Gadedrenge på børnehjem

Når unge knægte fra Nordafrika når frem til landet med mælk og honning, står et gammelt, rustent modtagesystem klar. I dag møder en tidligere socialarbejder, José Carlos Cabrera Medina, frem i Spaniens senat med forslag til forbedringer.

Interview af Sara Høyrup 

José Carlos Cabrera Medina hører blandt de meget få, der kan tale med de nyankomne. Som arabist med speciale i dariya, den talte marokkanske dialekt uden tilhørende skriftsprog, er det manden med de sefardiske efternavne, der lægger øre til drengenes betroelser.

De kommer ofte fra hårde kår, og de bliver sluset ind i et system, som ikke forstår dem. Systemet er bygget til spanske forældreløse – ikke til trodsige overlevere fra hinsides havet.

Du har arbejdet i mange år ved grænsen. Hvad vil du sige i Senatet i dag?

”Jeg vil sige, at indvandringen er en af de store udfordringer i Andalusien, fordi vi er et af yderområderne i den Europæiske Union. Her møder Europa ikke bare de arabiske lande, men hele Afrika.

Der er en kolossal forskel på velstanden på hver sin side af strædet. O ned igennem Gibraltarstrædet løber en grænse, der både politisk.

Det giver nogle særlige udfordringer. Der er brug for projekter til at imødegå dem.”

Kommet for at blive

”Migrationsstrømmene vil fortsætte de næste mange år. Der er foregået en stor indvandring fra Afrika til Europa i et kvart århundrede allerede. Ikke desto mindre har det offentlige stadig ikke formået at finde en måde at løse den på hverken i Spanien eller i EU:

Der findes ingen fælles europæisk indvandringspolitik.”

Hvad er det, der skal løses?

”Der er brug for at supplere sikringen af grænserne med sociale løsninger. Der er gode grunde til, at folk migrerer. Og migrationen har økonomiske og kulturelle konsekvenser.

Hvis vi kun fokuserer på sikkerhed, vil der stadig være nogle, der slipper over grænsen. Der er brug for at optage dem i samfundet på en god måde.”

Er det muligt at standse udvandringen fra Afrika til Europa?

”Det er ikke alene umuligt. Europa har brug for indvandrere! Vi har en helt skæv demografi med for få barnefødsler. Vi har brug for de unge mennesker, som strømmer til fra Afrika og andre dele af verden. Vi har brug for dem i vores arbejdsstyrke.”

Vejen til et bedre liv

Men tjener indvandrere uden den store skolegang virkelig Europa til gode?

”Uddannelse er helt centralt! De er nødt til at de tilpasse sig helt nye omgivelser og et helt andet normsæt. De skal indgå i et andet samfund med andre former for relationer.

Og det gør vi slet ikke nok ud af. Der findes ingen politik hverken i Spanien eller på europæisk niveau for at sikre, at de nye kommer godt med.”

Hvilken attitude ankommer indvandrerne med?

”Jeg har mest arbejdet med marokkanske mindreårige. Og det er meget tydeligt, at de udvandrer for at skifte socialklasse. Migrationen fungerer som løftestang i det enkelte menneskes liv.

Det er de fattige, der krydser grænsen. Og de gør det, fordi Marokko ikke giver dem instrumenter til at bedre deres situation i hjemlandet.”

Er deres projekt individualistisk, eller rejser de ud for at hjælpe deres familier derhjemme?

”Begge dele. Motivationen er dobbelt. Deres familier har brug for de penge, de sender hjem. Marokko har ligefrem en minister for de udvandrede marokkanere, fordi de bidrager så meget til landets økonomi, som de gør.

Men de udvandrer også for at ændre deres egen situation. De vil gerne have en uddannelse og vende tilbage til en anden social status end den, de er født ind i.”

De uledsagede

De unge knægte fra Marokko har et andet ry i Spanien end ønsket om en uddannelse …

”De allerfleste, der kommer hertil, vil gerne uddanne sig. Men der mangler helt en politik for, hvad vi stiller op med dem, når de bliver myndige som 18-årige langt fra deres familier.

Der er også divergens mellem integrationspolitikken i de forskellige regioner. Det er endnu en ting, jeg vil tage op i Senatet: Indvandringen udstiller, hvordan Spaniens store decentralisering står i vejen for integrationen.”

Kan du forklare begrebet ”menas”?

”Det er en forkortelse for menores no acompañados: uledsagede mindreårige. Begrebet bruges så tidligt som i 1999, men blev først kendt ved det seneste parlamentsvalg. Og hvorfor så det?

Det skete, fordi et af de politiske partier fokuserede på en meget tarvelig måde på denne gruppe borgere.

Og når det er så nemt at gå efter disse unge knægte, skyldes det netop manglen på relevante politikker. Det gør det nemt at udpege dem som bærere af antisocial adfærd.”

