Europa-Parlamentet i en brydningstid  

Siden det første direkte valg til Europa-Parlamentet i 1979 er parlamentets politiske indflydelse vokset med hver eneste traktatændring, så det nu i dag står som medlovgiver på lige fod med Ministerrådet indenfor langt størstedelen af EU-lovgivningen. Men selvom parlamentet i dag er mere magtfuldt end nogensinde rent formelt, med stor indflydelse på bl.a. lovgivning vedrørende den grønne omstilling og det digitale område, så har de sidste års kriser forskubbet en de facto magt mod Det Europæiske Råd. Behovet for et handlekraftigt EU ser ud til udskyde spørgsmålet om en yderligere parlamentarisering af EU og favorisere det institutionelle status quo. Men tag ikke fejl. Dit kryds her til sommer er stadigvæk afgørende for EU’s politik i de kommende fem år. Her bliver klima- og industripolitikken nemlig den helt store dagsorden for det tilkommende EU-Parlament.

Baggrund af Emma J. B. Sunesen

TEMA: EUROPA-PARLAMENTETS TUNGE ARBEJDS- OG VALGÅR | Siden Rom-Traktaten blev underskrevet i 1957, har Europa-Parlamentets formelle magt været støt stigende, så det ved hver eneste traktatændring har fået flere og flere beføjelser og nu i dag står som medlovgiver på lige fod med Ministerrådet i langt de fleste anliggender. Mens Den Europæiske Fælles Akt i 1986 kun tillod parlamentet en begrænset rolle i lovgivningsarbejdet, og hvor det førhen kun var blevet rådført, så markerede Maastricht-traktaten i 1992 den mest banebrydende ændring af parlamentet, påpeger Professor Christopher Bickerton, professor ved University of Cambridge og forfatter til bestsellerbogen The European Union: A Citizen’s Guide.

Her introducerede man nemlig ‘fælles beslutningstagning’, også omtalt som Den Almindelige Lovgivningsprocedure, der betegner den proces, hvorved parlamentet medlovgiver sammen med Rådet (der består af ministre fra medlemslandene). Traktaten ændrede intet mindre end parlamentets rolle fra at fungere som rådgiver til at være en essentiel aktør indenfor EU-lovgivning, og alle efterfølgende traktater har cementeret denne rolle ved at inkludere flere og flere områder indenfor fælles ‘fælles beslutningstagning’.

Men ifølge Professor Bickerton, så er historien om Europa-Parlamentets voksende indflydelse også et spørgsmål om øjnene, der ser.

»Nogle af de allerstørste tilhængere af ideen om et EU-parlament – og som argumenterede stærkt for dets tilblivelse – troede stærkt på europæisk føderalisme. Så hvis man tager deres ide som målestok for, hvor stærkt EU-parlamentet er i dag, så er det jo ikke særlig stærkt,« siger Bickerton.

Her kan EU-Parlamentet ikke måle sig politisk med nationale parlamenter, der kan vedtage lovgivning på alle politikområder. Men hvis man bedømmer EU-parlamentets indflydelse i forhold til deres lovgivningskapacitet, som ovenfor, så er det helt klart blevet meget magtfuldt med årene, understreger professoren:

»Du har nogle EU-love, som har været meget indflydelsesrige, simpelthen fordi det indre marked har den størrelse det har. Så når du regulerer det indre marked, så bliver EU-love nogle gange til de facto globale standarder,« siger Christopher Bickerton.

I den forstand har EU-Parlamentet som med-lovgiver altså fået større og større indflydelse siden Rom-Traktaten blev underskrevet for knap 67 år siden.

