Forårssæsonen 2021 på vore nabolandes tv-kanaler byder vanen tro på storslåede nye serier og tv-oplevelser. Et historisk drama og en lamslående NRK-succes vender tilbage med nye sæsoner, mens der også er helt nye satsninger i sigte i form af en norsk noir-komedie. Noget går dog igen blandt dem alle: gode, onde og grusomme karaktertræk. Dette forår skal det handle om helte og antihelte.

Baggrund af Morten Rohde, NabolandsKanalerne

I februars spæde start kan du følge et par helte fra virkelighedens verden i form af Henriette Vasstrand og Lars Monsen.

Sidstnævnte er et kendt ansigt på NRK, hvor han siden 2005 har været at finde på skærmen som uovervindelig moderne opdagelsesrejsende. Han er nu tilbage med en ny sæson af ’Monsen, Monsen og Mattis’, hvor han i selskab med sin bror og en god ven skal forcere både canadisk vildmark og norske fjelde med den friske luft som evig medpassager.

LARS MONSEN I CANADA. FOTO: NRK/MONSEN, MONSEN OG MATTIS

Derimod var Vasstrand indtil for ganske nylig ingen kending, men har i kraft af sit krigerhjerte gjort sig selv til en beundringsværdig heltinde, der nu er norgesmester i boksning. Hun er tidligere misbruger, og i en spritny dokumentarserie følger vi hende, mens hun forsøger at give unge mennesker med misbrug et ’krigerhjerte’ at kæmpe med.

FOTO: NRK/KRIGERHJERTE

Men sæsonen er altså kun lige startet, og der er flere helte i sigte her på NabolandsKanalerne. Et par af dem de gode af slagsen, et par af dem antihelte. Vi starter med en af de gode.

Ku’damm og de kvindelige ikoner
Ku’damm-serien, der udspiller sig i miljøet omkring berlinergaden Kurfürstendamm i 1950’erne og -60’erne, er tilbage med en tredje sæson, hvor den unge Monika Schöllack fortsat må kæmpe mod konservative værdier og tilbagestående verdenssyn i en tid, hvor alting forandrer sig.

I det stærke historiske drama er det kvinderne, der er i fokus. Dem, der satte spørgsmålstegn ved et uretfærdigt samfund og gav os de sociale omvæltninger, der har skabt vores nutidige samfundsorden.

I første og anden sæson af serien, der her i Danmark også er gået under navnet ‘Pigerne fra Berlin’, lærte vi Schöllack-familiens stridigheder at kende i kraft af forventninger fra familiens konservative matriark Caterina og hendes tre døtres udfordringer af samme, der ledte til et opgør mellem den ældre generations dyder og værdier og den yngre generations moderne syn på seksuel frigørelse og verdensanskuelse.

EVA SCHÖLLACK MED SIN EKSMAND, SKURKEN I HENDES LIV. FOTO: ZDF/KU’DAMM

Monika, der gjorde op mod sin mors fastlåste syn på verden, gik igennem første og anden sæson igennem svære prøvelser for at få lov at blive den, hun gerne ville være, mens søstrene Helga og Eva måtte kæmpe med kærligheden og mænd, der alle var opdragede til at kunne styre kvinder, som de lystede.

Tredje sæson forsætter i samme spor, som sæson 2 sluttede i. Vi er nået til året 1963, og Monika, der har fået succes med sin karriere bluessangerinde, bevæger sin ind i en tid med endnu flere store omvæltninger i samfundet.

Helga, der har måtte sande, at hendes mand er homoseksuel, får en bedre forståelse for hans prøvelser, da hun selv mærker passion og nye følelser for en ny danselærer, mens den yngste søster Eva må sande, at livet som fraskilt kvinde ikke er en dans på roser.

’Ku’damm 63’ har premiere d. 14. marts på ZDF.

Antipatiske antihelte i EXIT
Fra helte til antihelte – en af de mest ventede serier dette forår er norske ’EXIT’, der vender tilbage med flere fortællinger om grusomme ultrarige mænd fra den norske finanselite.

Serien, der chokerede og forargede i 2019, vandt prisen for bedste internationale serie på filmfestivalen Series Mania på grund af sine vanvittige scener, sit fantastiske skuespil og ubegribelige hændelsesforløb, som utroligt nok er inspireret af faktiske fortællinger fra personer i virkelighedens finansmiljø i Oslo.

Med sine utallige scener med stoffer, dødsforagt og mishandling af prostituerede blev første sæson et diskussionsemne i offentligheden omkring virkelighedens rigmænd, og hvordan der for nogles vedkommende ikke er langt fra penge til antipati.