Forældet lovgivning

Hvordan tager man imod de uledsagede mindreårige i Spanien?

”Der findes ikke særlige centre for de nyankomne børn: heller ikke selv om pressen påstår det. Det findes simpelthen ikke.

De mindreårige, der kommer til Spanien uden forældre, kommer på børnehjem. Migrantbørnene henhører under samme lovgivning som de spanske børn.”

Men er de da forældreløse?

”Nej. De er på børnehjem, fordi de ikke har en familie, der kan tage sig af dem. De er alene, fordi deres familie er i et andet land.

Det skaber en ret special situation: Det offentlige tager hånd om børnene, fordi de er alene. Men deres familier findes.

Og systemet er udtænkt til spanske børn. Nu fyldes det pludselig med mindreårige, der er født i et andet land og har sine forældre dér. Systemet, som det er i dag, er ikke skabt til at håndtere disse børn.”

Der må vel også være et sprogproblem?

”Helt sikkert. Disse børnehjem er slet ikke gearet til at håndtere børn, der kommer udefra. Det fungerer simpelthen ikke. Lovgivningen er ikke fulgt med virkeligheden.

Det rækker ikke med de lappeløsninger, der er kommet til hen ad vejen. Disse børn er ikke bare børn – de er også udlændinge. Derfor har de andre behov end de spanske børn, som det offentlige overtager ansvaret for.”

Hvilke forandringer er der brug for?

”Teenagere, der vokser op i vores samfund, men har deres forældre andetsteds, er stadig del af en familie.

Mange af dem taler ikke sproget.

Personalet omkring dem er ikke uddannet i at tage sig af disse børn. Personalet forstår dem simpelthen ikke.”

Systemets laguner

Personale og børn har vel ikke engang noget fælles sprog?

”Det har de ikke, nej. Der skal forestille at være en kulturformidler til stede ude på børnehjemmene for at fungere som forbindelsesled. Men mange steder er den figur helt fraværende.

Der er heller ingen politikker, der koordinerer tiden på børnehjem med tiden i efterværn frem til det 23. år. Der er en kløft ved skiftet fra umyndig til myndig, hvor tiltagene simpelthen forsvinder.

Der er ingen kontinuitet. Og de her unge mennesker har rigtigt meget brug for kontinuitet.”

Ja, det har vel ethvert barn, som har været institutionaliseret?

”Ja. Og ikke desto mindre hører de ind under én offentlig afdeling, til de fylder 18, og en anden, når de bliver myndige. Og de afdelinger koordingerer ikke deres indsatser.”

Hvorfor fingerer nogle myndige migranter, at de stadig er børn?

”Fordi kun ad den vej får de hjælp ved ankomst. Men de lyver også den anden vej: Ved grænsen ser vi børn, der hævder at være voksne, for at få lov at krydse over fra de spanske byer i Nordafrika til den Iberiske Halvø.

Når de så når frem, fortæller de deres rigtige alder. Og så kommer de på børnehjem.

Der mangler altså også en koordination mellem de forskellige områder i Spanien for at holde styr på de oplysninger, som indvandrerne afgiver.”

Hvad mener du om, at de lyver om deres alder?

”Det er mit indtryk, at enhver migrant gør, hvad der skal til, for at nå sine mål. Og det kræver ofte om ikke at lyve, så i alt fald at holde sandheden skjult.”

Hvor tager migranterne fra Marokko hen, når først de er fremme i Spanien?

”De uledsagede mindreårige samler sig bestemte steder i landet. De tager til de områder, hvor der er et modtagesystem på plads: her sydpå i Andalusien og i regionerne Valencia og Baskerlandet og i de største byer: Madrid og Barcelona.

Men ikke alene det: Disse børn kommer også fra nogle helt bestemte steder i Marokko. Hvis vi havde gjort os besværet med at undersøge, hvad det er for steder, de rejser fra – så ville vi kende de enkelte børns individuelle behov meget bedre. Simpelthen ved at vide, hvilken by de er fra.”

Hvad bærer de på af tunge erfaringer ved ankomst?

”Det er meget forkelligt. Nogle af dem er meget skadede af deres fortid. Andre nyder deres forældres støtte og vil bare gerne frem i verden.”

Forældrenes rolle

Er det deres forældre, som sender dem til Europa?

”Ja, det er det ofte. Hele familien investerer i det barn, der rejser ud, fordi de ved, at når den unge finder arbejde i Europa, vil det forbedre hele familiens levevilkår.”

Er forældrene slet ikke bange for, at deres børn skal drukne på vej over?

”Jeg kan jo ikke tale på deres vegne. Men jeg tror, at de oplever, at det er risikoen værd. For igennem tredive år har de set, hvordan livet bliver bedre for de familier, hvis børn udvandrer.”

Jeg har hørt, at der er hele bydele, hvor husene er rejst med penge udefra.

