Et ambivalent opgør - Magasinet Europa

På Grønlands nationaldag, 21. juni, sidste år vågnede borgerne i hovedstaden Nuuk op til synet af en statue af den norske missionær Hans Egede, placeret på et højdedrag i den historiske del af Nuuk, Kolonihavnen, der var blevet overmalet med rød maling og plinten dekoreret med traditionelle tunniit-tatoveringer og ordet ”Decolonize”.

Den 3. juli 2021 rundede vi 300-året for Hans Egedes ankomst til Grønland og dermed også 300-året for både kristendommens indførsel og den moderne danske kolonisering af Grønland. Statuen af Hans Egede blev sat op for 99 år siden for at fejre 200-året for missionærens landgang.

For 100 år siden fejrede kirken og koloniadministrationen i det daværende Godthaab dagen med en storstilet festdag. Æresgæsterne var den danske kongefamilie, der besøgte Grønland for allerførste gang. Men 300-året bliver anderledes stille. I kølvandet på sidste års debat om statuen – som endte med at blive stående – besluttede Kommuneqarfik Sermersooq at skrinlægge planerne om at fejre Hans Egede i erkendelse af, at store dele af befolkningen ikke betragter dagen som en festdag – snarere tværtimod. Sidste års debat om statuen skriver sig nemlig ind i et større opgør med nordisk kolonialisme, der finder sted i hele Norden, og som de nye nordiske sandheds- og sandheds- & forsoningskommissioner også vidner om.

Grønlandsk forbillede
I 2018 nedsatte det norske storting en sandheds- og forsoningskommission, der skal undersøge fornorskningspolitikken og uretfærdigheder begået mod samer, kvener, norskfinner og skovfinner af den norske stat. Siden har den svenske regering nedsat en sandheds- og forsoningskommission, som skal undersøge historiske uretfærdigheder begået mod minoriteterne tornedalinge, kvener og lantalaiset, der taler finske sprog. Samtidig er man både i Sverige og Finland i øjeblikket ved at nedsætte hhv. en sandhedskommission og en sandheds- og forsoningskommission, der skal undersøge historiske overgreb begået af de to stater mod samer.

De nye nordiske kommissioner peger ofte på den canadiske sandheds- og forsoningskommission som inspirationskilde. Men det første forsøg på at tilpasse sandheds- og forsoningskommissionsmodellen til en nordisk velfærdsstatshistorie er faktisk den grønlandske forsoningskommission fra 2014-2017. En proces, der ligesom Hans Egede statuen, viste sig at vække tvetydige holdninger og stærke reaktioner i både Grønland og Danmark.

Baggrunden for den grønlandske forsoningsproces
Loven om Grønlands Selvstyre fra 2009 anerkender i sin indledning det grønlandske folk som et folk i henhold til folkeretten med ret til selvbestemmelse. Over de sidste 40 år har Grønland langsomt, men sikkert opnået stadig større grader af suverænitet. Ideen om fremtidig grønlandsk uafhængighed af Danmark deles af langt de fleste grønlandske politiske partier, der dog kan være uenige om præmisserne for en fremtidig uafhængighed, hvordan den mere konkret skal se ud og tempoet for processen.

Tidligere Landsstyreformand Aleqa Hammond kom til magten i 2013, få år efter at Grønland havde opnået selvstyre. Hun så det som sin politiske hovedopgave at sætte så meget skub i den videre proces, at Grønland med hendes egne ord kunne opnå ”uafhængighed i min levetid” (Hammond er født i 1965). Efter Hammonds opfattelse var mental afkolonisering en af nøglerne til at forberede grønlænderne på at bryde båndene til Danmark – og hun så oprettelsen af en forsoningskommission, som et redskab til at nå dertil.

Ideen var ikke Hammonds egen. En række grønlandske politikere og intellektuelle havde i flere omgange talt om behovet for, at man i Grønland bearbejdede både kolonitiden og ikke mindst moderniseringsperioden fra 1953 og frem. Men Hammond omfavnede ideen og gjorde den til et vigtigt element i sin regeringsførelse.

Illustration: Ivínguak’ Stork Høegh

Sandheds- og forsoningskommissioner kendes fra hele verden. Processerne har udviklet sig som et middel til at opnå retfærdighed og skabe fred og stabilitet efter væbnede overgreb eller borgerkrig. Modellen har udviklet sig over en længere årrække og har været gennemført på mange forskellige måder de seneste 40 år. Men processerne har som udgangspunkt næsten altid været gennemført som et supplement til – eller som egentlig alternativ til – en traditionel retssag, i erkendelse af at det almindelige retssystem ofte kommer til kort, når det står over for sager om massevold i overgangen fra ét styre til et andet.

