Klimaet og pandemien kommer i højsædet på topmødet i Rom for G20-landene, men EU kan desuden bruge anledningen til at gøre sig selv og G20 til kernen i et globalt samarbejde og dermed afværge en ny todeling af verden mellem Kina og USA.

Analyse af Hugo Gaarden

På G20-topmødet i Rom den 30. og 31. oktober vil statsledere tage fat på to af verdens største problemer – klimaet og pandemien – som kun kan løses i et tæt samarbejde med samtlige lande.

G20 består af 19 af de største lande samt EU, og uden for Vesten er det bl.a. Kina, Indien, Rusland, Indonesien, Saudi-Arabien, Sydafrika og Brasilien. G20-landene omfatter 60 pct. af verdens befolkning og 80 pct. af økonomien.

Det er i den landegruppe, at de tungeste problemer findes – og skal løses. Derfor er det paradoksalt, at verden samtidig er på vej ind i en ny kold krig mellem USA og Kina. Det bør få de europæiske lande til at skabe et nyt globalt samarbejde på basis af G20 for derved at afværge en ny todeling af verden.

Præsident Joe Biden og hans asiatiske strateg, Kurt Campbell, afviser, at USA søger en ny koldkrig, men det er nøjagtig, hvad Campbell lægger op til ved at lave militære, politiske og økonomiske alliancer med grupper af lande for at lægge bånd på Kinas udvikling og for at hindre nogle teknologiselskaber i at operere i Vesten. USA vil både samarbejde med Kina og hindre Kina i at blive større og stærkere end USA.

I både Sydøstasien og Europa er der betydelig skepsis over for strategien, men Europa har ikke hidtil taget sig sammen til at udvikle en alternativ strategi – et alternativ til en to-deling. Det giver Europa et problem.

NATO vil til næste sommer lave en ny strategi, hvor Kina beskrives som en trussel, også mod Europa, og derfor er det hensigten, at NATO også skal operere i Fjernøsten. Samtidig betegnes kinesiske investeringer i den kritiske infrastruktur i f.eks. europæiske havne og visse virksomheder som en trussel.

Det kan få direkte betydning for Danmark, da Mærsk er medejer af flere havneterminaler i Kina og er det største containerrederi på Kina. Vil Vesten betragte Mærsk som en trussel mod Vesten, fordi Mærsk hjælper med at styrke den kinesiske økonomi og givtige handel, som USA fører handelskrig mod? Har vi slet ikke tænkt på konsekvenserne af en ny koldkrig?

Michael Orlando, chefen for afdelingen NCSC i det amerikanske efterretningsvæsen, er ikke i tvivl. NCSC har lanceret en kampagne, der advarer virksomheder om risikoen ved at engagere sig med Kina i nogle nøglesektorer. ”Vi kan ikke tillade, at vi mister vores herredømme i disse sektorer, siger Orlando til Financial Times.

Det står i skærende kontrast til det amerikanske og europæiske erhvervsliv, der fortsat vil være på det kinesiske marked, og fordi Kina står bag en tredjedel af verdens vækst. En økonomisk decoupling mellem Kina og Vesten vil få katastrofale økonomiske omkostninger for Vesten, mener Joseph S. Nye, tidligere topchef i flere amerikanske regeringer.

Men der begynder så små at komme reaktioner mod USA’s linje. Den tidligere topchef i Danmarks udenrigsministerium, Jørgen Ørstrøm Møller, skrev for nylig i bladet The National Interest, at USA kun har ét strategiske perspektiv, nemlig at hindre Kina i at blive en konkurrent om det globale lederskab. Er det i verdens interesse, spørger han. Han mener, det er en non-starter at tvinge Kina til at leve efter de spilleregler, som den nuværende supermagt har etableret. I dag tør ingen europæisk regering udtrykke sig så klart.

Hvis ikke Kina må deltage i udformningen af spilleregler sammen med resten af verden, vil Kina som fremtidens stærkeste magt selvfølgelig udforme et alternativt system. Hér kommer Europa ind i billedet. EU kan som verdens største handels-aktør blande sig i kampen mellem Kina og USA, og desuden har EU langt mere international erfaring end nogen anden. Det er ikke tropper eller raketter, der i disse år afgør det geopolitiske skifte, men økonomi og højteknologi, og på dette felt er Europa på øjenhøjde med USA og Kina, selv om mange virksomheder ikke kan hamle op med amerikanske og kinesiske.

Europa har samtidig set konsekvensen af uigennemtænkte og énsidige handlinger fra USA’s side, nemlig i Irak og Afghanistan.

En tidligere ambassadør i Singapore, Kishore Mahbubani, der er en kyndig Kina-iagttager, skriver i Der Spiegel, at Europa bør  trykke på pauseknappen i supermagtsspillet og overtage den globale førerrolle.

EU har stærke interesser verden over. EU har en større interesse end USA i at få en atomaftale med Iran, i at få fred og udvikling i Mellemøsten og Afrika og i at få stabile energipriser. EU større interesse i at deltage i fjernøstlige handelsaftaler fremfor at sende flådefartøjer til Fjernøsten. Men EU tager ikke initiativet!

EU-landene må først og fremmest udformer en klar, udenrigspolitisk strategi, der bygger på både realpolitik og de europæiske og demokratiske værdier – og på at indføre flertalsafstemninger. Europa og Vesten har hidtil accepteret forskellige politiske systemer i en erkendelse af, at det er sådan verden er – som udtrykt med afspændingspolitikken. Vil EU virkelig droppe dette og i stedet for hindre ét land i at udvikle sig ved at kalde det en systemisk trussel?

EU skal have mod til at kræve, at både Kina og USA skal overholde internationale aftale. Hidtil har EU bøjet nakken, især over for USA.

Men det er endnu vigtigere, at EU træder ind på den globale scene som udfarende aktør. Hverken Kina eller USA kan undværes for at håndtere klima-truslen. Men beslutningerne kan heller ikke overlades til en af supermagterne, og slet ikke, når konfrontationen mellem dem vokser. Hvis EU holder sig i baggrunden, er EU næsten et psykologisk tilfælde

Derfor bør EU vælge sin egen kurs, nemlig at inddrage begge og alle store aktører i de mest afgørende forhandlinger. EU kan med rette optræde som mægleren og dén, der udformer en ny international samarbejdsstruktur med et kreativt diplomati. Europæerne har gjort det før.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. 

Billede i artiklens top: /g20.0rg/