Det er kun EU, der kan redde verden ud af klimakrisen, skriver den radikale EU-parlamentariker Morten Helveg Petersen i en ny debatbog, “I Bruxelles kan ingen høre dig skrige” med undertitlen “Men alle veje fører gennem Europa, hvis Danmark vil lede klimakampen og gøre sig fri af Putins gas”. I bogen beskriver han de mange kræfter, EU råder over. Og Danmark skal bruge EU-formandskabet i 2025 til at stille sig i spidsen for indsatsen, mener han. Vi bringer her et uddrag af bogen, nærmere betegnet kapitel 5: “Energipolitik er også sikkerhedspolitik.”
Uddrag af bog af Morten Helveg Petersen
Energipolitik er også sikkerhedspolitik
En af de første rapporter, jeg havde ansvaret for at udarbejde i Europa-Parlamentet var en rapport om udarbejdelsen af en europæisk strategi for energisikkerhed. Hovedordføreren var Algirdas Saudargas, der var Litauens første udenrigsminister efter murens fald og Sovjetunionens opløsning.
Rapporten beskriver, hvordan Europa er alt for afhængigt af russisk gas, og at modsvaret må være energieffektivisering og udbygning med vedvarende energi for at undgå at være i lommen på Putin. Vi begyndte arbejdet på rapporten, der desværre er alt for aktuel i dag, tilbage i 2014/2015. I øvrigt endte rapporten med ikke at blive vedtaget på grund af modstand i den konservative gruppe, hvor store dele syntes, at den var for progressiv med hensyn til at udstikke mål for, hvordan medlemslandene skulle forpligte sig til at tage større grønne skridt. Saudargas havde virkelig kæmpet med sin egen gruppe, men kunne ikke komme igennem – desværre for ham og for os alle. Måske havde vi været et andet sted i dag, hvis den var gået igennem.
Putins invasion af Ukraine viser i al sin gru, hvordan energi er sikkerhedspolitik. Dels ved den brug af gas som våben, som Putin har bedrevet gennem årene, hvor han har åbnet og lukket for gashanerne efter forgodtbefindende. Og dels ved at vi i Europa finansierer Putins krigsmaskine ved at købe hans gas for i omegnen af 60 milliarder euro hvert år!
Putins invasion af Ukraine kommer til at vende op og ned på alting. Uafhængighed af Putins gas kommer til at dominere dagsordenen i de kommende år. Og svaret herpå er det samme som de svar, vi skal give i kampen mod klimaforandringerne: højere tempo, mere vedvarende energi og mere energieffektivisering. Det nye er, at vedvarende energi og energieffektivisering skal betragtes som værende af strategisk interesse for Europa. Det er altså to fede fluer, vi nu skal slå med samme smæk. Hvordan bekæmper vi klimaforandringerne? Og hvordan gør vi os uafhængige af gas og russisk gas i særdeleshed? Dilemmaerne kommer til at stå i kø: Skal atomkraft genindføres? Vi risikerer at gøre brug af kul for ikke at skulle købe Putins gas (og nogle gange kul importeret fra – Rusland …). Men det er et brutalt og dramatisk wake-up call til Europa. Til os alle. Vi er Europa.
Og svaret er det samme. Kun gennem et europæisk samarbejde kan vi løse problemerne. Men det kræver en aktiv dansk indsats og ikke sædvanlig nølen og fedtspil.
Krigen i Ukraine er Europas wake-up call
Selvom Rusland også er afhængigt af at kunne sælge sin gas til EU, så er gassen alligevel et trumfkort i Putins ærme. Russisk gas udgør 39 procent af EU’s samlede gasforbrug, og ikke mindst Tyskland er dybt afhængigt af de russiske forsyninger.
Hvad det kan betyde sikkerhedspolitisk, har vi set demonstreret i striden om den kontroversielle gasrørledning Nord Stream 2, der skal føre russisk gas under Østersøen direkte til Tyskland og ned til Ruhr-distriktets sværindustri.
Selvom rørledningen i løbet af vinteren 2021 kun var under 100 kilometer fra at nå Tyskland, blev den forsøgt standset af USA. Amerikanerne og andre ser en sikker- hedspolitisk fare i rørledningen, fordi den cementerer EU’s russiske gasafhængighed, og fordi den direkte forbindelse over Østersøen giver Putin mulighed for at levere gas til Tyskland uden om f.eks. Ukraine og Polen. Udsigten til, at Putins Rusland fortsat kunne sælge gas til Tyskland og EU, samtidig med at han nu invaderer Ukraine, har givet store sikkerhedspolitiske kvababbelser i Washington såvel som i Østeuropas regeringsbyer. At amerikanerne i spørgsmålet om Nord Stream 2 også har interesse i at sælge flydende gas, LNG, til europæerne, må også regnes med i ligningen. Men i det store sikkerhedspolitiske billede er det trods alt af min- dre betydning, og det ville i realiteten også kun styrke EU’s strategiske autonomi at have alternative forsyningskæder.
Dilemmaet og paradokset er åbenbart. Gas udleder kun halvt så meget kuldioxid som kul, og da det gælder om at nedbringe drivhusgasserne hurtigst og mest muligt, vil der frem til 2030 ske en udskiftning af kul med gas i energiforsyningen rundt om i EU. Gas er i den sammenhæng et nødvendigt onde i en overgangsfase på vej mod grøn energi i lande som f.eks. Polen og Tyskland, der i dag forbrænder store mængder kul.
Men det billede vil ændre sig som følge af krigen i Ukraine. EU’s import af russisk gas må og skal falde. Den euro- pæiske grønne pagt vil få derfor på sigt få stor indflydelse på Rusland, ligesom den også vil omkalfatre forholdet mellem EU og Rusland.