EXIT SÆSON 2. FOTO: NRK/EXIT

Men derudover blev det også en seermagnet, der formåede at samle mange foran skærmene for at se, hvordan det skulle gå med de afstumpede rigmænd Jeppe, William, Adam og Henrik.

Og slemt gik det, da Henrik næsten skød hovedet af sig selv, og Adam blev forladt af sine kone, efter hun havde åbnet øjnene for hans manipulerende og egocentrerede verdensanskuelse.

Skaberne bag serien fik efter premieren pludselig henvendelser fra ”millionærfruer”, der havde set med og nu gerne ville bidrage med deres historier om deres egne vanvittige mænd og egne fortællinger om den dekadente og ubegribelige livsførelse, som også de havde set i de finere kredse i Oslo.

Derfor kommer sæson 2 til at vise mere af kvindernes perspektiv, og vi skal derfor blandt andet følge Adams kone Hermine, der altså nu har droppet sin tidligere kæreste, og Henriks kone Celine, der heller ikke i sæson 2 kan forventes at være fornøjet med sin kokainafhængige suicidale mand.

HENRIKS KONE CELINE FÅR EN MERE FREMTRÆDENDE ROLLE I SÆSON 2. FOTO: NRK/EXIT

Meget information er der ikke frigivet om serien endnu, men producenten har dog lovet, at der ikke kommer færre af de vanvittige scener, der næsten får øjnene til rulle ud af hovedet på en. Tværtimod – der kommer flere.

Et bud på, hvad de vanvittige scener kommer til at indeholde i sæson 2, kan være Adams singleliv som nyforladt, vred og magtbegærende ungkarl.

Den ene af to release-plakater for sæson 2 peger i hvert fald i retning af, at den nylige ungkarl har fundet noget at fylde hullet efter kæresten med.

Premieredatoen for ’EXIT Sæson 2’ er ikke fastlagt endnu. Meget tyder på, at den kommer til at ligge i marts eller april.

Maxitaxi Driver: Store biler og lavt selvværd
Vi slutter af med endnu en antihelt, men i denne serie en smule mere elskværdig en af slagsen, end hvad var tilfældet i ’EXIT’.

For vi er nået til komedien ‘Maxitaxi Driver’, som handler om den ensomme taxachauffør Jan Egil, der bare så gerne vil have en at elske. Have en person i sit liv, som måske kunne få ham til at besøge lidt færre beskidte sider på internettet.

Jan Egil er nemlig afhængig af porno, og når han ikke kører taxa eller føler sig ensom, går han i terapigruppe i et forsøg på at afhjælpe sin laster.

I serien møder vi den ensomme taxachauffør, og vi er med, da han faktisk møder sit livs kærlighed.

Det sker i en McDonald’s Drive In. Hvor han efter at have tilfredsstillet sig selv i taxaen støder på den smukkeste fastfoodmedarbejder, han i sit liv har set.

JAN EGIL PÅ VEJ TIL AT MØDE SIN UDKÅRNE. FOTO: NRK/MAXITAXI DRIVER

Spørgsmålet i ’Maxitaxi Driver’ bliver derfor naturligvis, hvorvidt den fedtede prins i taxaen kan vinde hjertet hos sin på samme vis fedtede prinsesse.

Ideen til serien opstod faktisk helt tilbage i 2012, da Steinar Sagen, som spiller rollen som taxachaufføren Jan Egil i ’Maxitaxi Driver’, spillede med i serien ’Lillyhammer’.

Her havde han en birolle som taxachauffør, og det blev en stående joke mellem producent Anders Tangen og Steiner Hagen, at man burde lave en spinoffserie med den akavede taxachauffør i hovedrollen.

Et par finjusteringer af ideen blev det godt nok til siden, men ikke desto mindre er resultatet nu blevet til en mørk komedie med referencer til både Scorseses klassiker ’Taxi Driver’ og Almodóvars ’Hable con Ella’ (’Tal til hende’), og som altså har fået titlen ’Maxitaxi Driver’.

Premieren bliver 13. marts kl. 23.15 på NRK.

Du kan løbende læse mere om alle forårets film og serier på nabolandskanalerne.dk, og vi kan garantere, at der vil være masser af helte at heppe på eller antihelte at afsky. Husk, at mange distributører tilbyder catch-up-tjenester, og at du kan se flere af disse serier i deres on demand-universer.

Ovenstående artikel blev oprindelig bragt på NabolandsKanalerne den 1. februar 2021

Billede i artiklens top: FOTO: ZDF/KU’DAMM 63