Europa-Parlamentets svindende magt i krisetid
Men denne opadgående trend ser ud til at være vendt siden valget i 2019. Ifølge Iben Tybjærg Schacke-Barfoed fra Tænketanken Europa, så ser vi for første gang i rigtig mange år et svækket Europa-Parlament, som har mistet politisk indflydelse til fordel for Det Europæiske Råd og til dels også Kommissionen. Europa er blevet ramt af en »tsunami af kriser« – krigen i Ukraine og Mellemøsten, Corona og global konkurrence mellem USA og Kina – og konsekvensen har været en magtforskydning mod EU’s stats- og regeringsledere, der sammen med formanden for Europa-kommissionen udgør Det Europæiske Råd.

»Ved de mange kriser har EU reageret ved, at det er stats- og regeringscheferne, der egentlig har siddet og lavet nogle kompromiser, som så Rådet, de almindelige ministerråd og kommissionen har skulle føre ud i livet. Selvfølgelig bliver Europa-Parlamentet inddraget der, hvor man skal lave lovgivning. Men de politiske aftaler er bare allerede lavet, når de når Europa-Parlamentet,« siger Iben Tybjærg Schacke-Barfoed.

Ifølge Iben Tybjærg Schacke-Barfoed er Europa-Parlamentets eksklusion i mange af disse spørgsmål lidt en selvfølge, fordi traktaten ikke tillader parlamentet beføjelser indenfor udenrigs- og sikkerhedspolitikken, hvilket er her mange af de sidste års udfordringer har udfoldet sig. En anden forklaring er, at man de seneste år har fokuseret på krisestyring fremfor parlamentarisk inddragelse.

»Man har i EU været fokuseret på, hvordan man kan håndtere den her krise. Og her er det lettere for statslederne end Europa-Parlamentet, fordi man simpelthen har mere politisk kraft derhjemme, og derfor har nemmere ved at implementere de forslag, som man beslutter i Bruxelles. Så selvom Det Europæiske Råd ikke formelt set står særlig stærkt, fordi de ikke har beslutningskompetencer, så har det en stor reel politisk magt,« siger Schacke-Barfoed.

Parlamentet står ofte på borgeren og retssikkerhedens side
Denne politiske magtforskydning betyder ikke, at Europa-Parlamentet står uden indflydelse. Deres formelle magt består. Derfor har Europa-Parlamentet også, ifølge Iben Tybjærg Schacke-Barfoed, stadigvæk stor indflydelse på den almindelig lovgivning, specielt vedrørende den grønne omstilling og det digitale område, hvor de aktivt har indgået i trilogier med Kommissionen og Rådet siden valget i 2019.

Og den måske allerstørste aftale i denne valgperiode blev indgået lige inden jul. Den 20. december 2023 fik Rådet og EU-Parlamentet nemlig forhandlet en foreløbig asyl- og immigrationsaftale på plads, som har været godt og vel tre år undervejs. Aftalen skal bl.a. sørge for at fastracke asylbehandlingen samt hjælpe de medlemslande ved EU’s ydre grænser, som oplever det største asylpres. Ifølge Euronews, forsøgte Rådet at få en aftale igennem med mest mulig national fleksibilitet i forhold til immigrationsbehandlingen, mens Parlamentet ønskede respekt for fundamentale rettigheder. Aftalen skal stadigvæk ratificeres af både Rådet og Parlament før den bliver til lov, og her kan Parlamentet igen gøre sig gældende. Både de grønne og venstrefløjen i parlamentet har nemlig givet udtryk for at de ikke vil stemme loven igennem, hvilket kan gøre det svært for Parlamentet at finde et flertal.

Europa-Parlamentet har altså en mærkbar indflydelse, selvom det for den enkelte borger til tider kan være svært at se. Ifølge Schacke-Barfoed, kan man specielt mærke Europa-Parlamentets indflydelse på områder som forbrugerpolitik, indre-marked regulering og retsstatsprincippet. Her har parlamentet nemlig nemmere ved at løfte problemerne end de andre institutioner, fordi konsekvenser er mindre for dem. Det gælder for eksempel spørgsmålet om retten til privatliv på de store digitale platforme, hvor parlamentet har stået stærkt fast på borgerens rettighed til at »blive glemt«, men også spørgsmål om omkostninger, hvor man fra parlamentets side forsøger at placere udgifterne hos virksomhederne og staterne fremfor den enkelte borger. Og når det kommer til retssikkerheden, står parlamentet måske allerstærkest.

