De nuværende kriser kan kun løses gennem et verdensomspændende multilateralt samarbejde, ikke gennem en amerikansk-styret ny to-deling mellem demokratier og autoritære stater.
Kommentar af Hugo Gaarden
Europa er for alvor på vej ind i verdens centrum, og det er blevet aktualiseret af Vladimir Putins brutale krig i Ukraine og de medfølgende økonomiske sanktioner. Det siges ikke højt, men Europa tager de første skridt til at bryde med præsident Joe Bidens forsøg på at lave en ny to-deling af verden i en demokratisk alliance imod autoritære stater som Rusland og Kina.
Europa vil en anden udvikling, nemlig et stærkere, multinationalt samarbejde, hvor alle lande deltager. Det viser konkrete handlinger de seneste måneder, og de forankres i bestræbelserne på at skabe et langt stærkere EU, f.eks. ved at fjerne énstemmigheden, så der lettere kan træffes udenrigspolitiske beslutninger.
Flere og flere lande, i særdeleshed de europæiske, erkender, at de mangeartede problemer i denne tid ikke kan løses af enkelt-nationer eller begrænsede alliancer, men af stærkere regionale og globale grupper.
Præsident Joe Biden har haft held til at smede NATO-landene stærkere sammen for at styrke det ukrainske forsvar og for at lave sanktioner mod Rusland. Men hans bestræbelser på at lave en ny alliance mod Kina kommer ikke ud af stedet.
Biden går desuden imod sine egne principper ved at lægge op til et stærkere samarbejde om olie og oliepriser med det autoritære Saudi-Arabien, ligesom han vil fjerne sanktioner og handelstariffer, som forgængeren Donald Trump iværksatte mod Kina, fordi tarifferne svækker USA økonomisk. Bidens bestræbelser vækker mildt sagt vækker forbavselse uden for Vesten.
Europa går i en helt anden retning for at løse de problemer, der tårner sig op som aldrig før. Inflationen rammer hele verden, selv om det primært er i USA og Europa, at priserne drøner i vejret og kan udløse en recession.
Prisstigningerne skyldes ikke kun krigen i Ukraine og sanktionerne. De begyndte som en eftervirkning af pandemien – nemlig med forsyningsproblemer og bestræbelser på at gøre sig uafhængig af andre lande. De enorme hjælpepakker under pandemien gav bagslag, fordi de pressede priserne i vejret og forøgede staternes underskud og gældsætning.
Der blev ikke udarbejdet en langsigtede strategi for, hvordan de nye problemer skulle håndteres, og det illustreres også i, at centralbankerne blev overrasket over inflationen. Heller pandemien blev godt håndteret, og sanktionerne mod Rusland kom hovedkulds, og eksperter diskuterer, om de rammer europæerne hårdere end russerne. Amerikanerne er ikke enige med europæerne om sigtet med sanktionerne: Skal Putin væltes, eller bør der hurtigt skabes fred i Ukraine med en ophævelse af sanktionerne? Skal russerne helt ud af Ukraine, eller kan Rusland beholde det østlige Ukraine samt Krim og måske en landstribe mod Sortehavet? Tyskland, Frankrig og Italien ser gerne en løsning af den sidstnævnte art, men det gør Biden ikke.
De første skridt til en løsning om både krigen og sanktionerne kan komme omkring fødevarekrisen. Sulten truer flere hundrede millioner i u-landene, fordi Ukraine ikke kan eksportere korn, og krisen har ført til stigende fødevarepriser, der er en belastning for hundreder af millioner, måske et par milliarder mennesker. FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, har foreslået, at nogle sanktioner ophæves for at få Rusland til at tillade korneksport via Sortehavet. EU’s udenrigsleder, Josep Borrel, kalder Ruslands blokade af Ukraine og dermed korneksporten for en krigsforbrydelse.
Men der kommer formentlig først forhandlinger, når Rusland har givet Ukraine et nederlag i Østukraine. Den tre måneder lange krig viser, hvor katastrofalt EU – primært Tyskland og Frankrig – har håndteret de mange års forhandlinger om Luhansk og Donetsk i den såkaldte Minsk-proces. Det kulminerede i ”det lange bords møder” med Putin i Kreml, hvor Olaf Scholz og Emmanuel Macron ikke gav Putin et ultimatum. De kunne have sagt, at hvis Putin invaderede Ukraine trods løfter om det modsatte, ville han møde tyske og franske militære lynekspeditionsstyrker i Ukraine. Ville han så turde angribe?
Europas utilstrækkelige fælles forsvar, énstemmighedsreglerne og manglen på en solid sikkerhedspolitisk strategi bidrog til, at de to store europæiske lande ikke spillede op mod et Rusland. De lod sig presse af Putins atomtrussel.
Denne afmagt begynder at få betydning, f.eks. begynder tyskerne at diskutere, hvordan Europa selv kan udvikle en atomforsvar på basis af det franske atomvåben, måske også med det britiske trods Brexit, og med primært Tyskland som kassemester.
Men det helt afgørende bliver, at EU ophæver énstemmighedsprincippet i de afgørende spørgsmål – udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Østrig og Italien ønsker at ophæve énstemmigheden, mens andre vil fastholde det, herunder Danmark. En ophævelse kræver énstemmighed, så det bliver en hurdle af dimensioner. Der kan i EU kun ske markante forandringer under en krise, og med de aktuelle kriser er tiden ideel. Macron vil utvivlsomt satse mere på EU efter nederlaget ved parlamentsvalget.
Europæerne må vænne sig til, at flertal træffer beslutningerne, ikke bare i Europa, men også globalt. Det kan være i etablerede fora, og det kan være i en fleksibel struktur, hvor ”villige” lande går sammen og ikke lader sig bremse af det bagerste skib i konvojen. Strukturerne må også være så fleksible, at de er realpolitiske, dvs. så lande ikke udelukkes på grund af forskellige politiske systemer og menneskerettighedsforhold. Der er brug for Kina i samtlige internationale beslutning, og havde Vesten ikke smidt Rusland ud af G8-gruppen, men havde brugt gruppen aktivt for at finde en europæisk orden sammen med Putin, kunne den ukrainske katastrofe måske have været undgået. At Scholz og Macron plus Mario Draghi stadig taler med Putin viser, at de går andre veje end Biden.
Nu risikerer vi en årelang krig, der kan videreføre mellemøstkrigene, og som kan føre til årtiers konflikter med Kina. Er dét, hvad EU vil?
Svaret er nej, men Europe tøver med klare udmeldinger, selv om tendenser til en mere selvstændig europæisk udvikling er tydelige. Det første tegn på det kom fra den tidligere kansler, Angela Merkel, da hun for få år siden reagerede mod Donald Trumps egensindige kurs ved at sige, at Europa ikke kan forlade sig på andre, men må tage skæbnen i egne hænder. Der er ikke sket meget siden – før nu midt i bølgen af kriser.
Det er paradoksalt, at den amerikanske avis, New York Times, nærmest taler på EUs vegne over for USA i en leder for nylig, nemlig ved at sige, at ”verden har et valg: At arbejde sammen eller at falde fra hinanden.” Avisen understregede behovet for et stærkere internationalt samarbejde om alt fra geopolitik, økonomi, digitalisering og klima til sundhed, ikke mere opdeling.
Først når EU kommer med tilsvarende klare meldinger – og handlinger – er EU på vej til at blive sig selv. Det er samtidig en politik, den ikke-vestlige verden efterlyser.
Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.
Billede i artiklens top: Billy Galligan/Wikimedia Commons
I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.