EU og de europæiske regeringer klarer coronakrisen katastrofalt dårligt, og det skyldes fejlagtig politisk ledelse. Imens forsøger USA at inddæmme Kina, men på en smartere facon end Trump. Det er foreløbig slået fejl. USA er i vildrede om håndteringen af fremtidens stærkeste magt

Kommentar af Hugo Gaarden

Den seneste tid har været en deprimerende demonstration af den vestlige verdens ageren over for coronakrisen og globale magtforskydninger, selv om præsident Joe Biden er ved at få styr på krisen og den økonomiske genopretning. Derimod har hans forsøg på at lave en Kina-politik fået et hårdt tilbageslag.

Mere end et år efter pandemiens udbrud i Europa er en tredje bølge på vej, og Tyskland og andre lande begynder igen på nye nedlukninger. Vaccinationerne går dræbende langsomt, selv om et tysk firma, BioNTech, gik i gang med at forske i en vaccine i januar sidste år, da dets to grundlæggere – af tyrkisk afstamning – i ”The Lancet” læste om virussen. De forstod alvoren. Det samme gjorde det danske statsministeriums departementschef, Barbara Bertelsen, som meldte alarm. Det samme gjorde kanslerchefen i Berlin en måned eller to senere med opfordring om gennemgribende foranstaltninger. Men hverken politikere eller sundhedsmyndigheder reagerede øjeblikkeligt, og sådan var det overalt i EU – og i Trumps USA.

Taiwan iværksætte en centralstyret indsats, og den var barsk, fra midten af januar sidste år og havde ikke én eneste lockdown – og kun syv dødsfald. Allerede i februar – sidste år – havde BioNTech udviklet vaccinen. Ingen i Europa sikrede sig, at produktionskapaciteten var stor nok. Kina, derimod, opbyggede for et år siden en produktionskapacitet til forskerfirmaerne. Mens Kina og de østasiatiske lande greb ind med indrejseforbud, test, karantæner og sporing af samtlige, der havde berøring med smittede, skete der ikke en tilsvarende systematisk indsats i Europa og USA, og de europæiske lande overlod produktion og indkøb af vacciner til en inkompetent EU-kommissær.

Problemet ligger i en kaotisk politisk håndtering, og det ses især i Tyskland. Det tyske magasin Der Spiegel skrev på forsiden af sin seneste udgave om ”Tysklands nye uduelighed”. Selv den stærkt kritiserede kansler Angela Merkel har erkendt, at den traditionelle tyske grundighed ikke løser krisen. Der er brug for fleksibilitet. Dét har aldrig været tyskernes kop the. Det blev illustreret ved den kortvarige suspendering af AstraZeneca. Det var tyskerne, der uden seriøs dokumentation pressede andre lande til at følge trop. Europæerne har ikke været fleksible og barske nok til at slå virussen ned, hvor den udvikler sig værst, og tyskerne har nægtet at lave en vaccineproduktion som i en krigsøkonomi, som det sker i USA.

Det slående er, at europæerne ellers var hurtige til at lave en gigantisk finanspakke sidste sommer for at bekæmpe den økonomiske nedtur. Men også her har bureaukratiet og dårlig politisk ledelse spændt ben for en hurtig udrulning af pengene. USA har pumpet langt flere penge i omløb. Joe Biden har fået en overvældende opbakning til sin pakke, fordi den hjælper borgerne hér og nu og skaber den første sociale omfordeling i årtier, selvom den langsigtede virkning er tvivlsom.

Biden har derimod ikke haft held med sine første skridt i udenrigspolitikken. Han har forsøgt at samle en række demokratiske lande i Asien til en alliance mod Kina. Bidens nærmeste rådgivere har længe talt for at skabe en Indo-Pacific alliance, der rækker fra Stillehavet til ind i Det indiske Ocean, altså også med deltagelse af Japan, Australien og Indien.

En new zealandsk udenrigspolitisk ekspert, Van Jackson, har kaldt alliancen for en ”dumhed, der vil føre USA på afveje”, og som kan ende i en katastrofe, fordi skabelsen af et ”great game” over for Kina ikke er gennemtænkt og kun vil føre til en koldkrigs-konflikt, uden at der er nogen konkret begrundelse for det.

Det nylige møde i Alaska med topdiplomaterne fra USA og Kina skulle vise USA’s nye kurs, i samspil med allierede, formuleret af udenrigsminister Antony Blinken. Men mødet endte som en konfrontation, fordi de kinesiske topdiplomater, overraskende for USA, svarede barsk igen: USA skal ikke blande sig i indre kinesiske forhold, men bør løse sine egne problemer, f.eks. raceuroen, og USA skal ikke optræde som repræsentant for en ”såkaldt regel-baseret verdensorden.” Det får konsekvenser, sagde kineserne.

USA havde to dage forud for mødet lavet sanktioner mod 24 kinesere som reaktion på Kinas mere direkte overtagelse af styringen af Hongkong. Desuden ville USA bevidst holde det første diplomatmøde med Kina på amerikansk jord og ikke i Kina, selv om Blinken og kolleger havde været i Japan og Sydkorea. Den slags symbolhandlinger forstår kineserne til fulde: De er lukket ude af selskabet og betragtes som en modstander.

Det er blot uforståeligt, at Biden har valgt den kurs. Allerede tilbage i 2012, da Biden var vicepræsident under Barack Obama, bøjede USA sig under en konfrontation med Xi Jingping, der dengang var vicepræsident: USA undlod at vælge side i en strid mellem Kina og Japan om øen Senkaku/Diaoyu. Japan er trods alt USA’s allierede. Har Biden og hans nærmeste ikke forstået, hvor stærk og selvbevidst Kina er blevet de seneste ni år? Det har USA’s asiatiske og europæiske allierede, hvor der vi hvert fald ikke er enighed om at bakke op om en konfrontationslinje, der dybest set er en fortsættelse af Donald Trumps linje, bare udtrykt mere civiliseret. Det ser pænt ud med en alliance, men den er stadig rettet mod Kina.

Kineserne er blevet særdeles selvbevidste og hårdtslående, når de presses, og derfor bruges følgende vending mere og mere: ”Østen stiger og Vesten falder.” Kina er ikke bange for en ny kold krig og vil gøre sig uafhængig af højteknologien og det amerikansk styrede finanssystem.

Det er ikke overraskende, at den tidligere mesterdiplomat Henry Kissinger stadig advarer mod en ny todeling af verden, der kan ende i en katastrofe, fordi hverken USA eller Kina har oplevet en modstander af samme styrke. En koalition mod et bestemt land er uklogt, sagde han i november.

Og så tilføjede han et kernespørgsmål for Europa, som i stigende grad vil føle sig klemt mellem USA og Eurasien: ”Vil europæerne forsøge at spille en fuldstændig uafhængig rolle?”

Hverken dette spørgsmål eller Bidens Asien- og Kina-strategi er indtil nu blevet afklaret. Europa har svækket sig selv med coronakrisen, og Biden er øjensynlig i vildrede.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. 

Billede i artiklens top: /Wikimedia Commons/

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.