Den canadiske sandheds- og forsoningskommission repræsenterede et skridt væk fra dette mønster. Her var nemlig ikke tale om en overgangssituation fra en styre- eller statsform til en anden, men derimod historiske overgreb begået af en eksisterende, uhyre stabil stat.

Den grønlandske sandheds- og forsoningsproces byggede videre på inspirationen fra Canada, men adskilte sig på flere punkter fra alle tidligere sandheds- og forsoningskommissioner, fordi den hverken var tænkt som et alternativ til eller et supplement til en samtidig juridisk retsforfølgelse.

Desuden var den part, der i overvejende grad havde begået de historiske uretfærdigheder, man undersøgte, ikke en del af processen. Hammonds regering overvejede på et tidspunkt at inddrage Danmark, men Danmark fravalgte imidlertid selv processen på et tidligt tidspunkt: På det pressemøde, hvor Hammond annoncerede planerne om kommissionen, kommenterede den daværende danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), planerne med et lakonisk: ”Vi har ikke behov for forsoning”, efterfulgt af en bemærkning om, at hun heller ikke troede, at det var meningen, at Danmark skulle deltage.

Man kunne måske have forventet, at dette svar ville umuliggøre processen. Men eftersom mental afkolonisering og en ambition om, at Grønland selv skulle skrive sin egen historie var hovedformålet, anså Hammond ikke dansk deltagelse for altafgørende.

Grønlænderne forsones med sig selv
Den grønlandske forsoningskommission blev etableret i august 2014. Kommissionen bestod af seks højtuddannede kommissærer uden forudgående tilknytning til grønlandske politiske partier. Kommissærerne repræsenterede forskellige grupper i det grønlandske samfund, både ift. region, etnicitet, sprog og uddannelse. Kommissionen havde ikke mandat til at udmåle hverken statslig eller individuel ansvarlighed. I stedet formulerede kommissionen en firesiddet forsoningsdefinition, der udelukkende drejede sig om forsoning inden for Grønland:

1) Forsoning med sig selv og ens egen baggrund (personlig forsoning);

2) Forsoning med fortiden (ting, der er sket);

3) Forsoning mellem grupper i det grønlandske samfund (menneskelige relationer som helhed);

4) Forsoning mellem generationer.

Interessant nok var det ikke de første ca. 250 års dansk kolonisering, der optog kommissionen mest, men snarere de skadelige virkninger af den politik, der blev ført i perioden 1953-1979, efter Grønland formelt ophørte med at være koloni. I denne periode, der ofte omtales som moderniseringsperioden, indførte Danmark en række meget intensive reformprogrammer kendt som G-50 og G-60, der skulle bringe Grønland – nu en region i velfærdsstaten Danmark – på niveau med den danske befolkning.

De første ca. 200 år efter Hans Egedes ankomst havde haft store konsekvenser for Grønlands befolkning, men tempoet i forandringerne efter 1953 var i sammenligning radikalt højere. Grønlænderne var tvunget til lynhurtigt at tilpasse sig de nye sociale og kulturelle krav fra en moderniseret fiskeindustri. Grønlændere fra små bygder blev flyttet ind i store moderne huse i større byer, og myndighederne gennemførte forskellige uddannelsesreformer, ikke mindst nye sprogundervisningstiltag, der skulle øge antallet af dansktalende grønlændere.

Eksperimentbørnene
Et af de mest vidtgående eksempler på disse sprogprogrammer var den gruppe børn, der senere er blevet kendt som ”Eksperimentbørnene”. Det var en gruppe af grønlandske børn, der i en meget tidlig alder blev taget fra deres hjem og sendt først til Danmark og siden på børnehjem i Grønland for at lære dansk og blive opdraget som en ny dansktalende grønlandsk elite.

Selvom de færreste af dem var forældreløse, fik børnene ikke lov at vende tilbage til deres familier. De fleste mistede deres grønlandske sprog og dermed muligheden for at kommunikere med deres familier.

Børnene fik ar på sjælen for resten af livet, og mange af dem døde i en ung alder.

I 1998 skrev socialrådgiveren Tine Bryld deres historie i bogen ”I den bedste mening”, og i 2011 fortalte en af de få tilbageværende, Helene Thiesen, sin historie i bogen ”For flid og god opførsel”. Til avisen Information fortalte hun i 2019, hvordan to danske mænd i 1951 flere gange havde opsøgt hendes mor, der lige var blevet enke, for at overtale hende til at sende et af sine børn til Danmark.