EU absorberer i dag godt og vel tre fjerdedele af den russiske gaseksport og 60 procent af olieeksporten. Med et statsbudget, hvor eksporten af olie og gas udgør 40 procent, vil russerne få et hul i budgettet, når EU-eksporten falder væk. Det vil russerne givetvis forsøge at dække ved at øge eksporten til Kina, hvortil man allerede er i fuld gang med at bygge en ny sibirisk gasrørledning. Men Rusland må på den lange bane også mangfoldiggøre sin økonomi, og her kan EU blive en vigtig partner, selvom det kan være svært at se i øjeblikket. Men EU’s grønne omstilling vil bringe Kremls magthavere i en situation, hvor de bliver nødt til at lytte til EU’s krav om respekt for menneskerettigheder og demokrati, hvis de vil have EU’s og europæiske virksom- heders grønne teknologi og partnerskab. Man kan håbe, at den grønne pagt kan medvirke til en demokratisering af Rusland, selvom tyve til tredive år er lang tid at vente. Men samtidig gør vi i Europa og EU også klogt i at tage notits af, at Rusland vil søge nye markeder for sin gas og olie i Kina og det øvrige Asien, herunder Indien. Når det gælder Kina, kan det betyde, at der opstår en ny russisk-kinesisk energirelation, hvilket kan bringe landene tættere sammen og skabe en autoritær alliance, der vil udgøre en udfordring for Europa og Vesten.
Jeg besøgte Ukraine tilbage i 2017, hvor jeg mødtes med Naftogaz, det ukrainske nationale energiselskab. Efter mø- derne blev jeg vist rundt på Maidan-pladsen af en ung studenteraktivist. Han viste mig det centrale Kyiv og hotellet op ad Maidan-pladsen, fra hvis tag de russiske specialstyrker skød 80 fredelige ukrainere, der demonstrerede for vestlige og europæiske værdier. Vi tændte lys ved mindetavlerne på vejen hjem. Dem bliver der flere af nu. Mange flere. For Putins groteske stormagtsdrømme går nu ud over uskyldige ukrainere, der ikke kunne drømme om at leve under hans åg. Og det skal og vil have konsekvenser for Europas sam- handel og relation til Rusland. Ikke mindst på det grønne område, hvor vi skal frigøre os fra import fra Rusland af gas og andre fossile brændsler.
Generelt kommer vi til at skulle tage større ansvar for egen sikkerhed i Europa. Og vi kommer til at skulle fremskynde den grønne omstilling. Af hensyn til klimaet, men i allerhøjeste grad også for at gøre os uafhængige af import af gas fra Rusland. Derfor er energiens betydning for det sikkerhedspolitiske aspekt blevet alt for klart og akut.
Der skal en bred indsats til at skabe den uafhængighed. Fra afvænning fra russisk gas og kul i industrien og ikke mindst i opvarmningen af europæiske huse. Hele vejen over til at udskifte gasfyr til opvarmning i husene med elektriske varmepumper, ud med gaskomfuret og ind med induktionskogeplader, isolering og udskiftning af vinduer, der kan spare os for at bruge gas.
IEA’s tidligere cheføkonom Laszlo Varro, der nu er hos Shell, beskriver omfanget af, hvad det ville kræve at bryde Europas afhængighed af russisk gas.
I år har europæisk import af russisk gas udgjort omkring 150 milliarder kubikmeter (mkb), og Varro antager i sit regnestykke en reduktion på 10 procent om året svarende til 15 mkb. Dette tal modsvares af to forhold: For det første, at den europæiske produktion af gas falder med cirka 5 mkb om året, måske endda mere, hvis der kommer endnu større og højere protester mod europæisk gasproduktion. For det andet, at det tilbageværende europæiske kulforbrug, der skal udfases for at nå klimamålene, svarer til omkring 100 mkb gas i moderne gasturbiner, igen svarende til 10 mkb om året.
Blandt de redskaber, Europa har i værktøjskassen, er:
- Opførelse af havvindmølleparker. Shells egen Bor- selle-havvindmøllepark har en kapacitet på 730MW, hvilket svarer til et gasforbrug på 0,6 mkb.
- Solceller/-fangere svarende til 1GW svarer til 0,25 mkb ikke forbrugt gas.
- Årlig renovering af 1 procent af den europæiske bygningsmasse, hvilket vil reducere gasforbruget til opvarmning og med den nuværende energieffektivitet give en besparelse på 0,5 mkb.
- Installation af 200.000 varmepumper, hvilket er lidt over, hvad der i Tyskland svarer til en reduktion på 0,4 mkb.
- En atomkraftreaktor, der ikke lukkes ned før tid, hvilket svarer til 1,6 mkb.
Varros regnestykke er interessant, fordi det viser med al ønskelig tydelighed, at det at bryde Europas afhængighed af russisk gas ikke er gjort bare uden videre, men kræver en omfattende plan, investeringer og infrastruktur til at kunne accelerere udrulningen af vedvarende energi samt tiltag til at spare på den energi, vi bruger. Vi ligger med andre ord, som vi selv har redt.
Derfor har vi brug for en plan. En europæisk plan for uafhængighed af Putin, der må indeholde kortsigtede elementer såsom at få fyldt de europæiske gaslagre op, hvilket indebærer koordination med landene i Asien og Mellemøsten og med amerikanerne hvad angår volumen og pris samt også fælles indkøb. At bygge nye terminaler til flydende naturgas (LNG) tager lang tid og er omkostningsfyldt, hvorfor et alternativ hertil kan være flydende gas og lagringsanlæg, der både er hurtigere og billigere, og hvor der angiveligt skulle være ledig kapacitet på verdensmarkederne. Og vi skal tale med og håbe på, at Algeriet og Norge kan producere mere gas, som vi kan aftage for at afhjælpe de kortsigtede udfordringer. Men det er vigtigt, at en sådan europæisk plan ikke kun fokuserer på næ- ste vinter og gaslagre, men også på, hvordan vi strukturelt gør os fri af gas – først og fremmest den russiske. Efter min opfattelse har de foreløbige reaktioner efter diskussioner internt i Europa-Parlamentet og med topfolk i EU-Kommissionen i alt for høj grad et kortsigtet fokus, med de risici der ligger i, at vi kommer til at gøre nogle ting, der ikke peger fremad, men som tværtimod risikerer at låse os fast i nogle investeringer og strukturer, vi egentlig gerne vil ud af og væk fra, nemlig de fossile.
En sådan plan skal indeholde massiv udbygning af vedvarende energi. Ukraine bør være dét wake-up call, der får os til at se vedvarende energi som værende af europæisk strategisk interesse. Udbygning af vedvarende energi tager tid, ikke mindst på grund af, at det tager tid at få de nødvendige tilladelser til udbygning, så vi er pinedød tvungne til at håndtere tilladelser helt anderledes end hidtil (mere om det i kapitlet om havvind). Det kommer til at kræve, at der bliver slugt både kameler, markmus og vandsalamandere i klimaets og uafhængighedens navn, når naturfredningsorganisationer over hele Europa skal tages i ed.
