Til ingens overraskelse vil Spaniens regering nu benåde de catalanske separatistledere, som sidder fængslet for opstand og underslæb. Den forfatningsstridige løsrivelsesproces i efteråret 2017 trækker stadig et kølvand af konflikt efter sig – og alle mener stort set, hvad de hele tiden har ment.

Kommentar af Sara Høyrup

De europæiske institutioner er ikke ganske overbeviste om, at tredelingen af magten er helt på plads i Spanien. Nu får de fornyet grund til at se det store EU-land efter i kortene. Den spanske regering har i denne uge gjort det klart, at den agter at overhøre de skarpe protester fra landets højesteret og anklagemyndigheden. Nu skal separatistlederne sættes fri, så den gordiske knude kan løses. Benådning er kun ”naturligt”, bedyrer justitsministeren, så man må tro, at man slet ikke kan mene andet.

Den politiske konflikt om national identitet i Catalonien blev til et juridisk anliggende, da lokalparlamentet omgik alle regler den 6. og 7. september 2017 og hastede løsrivelseslovene igennem uden kvalificeret flertal – og uden hjemmel til at gøre det. Siden gik det slag i slag med den forfatningsstridige folkeafstemning den 1. oktober, som unionisterne boykottede – og de ti sekunders løsrivelse 26 dage senere.

Samme weekend forlod regionschefen Puigdemont landet i bagagerummet på en bil ført af en regionsbetjent, og rivalerne i ERC røg i brummen. Nu sidder Puigdemont i Belgien og forsøger at fastholde sin relevans med stadigt mere skinger radikalisme, skønt der må være en udløbsdato på, hvor længe man kan være ”den legitime præsident i eksilet”. Esquerra Republicana Catalana har overtaget både den moderate rolle og den føring, som før det vilde løsrivelsesridt var Convergèncias, nu transmogryffet over i nye formationer som Puigdemonts Junts per Catalunya (Sammen for Catalonien).

De ”politiske fanger” fra ERC nyder den catalanske kriminalforsorgs venlige VIP-tilgang, når den tilsteder dem fangerettigheder, der ikke er andre fanger forundt. Politikerne får flere besøg end alle andre i fængslerne, og de får udgang og åbent fængsel langt tidligere end stipuleret. De lokale boghandler bugner med bøger skrevet af polikerne ”bag tremmer”, som synes at sidde temmelig løst.

Hvis tarv beskyttes?
Den socialdemokratiske statsminister Sánchez beskyldes til gengæld for at klamre sig til taburetten og forveksle sine egne behov med landets. Beskyldningen kommer især fra højre flanke, som aldrig er glad ved at miste grebet om magten, der i 40 år i streg var nationalkatolsk, lige til diktatorens sov stille ind. Det er blevet helt almindeligt selv blandt pæne mennesker at sige, at Pedro Sánchez ligefrem er psykopat.

Men også de catalanske unionister har mistet al tillid til rød blok, der forveksler eftergivenhed med fremskridt og tror, at reaktionær lokalnationalisme er ræverød. Unionisterne lader sig presse mod højre af venstrefløjens svigt af sine egne antinationalistiske idealer.

Men unionisterne har også mistet tilliden til statsmagten. De oplever nu som altid, at centralregeringen uanset partifarve nok er optaget af sine egne trakasserier med de oprørske regioner. Men at centralmagten intet gør for at beskytte det spansktalende flertal mod den marginalisering, der har fundet sted i både Catalonien og Baskerlandet i de sidste 40 år. Lige så længe som det spanske demokrati har været genindført efter en kort og blodig testkørsel under den spanske republik i trediverne, som man kan læse om i romanen Manden der elskede hunde.

Skiftende centralregeringer tror ligesom udenlandsk presse, at Catalonien-konflikten finder sted mellem Madrid og Barcelona (eller Waterloo). Reelt går brudsteddet ret ned igennem det catalanske samfund. Gennem venskaber og gennem familier, hvor ikke alle generationer er lige skolede i den nationsopbyggende escola catalana.

Retfærd og retsfølelse
Konservative og andre unionister opfatter det helt forventelige tiltag om  massebenådning som et forsøg fra PSOE’s upopulære posterboy på at please sine støttepartier. Esquerra Republicana Catalana og baskiske Bildu med ETA-forbindelserne ser gerne de lange fængselsstraffe tryllet væk af ”pæne Pedro”, hvis mindretalsregering de holder oppe. Det samme ønsker det hensygnende protestparti Podemos ude til venstre, som tror, at udkantsnationalismerne er vejen til genindførelse af Den spanske Republik uden kongekrone.

