol, der også er et kendt ansigt og som også allerede har været arresteret adskillige gange. I denne sammenhæng kan det også være spændende at kigge til nabolandet Hviderusland, hvor Svetlana Tikhonovskaja tog over, efter at hendes mand, Sergej Tikhonovskij, blev fængslet og i øvrigt stadig er fængslet. Set i det lys kunne Navalnys kone, Julia Navalnaja, være et andet godt bud.
Hvad den nuværende holmgang mellem Navalnyj og Putin ender med er umuligt at forudsige. På kort sigt kan det med stor sandsynlighed blive til en længere fængselsdom til Navalnyj. På længere sigt bliver det spændende at se, hvad hans blotlæggelse af korruption i den russiske magtelites top kommer til at betyde. Ikke mindst fordi det i år er 30 år siden Sovjetunionen gik i opløsning. Runde jubilæer er altid en god anledning til at gøre status og Navalnys bidrag til denne status er ikke just en kompliment til Kreml. Til september skal der også være parlamentsvalg i Rusland og hvordan Kreml kommer til at tackle de diskussioner om samfundets tilstand som under alle omstændigheder vil dukke op, kommer til at blive en vigtig strømpil for udviklingen i Rusland de kommende år.