Det stiller sig helt anderledes med energieffektivisering, der kan gøres umiddelbart. Energieffektivisering vil gå fra at være et nørdet emne til at være sikkerhedspolitisk afgørende. At spare på energien bliver det nye sort.
Jeg er så gammel, at jeg kan huske de bilfrie søndage i 1973 under den første oliekrise. At kunne spille fodbold på gader- ne i København var en lidt underlig oplevelse, men viste, at vi som samfund dengang var i stand til at træffe nogle be- slutninger, de færreste har mod og fantasi til at forestille sig i dag. Men hvorfor egentlig ikke? Hvorfor skulle vi ikke kun- ne mønstre den solidaritet med klimaet og med Ukraine, der gør, at vi alle sammen sparer markant på energien? Hvad med bilfrie søndage? Eller i det mindste, at hvis du absolut skal bruge bilen, så skal der være mindst én anden passager med?
Et andet konkret borgernært initiativ kan være, at vi alle skruer én grad ned i stuerne derhjemme. Det kan reducere vores importbehov fra Rusland svarende til 6-7 procent af vo- res nuværende importbehov. Så på med sweateren, ind med termostater i bygningerne og ned med temperaturen.
En analyse fra branchen viser, at omkring 70 millioner europæiske hjem har gammeldags radiatorventiler til manuel styring af varmen. Det betyder, at omkring 500 millioner radiatorer burde have termostatiske radiatorventiler, som stort set alle som minimum har i Danmark. Hvis alle havde det, ville vi kunne spare 160TWh energi, og EU-borgere kunne spare 12 mia. euro i energiregninger (i 2017-priser!). Tænk på al den russiske gas, vi kunne undlade at importere!
Noget så jordnært som at tage kortere brusebade om morgenen vil spare gas til opvarmning over hele Europa.
Gevinsterne ved at udskifte utætte vinduer i bygningsmassen vil være stor og hurtig. Kunne man forestille sig et europæisk nødprogram til udskiftning af vinduer? På samme vis med varmepumper. At gå fra gasfyr til elektriske varmepumper vil være en hurtig og effektiv måde at reducere vores forbrug af gas på. Det er absurd, at 20 ud af 27 medlemslande i EU i dag subsidierer installation af gasfyr! Vi kan i det allermindste sætte en stopper for subsidier til gas.
En eller to dages hjemmearbejde kan spare transport til/fra kontorer over hele Europa. Nedsættelse af fartgrænser kan spare benzin. Udskift gaskomfuret med induktion. Der er mange også borgernære initiativer, der kan tages for at tage kampen op mod Putins gas. Spørgsmålet er, om vi, efter to år med corona, tør pålægge borgerne så drastiske tiltag. Men hvis ikke krigen i Ukraine kan mobilisere den vilje, ved jeg ikke, hvad der skal til.
Men det er, som om vi i øjeblikket bare åbner for pengepungen og udsteder varmechecks over hele Europa uden at forholde os til, at vi grundlæggende skal tage et opgør med de fossile brændsler. Det er, som om vi politikere ikke tør bede befolkningen om yderligere afsavn oven på et langt og hårdt forløb med corona. For nu at parafrasere den sprogligt finurlige, tidligere formand for EU-Kommissionen, luxembourgske Jean-Claude Juncker: Vi ved alle, hvad vi skal gøre, men når vi har gjort det, ved vi ikke, hvordan vi bliver genvalgt.
Hvis der er noget, der har gjort indtryk på mig gennem mine år i Europa-Parlamentet, så er det mine østeuropæiske kollegaers frygt for Putin. En gennemgribende frygt hos mine polske og tjekkiske venner. Og ikke mindst hos alle kollegaerne fra de baltiske lande. Jeg har samarbejdet tæt om tekniske sager om regulering af elektricitetsmarkeder- ne med de nuværende statsministre i henholdsvis Estland og Letland, Kaja Kallas og Krisjanis Karins, da de begge var medlemmer af Europa-Parlamentet. De og andre kollegaer har gennem årene berettet om daglige cyber- og hackeran- greb fra russisk side. Om russisk propaganda i et omfang, så politiske partier i Italien og Frankrig endda har taget Putin til sig. En frygt, det som dansker har været for bekvemt ikke at tage helt alvorligt, og som for mange danskere umiddelbart har været et levn fra den kolde krig. Ja ja, muren er faldet, og hvorfor skal vi bruge penge på forsvar, har det lydt naivt, ikke mindst fra mit eget parti.
Men hvis ikke det stod klart i forvejen, at energipolitik også er sikkerhedspolitik, har Putins angreb på Ukraine i foråret 2022 gjort det tindrende klart: Vi må og skal gøre os uafhængige af den russiske diktator, der bruger gas som våben og myrder sine politiske modstandere. Og vi kommer til at bruge flere penge på forsvar. Det er desværre ikke nok med en højskolesangbog og fromme ønsker.
Ud over de alt for uhyggelige og aktuelle forhold er det et aspekt ved den grønne omstilling, som i den danske klimadebat ofte går tabt. Det er de geo- og sikkerhedspolitiske konsekvenser af udfasningen af fossil energi. Egentlig er det naturligt nok. Danmark er et lille land, og vores import af olie og gas er i den globale sammenhæng så minimal, at dens ophør ikke vil ryste hverken Putins kleptokrati eller Mellemøstens oliemonarkier.
Helt anderledes forholder det sig på europæisk plan. Her vil EU’s grønne pagt – hvis det lykkes at nå målet om kli- maneutralitet i 2050 – ikke bare revolutionere det europæiske energisystem. Den vil også omdefinere EU’s forhold til vores nabolande og få store geopolitiske konsekvenser, hvilket vil ikke blot ændre EU’s udenrigspolitiske prioriteter, men også påvirke relationerne mellem stormagter som f.eks. Rusland og Kina. Det siger noget om størrelsesordenen og omfanget af projektet og er et oplagt argument for, hvorfor det netop er gennem det europæiske samarbejde, at vi skal løse både klima- og sikkerhedsmæssige udfordringer.
