Hvad er Europa? Et sted? Et kontinent? Eller en idé? Og hvis en idé, hvilken type idé? Med andre ord: Kan Europa separeres fra universel humanisme? Universel samhørighed er utvivlsomt en pragtfuld idé, men i praksis viser den sig ofte at være for meget. Og et sted i EU’s periferi virker humanistiske idealer til at være fromme bønner, der ikke bliver besvaret af nogen højere magter, skriver den prisvindende hollandske forfatter Arnon Grunberg i dette essay.

Essay af Arnon Grunberg

”Jeg er en dødelig, forgængelig maskine, der er mine herrers og skaberes drivkraft. Det er mit genom, der kontrollerer mig, som neo-Darwinisten Dawkins gør det klart.”

Sådan skriver filosoffen Th. C.W. Oudemans i sin bog ‘Europa, Europa’, der udkom sidste år under minimal bevågenhed. Det skyldes muligvis, at Oudemans, der i årevis underviste i filosofi på Leiden Universitet, i bogen noget kontroversielt skriver, at han er ”racist af natur”, fordi han foretrækker sit eget folk over de fremmede, da han ellers ”ikke kunne have udviklet sig”.

I hvilken udstrækning, at det er racisme at favorisere sine egne over andre – uagtet spørgsmålet om hvor begreberne om egne og de andre begynder og ender – er uklart. Til gengæld er det meget klart, at Oudemans ikke interesserer sig synderligt for den fremherskende diskurs. Tillige lader han sig ikke gå på af frygten for udstødelse – sandsynligvis fordi, han som pensioneret filosof har den holdning, at han allerede er udstødt af natur.

Ikke alle hans pointer virker lige plausible for mig, men hovedspørgsmålene i hans bog er vigtige, og er noget, der har naget mig i noget tid: Hvad er Europa? Et sted? Et kontinent? Eller en idé? Og hvis en idé, hvilken type idé? Med andre ord; kan Europa separeres fra universel humanisme? Det sidste er selvfølgelig en pleonasme, men i praksis er national humanisme evigt tillokkende, og hvis det lyder ubehageligt, kan vi også kalde fænomenet for regional humanisme.

Fromme bønner
Universel samhørighed er utvivlsomt en pragtfuld idé, men i praksis viser den sig ofte at være for meget. Det ses for eksempel ved det faktum, at Frontex’ såkaldte pushbacks – tilbagesendelse af flygtninge før de overhovedet har sat fod på europæisk jord – ved den græsk-tyrkiske grænse er veldokumenterede, men aldrig er blevet en reel medieskandale eller en varm politisk kartoffel – heller ikke i progressive kredse. Et sted i EU’s periferi virker humanistiske idealer til at være fromme bønner, der ikke bliver besvaret af nogen højere magter. Hverken institutioner, politikere eller vælgere. I periferien af det europæiske herredømme, er humanisme fortsat en uopfyldt bøn.

Selvom jeg er europæer, så blev jeg det ved at bo i New York. Ikke bare fordi alle geografiske detaljer belejligt ignoreres af mangt en amerikaner – hvorvidt København er hovedstaden i Holland eller Danmark er en uvæsentlig detalje 6.000 kilometer væk – men på grund af realiseringen af hvad, jeg ikke rigtigt er: amerikaner. Dét, jeg holder af ved USA er, at det er et forsøg på en forlængelse af Europa andetsteds; det er tydeligt, at dette har resulteret i noget, der ikke længere er europæisk. I bedste fald er det en muteret version af Europa.

Oudemans kalder ‘det overdrevne excentriske’ typisk europæisk. Så vidt at Europa er en idé, mener Oudemans, at denne består af ‘fremkomsten af enspændere, der gang på gang har placeret sig så langt uden for den eksisterende orden, at de ikke længere kritiserer den eksisterende orden så meget, som de tilsidesætter den som eneboere. Det er dem, der ser den eksisterende ordens grundlag og sætter spørgmålstegn ved den’. Herefter nævner han Herodot, Descartes, Spinoza, Kopernikus, Kant, Leibniz, Nietzsche og Darwin. En liste af navne, der uden tvivl kunne udvides.

Tilbage til de humanistiske idealer, der nedstammer fra kristendommen. Humanismen er ret beset en tæmmet kristendom uden Gud. Kristendommen og humanismen deler fælles globale ambitioner om, at alle mennesker er lige, og at Jesus døde for alle, hvorfor historien er missioneret i hele verden, selvom det ikke er sket lige succesfuldt alle steder. Her ses til gengæld også en vigtig forskel fra judaismen, der ikke har ambitioner om at konvertere andre mennesker, hvilket også er årsagen til, at kristendommen, der udspringer af judaismen, har afskaffet omskæring og kostlovene.

Kristendommen etablerede sig selv i Europa og forsøgte at erobre verden derfra. Humanisme (frihed, lighed, broderskab) gjorde det samme få århundreder senere. At kristendommen indledningsvist var en blodig affære (korstog og inkvistioner) er almen viden, og udbredelsen af humanisme var – om muligt – endnu mere blodig og brutal.

Oudemans’ centrale pointe om humanisme er, at humanisme – der lader til ikke at have fjender, fordi menneskelig værdighed er altafgørende – har fjender: dem, der ikke abonnerer på troen, dem, der ikke mener, at menneskelig værdighed er altafgørende og at alle mennesker ikke er lige.

Humanismens imperialistiske natur nedstammer fra disse idealer. Man kan dårligt sige: menneskerettigheder er et lokalt anliggende, og det er fint, at fx Saudi Arabien fortolker menneskerettighederne radikalt anderledes.

