Det blev 1-0 til Putin mod USA og NATO i første runde om Ukraine og en europæisk sikkerhedsorden, for USA har vist vilje til at tage hensyn til Ruslands sikkerhedsinteresser, og det har USA ignoreret siden Murens og Sovjetunionens fald. Men en militær konflikt kan trods alt ikke udelukkes

Analyse af Hugo Gaarden

For første gang siden Murens fald, den tyske genforening og Sovjetunionens sammenbrud er der kommet ægte forhandlinger om europæisk sikkerhed, og første runde i forhandlingerne, der primært sker mellem USA og Rusland, har givet Rusland et point.

Det ironiske er, at det er sket på præsident Vladimir Putins foranledning – eller udtrykt lidt mere realpolitisk: Efter hans magtdemonstration med opstilling af 100.000 soldater ved grænsen til Ukraine. Det var altså dét, der skulle til for at få USA og NATO til anerkende, at de russiske interesser må imødeses – i det mindste i et vidst omfang. Som The Economist skriver, har Ruslands aggression skabt en chance for at styrke Europas sikkerhed.

I offentligheden har der efter de første forhandlinger været fokus på risikoen for en invasion i Ukraine, godt stimuleret af nye amerikanske advarsler om invasion og sabotageaktioner, mens kun enkelte europæere, især tyskere, understreger vigtigheden af dialog. Stort set ingen kommer med konkrete forslag til en vedvarende sikkerhed mellem Europa og Rusland.

Allerede efter det første møde mandag viste USA, at det vil tage visse hensyn til Rusland: USA og NATO er parat til at diskutere stationering af raketter i Europa og våbenkontrol. Det er meget mindre end Ruslands krav om en tilbagetrækning af styrker fra NATO-medlemmer, der støder op til Rusland, og om at standse NATOs udvidelse til f.eks. Ukraine og Georgien. Men det er en opblødning.

Rusland vil have skriftlige garantier for, at Ukraine aldrig blive medlem af NATO. NATO skal også undlade ”provokationer” i form af store militærøvelser samt flådesejladser og flyvninger tæt ved Ruslands grænse. Men NATO har dog erkendt, at Ukraine ikke bliver medlem i mange år, og det kan måske formuleres i en aftale, der tilfredsstiller begge parter. Desuden vil militære aktiviteter automatisk indgå i våbenkontrol og sikkerhedsbestemmelser.

Kernen er, at NATOs udvidelse i Østeuropa har været en torn i øjet på Rusland, selv om det er en kendsgerning, at USA ikke lovede den daværende præsident, Mikhail Gorbatjov, at undlader at udvide NATO østpå. Men set fra Rusland ”lå det i luften”, at NATO ikke skulle udnytte situationen til en hurtig optagelse af de østeuropæiske lande. Hver gang, det blev påtalt, blæste USA på det, mens Tyskland og Frankrig hindrede en yderligere udvidelse til Ukraine og Georgien. NATO-landene har været uenige. De førende europæiske lande vil tage hensyn til Rusland. Det vil USA ikke – før nu. Det har Putin udnyttet, først med overtagelsen af Krim, dernæst med støtte til kampene i Østukraine og senest med kravene før jul i to aftaletekster, som han kræver skriftlige svar på. Ellers forbeholder han sig ret til at reagere.

Bliver det så med invasion? Det kan ikke udelukkes, men det kan ødelægge hans forsøg på at spille en global stormagtsrolle. Det er værd at hæfte sig ved, at hans forhandlere har talt om et ”militært-teknisk” svar, altså noget anden end en invasion.

Det kan betyde stationering af de nye, avancerede missiler og andre våben tættere ved Europa og i u-både ved USA eller i Venezuela eller på Cuba. Hvis det sker i Hviderusland og Kaliningrad, dvs. midt i Østeuropa og midt inde i NATO-området, vil atomraketter kunne nå Berlin og Washington på fem minutter. Det kan skabe en ny atomfrygt som i 70’erne og 80’erne. Det kan føre til en ny, begyndende og dermed langvarig Cubakrise.

Det perspektiv er langt mere reelt og alvorligt end en invasion af Ukraine og viser, at ”Ukraine” handler om langt mere: Ruslands rolle som stormagt. Det kan tvinge Tyskland og Frankrig til at lave et fælles atomforsvar, hvis de mener det alvorligt med europæisk suverænitet, så de ikke skubbes ud på et sidespor som nu. Det vil sætte en helt ny dagsorden i EU med interne spændinger, eftersom mange lande, herunder Danmark, hellere vil være under en amerikansk end en tysk-europæisk atomparaply.

Hvis Putin trods alt invaderer Ukraine, vil det få USA og Europa til at lave økonomiske sanktioner, men de rammer også tilbage på Europa, uanset om det drejer sig om gas eller samhandel, herunder med bankforbindelser. Rusland er næppe bange for nye sanktioner, og Rusland og Kina er allerede i gang med at lave et alternativ til betalingssystemet SWIFT. Det vil europæiske virksomhederne også gerne kunne benytte!

USA kan tilbyde salg af naturgas, men for Tyskland lugter det af hykleri, da USA de seneste måneder har indgået aftaler om salg af enorme mængder gas til Kina trods handelskrigen. Hvorfor kan Tyskland og Europa så ikke købe russisk gas?

Hvis Rusland rykker over grænsen, kan det også føre til, at USA vil levere offensive våben til Ukraine via Østeuropa, også til oprørsgrupper, hvis hele Ukraine besættes. Men med de dårlige erfaringer fra det amerikanske engagement i Irak og Afghanistan, er der så tiltro til USA under nye konflikter, der sætter Østeuropa i brand?

Tyskland og Frankrig vil stritte imod vestlige aktioner af den art, og derfor kan man vente en kæmpe indsats fra de to lande for at tage føringen i de næste måneders og års forhandlinger. Der skal nytænkning til i diplomatiet med kreative forslag, også ved at bruge økonomien i magtens spil. Det er forståeligt, at Tyskland ikke vil have USA til at blande sig i Nord Stream 2 gasledningen, for det er en privat russisk-tysk aftale. Men Tyskland kan af egen kraft sige til Rusland, at der først åbnes for rørledningen, når tropperne er væk fra Ukraine, og når der er en ny europæisk sikkerhedsorden. Til gengæld kan Tyskland og Frankrig love et tættere økonomisk samarbejde, også med Ukraine, som det skete internt i Europa efter krigen.

Der er altså behov for et mere kreativt diplomati, ligesom Europa må begynde at spille med musklerne. Europa må sidde for bordenden om europæisk sikkerhed. Men EU-landene kommer heller ikke uden om at revidere den udvikling, Vesten egenhændigt anlagde efter Murens fald med fire gange NATO-udvidelser. Den nøgterne realpolitik er kommet på dagsordenen.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.

Billede i artiklens top: /NATO/