Optimismen synes at være tilbage i Italien, der efterhånden er ved at få sparket turismen i gang. Men det kræver et langt sejt træk at få landet trukket helt fri af krisen – Italien og resten af Sydeuropa er nødt til at tage kvantespring på den teknologiske front

Analyse af Johan Moesgaard Andersen, EU-chef i Dansk Metal

Men sommersolen bager ned over Milano, er de smalle gader fyldt op af et azurblåt menneskehav af italienere og turister i blå fodboldtrøjer. For få uger siden kunne italienernes kaptajn, Giorgio Chiellini, nemlig løfte det gyldne EM-trofæ efter finalesejren over England, mens et euforisk Italien siden har holdt folkefest for at fejre deres første europamesterskab siden 1968.

Både hotelreceptionisten og flere afslappede italienere på vores vej nikker anerkendende, imens jeg spadserer mod Piazza della Repubblica i en blå Hellas Verona-trøje med Preben Elkjær på ryggen, mens andre – muligvis fans af de to lokale Milano-klubber, AC Milan og Internazionale – trækker lidt på smilebåndet. Sommerstemningen har for alvor ramt millionbyen. Selvom alt ånder fred og ro lige nu, er det dog ikke lang tid siden, at alt så fundamentalt anderledes ud her i Milano og resten af den italienske region, Lombardiet. Lad os spole tiden lidt mere end ét år baglæns.

Her viste coronapandemien nemlig sit grimmeste ansigt lige her i Lombardiet, hvor overfyldte hospitaler som de første i Europa måtte kapitulere for presset af coronapatienter, mens kæmpestore lastbiler blev sat ind til at fragte bunkevis af ligkister fyldt med italienernes døde familiemedlemmer bort. De lokale kan fortælle, hvordan lugten af død bredte sig i byen, mens familierne spærrede sig inde bag lås og slå. Hurtigt som et lyn rykkede coronapandemiens epicenter sig knap 9.000 kilometer fra kinesiske Wuhan til Lombardiet i Italien.

Men Lombardiet var ikke bare epicenter for corona. Lombardiet var – og er – også det absolutte epicenter for den italienske økonomi. Her finder man nemlig Italiens motor, der skal drive det gældsplagede land frem mod bedre tider. Mange kender Milano som Europas modecentrum og som turistby. Regionen er også dog en stærk spiller inden for italiensk industriproduktion. Mens den industrielle produktion af biler som for eksempel Fiat står stærkt i naboregionen, Piemonte, så er Lombardiet centrum for produktion af avancerede komponenter til hele Europas bilindustri Ligesom Lombardiet fører an i Italiens eksport af fødevarer og drikkevarer af den fineste kvalitet. Ja, faktisk står Lombardiet for cirka en fjerdedel af hele Italiens bruttonationalprodukt og udgør mere end dobbelt så meget af økonomien som den næstvigtigste italienske region. Derfor er det så fuldstændig afgørende for hele Italien, at den lombardiske motor er smurt, og at den italienske industri er i gang.

Skuer man ud over Milano i disse dage og ser på menneskehavet af turister, tegner fremtiden umiddelbart lys. I takt med at turisterne vender tilbage til Milano, Italien og Sydeuropa, stiger optimismen naturligvis for fremtiden. Men skal opsvinget bringe en bedre fremtid lige her, hvor coronaen viste sit allergrimmeste ansigt, så er turismen bare en lille del af historien. Gennem mine egne tillidsposter i europæisk fagbevægelse har jeg selv jævnligt haft møder med italienske industriarbejdere og deres politiske organisationer. De er i disse år både voldsomt bekymrede for de lave lønninger og for, om arbejdspladserne i den stolte italienske industri begynder at fosse til udlandet som følge af den globale konkurrence.

Her har Italien – og Europa som helhed – en kæmpe udfordring. I dag står en tredjedel af verdens robotter nemlig på kinesiske fabrikker. De private investeringer i kunstig intelligens er op mod 10 gange så store i USA og Kina sammenlignet med Europa. Både Kina og USA har i flere år investeret mere i teknisk forskning end vi gør i Europa. Og kigger vi specifikt på Italien – ja, så har Italien faktisk gennem flere år ligget helt nede som nummer 25 ud af 27 EU-medlemslande, når det handler om at være bedst på teknologi og digitalisering.

Blandt italienerne har man en berettiget frygt for, om den stolte italienske produktion af biler, stål, kemikalier og millioner af arbejdspladser i industrien bliver sendt med ekspresfart østpå. I disse år lobbyer italienske og sydeuropæiske fagforeninger intensivt for at få hævet deres lønninger hos både nationale politikere og EU-politikere. Det er naturligvis deres ret at kæmpe den kamp i de politiske korridorer. Men skal der være gode og vellønnede arbejdspladser i morgen, har jeg selv ad flere omgange opfordret til, at Sydeuropa for alvor kommer med i kampen for at få robotiseret Europa og sendt vores kontinent i førertrøjen i den digitale og teknologiske omstilling. Det bør i den grad også være deres kamp, for det kan være med til at give dem og deres land det helt rigtige varige løft.

Så selvom turisterne er på vej tilbage – og det er jo rigtig godt – så står vi altså i Italien og Europa med en anden stor udfordring på den lange bane. Nemlig at være konkurrencedygtige med resten af verden på industri og teknologi. Vi vil og skal ikke konkurrere med resten af verden på at have de laveste lønninger. Men vil vi ikke det, så skal vi altså have den bedste teknologi, de klogeste hoveder og de mest faglærte hænder. Skal genopretningen være varig (og det skal den), så kommer vi ikke uden om, at både Italien og resten af Sydeuropa skal tage kvantespring på den teknologiske front. Det kræver et langt sejt træk at få Italien trukket helt fri af krisen – og så har vi endda slet ikke berørt den italienske gældsbyrde, som er velbeskrevet i den økonomiske litteratur.

Måske fodboldholdet har vist vejen med deres imponerende genrejsning af et skrantende landshold, der end ikke kunne kvalificere sig til seneste verdensmesterskab i 2018 – men nu sidder på fodboldtronen som europamestre og er ubesejrede i hele tre år. Mens min kæreste og jeg starter motoren i vores lejede italienske Fiat og sætter kursen stik øst mod Verona, kan man i hvert fald ikke helt lade være med at glæde sig over, at optimismen synes at være tilbage i Italien. Italienerne ser ud til at vinde første halvleg ved at få sparket turismen i gang. Nu må vi håbe, at Italien og Europa også bliver rustet godt til anden halvleg og kan tage den globale kamp på industri og teknologi op med resten af verden.

Johan Moesgaard (f. 1989) er EU-chef i Dansk Metal og tidligere ekstern lektor i statskundskab ved Københavns Universitet. Han er forfatter til bøger som ”Stemmer fra Produktionsdanmark” og ”Fodbold A/S”.

Billede i artiklens top: /Flickr/