Har journalistikken, dansk såvel som udenlandsk, formået at dække de europæiske problemstillinger og værdiproblematikker på et tilfredsstillende niveau? Har nyhedsdækningen været nuanceret nok? Det er nogle af de spørgsmål, som journalist og forfatter Kaare R. Skou svarer på i dette interview om bl.a. den europæiske journalistik, men også om vacciner og mistillid til politikerne.

Interview af Jesper Steenstrup Vogelius

TEMA: MEDIERNE OG DEN EUROPÆISKE OFFENTLIGHED | De seneste par år har været nogle afgørende og hektiske år for journalistikken. Der skulle rapporteres flere gange dagligt om pandemien. Der skulle rapporteres om Brexit og intense forhandlinger om det næste 7-årige budget for EU. Det betyder, at der også har været høje krav til journalisterne, for det har være altafgørende, at særligt disse informationer ramte plet og var til at gennemskue og kom i rette tid. EU er det samlende organ, som ingenlunde er et fjernt organ, men noget som berører hver enkelt en af os.

Men når proportionerne og nuancerne svækkes, eller sågar forsvinder, vil tilliden iblandt befolkningen til politikere og medier alt andet lige mindskes. Tilliden til politikere i Danmark eksempelvis er ganske vist stigende, da mange i befolkningen har tillid til Mette Frederiksens håndtering af coronaepidemien, men den har stort set været støt faldende, siden Anders Fogh Rasmussen forlod statsministerposten. Og før Fogh Rasmussen, var tilliden lige ligeledes også faldende. Vi ser store tillidsbrud i eksempelvis Kina, Rusland, Ukraine, Polen og ikke mindst USA, hvor politisk mistillid og polarisering i høj grad findes. Vreden og frustrationen vokser, når for mange mennesker oplever, at den offentlige debat ikke afspejler dem. Når for mange mennesker oplever, at der ikke bliver lyttet til dem. Men i stedet drejer sig om noget helt andet

Oplever vi i for høj grad sensationsjournalistik? Er nyhedsdækningen nuanceret nok? Vi spørger Kaare R. Skou, som blandt meget andet er kendt for, at – efter at have snakket i én uendelighed – at sige: ”Nu må vi hellere stille tilbage til studiet, min fotograf har fået krampe i armen”.

Kaare R. Skou er journalist og forfatter, som har haft en journalistisk karriere der har varet i over 40 år. I perioden 1989-2011 var Kaare R. Skou politisk redaktør hos TV2. Han har ligeledes udgivet et hav af bøger om dansk politik og dansk historie. Senest var Skou aktuel med debatbogen ”Blå Vinter” som omhandlede VLAK-regeringen 2016-2019.

Du har beskæftiget dig med særligt dansk politik de sidste 40 år, og du har interviewet høj som lav om alverdens politiske spørgsmål. I spørgsmål om den europæiske union, som du også har dækket, mener du så, at journalistikken, dansk som udenlandsk, har formået at dække de europæiske problemstillinger og problematikker på et tilfredsstillende niveau, altså har nyhedsdækningen været nuanceret nok?

“Det synes jeg. Det synes jeg ikke, man kan kritisere. Når EU ikke rykker, så er de også totalt fraværende. Medierne er måske i rigelig grad koncentreret om Ministerrådet, og ikke så meget omkring Kommissionen – og slet ikke parlamentet. Men sådan er nyhederne fra EU skruet sammen. Parlamentet er aldrig rigtig blevet til noget. Jeg ved godt, det har fået større indflydelse gennem årene. Men reelt er parlamentet ikke noget særligt, og de repræsenterer i virkeligheden ikke befolkningen. Selve konstruktionen af EU gik jo ikke ud fra, at der skulle være et direkte valgt parlament. Når man går nede i Strasbourg og ser, hvad der foregår dernede, eller ser møderne, så vil jeg sige, at parlamentets selvforståelse er omvendt proportionel med dets indflydelse.”

Puster medierne til en stigende polarisering og politisk mistillid frem for at bekæmpe disse tendenser med en, for eksempel, nuanceret nyhedsdækning?

“Det er jo ikke mediernes opgave at bekæmpe en stigende mistillid. Det er mediernes opgave at forklare dem og perspektivere dem. Men det er sandelig ikke mediernes opgave at forhindre en mistillid i at komme til udtryk. Hvis befolkningen er utilfredse med EU, så er det EU’s fejl og ikke medierne. Når den nationalistiske højre bølge skyller ind over Europa og også Danmark, uden at få stor modstand, så får du mistilliden til at regere. Og når de europæiske befolkninger virkelig har haft brug for EU, det kan de konstatere, så har de ikke været der.”

Når vi brug for EU, så er EU der generelt ikke – kan du uddybe det synspunkt?