»Parlamentet er hele tiden dem som presser Kommissionen for at gøre mere overfor Ungarn og tidligere også Polen – altså de lande, som ikke lever op til retsstatsprincippet. Og det er nemmere for dem, fordi de ikke har et kollegialt hensyn at tænke på, som man jo har i Rådet. Og derfor er Europa-Parlamentets rolle særlig vigtig her, « siger Schacke-Barfoed.

Store spørgsmål på parlamentets dagsorden i 2024
Valget til Europa-Parlamentet står lige for døren og er sat til at blive afholdt i juni 2024, og det kommende valg er måske vigtigere end nogensinde. Det tilkommende parlament står nemlig til at gå en hverdag i møde med store spørgsmål på dagsordenen. Ifølge Iben Tybjærg Schacke-Barfoed kommer det nye parlament til at diskutere alt fra grøn omstilling, migration og AI til EU’s konkurrenceevne og energipolitik. Helt specielt kommer de næste år til at være præget af den industripolitik, som har fået »en kæmpe renæssance.«

»Nogle af de områder, der især skal drøftes, er EU’s konkurrenceevne,« påpeger Schacke-Barfoed. »Der er nemlig den her konkurrence mellem Kina og USA, som EU bliver fanget i. Så de kommende år kommer til at handle om, hvilke teknologier vi skal overføre til Kina, og hvad vi selv skal kunne her i Europa. Statsministeren holdt forleden en overraskende nytårstale, som var præget af et helt andet syn på Europa. En konstatering af at Europa på mange måder står alene i en ny verdensorden. Og det skal vi forholde os til. Hvad skal vi selv kunne producere i forhold til den grønne omstilling? Skal vi have mere minedrift i EU end det vi har haft indtil videre, fordi vi har brug for nogle kritiske råstoffer til vores grønne teknologier? Hvordan sikrer vi samtidig at vores grønne virksomheder kan konkurrere i USA?«

Men selvom spørgsmålene er mange, alsidige og betydningsfulde, så er valget til Europa-Parlamentet ikke specielt vigtigt set med danskernes øjne. I hvert fald ikke hvis man skal se på stemmeprocenten. I 2019 stemte cirka kun totredjedele til valget, hvilket Iben Tybjærg Schacke-Barfoed påpeger ikke bare er lavere end ved folketingsvalget men også kommunalvalget. Men hvilken konkret betydning kommer det kommende Europa-Parlaments valg til at have på borgerens hverdagsliv?

»Det får kæmpe betydning for deres [borgernes] færden på sociale platforme. Det får også kæmpe betydning for, hvad de skal betale for deres energi, fordi energinettene i Europa hænger sammen. Så har det også altid betydning på forbrugerområdet, altså det vi putter i munden og smører i hovedet. Og her kommer det også til at handle om, hvad vi må bruge af sprøjtemidler. Vi har jo lige haft en PFOS-skandale her i Danmark, og den udspringer jo af EU-lovgivningen. Det kan også være ulvehåndtering i Jylland. Der er altså rigtig mange områder, som Europa-Parlamentet bestemmer, som påvirker helt almindelige danskere,« siger Schacke-Barfoed.

Desuden kan EU-parlamentsvalget være vigtigt for national politik i medlemslandene, påpeger Professor Bickerton:

»Alt efter hvilket stemme-system man har i medlemslandene, så kan EU-Parlamentsvalget faktisk været det mest proportionelle valg et land nogensinde har. Derfor kan EU-valget reflektere den offentlige mening bedre end nationale valg gør det. Det er altså en god måling af folkestemningen.«

Og det kan have helt konkrete konsekvenser, uddyber han. Tilbage ved EP-valget i Storbritannien i 2019 oplevede Brexit-partiet nemlig et enormt succesfuldt valg, og den succes banede vejen for et såkaldt »hårdt Brexit« og valget af Boris Johnson som premierminister.