De vil alle sammen såre gerne have benådningerne, selv om ERC’s egen leder Junqueras slet ikke vil svare Højesteret på, om han egentlig kunne tænke sig at blive benådet. For selvfølgelig vil han gerne det, men helst vil han da have et amnesti, som ikke blot smækker fængselsportene op på vid gab, men også giver ham ret i, at han slet intet kriminelt har gjort. Det samme gælder Raül Romeva, der rejste verden rundt som catalansk ”udenrigsminister”. Og det gælder de andre politikere, som soner, og som fagforeningen (!) UGT har anmodet om en samlet benådning af, skønt benådninger skal forestille at ske efter individuel afvejning.

En afsoning er soning af en skyld fastslået af en domstol som led i retsstatens funktionssæt. Det skal tillige forestille, at lovbryderen ad den vej føres tilbage på lovlighedens smalle sti, forklarer topjuristen Teresa Freixes, som selv har mistet sin bror i et lokalnationalistisk terrorangreb. Som når der i det catalanske mandefængsel Brians II står med meget store bogstaver på væggen, så alle hustruerne og børnene ret kan vide det, at formålet med fængslingen af deres kære er at genindsætte dem i samfundet.

Det er også meningen med fængselsstraffe, at de fungerer til skræk og advarsel. De skal markere en grænse på det sted, hvor loven skelner mellem antagelige og uantagelige handlinger. De skal sikre samfundet imod gentagelseskriminalitet. Og er der noget, separatistlederne har gentaget til alle, der gad høre det – så er det, at ”ho tornarem af fer”. Vi gør det igen.

Besked til højesteret
Så når Sánchez nu siger, at kun hævngerrige typer kan ønske, at fængselsstraffene for opstand og underslæb rent faktisk bliver afsonet, falder udtalelsen mange for brystet. Forestillingen om, at fængslinger kun er hævn og intet andet, er jo en temmelig gammeltestamentelig tilgang til retssystemets funktion. Og det er en kommentar med tydelig adresse til højesteret – fremsat lige før retten skulle udtale sig om tiltaget. Her kan EU, hvis EU vil, se et politisk forsøg på at påvirke domstolen.

Unionismens anden topjurist, Rafael Arenas fra Universitat Autónoma de Barcelona, fortæller til Magasinet Europa, at han lige er begyndt på et stort forskningsprojekt i løsrivelse med Catalonien som casestudie. Gruppeprojektet har et særligt fokus på institutioners ansvar ved krænkelser af grundlæggende rettigheder. For sådan anskuer unionisterne løsrivelsesforsøget: som en indsats for at fratage dem deres tilhørsforhold til Spanien med alle de garantier, det giver at være statsborger i et EU-land med retssikkerhed og socialsikring.

Unionisterne gør sig ingen illusioner om retsgarantier i et selvstændigt Catalonien uden for EU anført af samme nationalister, som siden firserne har behandlet migranterne fra andre spanske egne som mindreværdige. Et mindreværd, der går i arv, medmindre migranternes efterkommere aflægger sig deres spanske modersmål og melder sig under nationalismens faner.

En politisk benådning
Benådningen af separatistlederne har tydeligvis et politisk sigte. Det finder catalanske El Periódico’s politiske kommentator Albert Garrido fornuftigt – men det er netop det, der gør benådningen fuldkommen utilstedelig, skriver juristen Arenas på bloggen Jardindehipótesis (Hypotesernes have). For det er ikke meningen, at benådninger skal modificere domstolenes afgørelser af politiske hensyn.

Heller ikke selv om det er sket så ofte før op igennem historien. Det indgår således i det spanske socialdemokratis etiske principper, at partiet hverken bør indføre eller modtage benådninger for være sig korruption eller ”alvorlige forbrydelser”. Og forfatningsbrud må vel antages at være en alvorlig sag – også selv om udlandet tager imponerende let på det, der kunne have startet en balkanisering på den Iberiske Halvø.

Faktisk var statsministeren i sit opløb til magten en stor fortaler for helt at afskaffe dette levn fra forne tider: benådningen tildelt af overmagten efter forgodtbefindende. Fordi det er et oplagt middel til magtfordrejning og vil gøre de udsatte endnu mere udsatte, når overgreb på deres rettigheder uden videre tilgives. Og det er jo meningen med en retsstat, at den skal beskytte borgernes rettigheder.