“Lad os gå tilbage til energiforsyningskrisen – hvor var EU? Landene måtte klare sig selv. EF havde ikke vedtaget nogen energipolitik, det er jo rigtigt, men EF kunne have haft gjort sin indflydelse gældende. Og sådan kan du se det fortsætte i historien helt frem til den vaccinekonflikt vi har nu. Vi sagde i starten at Ursula Von Der Leyen gjorde det godt ved at forhandle medicinbranchen på hele EU’s vegne, men EU har jo ikke formået at være den store forhandler. Når alt kommer til alt, så har EU skudt mange penge i vaccinationsudviklingen. Vaccinationsfabrikkerne har jo først af alt taget nationale hensyn. EU kommer i anden række. Joe Biden kan pludselig bekendtgøre, at han har fået lovning på så mange vacciner, at hele den voksne befolkning kan være vaccineret ved udgangen af maj, hvor det før hed ved udgangen af juli, mens leveringerne til EU endnu engang skrues ned.”

“Først da det 24 timer senere går op for medicinalvareindustrien, at Israel, Danmark og Østrig planlægger en selvstændig produktion, sker der noget – pludselig lover Pfizer Danmark dobbelt op af vacciner i april. Det er ikke fordi Pfizer frygter en egenproduktion i de tre lande, men fordi det næste logiske træk for Mette Frederiksen vil være at gå til WHO på de tre landes vegne og få organisationen til at udnytte sin traktatmæssige ret til under en pandemi at kræve Pfizers opskrifter udleveret til fri brug. Gør lande som Israel, Danmark og Østrig det, vil jeg godt se det land i WHO’s medlemskreds, der tør nedlægge veto. Så hvor Ursula von den Leyen på EU’s vegne har opgivet at kæmpe mod medicinalindsutriens økonomiske interesser, har Mette Frederiksen taget kampen op – og det generer ikke bare industrien, men også EU.”

“Når det kommer til fordelingen, så er Danmark det land, som stort set har brugt alle de vacciner, de har fået. Nede i Tyskland er der hundrede tusinder af vacciner, som de ikke har brugt, fordi deres logistik ikke er så udbygget som i Danmark. Endnu værre står det til i Frankrig. Når vi virkelig har brug for EU, så er de der ikke. Hvis EU virkelig var det fællesskab, det gerne vil have os til at tro på, at der er, så havde EU selvfølgelig ikke lagt ud med at fordele den vaccine, som det havde fået option på, mellem landene nøjagtig efter størrelse, men selv holdt på vaccinen og distribueret den i takt med, at landene rent faktisk var i stand til at få den sprøjtet ind i borgerne. På den måde er vaccinesagen også et nederlag for hele idéen om EU som et grænseløst fællesskab.”

I form af Danmarks tilsyneladende bedre logistik end Frankrig og især Tyskland, kan du så uddybe hvordan vi gør det bedre?

“Allerede inden den første vaccination landede i Danmark, var det allerede organiseret hvordan det skulle distribueres. Man vidste hvor mange vi ville få, hvor mange der skulle indkaldes, man vidste hvem der skulle modtage den osv. Se på Frankrig, der er stadigvæk ikke vaccineret ret mange. Bortset fra Island, som jo ikke er med i EU, så er Danmark det land der suverænt har vaccineret den største del af befolkningen. Så burde EU jo virkelig sige: Frankrig skal nok få deres vacciner, men indtil da, så sender vi dem hen til dem, der er klar. Det var også ganske tydeligt, da Ursula von den Leyen forhandlede, at man ikke vidste hvem der ville komme først, men man vidste hvilken bioteknologisk metode de forskellige produkter byggede på. Blandt de produkter, som EU på forhånd købte, var et fransk, skønt alle vidste at franske Sanofi var langt bagud i udviklingen af et brugbart produkt – og i øvrigt senere har opgivet overhovedet at komme i mål. Mange undrede sig, men det er, fordi de ikke kender EU’s historie. EU blev skabt som Kul- og Stålunionen lige efter Anden Verdenskrig. Vi er siden blevet tudet ørerne fulde af, at det var for at forhindre fremtidige krige i Europa. Glem det. EU blev skabt af en genial fransk samfundsplanlægger, Jean Monnet, der indså, at med de politikere, som sad i den franske nationalforsamling, ville Frankrig sakke håbløst længere og længere bagud i genopbygningen efter krigen. Derfor fik han overtalt centrale lande i Europa til at samordne deres produktion af de to vigtigste varer, kul og stål, under ledelse af en overnational kommission kaldet Den Høje Myndighed uden for politikernes rækkevidde. Derfor bygger EU på en kortslutning af demokrati, nærmere betegnet en fransk nationalforsamling, der fungerede som en intellektuel diskussionsklub og ikke som beslutningstagere – og derfor er EU skabt for, at Frankrig på linje med USA, Storbritannien og Sovjetunionen (Rusland) stadig kan føle sig som en stormagt – og bliver som sådan stadig tilgodeset. Dem, der ville komme først, kom med i spillet. Da EU blev skabt som kul og stål unionen efter Anden Verdenskrig, så kaldte vi det et projekt for fred i EU i fremtiden. Projektet gik ud på at fremme Frankrigs demokrati – så når man køber vacciner, skal Frankrig også tilgodeses.”