”Ja, det er rigtigt. I Nordmarokko kan en by som Tanger takke pengeforsendelserne for fremskridtene i de fattige bydele. Og marokkanerne udvandrer ikke bare til Spanien – de migrerer til hele Europa.”

Islam i Europa

Er det et problem, at marokkanerne medbringer en anden religion?

”Jeg oplever ikke, at religionen står i vejen for en god integration. Ikke desto mindre skal vi være på vagt, for der er grupperinger, der har en interesse i at radikalisere de her unge knægte. Det er et fænomen, vi ser i hele Europa og alle andre lande med indvandrere, der har en muslimsk kulturbaggrund.”

Hvordan kan vi undgå, at voksne imamer groomer unge til terror, som det skete i Catalonien?

”I mit virke som socialarbejder gennem mange år har jeg noteret mig, at den positive integration ikke er til stede på de kanaler, hvor hjernevasken foregår. Vi er ikke synlige med vores tilbud om at blive en del af det store fællesskab på en god måde.

Det er på de sociale medier, at de her knægte får deres informationer. Her kan de hverken få øje på staten eller integrationsdiskursen eller en åbensindet fortolkning af deres religion.”

Radikaliseringens sirenesang

Faktisk taler den radikaliserende diskurs vel om alt muligt andet end Europa, hvor de unge selv befinder sig? Den taler om Mellemøsten og den uretfærdige behandling af det muslismske verdenssamfund …

”Lige præcis. Groomingen fungerer sådan, at den forstærker en identitet, når den unge føler sig udsat og alene. Den islamistiske hjernevask opbygger en falsk islamisk identitet. Og der er dem, der er så fortabte i migrationsstrømmen, at de tager imod groomingens tilbud om håb og styrke.

Der er altså interessegrupper, som radikaliserer unge mennesker og får dem til at vende sig imod vores samfund.”

Er løsningen så ikke at klæde de unge bedre på og sikre, at de ikke føler sig så forladte?

”Helt bestemt. Vi skal vise dem, at den europæiske identitet kan rumme dem.”

Migrationsmafia

Er det muligt at standse tilstrømningen ved at sikre Europas ydre grænser bedre?

”Nej. Det er kropumuligt. Rejsen over havet er så velorganiseret, af selv NATO har måttet afpatruljere Gibraltarstrædet.”

Findes de migrationsmafiaer, man altid hører om?

”Ikke alene eksisterer de – de er i gang med at vinde over os. Og det gør de, fordi Europa endnu ikke har været klog nok til at skabe kanaler, som sikrer, at migranterne slipper for at sætte livet på spil for at nå frem.

For migrationen stopper ikke. Afrikas ungdom står og banker på.”

Flugtens logik

Er der ikke også nogle, der rejser på egen hånd?

”Nogle af dem gør, jo. Jeg kalder det for flugtens logik: De er flygtet fra deres familier og deres kvarterer – og nu flygter de helt ud af landet.”

Hvad flygter de fra?

”De flygter fra en kummerligt situation. De har meget hårde liv.”

Og så ser de lyset i Europa?

”Ja. Men Europa har endnu ikke lært at tage sig godt af de her unge knægte.

En meget stor andel bliver transporteret af mafiaer, som placerer dem lige, hvor de nu synes.”

Drøm og virkelighed

Er der overensstemmelse mellem migranternes forestillinger om Europa og den virkelighed, de møder?

”Det er lidt pudsigt, for de får jo deres idé om Europa fra de andre, der er rejst i forvejen. De lægger billeder op på de sociale medier af et land af lutter muligheder.”

Ja, det er jo en klassiker den med at lade sig afbilde sammen med en dyr bil, som da vist ikke er deres egen …

”Ja. Det glansbillede opsummerer drømmen om Europa. Og så kommer det hårde sammenstød med realiteterne, når de når frem og ikke forstår sproget, maden er anderledes, og de er langt fra deres mor.

De bliver sluset ind i et system, der ingen kærlighed giver dem.”

Som alle store børn har brug for …

”Ja. Alle teenagere har brug for kærlighed og omsorg. Og teenagere er jo, hvad de er!”

Digitale indfødte

”Der findes en teori om horisontal og vertikal identitet. Og ifølge den teori har de her børn mindre til fælles med deres bedsteforældre og oldeforældre, end de har med børn på deres egen alder andre steder på Jorden.

Simpelthen fordi de bruger de samme instrumenter. Og det skaber en kløft mellem os, der tager os af dem, og børnene, som er født ind i den digitale tidsalder.”

Sara Høyrup er spanienskorrespondent og fixer bosat i Sevilla. Hun holder foredrag i Danmark og arrangerer studieture til Spanien. Hun er spansk uddannet journalist, konferencetolk og cand.mag. www.sarahoyrup.com

Billede i artiklens top: /Sara Høyrup/