At det er sådan skyldes selvfølgelig den lidt triste historie om et kulafhængigt europæisk kontinent og et EU, som importerer enorme mængder fossil energi. Olie, gas og kul står i dag for tre fjerdedele af EU’s energiforbrug, og i 2019, før coronaen ramte, importerede EU-landene tilsammen for 2.400 milliarder kroner af de tre CO2-belastende energikilder. Ingen af de 27 medlemslande producerer mere energi, end de bruger, og EU måtte i 2018 importere mere end 60 procent af sit energiforbrug.
EU er afhængigt af, at omverdenen leverer vores energi, og Europa er i det lys ikke et selvstændigt kontinent. I stedet er vi viklet ind i nogle gensidige afhængighedsrelationer med lande eller regimer, vi ikke deler værdier eller et varmt venskab med. Den fossile energi og de gensidige økonomiske interesser holder os fast i et slags dysfunktionelt fornuftsægteskab, hvor vi af og til må leve med, at tallerkenerne flyver, og modparten går langt over stregen, fordi prisen for at gå sin vej alligevel er for høj.
Det er en af de helt store og politisk undervurderede gevin- ster ved den grønne omstilling, at det forhold vil ændre sig, efterhånden som EU frem mod år 2050 gradvis bliver selvforsynende med grøn energi og afvikler sin afhængighed af fossi- le brændsler. EU vil med årene få det, man kalder større strategisk autonomi. Hvad det betyder, bliver, ifølge politologen Simone Tagliapietra fra tænketanken Bruegel, ofte misforstået.
”Folk tror, strategisk autonomi handler om EU’s uafhængighed eller evne til at agere helt på egen hånd. Men det er forkert. Strategisk autonomi betyder, at EU bliver bedre klædt på til at styre den gensidige afhængighed, vi har med lande som f.eks. Rusland. EU vil altid have gensidige afhængigheder. Dem kan vi ikke komme af med. Men ved at mangfoldig- gøre vores forsyningskæder eller skabe alternativer til russisk gas kan vi bedre styre relationen til for eksempel Rusland. Vi får i højere grad mulighed for at føre vores egen politik, selvom russerne skulle true med at lukke for gashanen,” forklarer Tagliapietra, der ud over sit daglige arbejde ved Bruegel også er adjungeret professor i energi-, klima- og miljøpolitik ved Johns Hopkins-universitetets europæiske program.
Den grønne pagt vil altså hen ad vejen give det geopolitiske noget impotente EU, vi kender i dag, større udenrigs- og sikkerhedspolitiske muligheder for at forsvare vores liberale demokratiske samfundsmodel. Vi vil lettere kunne sanktione- re og sætte handling bag vores ord, når diktatorer eller autokrater knægter menneskerettigheder eller demokratiet rundt omkring i verden.
Grønt dilemma i de nordafrikanske nabolande
Ud over at ændre på EU’s forhold til Rusland, vil den grønne pagt også få stor betydning for vores energieksporterende nabolande i Nordafrika, hvilket Simone Tagliapietra har beskrevet i studiet The geopolitics of the European Green Deal.
En af pointerne er, at et land som f.eks. Algeriet vil få enorme udfordringer. Landet er i dag den tredjestørste leverandør af gas til Europa og helt afhængigt af at kunne sælge sine energiressourcer på tværs af Middelhavet. Olie og gas udgør 95 procent af landets eksportindtægter, og overskuddet fylder 60 procent i Algeriets statsbudget. Algeriet er en monoøkonomi baseret på energieksport, og landet bliver derfor nødt til at revolutionere sin økonomi, hvis den skal hænge sammen om tyve års tid. Sker det ikke, kan det meget vel resultere i fornyet eller endnu mere politisk ustabilitet i det tidligere borgerkrigshærgede land.
Men problemet, også for Europa, er, at Algeriet har mere end svært ved at omstille sig. Landets regime består af et oligarkisk gammelmandsvælde, der fuldt ud er klar over, at det holder sig ved magten, fordi det kontrollerer landets energiressourcer. I realiteten er styret derfor meget forbeholdent over for at gøre landets økonomi mere mangfoldig, da det i sidste ende kan udfordre styrets egen magtposition.
Den grønne pagt kommer derfor til at stille EU over for et dilemma, når det gælder Algeriet. Den energipolitik, vi fører, kan give store sikkerhedspolitiske udfordringer i vores nærområder. Enten vil Algeriets økonomi efterhånden kollapse, eller også vil regimet søge nye eksportmarkeder for landets olie og gas for at holde sig selv ved magten. Den sidste vej er den mest sandsynlige. Men den vil ikke føre til øget demokrati, og det vil hen ad vejen også kunne skabe politisk ustabilitet.
En måde, EU kunne bidrage til at løse det dilemma på, er ved at opstille attraktive økonomiske alternativer til indtægterne fra gas- og olieeksporten, som kan få Algeriets styre til at gøre landets økonomi mere bredt baseret og mangfoldig. EU’s grønne pagt må derfor suppleres med udenrigspolitiske initiativer på en række forskellige områder, som f.eks. uddannelsesprogrammer, investeringer i produktionsvirksomheder eller større muligheder for arbejdsvisum i Europa for Algeriets borgere. Men det måske bedste økonomiske alternativ, vi kan tilbyde Algeriet, er et partnerskab, som bringer landet med ind i den grønne omstilling. Her er den oplagte mulighed, at vi kan investere i at gøre Algeriet til en fremtidig producent af grøn brint fra solenergi og vind. Europa og især Tyskland får brug for brinten, der skal erstatte den gas, som i dag holder vores industri kørende. Det bliver dog vigtigt at sørge for, at algerierne også kommer med i projektet og øger deres grønne kompetencer. Vi skal ikke bare mod betaling lægge en kæmpemæssig tysk solcellepark i Algeriet, uden at det skaber lokale arbejdspladser og kompetencer. Det vil i sidste ende blot transformere Algeriet fra et monoøkonomisk gas- og olieoligarki til et grønt brintoligarki.