Vi hører fra adskillige medier, meningsdannere mv. at der er gået for meget sensationsjournalistik i medierne. Synes du, at der er gået sensation og klik i journalistikken, så den ikke længere lever op til rollen som den upartiske vagthund?

“Nej. Jeg synes endda, at EU, i de her år, hvor EU virkelig har været i krise, på grund af Brexit, at vi virkelig har fået en fair dækning. Den har ikke været særligt sensationspræget. Det eneste, der har sat farve og sensation på det, er Boris Johnsons umulige optræden, men der har vi også meget klart fået en fair og nuanceret dækning.”

Kan du forstå kritikernes gentagne udsagn om, at den politiske mistillid er på et uhørt niveau og at journalistikken er med i det?

“Jeg ved, at det bekymrer i EU langt inde i kommissionen, at den politiske udvikling har været, som den er. Men man kan ikke give EU skylden for den. Jeg opfatter det sådan, at da de østeuropæiske og kommunistiske styrer brød sammen, så sagde de liberale, pluralistiske demokratier – eller hvad du nu vil kalde dem – at ”Nu har vi sejret ad helvedes til”, og så satte de sig i lænestolen og faldt i søvn. Det udløste et magttomrum. Det eksisterer stort set aldrig i politik – for det bliver oftest fyldt ud med det samme. Det var dem, der bekendte sig til den neoliberalistiske økonomi, der var i stand til at udfylde det – personer som Margaret Thatcher og Ronald Reagan, hvilket betød, at nu fik vi at vide, at nu skulle der globaliseres. Da, der var gået nogle år, var det eneste der var globaliseret finansmarkedet – og ikke menneskerne imellem. Det udløste en reaktion. Befolkningerne synes ikke, man skulle globaliseres, selvom jeg er mere eller mindre tilhænger af EU. Den reaktion, du har fået fra befolkningen, som kritiserer medierne osv., er en reaktion mod den neoliberalistiske tankegang. Det er den, der har skabt partier som DF, Nye Borgerlige, Donald Trump osv. fordi neoliberalismen har fremmet en forståelse, hvor uligheden som konsekvens er vokset enormt, særligt de sidste 30 år. Det er en reaktion mod den uhæmmede vækst i ulighed.”

“EU sidder i en klemme, hvor de fleste lande har erkendt, at den neoliberalistiske tankegang har spillet fallit. Noget andet må gøres. Det andet er der ikke, og her kommer højrepopulismen ind. EU bliver enige med sig selv om at overføre midler fra det rige nord til det fattige syd, stort set uden betingelser. Det styrker selvfølgelig højrepopulismen. Vi skal jo kunne straffe Polen og Ungarn når de ikke lever op til de fælles spilleregler. Men de får ingen straf, de får penge, men ingen straf. Derfor er det naturligt at mistilliden vokser til den europæiske union. Det der er interessant er, at i 1973, da vi bliver officielle medlemmer af EF, der var modstanden mod EF koncentreret i det røde Danmark. Først og fremmest, der var modstandere i hele det politiske spektrum, men det var mest af alt de røde. I dag, så er de mest loyale overfor EU overhovedet i Folketinget De Radikale og SF. Af røde modstandere til af EU, så har Enhedslisten det synspunkt, som jeg også har sympati for, at som verden ser ud, og som verden fungerer, så er tæt europæisk samarbejde nødvendigt. Men EU er en fejlkonstruktion, og så er det, man siger, at hvad føler man er vigtigst? Skal vi æde fejlkonstruktionen eller er fejlkonstruktionen så stor, at vi skal holde op med at samarbejde?”

Hvis jeg skal få dig til at nævne en loyal EU-støtte i blå blok, så kan du ikke få dig selv til at nævne Venstre?

“I Anders Fogh Rasmussens og Lars Løkkes tid, lod de sig regere af Dansk Folkeparti. De førte den nationalkonservative politik overfor EU. Så vi mangler en bekræftelse på, at Venstre stadigvæk er et loyalt EU-tilhænger parti. Det bedste bevis er da, at da den siddende regering skulle forhandle det næste budgetperiode for EU, stod Venstre ikke bag mandatet til regeringen. De stemte imod, at en procentdel af pakken skulle gives som gaver.”

Jesper Steenstrup Vogelius, f. år 2000, er skribent med erfaring i indenrigs- og udenrigspolitik fra netmedier såvel som i pressen for Det Konservative Folkeparti, samt det analytiske værktøj i spørgsmål om dansk-politiske forhold samt udenlandske.

Billede i artiklens top: Annelene Petersen

Læs hele temaet “Medierne og den europæiske offentlighed”