På få årtier er 1990’ernes globale tankegang vendt om – både i EU-systemet og i medlemslandenes befolkninger. Det nationale tilhørsforhold er igen blevet et populært politisk ståsted.

Baggrund af Adrian Elkjær Stallknecht, Amin Aoussar og Julie Nygaard Solvang

Da Muren faldt i 1989, markerede det ikke kun Sovjetunionens endeligt, men også genforeningen af et Europa, der gennem det tyvende århundredes tusmørke havde været delt op i Øst og Vest. I årene efter genforeningen sang politiske og socialvidenskabelige stemmer globaliseringens hymne. Tankegangen blev udkrystalliseret i Francis Fukuyamas hovedværk, hvori han beskrev de skelsættende år som ‘historiens afslutning’, med antagelsen om, at ingen ideologier kunne yde værdig modstand mod de liberale vestlige demokratier. I de samme år blev nationalismens nekrolog erklæret, for hvem kunne ønske at forfølge de ideologiske værdier, der havde ledt til moderne tids værste humanitære katastrofe?

Med udgangspunkt i etnografiske feltarbejder blandt protestanter i Belfast, Nordirland, og separatister i Barcelona, Spanien, undersøger denne artikel, hvordan nationalisme – idéen om en overensstemmelse mellem et givent folk, et givent sted og en politisk magt – til stadighed spiller en central rolle for mange europæeres identitet. Fra Brexit og det britiske suverænitetsprojekt til løsrivelsesprojektet på den iberiske halvø; idéen om nationen er vendt tilbage med stor kraft i Europa – noget der for få år siden, syntes usandsynligt.

Genoptegningen af Europas grænser
Efter murens fald var diskursen i Europa, at nationale grænser, og de mure og hegn som beskyttede deres ukrænkelighed, var et fortidslevn. Efter Schengens oprettelse var antagelsen, at nu når alle europæere frit kunne rejse, arbejde og bosætte sig overalt i unionen, måtte betydningen af de enkelte medlemslandes nationalstater svinde ind til fordel for en fælles europæisk identitet og et stærkt føderalt Europa.

Imidlertid ser det føderale Europa de senere år ud til at være udfordret. I 2016 stemte briterne sig ud af den Europæiske Union (EU), da de mente, at de havde mistet suverænitet til unionen og nu ville have mere nationalt selvstyre. Senest har den polske forfatningsdomstol dømt, at Polens forfatning har forret over europæisk lov, hvilket effektivt underminerer det juridiske grundlag, som unionen bygger på.

Derudover er der spørgsmålet om åbne grænser, som også har set et radikalt skift. På få årtier er ikke blot de enkelte medlemslande i EU – men også EU’s samlede projekt – gået fra en ufravigelig grundholdning om åbne grænser, til at de enkelte medlemslande opretter midlertidige grænsekontroller på de grænser, der blev visket ud i 1990erne. Samtidig overvejes det nu seriøst, om EU samlet skal medfinansiere nye grænsehegn og pigtråd ved unionens ydre landegrænser. En for blot få år siden non-starter i europæisk politik.

De nye nationalistiske tendenser viser, ifølge antropolog Thomas Hylland-Eriksen, at nationalisme ikke er i konflikt med det moderne samfund, men derimod må være et produkt af det. Nationalisme er derved ikke en forsvindende, men en integral del af den moderne verden og det moderne Europa.

Sammenligningen i denne artikel mellem den Catalanske løsrivelseskamp og protestanters kamp for at bevare den Britiske union synes ikke umiddelbart lige for. Førstnævnte søger politisk, kulturel løsrivelse fra den Spanske stat, hvorimod sidstnævnte søger bevarelse af Nordirland som politisk og kulturel del af Storbritannien.

Ligheden er det nationalistiske afsæt og sprog hvorved både cataloniere og nordirere orienterer sig og forsøger at indfri deres politiske ønsker. De to etnografiske eksempler giver hvert deres bud på nationalismens væsen i et kontemporært Europa, hvor national identitet både forsøges benyttet som radikal modstandskamp og konservativt fastholdelsesprojekt.

Belfast efter Brexit
Efter mange år hvor konflikten mellem protestanter og katolikker i Nordirland har været karakteriseret af relativ fred, ser Brexit ud til at have reartikuleret forskellene i nationale tilhørsforhold og skabt fornyede frustrationer i regionen.

Nationalistiske tilhørsforhold er centrale i Nordirland, da hver fraktion har modsatrettede forestillinger om Nordirlands konstitutionelle fremtid. På den ene side kæmper Nationalister, de fleste med katolsk baggrund, for en genforening med republikken Irland. På den anden side ønsker Unionister, de fleste med protestantisk baggrund, at bibeholde Nordirlands status som del af Storbritannien.

De nordirske protestanter stemte i overvejende grad for den øgede suverænitet som Brexit lovede, men er nu endt med at se sig ofret i en aftale, hvor en ny toldgrænse i det Irske Hav symbolsk og konkret skærer den britiske union over.

Som modsvar til den nye grænse var nordirere primært fra den protestantiske del af befolkningen – og helt ned til en alder af 13 år – i foråret 2021 på gaden i Nordirlands hovedstad Belfast. Med tørklæder godt trukket op til øjnene og iført joggingtøj, mundbind og tynde The North Face dunjakker var de unge mødt talstærkt op. Bevæbnet med fyrværkeri, golfbolde og hjemmelavede brandbomber kom de i karambolage med det nordirske politi (PSNI). De medbragte skyts var ikke kun rettet mod politiet, men også mod den anden side af de høje ‘fredsmure’, som endnu skiller Belfast mellem protestantiske og katolske boligkvarterer.