Samtidig må vi også tage højde for, at fremtidig stor import af brint fra for eksempel Algeriet ikke vil give EU den energiuafhængighed, som den grønne omstilling ellers kan tilbyde. I den forbindelse er det vigtigt, at den mængde brint, som eventuelt importeres fra lande som Algeriet og Marokko, bliver suppleret med en stor hjemlig produktionskapacitet af brint baseret på grøn energi fra solceller og ikke mindst havvindmøller. Og her er det klart, at Danmark og Nordsøen kommer til at spille en rolle for EU’s forsyningssikkerhed.
Faldende oliepris på verdensmarkedet
EU står for 20 procent af verdens import af råolie. I årene efter 2030 vil den grønne pagt begynde at sætte sig igennem, og frem mod år 2050 vil olieforbruget blive så godt som udfaset i EU. Det vil få betydning for prisdannelserne på verdens- markederne for olie, og de olieproducerende lande vil lide økonomiske tab. Selvom tabet af europæisk efterspørgsel på olie en overgang vil blive kompenseret af en øget efterspørg- sel i lande som Kina og Indien, vil det stadig få store konsekvenser på sigt. Kina er trods alt verdens største producent af elbiler og har en målsætning om at blive klimaneutralt i 2060.
Så de olieproducerende lande vil naturligt nok blive dem, som får mest at kæmpe med, efterhånden som den grønne omstilling griber om sig, og olien fases ud. De lande, som vil blive hårdest ramt, er dem, som er mest følsomme over for et fald i olieprisen, eller dem, som producerer olie med forholdsvis høje omkostninger. Det, der her vil blive afgørende, er den såkaldte break-even-pris, der er den mindstepris, et land kan gå ned på, hvis olieproduktionen stadigvæk skal give fortjeneste.
Med deres olie direkte under ørkensandet er Saudi Arabien og Irak de to lande, som har de laveste break-even-priser. Ifølge tal fra OECD fra 2015 er den knap 20 dollars pr. tønde for Saudi Arabien og lidt over 30 dollars for Irak. De to lande vil derfor være dem, som i længst tid kan blive ved med producere og eksportere olie, selvom der sker et fald i olieprisen. Men Saudi-Arabien vil stadig have et underskud på statsbudgettet på 12 procent, hvis olieprisen ligger mellem 40 og 50 dollars per tønde. På sigt vil Saudi Arabiens økonomiske model derfor være uholdbar, og kongedømmet har da også taget initiativ til at gøre dets økonomi mere bredt funderet. Landets kæmpe oliefond har investeret massivt i USA, blandt andet i militærindustrien og i Silicon Valleys it-innovationsvirksomheder. Saudi Arabien har også planer om at øge turisme i landet. Det kan blive svært uden større omsiggribende reformer, da det strikte regime, som hersker i landet i dag, ikke ligefrem vil være en turistmagnet. Man kan håbe på, at EU’s og verdens øvrige grønne omstilling vil skubbe landet i en mere demokratisk retning, hvor respek- ten for menneskerettigheder og kvindernes ligestilling nyder fremme.
Nigeria er et af de lande, som vil blive allerhårdest ramt af en faldende oliepris. Med en break-even-pris op imod 80 dollars pr. tønde vil flere af landets olieboringer være blandt de første, som bliver urentable, når de faldende oliepriser sætter ind. Europa i dag er landets største oliekunde. Men det kommer til at ændre sig i takt med EU’s grønne omstilling og elbilernes indtog, og fra 2030 og frem kommer Nigeria i stigende grad til at orientere sig imod Asien for at afsætte sin olie. Men landets oliebaserede økonomiske model vil alligevel være uholdbar på sigt. Med tanke på, at Nigerias befolkning ifølge fremskrivninger vil vokse fra 200 millioner i dag til 400 millioner i 2050, er det klart, at det kan føre til politisk ustabilitet og større migrantstrømme, herunder også mod Europa. Scenariet er særlig foruroligende i lyset af, at Nigeria ikke kun står til at blive ramt på pengepungen af klimaforandringerne. Det er også et af de lande i verden, som klimaforandringerne rammer hårdest.
Storbyen Lagos, der står for en tredjedel af Nigerias bruttonationalprodukt, vil med sin placering ved Guineabugten blive ramt af en kombination af tørke, oversvømmelser og erosion af kyststrækningen. Lagos’ rolle som økonomisk motor, der kan opsuge arbejdskraft og give håbefulde unge mennesker et livsgrundlag, er derfor truet. Allerede i dag går forudsigelserne på, at Nigeria i 2030 blot vil være i stand til at skabe ti procent af de 30 millioner ekstra job, som befolkningstilvæksten kræver, at der bliver skabt
Manglende jobmuligheder vil derfor få Nigerias ungdom til at migrere i større omfang end i dag, og selvom hovedparten vil migrere internt i Afrika, vil en vis andel givetvis også forsøge at komme til Europa. Her må EU tænke langsigtet, hvis vi vil forebygge, at den illegale immigration over f.eks. Middelhavet får et større omfang end i dag. Ét er, at vi kan bygge Fort Europa og forsvare EU’s ydre grænser. Men EU’s medlemslande bør også lave partnerskabsaftaler med lande som f.eks. Nigeria, der dels giver unge mennesker en uddannelse, som lever op til europæiske standarder, og derudover også giver dem mulighed for tidsbegrænset arbejdsophold i EU. Sådanne aftaler vil selvfølgelig skulle rettes imod de områder, hvor der ifølge fremskrivningerne bliver mangel på arbejdskraft i EU, herunder for eksempel pleje- og -sundhedspersonale eller bygge- og anlægsarbejdere (det er mig i øvrigt en gåde, at vi i Danmark mig bekendt kun tillader legal migration på to områder: au pairer og fodboldspillere!).
Klimaforandringerne, kampen imod dem, og herunder EU’s grønne pagt, kommer på den facon også til at handle om europæisk – og i sidste ende dansk – immigrations- og udlændingepolitik.
Og migrationen rundt omkring i verden, og fra et land som Nigeria, ville være endnu større, hvis EU og resten af verden ikke gennemførte en grøn omstilling. Ifølge Verdensbankens Groundswell-rapport fra 2021 vil klimafor- andringerne tvinge 216 millioner mennesker til at migrere internt i deres lande inden 2050, hvis ikke vi øjeblikkeligt sætter ind med ambitiøse klimatiltag og speeder den grønne omstilling op på verdensplan.