De catalanske unionister må som altid sejle deres egen sø. Den politiske kommentator Ramón de España orker ikke engang være sit sarkastiske selv, når han resigneret konstaterer på spansk i catalanske Crónica Global, at ”det er altid os andre, som skal være tolerante og sikre sameksistensen”.

Hans catalansksprogede kollega Albert Soler fastholder i regionsavisen Diari de Girona til gengæld sin vægring ved at tage den catalanske farce på alvor. Imens kalder unionismens dandy og separatisternes hadeobjekt Arcadi Espada statsministeren for Spaniens ”hidtil mest uansvarlige statsminister”.

Taktisk dilemma
Det er Sánchez måske, måske ikke. Og måske tjener PSOE’s hidtil flotteste fyr sig selv – måske risikerer han hele sin politiske karriere for noget, han faktisk tror på. For benådningen er ikke engang populær i hans eget parti, hvor den hæderværdige ronkedor Felipe González er ude med riven efter ham. 2/3 af alle spanierne er imod benådningen. Blot godt og vel 1/5 er for.

I konfliktens arnested Catalonien går 6 ud af 10 dog ind for strafeftergivelsen. Det betyder, at sådan noget som hver femte unionist i regionen ser med milde øjne på benådningen af separatistlederne. Det ser man også spor af i onlinedebatten, hvor enkelte unionister vover at erklære sig enige i benådningerne. Det sker samtidig med, at separatismen mister tilhængere og ikke længere har sit sædvanlige greb om halvdelen af befolkningen i den splittede region.

Især enegangen er der ikke længere nogen stor tilslutning til: Hvis Catalonien skal være et selvstændigt skattely på grænsen mellem Spanien og Frankrig, så vil ikke engang lokalnationalisterne længere gennemtrumfe det imod den fælles spanske vilje.

Fredens pris
Men hvad er det så, Sánchez måske, måske ikke tror på, at han kan opnå til sit land med benådningen af separatistlederne?

Den politiske kommentator Jordi Gràcia fra El País siger til Magasinet Europa, at benådningen er et middel til et mål: ”Det vil vise det catalanske samfund en udtrykkelig vilje til at genoptage den politiske vej som instrument til pacificering af konflikten mellem regionsmagten og centralregeringen.”

Og så er vi tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt den catalanske konflikt virkelig står mellem Madrid og Barcelona, eller om ikke den i endnu højere grad foregår midt i Catalonien og sågar i Gràcias egen kernefamilie med radikaliserede teenagere, som vi i december 2017 så det i Divya Das’ indslag på dansk TV2, hvor Jordi, Laura og Joan skændtes fredeligt for åben skærm. Og således også på det universitet, hvor Gràcia underviser i spansk litteratur kringsatt af gule sløjfer og lokalnationale bannere.

Den moderate catalanist Jordi Amat har skrevet kritiske bøger om løsrivelsesprocessen. Han siger til Magasinet Europa, at benådningen af separatistlederne er ”nødvendige og bør forpligte begge parter”. For ham er ”parterne” tydeligvis centralmagten og lokalmagten. Ikke regionens to stridende folkegrupper.

Venstrefløjspolitikeren David Pequeño fra Barcelonas byråd siger til magasinet, at benådningerne er ”nødvendige og på høje tid”. Han mener, at de vil gøre det muligt omsider at fokusere på hverdagens problemer.

Politologen Alberto Mesas deler som gammel Podemos-støtte politisk udgangspunkt med Pequeño, men er uenig i analysen. Mesas fra Madrid siger fra sin undervisningspost i Paris til magasinet, at han er mægtigt ked af at se retsstaten underløbet på den måde. ”Det er godt nok lovligt, men det er illegitimt.”

Sara Høyrup er spanienskorrespondent og fixer bosat i Sevilla. Hun holder foredrag i Danmark og arrangerer studieture til Spanien. Hun er spansk uddannet journalist, konferencetolk og cand.mag. www.sarahoyrup.com

Billede i artiklens top: I ugerne efter forfatningsbruddet med løsrivelseslovene af 6. og 7. september 2017 sås bannere som dette i Cataloniens hovedby Barcelona/Foto: Sara Høyrup/

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.

Notabene om strafferammer

Herfra skal som altid lyde en påmindelse om, at straffesystemerne de fleste steder har helt anderledes lange straffe for alting, end vi kender det i Danmark. Det er derfor meningsløst at aflæse dommene på mellem 9 og 13 år mod separatistlederne på en dansk målestok. Spanien er et land, hvor den seneste dom for gentagen voldtægt er på 1.088 års fængsel.