Moderen afviste flere gange, men gav til sidst efter og sendte 6-årige Helene afsted:

”Da de var gået, trøstede min mor mig med, at Danmark var ligesom Paradis med blomster og træer. Og at jeg kun skulle være der i kort tid, så ville jeg komme hjem igen. Selv tænkte jeg, at jeg ikke ville væk. Jeg fattede ingenting, og det gjorde min mor heller ikke.”

Da Thiesen vendte tilbage til Grønland, fik hun til både sin og moderens overraskelse ikke lov at flytte hjem. Langt op i sit voksne liv bebrejdede hun moderen for at have svigtet hende. Først da Tine Bryld begyndte at grave i sagen, fandt hun ud af, at moderen aldrig havde været ordentligt informeret, og at hun sammen med de øvrige børn havde været med i et eksperiment.

De få nulevende ”Eksperimentbørn” fik i december 2020 en officiel undskyldning af den danske regering og Naalakkersuisut efter mange års kamp. Selvom den danske regering først i 2020 tog ansvaret på sig, erkendte Grønlands Styrelse dog allerede få år senere, at børnene i eksperimentgruppen var for små til at blive taget fra hjemmet.

Ophold i Danmark målrettet lidt ældre børn fortsatte længe med at være en del af den danske assimilationspolitik. De har ikke fået så meget opmærksomhed som sagen om ”Eksperimentbørnene”, men var ét af de fokusområder, den grønlandske forsoningskommission berørte

En internaliseret følelse af underlegenhed
Moderniseringsreformerne havde overordnet til formål at øge levestandarden og forbedre folkesundheden – ikke mindst for at sætte en stopper for den omsiggribende tuberkulose. I den forstand var de også effektive og gav nogle grønlændere nye uddannelsesmuligheder. Men kløften mellem den officielle retorik om ligestilling mellem danskere og grønlændere og de levede realiteter skabte imidlertid frustrationer blandt grønlænderne.

Grønlænderne følte sig i stigende grad sat ude af spillet i en udvikling, der kontrolleredes af de danske myndigheder og danske arbejdsledere på de lokale arbejdspladser.

For nogle inspirerede det til politisk modstand og handling. Den blev kanaliseret ind i den politiske mobilisering, der bl.a. førte til dannelsen af en række grønlandske partier og senere til Hjemmestyret i 1979.

For andre resulterede det i en internaliseret følelse af underlegenhed, der førte til en lang række sociale problemer, der hæmmede det grønlandske liv i de kommende årtier. Det var netop denne følelse af at være andenrangs, som Hammond ønskede, at forsoningskommissionen skulle dæmme op for.

Danmark ude af processen
Kommissionen vakte ikke blot stærke protester i den danske offentlighed, men mødte også modstand i Grønland. Overraskende nok kom det ofte fra grønlandske politikere og intellektuelle, der tidligere havde beskæftiget sig med ideer om en eller anden form for proces for at bemestre fortiden.

Modviljen hang i høj grad sammen med Hammond selv.

Hendes kontroversielle beslutninger om at tillade uranudvinding og hendes linje over for især dansktalende grønlændere splittede den grønlandske offentlighed.

Hammond blev i 2014 tvunget til at gå af – midt i forsoningskommissionens mandatperiode. Netop fordi forsoningskommissionen i høj grad blev associeret med Hammond, gik hendes afgang hårdt ud over kommissionens muligheder for at fortsætte sit arbejde. Desuden blev det forhold, at Danmark ikke var en del af processen, ved med at skabe forvirring i Grønland om, hvem der skulle forenes med hvem, og ikke alle delte idéen om et behov for intern forsoning – i hvert fald ikke i en version formuleret af Hammond.

Formulering af velfærdsstatens uretfærdigheder
Da kommissionen afleverede sin endelige rapport i december 2017, kommenterede Hammonds afløser som Landsstyreformand, Kim Kielsen (også fra Siumut), tørt, at han endnu ikke havde haft tid til at læse den (70 sider lange, letlæselige) rapport og indikerede med al tydelighed, at han heller ikke havde tænkt sig at gøre det.

I de tre år kommissionen fungerede, var den først genstand for intens politisk debat efterfulgt af en næsten larmende tavshed mod slutningen – både fra officielt hold og fra mediernes side. Det svækkede processen betydeligt. Den grønlandske forsoningsproces er derfor ofte blevet omtalt som en fiasko i Grønland. I Danmark blev den i det store og hele glemt igen allerede længe inden kommissionen afgav sin endelige rapport.