Afrika syd for Sahara vil alene tegne sig for 86 millioner af de internt fordrevne klimamigranter, imens der i Nordafrika vil være 19 millioner. Sådan ser scenarierne ud ifølge Verdensbanken, hvis vi vel at mærke undlader at gennem- føre den grønne omstilling og lader den globale temperatur stige i samme takt, som vi gør i dag.
Vælger vi i stedet at handle nu med en mere ambitiøs klimaindsats, vil det nedbringe den fremskrevne migration med 80 procent, dvs. til under 50 millioner interne migranter. I et sådant grønt scenarie vil vi holde temperaturstignin- gerne i omegnen af 1,5 grader celsius, hvilket vil moderere de skadelige effekter af klimaforandringerne, ikke mindst i de ofte fattige udviklingslande, som bliver hårdest ramt.
Selvom Groundswell-rapporten har beregnet migratio- nen internt i landene, er det klart, at migrationspresset også vil øges udadtil og imod EU, alt efter hvor ødelæggende klimaforandringerne bliver i f.eks. Afrika. Investeringer i den grønne omstilling vil derfor være givet godt ud, hvis vi gerne vil forebygge et mere massivt migrationspres langs EU’s grænser om tyve års tid og frem.
Grøn politik er altså ikke kun vindmøller og solceller, men meget snart også flygtninge- og migrationspolitik. At det er i vores egen interesse at styrke og fremme den grønne omstilling både i EU og i f.eks. Afrika, på grund af migration, står klart. Vi løser ikke fremtidens migrationsudfordringer på egen hånd ved at sætte en grænsebom op mod Tyskland.
Kina sidder på de grønne metaller
Neodym, praseodym, dysprosium og terbium. Det er de eksotiske navne på fire ud af i alt sytten såkaldt sjældne jordartsmetaller, der er uundværlige for EU’s såvel som for Danmarks grønne omstilling.
De fire metaller bruges til at fremstille de stærke magneter, som sidder i motorerne på vindmøller og elbiler. De kan ikke umiddelbart erstattes med andre metaller og er derfor helt nødvendige for produktionen af elbiler og vindmøller.
Hverken danske vindmølleproducenter eller den europæiske bilindustri ville kunne holde hjulene kørende, hvis leverancerne af de fire metaller ophørte. Sikre og stabile forsyninger af metallerne er derfor afgørende for EU’s industri, økonomi og grønne omstilling. Det gælder i dag. Men det gælder ikke mindst også om ti eller tyve år, når den grønne omstilling for alvor har taget fart.
Til den tid skal der globalt bruges mange, mange gange flere sjældne jordartsmetaller og andre råstoffer som litium, grafit, kobolt og kobber til at fremstille grøn teknologi som batterier, elbiler, vindmøller og solceller. Efterspørgslen på de grønne metaller og råstoffer vil blive mangedoblet, og deres strategiske betydning for EU’s økonomi og sikkerhed vil være endnu større, end den er i dag.
På trods af det må vi konstatere, at EU i dag er i en sårbar position hvad angår vores leverancer af sjældne jordarts- metaller og andre grønne råstoffer.
Årsagen er simpel. EU har i dag ikke nogen nævneværdig industriel kapacitet til at oprense og forarbejde sjældne jordartsmetaller, så de bliver klar til brug i produktionen af f.eks. elbiler. I stedet er EU på det punkt helt afhængigt af Kina, der stort set har monopol på forarbejdningen eller produktionen af sjældne jordartsmetaller og leverer hele 80 procent af verdens forbrug.
EU importerer i dag 98 procent af de fire sjældne jordartsmetaller fra Kina. Samme billede tegner sig for metallet litium, der er kritisk for produktion af batterier til elbiler og anden oplagring af vedvarende energi. Når det gælder grafit, som også bruges i elbilernes litiumbatterier og i brændselsceller, henter EU ligeledes langt størsteparten af sit forbrug i Kina, der sidder på mere end 80 procent af verdens samlede produktion. Og man kunne blive ved. Der står Kina på det meste.
Kineserne har i dag nærmest monopol på værdikæder- ne for grønne råstoffer, fordi de står for forarbejdningen af langt hovedparten af dem.
For EU er den situation langtfra optimal, eller den er helt uholdbar, alt efter med hvilke sikkerhedspolitiske briller vi ser på EU’s og Vestens fremtidige relationer til Kina. Går vi ud fra, at alt er fred og fordragelighed, så langt øjet ræk- ker, er der i princippet ikke noget væsentligt problem. Men tænker vi i scenarier, hvor der er optræk til handelskrig eller alvorlige uoverensstemmelser, f.eks. om Kinas forhold til Taiwan, har EU et problem. I realiteten vil EU så være oppe imod et autoritært regime og en konkurrerende økonomisk supermagt, der kan true med at stikke en kæp i hjulet på vores industriproduktion, økonomi og grønne omstilling.
Det vil nok lægge en dæmper på EU’s iver efter at forsvare international retsorden og demokratiske principper. EU’s afhængighed af Kinas grønne metaller og råstoffer vil i hvert fald begrænse vores politiske handlemuligheder.
Kina kan rent faktisk finde på at bruge deres monopol på produktion af sjældne metaller. Det fik Japan at føle i 2010. Her valgte Kina, som led i en tvist om en kinesisk fiskertrawlers kollision med japanske kystbevogtningsskibe, at stoppe leverancerne af sjældne jordartsmetaller til Japan. Det ramte den japanske industri hårdt, og japanerne har siden da valgt at yde finansiel støtte til det australske selskab Lynas for at opretholde en ellers urentabel produktion af sjældne metaller. Takket være statsstøtten står Lynas i dag for 12 procent af markedet for sjældne metaller, og Japan har dermed sikret sig et alternativ til de kinesiske producenter, som giver Japan større politisk handlefrihed eller større strategisk autonomi.
Samme rettidige omhu har EU ikke lagt for dagen – endnu. Derfor står vi i en situation, hvor vores industri og grønne omstilling afhænger af og til dels dikterer, at vi lægger ansigtet i de måske lidt for rigtige folder, f.eks. når det gælder Kinas indlemmelse af Hongkong. Hvis vi ikke ændrer på den situation, vil lysten til at kritisere Kina for knægtelse af demokrati og menneskerettigheder givetvis være endnu mindre om ti eller tyve år, end den er i dag.
