Finanskrisen og pandemien har med nulrenterne forøget gælden og uligheden, og nu vokser frygten for, at det får negative virkninger med stigende inflation. Vil de enorme finanspakker i Europa og USA afhjælpe eller forværre kriserne? Eksperter er uenige, men én ting synes sikkert: Inflationen stiger. Det bliver dyrere at leve.

Analyse af Hugo Gaarden

Inflationen stiger – i det mindste midlertidigt. Det er den eneste prognose, økonomer er enige om i denne tid. Til gengæld er de uenige om, hvorvidt den voksende inflation er et midlertidigt fænomen, eller om vi er på vej ind i et regime med vedvarende høj inflation. Den er nu på 5 pct. i USA og 3,8 pct. i Tyskland. Deutsche Bank mener, at inflationen bliver den dominerende økonomiske historie i dette  årti. Hvad virkningen bliver, ja, det strides økonomer om.

Der er ingen tvivl om, at pakkeløsningerne under finanskrisen og pandemien afværgede dramatiske sammenbrud. Men blev krisepakkerne håndteret på den mest effektive måde? Selv en inflation på omkring 5 pct. kan få voldsomme, negative virkninger. Den kan føre til dramatiske fald på boligmarkedet. Den kan bremse eller vende mange års konstante stigninger på aktiemarkedet. Den vil demonstrere faren ved den enorme gæld, der har ophobet sig i hele verden.

Boligpriserne stiger kraftigt overalt, og de vender den tunge ende nedad. I USA er boligmangelen for lavindkomstgrupperne blevet fordoblet til 6,8 millioner hjem under pandemien. Boligpriserne er bl.a. drevet i vejret, fordi pensionskasser investerer i boligmarkedet i mangel af investeringsmuligheder.

I Berlin blev der i forbindelse med valget holdt en folkeafstemning om at ekspropriere 240.000 boliger, som private  investorer har overtaget de seneste år. Godt halvdelen af Berlins befolkning stemte ja. De vil have huslejen ned efter voldsomme stigninger de seneste år. Folkeafstemningen var ikke bindende, men den kan ændre privatiseringsbølgen på boligmarkedet – ikke bare i Tyskland.

De fleste ejerboliger i storbyerne er blevet ubetalelige for ganske normale lønmodtagere. Boligpriserne i OECD-landene steg i første kvartal med 9,4 pct. – den højeste stigningstakt i 30 år. Det har en række afsmittende effekter, ikke blot for lejere. Det har rejst en debat om, hvorvidt boligpriserne skal indgå beregningen af inflationen. I så fald vil vi få stærkt stigende inflation. Det vil tvinge centralbankerne til at sætte renten i vejret. Det vil få fagbevægelsen til at kræve betydeligt højere lønninger, fordi lønkrav næsten altid kobles sammen med inflationen – men stort set aldrig med de stigende boligpriser.

De nuværende tyske lønforhandlinger giver lønninger på et par procent, der ikke opvejer boligudgifterne, og som slet ikke svarer til de gevinster, boligejere og aktionærer har fået under pandemien.

Centralbankerne er i et dilemma, og det har de været i lige fra finanskrisen. Dén blev primært bekæmpet af centralbankerne ved at sikre finansiering til bankerne og ved at købe enorme obligationsmængder, der pressede renten ned til nul-niveauet. Det havde så den virkning, at ejendomme og aktier steg voldsomt og gav enorme værdistigninger til dem, der havde de største værdier i forvejen, mens der ikke skete økonomisk fremgang for halvdelen af befolkningen. Uligheden voksede dramatisk. Siden begyndelsen af 2020 har den øverste 1 pct. af amerikanerne fået en værdistigning på 10.000 milliarder dollar, mens den nederste halvdel af befolkningen har haft en værdistigning på 700 milliarder dollar – langt under en procent.

Nogle økonomer og investorer har i årevis ment, at den amerikanske centralbank ikke kan håndtere nulrentepolitikken, fordi centralbanken har skabt et ”ukontrolleret monster”, som William D. Cohan har udtrykt det – en tidligere investment-bankmand og forfatter om finansforhold. I dag har centralbanken en uhørt kæmpebalance på 8.000 milliarder dollar. Det svarer til en tredjedel af USA’s økonomi (BNP).

En af de skarpeste kritikere af denne politik er den tidligere demokratisk finansminister Larry Summers. ”Hvorfor skal centralbanken købe obligationer for 50 milliarder dollar hver måned, mens boligpriserne eksploderer? Det er et mysterium,” har han sagt. Han frygter en kraftig stigning i inflationen og negative virkninger på finans- og ejendomsmarkedet.

Han er også en skarp kritiker af præsident Joe Bidens gigantiske finanspakker på i alt 4.500 milliarder dollar. ”Det er den mindst ansvarlige makroøkonomiske politik de seneste 40 år,” siger Summers, der har været toprådgiver i flere demokratiske regeringer.

Biden har svært ved at få hele pakken gennem Kongressen. Han forsøger at sætte virksomhedsskatten op for at hjælpe med finansieringen af pakken. Den effektive selskabsskat er på under 14 pct. mod næsten 50 pct. under det økonomiske boom efter Den anden Verdenskrig. En egentlig værdiskat for velhavere er under debat, og det illustreres af, at de 25 rigeste amerikanere i en årrække kun har betalt 13,6 milliarder dollar i indkomstskat af deres netto-formue på 401 milliarder dollar, dvs. 3,4 pct. Også i Tyskland er en formue- eller værdiskat kommet på dagsordenen, men temaet er lige så politisk sprængfyldt som i USA, selv om en beskeden beskatning af formuerne kan betale samtlige udgifter til corona-indsatsen.

Når beskatning af virksomheder og velhavere er dukket op er årsagen, at det bliver svært at finansiere de enorme hjælpepakker og tilbagebetale gælden. Verdens samlede gæld er i dag tre gange så stor som den årlige globale økonomi. Kan den nogen siden betales tilbage? Kan det kun ske ved betydelige rekonstruktioner af økonomien, eller risikerer vi finansielle sammenbrud?

Mange økonomer siger, at selv ikke dramatiske skatteændringer vil løse problemerne. Derfor kommer omfordelinger måske på dagsordenen, apropos ekspropriationer af Berlin-ejendomme.

Kapitalbehovet bliver dramatisk forstærket af, at samfundet, virksomheder og private står over for gigantiske investeringer til klimaforbedringer og gennemførelsen af en gennemgribende digitalisering. Vi står over for større investeringsbehov end ved opbygningen af velfærdsstaten, og der er langt færre år til rådighed. Det slående er, at der kun i korte perioder er debat om betalingen af fremtidens projekter.

Måske vil de aktuelle og voldsomme prisstigninger på energi åbne øjnene for de barske realiteter. Kriser kommer som lyn fra en klar himmel. Vi kommer hurtigere og hurtigere fra den ene krise til den anden, mens der aldrig bliver ryddet effektivt op. Tidligere i historien endte det med politiske oprør.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. 

Billede i artiklens top: /Johan Wessman/News Øresund/Flickr/