Men den dom over kommissionen er måske lige forhastet nok.

Det er urealistisk at forestille sig, at en sandheds- og/eller forsoningsproces kan sætte et endeligt punktum i et opgør med fortidens uretfærdigheder. Al erfaring fra tidligere processer viser, at de ofte går i hårdknude. Der, hvor de fungerer bedst, fungerer de som et første led eller en mellemstation i en langvarig proces, som de kan være katalysatorer for. Og der, hvor de har fungeret bedst, har kommissionerne haft et større politisk mandat og langt flere økonomiske ressourcer end den grønlandske kommission nogensinde fik.

Der har ikke været en egentlig politisk opfølgning på de punkter, kommissionen nævnte i sin afsluttende rapport. Men som virakken skabt af den tidligere amerikanske præsident Trumps tilbud om at købe Grønland i 2019; sidste sommers debat om Hans Egede-statuen i Nuuk og undskyldningen til Eksperimentbørnene i vinter, har vist, er opgøret med forståelsen af de konsekvenser koloniseringen har haft for Grønland og Danmarks rolle i Grønland i fortid, nutid og fremtid stadig i fuld gang.

Den proces, der blev sat i gang med den grønlandske forsoningskommission afslørede, hvor ambivalent forståelsen af perioden 1953-79 er i både Grønland og Danmark. På godt og ondt skabte både den direkte og indirekte moderniserings- og assimilationspolitik en lang række bånd mellem de to lande og befolkninger.

Det gælder ikke mindst et stort antal familiebånd mellem Grønland og Danmark, der gør fortællingen om både fortid og fremtid følelsesladet og prekær. At reformprogrammerne – der blev gennemført i ligestillingens navn – i denne periode lagde grunden til en velfærdsstatsmodel i Grønland, herunder et gratis sundhedssystem og gratis uddannelse, gør i sig selv kritikken af netop dette kapitel i historien ganske ambivalent for mange grønlændere. At formulere en kritik ville derfor have været knudret under alle omstændigheder – også uden Hammonds mellemkomst. Det kan man allerede nu se i de diskussioner, som sandheds- og sandheds- og forsoningsprocesserne i de øvrige nordiske lande, kaster af sig.

Der er nogle afgørende historiske forskelle i den måde, de nordiske stater hver især har behandlet oprindelige folk og minoriteter på – det kommer tydeligt til udtryk i den måde kommissionerne nedsættes på i Skandinavien i disse år. Men der er også klare fællestræk. Alle som én beskæftiger de sig med den nordiske velfærdsstatshistorie.

Hovedkritikken i de nordiske processer handler om assimilering (især i Norge), tab af rettigheder til landområder og naturressourcer og muligheder for at krydse grænser i Sápmi, tab af sprog og kultur, overgreb og diskriminering.

I Norge, Sverige og Finland går man lidt længere tilbage i historien, end man gjorde i Grønland. Her undersøger man bl.a. de problemer, der blev skabt for urfolks- og minoritetsbefolkning i takt med, at de nye skandinaviske nationalstater særligt i det 19. årh. trak grænserne skarpt op og ud fra et sikkerhedspolitisk ræsonnement mistænkeliggjorde samernes migrationsmønstre og de finsktalende minoriteters tilstedeværelse.

Men kritikken retter sig som i det grønlandske tilfælde især mod det 20. århundredes politikker og rammer dermed ned i hjertet af den periode, hvor den skandinaviske velfærdsmodel blev udviklet og konsolideret. Og derfor vækker processerne ofte voldsomme følelser – både i majoritetsbefolkningen i de nordiske lande, men også blandt urfolksbefolkningen og minoriteterne selv.

Kritikken skal ikke forstås som en neoliberal kritik af velfærdsstatens historie, men som et korrektiv til den måde nationalstatens historie er blevet fortalt på i Norden, rejst af befolkningsgrupper, der ofte er dybt afhængige af velfærdsstatens forskellige ydelser og som håber på, at en anerkendelse af fortidens uretfærdigheder vil gøre det lettere at opnå resultater og forbedringer på de områder, hvor man stadig lider under et historisk betinget efterslæb eller tab.

Astrid Nonbo Andersen er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Ovenstående artikel er tidligere blevet bragt på diis.dk den 25. maj 2021

Illustration i artiklens top: Ivínguak’ Stork Høegh