Filmen Groundhog Day – med dens mere af det samme hver dag – var en fast reference blandt unionisterne mandag morgen. Separatisterne vejrer morgenluft efter søndagens pandemiramte regionsvalg med historisk lav deltagelse.
Kommentar af Sara Høyrup
Det yderste spanske højre er marcheret ind med flere pladser end resten af det spansksindede højre tilsammen. Alt er dermed gjort klar til flere sammenstød mellem unionister og separatister i det catalanske parlament.
Hvor det liberale Ciudadanos var proppet til randen med advokater iført skarpe tunger, spidsede blyanter og dydige mapper, er Vox mere … folkeligt. Den exkonservative Santiago Abascals parti er mere ekstremt end selv Ciudadanos i sit allermest spanjolistiske humør.
Vox er opstået ud af terrorofrenes rækker og er tilsvarende uforsonligt. I Spaniens anden selvsværmende region, Baskerlandet, blev mennesker slået ihjel for et godt ord, som det skildres i Netflix-serien Patria (Fædreland). De efterladte sad tilbage med skammen.
Og vreden. Ikke bare på morderne med nationsopbygningen som fernis. Men også over ligegyldigheden i resten af samfundet på en tid, hvor ingen kunne finde noget at udsætte på udkantsregionernes nationalismer.
Man bar over med volden og intimidationen som metode. Det skulle jo nødigt hedde sig, at man var centralist som Franco.
Den catalanske terror
I Catalonien overlevede spanjolisten Federico Jimenez Losantos et catalanistisk attentat, men har siddet i rullestol siden da. I snart fyrre år. Spanjolismens fyrtårn Arcadi Espada minder om, at siger og skriver ingen – heller ikke Espada selv – havde noget at indvende dengang i firserne, hvor hans journalistkollega blev knæskudt og efterladt for at forbløde.
Hvad var da Losantos’ brøde? Han havde skrevet under på et manifest for at bevare tosprogetheden i Catalonien.
Den venstresnoede Losantos blev så vred, at han sprang fra den ene ende af højre-venstre-sprektret til den anden. Efter angrebet på Det hvide Hus i USA var Losantos blandt dem, der forsvarede kupmagernes ytringsfrihed og viste sig forstående over for deres bevæggrunde.
Så vidt er det kommet på knap fire årtier. Måske Losantos simpelthen har taget rollen på sig: Råber man højt som terroroffer, er man per definition højreorienteret. Faktisk er man fascist, hvis man er spanjolist.
Dobbeltfascister
Man behøver ikke engang være spanjolist: Er man imod catalanismens forskellige projekter – senest løsrivelsen – er den også gal. Den catalansksprogede journalist Albert Soler fra provinsdagbladet Diari de Gironi har netop indført udtrykket dobbeltfascister (refascistes) om de typer, der under dække af antifascisme selv påtvinger andre deres meninger med fascistoide magtmetoder.
Cataloniens AFA er svært at skelne fra det yderste højre, når de støder sammen på gade og vej. Det konstaterede jeg selv på Ramblaen i Barcelona efter det islamistiske terrorattentat i august 2017: Jeg kunne simpelthen ikke se forskel på hoben af heftige antimuslimer og moddemoen af hujende sortklædte antifascister.
Kollapset opposition
Nu står to nationalismer over for hinanden med en flommefed ubeslutsomhed i midten. Det fornuftige højre er så godt som forsvundet ud af det catalanske parlament. Og rød blok har for længst købt lokalnationalismens paroler.
Tilbage i opposition står Vox, som vi kan forvente os megen teatertorden fra. Og næppe af den elegante slags, som vi kendte fra Ciudadanos’ sarkasme og hånlatter: Nu er hulemenneskene kommet til højbords.
De er ikke Espadas kop the: Vox er jo nationalismen om igen, bare på spansk.
Unionismen stikker piben ind i Catalonien. Mange blev hjemme eller satsede på den bløde mellemvare i PSC. – Foto: Sara Høyrup.
Espada fortæller om, hvordan han på valgdagen kommer op at toppes med en anden vælger: en pæn, granvoksen herre, der sviner den kendte journalist til i forbipasserende. Anti-establishment-journalisten påpeger det syge i, at magten og gadens parlament har samme politiske farve i Catalonien.
Hvem vandt?
Nåmen hvem vandt så? Det er sædvanen tro ikke helt nemt at svare på.
I Spanien “vinder” det største parti. Men allerede dér skal man skelne mellem størst i stemmer og størst i parlamentspladser.
Vi tager vinderne fra en ende af:
Socialdemokraterne fik flere stemmer end noget andet parti: Knap hver fjerde vælger så løsningen i PSC’s tvetungede positioner.
Eller rettere – næsten en fjededel af halvdelen. For hver anden vælger blev hjemme. I en vis forstand vandt covid over demokratiet.
Dansen om blokken
Den tidligere sundhedsminister (!) Salvador Illas imponerende resultat hindrede ikke de såkaldte venstrerepublikanere i at opnå nøjagtigt lige så mange sæder med en del færre stemmer.
Den undvegne Puigdemonts parti med de skiftende navne kom lige i hælene på Esquerra Republicana Catalana. ERC og Junts kan danne regionsregering sammen med det lille separatistparti CUP, som er en slags nationalistisk BZ i partiform, hvis man kan forestille sig noget så naturstridigt.
ERC kan også svinge døren den anden vej og lave noget, der ligner en rød blok sammen med socialdemokraterne og kommunarderne som fyld.
Realmagten er separatistisk
Magten ligger dermed hos separatistpartiet ERC – dem med de mange ledere i fængsel for det, der af unionister og jurister forstås som et fejlslagent statskup. Ligesom det skete for Ciudadanos i julen 2017, har socialdemokraterne vundet en pyrrhussejr, de ikke kan bruge til noget.
Separatisterne vil utvivlsomt danne regering med hverandre. Igen vil establishment og gadepøbel finde sammen om at omgå demokratiets rammer med noget, der ligner demokratiske midler, men ikke er det.
Sara Høyrup er spanienskorrespondent og fixer, bosat i Sevilla. Hun holder foredrag i Danmark og arrangerer studieture til Spanien. Hun er spansk uddannet journalist, konferencetolk og cand.mag. www.sarahoyrup.com
Billede i artiklens top: Sara Høyrup
I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.