Fra kul og stål til kobolt og litium
Men det er ikke enden på problematikken vedrørende Kinas monopol på grønne metaller og råstoffer. Selv hvis vi forestiller os scenarier, som ikke er politisk konfliktfyldte, men alene bunder i den globale forsyningssituation, vil af- hængigheden af Kina også være et problem.
Hvad vil der ske, hvis der opstår global mangel på et af de kritiske grønne råstoffer om ti år? Vil kineserne så ikke sørge for, at deres hjemlige producenter af batterier, elbiler eller havvindmøller i første omgang får forsyninger af sjældne jordartsmetaller, alt imens europæiske konkurrenter må vente?
Noget kunne tyde på det. I hvert fald er det et mønster, som ses allerede i dag. Det forklarer vicepræsident Flemming Voetmann ved FLSmidth, der er en af verdens største leverandører af udstyr til minedrift.
”EU har normalt et godt samarbejde med Kina på området. Men der opstår problemer, når der er mangel på bestemte mineraler, og vi har set Kina indføre eksportforbud, som ødelægger den globale forsyningskæde. EU har her været ret naive historisk set. Man har overladt det til bilfabrikanterne og vindmølleproducenterne selv at sikre deres leverancer,” siger Voetmann.
Kinesiske eksportforbud ved mangelsituationer varsler ikke godt for, hvad vi kan have i vente fremover, når efter- spørgslen på grønne metaller og råstoffer mangedobles under den grønne omstilling. Her forventes verdens forbrug af for eksempel grafit, litium og kobolt ifølge Verdensbanken at stige med 500 procent frem til 2050. EU vil isoleret set få brug for 18 gange mere litium i 2030 og 60 gange mere i 2050 i produktionen af især batterier.
Når det gælder de fire sjældne jordartsmetaller, som bruges i magneter i elbiler og vindmøller, vil efterspørgslen være femdoblet i 2030. Det estimerer analysevirksomheden Adamas Intelligence i en rapport fra 2020, der også forudsiger, at der vil være en global mangel på de fire grønne metaller til magneter på i alt 16.000 tons om ti år.
At en sådan mangelsituation ikke er et urealistisk scenarie bekræfter Per Kalvig, geolog og chefkonsulent i Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer (MiMa) hos Geus. Han har lavet et studie, hvori han har undersøgt, om pro- duktionen af de fire sjældne jordartsmetaller til magneter vil kunne følge med efterspørgslen.
I det scenarie, hvor efterspørgselen er størst, og hvor den grønne omstilling altså tager mest fart, vil der være en mangel på mere end 20.000 tons neodym globalt allerede i år 2025. Det svarer til ca. tre gange den produktion, vi ville kunne hente op fra Kvanefjeld,” siger Kalvig.
Netop Kvanefjeld i Grønland er i øvrigt ofte blevet nævnt som en af de to grønlandske muligheder, EU har for at sikre sig adgang til mineraler med sjældne jordartsmetaller til en europæisk, eller i det mindste en ikke-kinesisk, forarbejd- ning.
Forekomsterne i Grønland er betragtelige og vil i princippet kunne dække Europas behov i en lang række år. Men problemet er, at det stort set kun er kineserne, der kan for- arbejde metallerne til råstoffer, som industrierne kan bruge. Derudover er der flere udfordringer. Det største projekt, Kvanefjeld, vil muligvis ikke blive til noget på grund af indhold af radioaktive stoffer. Det andet, mindre projekt, Kringlerne, satser på en forarbejdning uden for Kina, f.eks. i Europa, Canada eller USA, hvilket begrænser den mængde, der kan produceres.
”Metallerne fra Grønland vil på sigt kunne blive et vigtigt bidrag til den samlede balance, men de er ikke løsningen, fordi problemets kerne som sagt er, at Kina sidder på værdikæderne,” siger Kalvig og fortsætter:
”Forsyningskæden for sjældne jordartsmetaller starter godt nok i minen. Men derefter er der en lang række af oprensnings- og forarbejdningsprocesser, de skal igennem. Hver af dem skal oparbejdes på en helt særlig måde, inden de anvendes til bestemte formål. Hele denne proces sidder Kina på, og Kina sidder også på det marked, som forbruger dem i produktionen af elektronik, computere, elbiler og vindmøller.”
Kinas kontrol med værdikæderne til den grønne omstilling skyldes, ifølge Kalvig, at kineserne har tænkt langsigtet og strategisk ved at give økonomiske fordele (fordelagtige skatte- og afgiftsordninger) til de kinesiske virksomheder, der forarbejder de sjældne jordartsmetaller. Den statsstøtte har virksomheder i EU og Vesten nydt gavn af, og de har gladeligt ladet kineserne stå for forarbejdningen af jordarts- metallerne, fordi de kunne gøre det billigst. Globaliseringen og markedsøkonomien har altså medført, at EU og Vesten har mistet kontrollen med de grønne metaller. Det får EU, ifølge Kalvig, svært ved at lave om på, og han tror ikke på, at EU inden for de næste fem års tid kan opbygge en betydelig industri, der forarbejder sjældne jordartsmetaller.
”For det første er det svært at finde investorer til nye mineprojekter, fordi de har en meget lang tidshorisont, og øko- nomien er meget usikker, fordi markedet er usikkert. Hvad nu hvis induktionsmotoren vinder frem, og magnetmarkedet til biler og reduceres væsentligt? Så er alle investeringer og ti-femten års arbejde gået tabt. På den facon egner forarbejdningen af sjældne jordartsmetaller sig bare rigtig dårligt til markedsøkonomiske principper,” siger Kalvig og supplerer:
”For det andet er forarbejdningen af sjældne jordartsmetaller hundedyr. Kineserne kører med røde tal på bundlinjen i deres forarbejdningsindustri, som kun kører rundt med statsstøtte. En europæisk produktion vil antagelig ikke kunne gøre det billigere, end de gør i Kina. Så hvis priserne er afgørende, vil kunderne købe i Kina.”
Hvad gør vi?
Umiddelbart bliver det altså ikke nogen nem opgave for EU at skabe et europæisk alternativ til de kinesiske leverancer af sjældne jordartsmetaller. EU vil i hvert fald i de næste ti års tid være afhængig af Kina på det punkt. Men vi skal ikke give fortabt af den grund. Snarere tværtimod. Vi må lære af fortidens fejl og ligesom Kina tænke langsigtet.
