Socialdemokraterne vinder det tyske valg

Den næste tyske kansler hedder med næsten 100 procent sikkerhed Olaf Scholz, og der er sandsynlighed for, at en tre-partiregering vil omfatte SPD, De Grønne og det liberale parti, FDP. Den store taber bliver CDU og dets leder, Armin Laschet

Analyse af Hugo Gaarden

Efter de sidste tv-debatter og reportager om det tyske valg ligger det næsten 100 pct. klart, at socialdemokraterne, SPD, vinder valget, og at der bliver en tre-parti regering under ledelse af finansminister Olaf Scholz. Han er den af de tre førende politiske ledere, tyskerne helst ser som kansler. Han har trukket SPD op af en katastrofal nedtur gennem mange år.

Det er også sikkert, at klimaet og en bedre socialpolitik med en mindsteløn kommer  til at præge tysk politik i de kommende år, og desuden vil der ske et løft i brugen af digitaliseringen for at modernisere Tyskland, der er et af Europas mest bagstræberiske lande, højteknologisk set.

Men det er ikke sikkert, at de borgerlige unionspartier, CDU/CSU, vil komme med i en ny regering. Den mest sandsynlige konstellation er mellem SPD, De Grønne og det liberale parti, FDP, men hvis CDU styrkes i de sidste dage inden valget  på søndag, og hvis valgkampen bliver decideret beskidt, kan det ikke udelukkes, at det ender med en koalition, hvor venstrepartiet Die Linke deltager i stedet for FDP.

Det interessante ved søndagens debatter og reportager var, at slutspurten netop ikke ser ud til at blive beskidt, som CDU’s formand og kanslerkandidat, Armin Laschet, lagde op til i sidste uge. Han langede ud efter Scholz i en dubiøs sag om pengevask i bankerne. Der har været en slags razzia i finansministeriet i den forbindelse, og Laschet sagde i en tidligere tv-debat, at det rejser spørgsmålet, om Scholz på den baggrund egner sig som regeringschef.

Scholz holdt hovedet koldt, og den tidligere kansler, Gerhard Schröder, rådede ham senere hen til at lade være med at skyde igen på Laschet, fordi sagen synes at være et beskidt trick fra en statsadvokat i Osnabrück, der er aktiv i CDU. Selv borgerlige politikere og kommentatorer mener, at sagen er politisk chikane, og den synes nu at være død. Laschet har tydeligvis klappet i efter gode råd fra sine egne.

De seneste  meningsmålingerne viser, at Scholz ikke er blevet ramt af sagen. SDP står til at få ca. 25 pct. af stemmerne mod 21 pct. for CDU, 16 pct. for De Grønne, 11 pct. for FDP og 11 pct. for AfD samt 6 pct. for Linke.

Weekendens debatter viste, at klimaet kommer i højsædet (tyskerne bruger det træffende ord Klimaschutz), men også digitalisering, højteknologi og en mere markedsorienteret indsats mod klima-forværringen, vel at mærke under politiske vedtagne rammer. Der skal satses lige så meget på markedskræfter som på statslige forbud.

Det er interessant, at FDP’s leder, Christian Lindner, der er liberalist om en hals, går godt  i spænd med De Grønnes co-leder, Robert Habeck, om bl.a. klimapolitikken. Begge er fleksible. Lindner siger, at målet for regeringen må være at følge Paris-aftalen, men vejen derhen må være op til markedet og miljø-eksperterne, og det kan Habeck følge et stykke ad vejen. Der skal være kreativitet i klima-politikken, indsatsen skal optrappes i forhold til den nuværende regerings mål om klima-neutralitet i 2040, og desuden kan tysk industri få en global position ved en stærkere satsning på teknologiske løsninger. Det ses f.eks. i, at de tyske bilfabrikker allerede er ved at udkonkurrere Tesla.

Men SPD og De Grønne vil styrke socialpolitikken, især ved at sikre en mindsteløn på 12 euro (90 kr. i timen), og ved at sikre højere løn til alle plejekræfter, der blev hårdt ramt under coronakrisen. Begge partier vil også have en større beskatning af virksomheder og højtlønnede, og de taler om en formuebeskatning, som i dag er uhyre beskeden på 8,5 milliarer euro (63 mia. kr.) i forhold til en overdragelse af arv på 300 milliarder euro hvert år (2200 mia. kr.). Hvis arven beskattes med 10 eller 15 pct., kan det finansiere afviklingen af den gæld, som coronakrisens hjælpepakker har medført samt finansiere  nødvendige offentlige investeringer.

Dét vil føre til et problem for FDP, men da FDP sagde nej til at deltage i en regering sidste gang, er der nu en chance for FDP for at markere sig, og FDP kan blive det parti, der mere end noget andet moderniserer Tyskland til en digital tidsalder. Men det er en gambling for FDP, der står for skattesænkninger.

Et alternativ til denne koalition er en regering med CDU/CSU, De Grønne og FDP, men det kan koste De Grønne dyrt på vælgerfronten. I givet fald vil de og SPD måske hellere danne regering med Die Linke, der på det seneste har lagt NATO-modstanden til side, netop for at kunne indgå i en regering, og Scholz har bevidst ikke taget afstand fra det.

Det bemærkelsesværdige er, hvordan tilslutningen til partierne har ændret sig fundamentalt over blot de seneste måneder. Sådan har tyske politik aldrig tidligere udviklet sig. CDU er siden valget af Laschet som leder styrtdykket fra 35 pct. De Grønne fik en gevaldig optur med valget af  Annalena Baerbock som kanslerkandidat i foråret og var i sommer det største parti med næsten 30 pct., men hun lavede en række fejl, og så røg partiet ned. SPD steg som en raket fra godt 15 pct. i juli til nu godt 25 pct., og det skyldes udelukkende Scholz, der har optrådt som den kompetente, solide leder – næsten som en kopi af Angela Merkel.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. 

Billede i artiklens top: /Stephan Röhl/Flickr/