De unge demonstranters alder viser, at betydningen af nationale tilhørsforhold ikke er forsvundet i Europa, blot fordi muren faldt i 1989. For selvom de unge nordirere er født ind i en globalt integreret verden, fastholder de stadig ønsket om bevarelsen af et stærkt nationalt fællesskab. Denne nye generation af nordirske europæere bruger deres stemme til at gå på gaden for at demonstrere for fastholdensen af deres nation, ikke for dens opløsning.

“Vi vil altid være en del af Storbritannien. Ligegyldigt hvad de gør”, forsikrede Michael, en 21-årig protestant, som ser sig selv som ansvarlig for, at hans generation – som andre før dem – står vagt om Nordirlands plads i Storbritannien.

Catalonien har set en lignende udvikling, men her søger demonstranter løsrivelsen fra deres nation og ikke bibeholdelse af den som del af en større stat, som vi ser det i Nordirland. Imidlertid er fortællingen om et fundamentalt nationalt fællesskab udgangspunktet begge steder.

Catalansk katarsis
Barcelona ynkede. Den solblegede by blev i oktober 2019 omdannet til en slagmark, efter den spanske højesteret afsagde dom i sagen om national løsrivelse, og tildelte lange fængselsstraffe til de catalanske folkevalgte, der havde advokeret for regionens løsrivelse fra Spanien. I byens bredde karreer synedes uafhængighedens røde, gule og blå farver så langt øjet rakte, og ud over Barcelona hørtes demonstranternes røst.

Els carrers seran sempre nostres – ‘Gaderne vil altid være vores’, ekkoede det igennem byen fra de unge demonstranter. Al trafik og infrastruktur var lammet, på nær en knallert eller to, der hastede forbi med advarsler af konstant dytten. Fra demonstranterne lød der pift, gråd og kampråb rettet mod de føderale stødtropper fra det spanske nationalpoliti, der i dagevis havde forsøgt at generobre kontrollen med gaderne.

Folkeafstemningen om løsrivelse og den senere domsfældelse af de catalanske ledere havde forårsaget en generationel forskydning i det politiske landskab i den catalanske region. I årtierne før havde det primært været de ældre cataloniere, der ikke ville resignere mod det, de opfattede som et spansk overherredømme, men nu bebuder de catalanske unge i stigende grad også en selvstændig catalansk nationalstat.

De unge demonstranter forklarede, at de havde hørt historier om det spanske diktatur fra deres forældre. Nu hvor de i en stemmeberettiget alder havde oplevet at få frataget det, som de mente var deres demokratiske ret – valget om løsrivelse – mærkede de vingesuset af deres forældres fortællinger. ”Det her viser med al tydelighed, at Catalonien har brug for en renselse fra det spanske – en ny start”, fortalte en ung catalansk demonstrant.

Det ekko, der rungede i Barcelonas gader, els carrers seran sempre nostres, er derfor ikke bare fortællingen om en enkeltstående historisk begivenhed. Det er et ekko, der har fundet genlyd gennem generationer, og som har revitaliseret fortællingen om den catalanske nationalidentitet.

Generationel genlyd
De unge demonstranter i Belfast og Barcelona viser på forskellig vis, hvordan lokale konflikter med baggrund i national identitet i disse år blusser op igen i lyset af aktuelle politiske beslutninger. Mens protestanterne kæmper for bevarelse af et nationalt fællesskab, der er under forandring med Brexits nye grænsedragninger og et indadvendt suverænitetsprojekt, går unge separatister efter domsfældelsen til kamp for løsrivelse og etablering af deres eget nationale fællesskab.

Den nationale selvforståelse synes begge steder at have overlevet til trods for globaliseringens indtog. Gennem intergenerationel historie, hukommelse og fjendebilleder engagerer unge sig i stigende grad i det nationale projekt, en udvikling som minder os om, at til trods for globale udfordringer orienterer mennesker sig til stadighed lokalt.

Alderen og alsidigheden på demonstranterne viser, at de europæiske nationalstaters betydning ikke er et fortidigt fænomen, men en central del af Europas nutid og fremtid. Selvom det i 1990erne blev spået, at vi ville opleve historiens afslutning, er vi i stedet ved at forfatte et nyt kapitel. Dette kapitel viser med al tydelighed, at nationalistisk ideologi ikke modsætter sig den nye globale verdensorden, men derimod er en del af den.

Adrian Elkjær Stallknecht er cand.scient.anth. fra Københavns Universitet med speciale i den loyalistiske arbejderklasse i Nordirland. I efteråret og vinteren 2020-21 foretog han tre en halv måneds etnografisk feltarbejde blandt loyalistiske socialarbejdere i et arbejderklasseområde af Belfast med fokus på eksistentiel og politisk udgrænsning.

Amin Aoussar er cand.scient.anth. fra Københavns Universitet. I efteråret 2019 foretog han tre en halv måneds etnografisk feltarbejde i Barcelona, hvor han fokuserede på den Catalanske separatistbevægelses motivation og kamp for politisk frigørelse fra Spanien.

Julie Nygaard Solvang er cand.scient.anth. fra Københavns Universitet med speciale i politisk unionisme i Nordirland. I efteråret og vinteren 2020-21 foretog hun tre en halv måneds etnografisk feltarbejde blandt unionistiske ungdomspolitikere på Queen’s University Belfast med fokus på historie- og fremtidsopfattelse.

Billede i artiklens top: /Stillbillede fra filmen “The image you missed” om konflikten i Nordirland, instruktør Donal Foreman /CPH:DOX 2018/