Et første bud på det er European Raw Materials Alliance (ERMA), der er et netværk for offentlige og private organisationer og virksomheder, som producerer, forsker i eller bruger sjældne metaller. I en såkaldt aktionsplan lister ERMA en række forslag. EU skal blandt andet være langt bedre til at genbruge sine grønne metaller. Under en procent af de sjældne metaller genanvendes i dag. Interessant, at cirkulær økonomi, der for år tilbage ville være regnet for noget småflippet hippiehejs, nu på den måde bliver til benhård, strategisk sikkerhedspolitik. Derudover skal der tages initiativ til at etablere en europæisk produktion af sjældne metaller, som i sin koordination og opstart skal have mulighed for finansiel støtte eller gunstige forhold. Og derudover bør EU, ifølge aktionsplanen, også sikre, at der i højere grad er en såkaldt level playing field, eller ensartede konkurrencevilkår, for europæiske og kinesiske virksomheder hvad angår indirekte statsstøtte.
Alt sammen lyder jo fornuftigt. Målet er ikke at konkurrere med kineserne om at blive verdensførende inden for produktion af sjældne jordartsmetaller. Ifølge ERMA behøver EU blot at producere 20 procent af sit eget forbrug for at opnå strategisk autonomi og mindre afhængighed af Kina. Men det bliver svært, og EU starter fra baghjul. Vi bør derfor også overveje, om ikke EU kan samarbejde med Kina og for eksempel stille krav til dem om, at nogle af deres fabrikker skal ligge i EU eller i et tredjeland tæt på. Når det kommer til stykket, har vi i EU også noget at forhandle med, da Kina jo gerne vil afsætte deres sjældne jordartsmetaller i EU. Vi bør i EU ikke falde i den fælde, at vi gentager trumpismens nationale strømninger og forfølger en Europe First-politik, hvor vi vil have al produktion inden for EU’s grænser. For det første er det urealistisk. For det andet handler det altså også om, at vi gør det, som fremmer den grønne omstilling på verdensplan mest muligt, og derfor bør vi også samarbejde med for eksempel Storbritannien, USA, Canada og Australien.
Endelig bør vi også gøre mere for at sikre os, at vi ikke bliver hægtet af, når det handler om det første led i værdikæderne: adgang til miner og minedrift. Kina sidder i dag på 36 procent af verdens forekomster af sjældne jordartsmetaller, men derudover har de også kontrol med en række andre miner, fordi de på strategisk vis har købt en del af aktieandelen. Selvom det i dag er forarbejdningsleddet, der giver kineserne kontrollen med værdikæderne, så vil det på sigt også være vigtigt, at EU og vestlige virksomheder har adgang til miner eller er involveret i minedrift. Ifølge Flemming Voetmann bør vi blandt andet se mod Afrika og overveje, om ikke EU kan spille en rolle for eksempel ved at koble udviklingspolitik og udviklingsbistand til minedrift.
”Hvis vi ser på kobolt, så kommer 80 procent af vores forbrug fra DR Congo, og specielt den schweiziske minevirksomhed Glencore og Volkswagen-koncernen har et ambitiøst program om at producere bæredygtig kobolt i Con- go. Det er fremragende og præcis det, der er brug for. Men problemerne i Congo kræver også involvering af EU og for eksempel Tyskland, så de enorme rigdomme fra mineraler også kommer befolkningen til gode. Mineselskaber kan drive bæredygtige miner, men bekæmpelse af korruption og børnearbejde kræver samarbejde og politisk handling, måske sammen med nationer og i multinationalt regi. Det er jo ikke minerne i sig selv, der skaber problemer i Congo. Minedrift kan skabe meget positive ændringer i Afrika, men det forudsætter større forandring og mere politisk stabilitet. Derfor bør minedrift og mineraler være et centralt element i EU’s såvel som Danmarks udviklingspolitik,” siger han.
Danmark kan via udviklingsbistanden selvfølgelig gøre sit til at sikre sig en aktie i den grønne omstillings grønne råstoffer ved at støtte en bæredygtig og demokratisk udvikling i lande som DR Congo, hvor der er store mineralske forekomster. Ifølge den reform af udviklingsbistanden, som netop er blevet gennemført, skal 30 procent af bistandsmidlerne, eller 3,8 milliarder kroner årligt, fremover gå til grønne indsatser og projekter. Men langt størstedelen af midlerne skal gå til egentlig grøn omstilling eller klimatilpasning i udviklingslandene. Så kan vi inddrage råstofområdet? Med tanke på at Kina netop nu er ved at lave en ny mineaftale med DR Congo til en værdi af mere end 6 milliarder US dollars, hvor kineserne vil bygge infrastruktur og hospitaler, er det klart, at udsigten til dansk udviklingsbistand ikke vil gøre stort indtryk på regeringen i DR Congo.
Vil vi med udviklingsbistand sikre os adgang til grønne råstoffer og gøre udvindingen af dem bæredygtig, må vi derfor tænke europæisk og koordinere vores bistand med andre EU-lande eller bruge EU’s udviklingsbistand. EU og dets medlemslande gav i 2020, ifølge EU-Kommissionen, i alt 66,8 milliarder euro, eller godt 500 milliarder kroner, i udviklingsbistand. Det er trods alt en slat. Der vil ikke være noget galt i, at vi bruger nogle af pengene til at lave bistandsaftaler med mineralrige udviklingslande, som kan suppleres med private investeringer i projekter, så vi sikrer os, at vi fremover har adgang til grønne råstoffer på bæredygtig vis til gavn for et bredt udsnit af landenes befolkninger.
Morten Helveg Petersen (R) er medlem af Europa-Parlamentet.
Ovenstående tekst er et uddrag af hans nye bog, “I Bruxelles kan ingen høre dig skrige”:
Morten Helveg Petersen: I Bruxelles kan ingen høre dig skrige. Men alle veje fører gennem Europa, hvis Danmark vil lede klimakampen og gøre sig fri af Putins gas.
Vejledende salgspris: Bogen distribueres gratis og kan bestilles som trykt bog via www.forlaget-pressto.dk eller downloades som e-bog via https://helveg.dk/
Sider: 250.
ISBN: 9788793716629
Billede i artiklens top: /© European Union 2020/EP/