Den indre selvmodsigelse
Man kan argumentere for, at humanisme blot er kolonialismens lækre skorpe, og fordi at resten af brødet ikke er lige så godt, smider vi det ud. Men også samtids-anti-kolonialister – og hvem hører ikke til denne gruppe? – appellerer til humanistiske værdier frem for alt. Oudemans, derimod, er ikke interesseret i den indre selvmodsigelse; han er interesseret i humanismens indre selvmodsigelse. I det øjeblik kristendommen så, hvad den var; en kamplysten, humanistisk entreprise, faldt den sammen i fortvivlelse og selvanklagelse.

Især efter Anden Verdenskrig blev humanismen en imperialistisk entreprise, der svælgede i egen selvbeskyldning. Hvad humanismen virkelig kan tilbyde er selvanklagelse. Oudemans citerer Susan Sontag: ”Den hvide race er historiens cancer”.

Denne selvanklagelse, for så vidt Sontag mente det på den måde, udstiller udtrykkeligt disse beskyldningers tvetydige natur. Man beskylder sin egen gruppe med det formål at gøre det klart, at den kun knap og nap har undgået sit kriminelle handlingsmønster. Og netop da disse selvanklager sjældent har reelle konsekvenser, er det også en subtil måde, hvorpå gruppen kan hævde sin egen overlegenhed.

For så vidt humanisme er blevet en typisk europæisk form for selvhad, tror jeg ikke, at humanisme vil forsvinde fra dette selvhad. Det kan fortsætte i årtier, hvis ikke længere. Ligesom det er tilfældet med den originale synd, der har varet i århundreder.

Hvad Oudemans siger omkring humanismens universelle ideal, hvilket ikke reelt skelner mellem hvad der er fremmed og ens eget, er essentielt og løber derfor risikoen for at blive overrendt af folk, der gør brug af humanismens rettigheder (humanismen giver rettigheder til alle), men ser lav værdi i at beskytte disse rettigheder for andre. Oudemans drager en parallel til Romerrigets fald, hvori han gør en ganske ironisk observation. Mellem Kejser Augustus og Romerrigets fald, blev romerne – der havde meget lav tiltro til menneskelige rettigheder og fik mindst 200.000 mennesker dræbt med ‘de mest fantasifulde metoder’ – mindre og mindre barbariske.

Dette indikerer, at en person må være barbarisk for at overleve, hvilket ingen bryder sig om, sandsynligvis heller ikke Oudemans selv; jeg kan ikke forestille mig, at han ville være klar til at fodre  løverne i Zoo med sine fjender. Men det er sandt, at den forståelige modvilje mod at udgyde sit eget og andres blod giver overdreven magt til dem, der fortsat er parate til at udgyde blod.

Blød spiritualisme
I modsætning til Oudemand, anser jeg ikke islam som værende en fjende af den typiske europæiske humanisme. De to andre monoteistiske religioner (islam og judaisme) vil, med undtagelse af få grupper, gå kristendommens vej og gradvist degenerere til noget, der knapt adskiller sig fra veganisme, yoga og humanisme. Så snart omskæring af unge drenge er et overstået kapitel, hvilket jeg tror er et spørgsmål om tid, vil alle monoteistiske religioner transformeres til en afart af blød spiritualisme. Svagheden ved humanisme ligger i det faktum, at den, i modsætning til andre religioner, knapt har nogle ritualer.

Selvfølgelig har humanismen fjender, også i Europa. Tænk på Orbans Ungarn eller de ekstreme højre-partier i Vesteuropa. De forsvarer deres egne, men de har ikke længere begreb om, hvad det betyder. Hvad, de forsvarer, er folkemyten – ulig Oudemans, der har specifikke og intelligente idéer  – og ingen vil dø for en myte.

Oudemans slutter sin bog med pointen, at kulturer kan forsvinde, men kulturens spor lever videre lang tid efter kulturens forsvinden, som det fx ses med det antikke Grækenland. Dermed er alle europæere under indflydelse af Platon – selv dem, der ikke aner hvem Platon er. Lignende pointer kan laves om Freud, Marx og Wittgenstein for at nævne tre enspændere, som Oudemans springer over.

Europa som en idé, som Oudemans fornuftigt erfarer, må ikke kollidere med Europa som kontinent. Det kan fortsættes på en gård i Texas, en lejlighed i Singapore eller et hus ved vandet i Uruguay. Europa som et forfængeligt håb. Næste år i Europa. Som en dødelig, forgængelig maskine, tillader Oudemans forståeligt sig selv en smule sorg over den nærmest sikre europæiske forsvinden.

De dystre fantasier om undergang fra seneste århundrede kan ikke gentages. Alligevel kan vi sobert konkludere, at alt der eksisterer, mennesker og kulturer, er dømt til at ophøre. Men destruktionens kronikører, historikere, forfattere, poeter og disse kronikørers produkter er noget af det bedste, humanismen har produceret.

Hvem, der kommer til at læse det, er et forfængeligt spørgsmål, der, som en dødelig, forgængelig maskine, ikke skal være et spørgsmål, som vi bekymrer os for meget om.

Arnon Grunberg. – Foto: Sander Voerman.

Arnon Grunberg er Hollands mest succesfulde nulevende forfatter og har ikke kun skrevet romaner men også essays. Han er bosiddende i New York. Hans værker er blevet oversat til mere end 20 sprog. Tidligere i år modtog han den prestigefyldte P.C. Hooft-pris, som er en hollandsk litteraturpris, der hvert år uddeles til en forfatter for dennes livslange bidrag til den nederlandsk-sprogede litteratur.

Oversat af Michael Winther

Billede i artiklens top: Sander Voerman.