Konsensus-maskinens ophør?
Den politiske sammensætning af parlamentet efter valget kommer til at have stor betydning for hvilken lovgivning, der kan laves, men også for hvor stærkt Parlamentet står i forhold til de andre institutioner, fortæller Iben Tybjærg Schacke-Barfoed. Her er det altså ikke lige meget, hvor man sætter sit kryds. Specielt ikke når det kommer til klimapolitikken, hvor der er stor forskel på venstre og højre. Derudover risikerer et mere fragmenteret parlament at svække institutionens politiske indflydelse overfor Kommissionen og Rådet.

Det har alt at gøre med, hvad Professor Bickerton omtaler som Parlamentets »Faustiske aftale.« I sin stræben efter større politisk indflydelse har Parlamentet, ifølge ham, måtte ofre sin rolle som politikkens kampplads, som man ellers kender det fra nationale parlamenter. For når Parlamentet diskuterer med Kommissionen og Rådet, så repræsenterer den sig selv som en forenet institution. Altså skal Parlamentet være forholdsvis enigt for at gøre sig gældende.

Dette har været forholdsvis uproblematisk i de sidste mange, mange år, fordi EU-parlamentet har været en såkaldt »konsensusmaskine«, hvor EPP og S&D gruppen historisk set har dannet flertal og derfor siddet tungt på magten og diverse udvalgsposter. Men dette ændrede sig ved sidste valg, hvor de tabte stemmer til de liberale, de grønne og de EU-skeptiske partier. Man har dog formået stadigvæk at vedtage ret meget lovgivning, fortæller Iben Tybjærg Schacke-Barfoed, fordi S&D og EPP-grupperne har fundet nogle kompromiser med de liberale og grønne. Dog tegner det kommende valg til at ville fragmentere EU-Parlamentet yderligere og derved svække dets politiske indflydelse, fordi det kan blive meget sværere at fremstå enige. Men måske et mere fragmenteret parlament kan højne den politiske debat? 

Pandoras æske: spørgsmålet om en yderligere parlamentarisering af EU
Valget i 2024 rejser som altid det gennemgående spørgsmål om, hvorvidt den eneste direkte folkevalgte institution i EU burde have mere politisk magt. Senest i maj 2023 stemte Europa-Parlamentet endnu en gang for at introducere transnationale lister på stemmesedlen til EP-valget, men – ligesom de sidste to gange forslaget har været oppe at vende – så står Rådet igen til at forkaste det. Helt konkret foreslår man at introducere 28 transnationale sæder, som skal besættes af MEP’er, der er valgt af hele Europa, og man ville på stemmesedlen derfor skulle sætte to kryds: et hos en national MEP’er og et hos en transnational MEP’er. Ideen bag forslaget er netop at fremme en europæisk politisk debat og tiltrække flere vælgere til valget.

Selvom forslaget står til at blive afvist endnu engang, så er spørgsmålet alligevel, om de føderalistiske kræfter vinder frem i et Europa, der så småt er ved at erkende nødvendigheden af et europæisk samarbejde. Kan vi se frem til en Lissabon-traktat 2.0 og hermed en yderligere parlamentarisering af EU i den nærmeste fremtid?

Umiddelbart er svaret nej.

»Rådet, og især Det Europæiske Råd, er meget tilfredse med tingenes tilstand,« vurderer Iben Tybjærg Schacke-Barfoed.

»De er ikke interesserede i at bruge en masse energi på at gøre Europa mere transnationalt, men foretrækker, at der er fokus på at løse nogle problemer i fællesskab, uden at der skal skabes en europæisk føderalstat. Det sagt, når jeg sidder og læser aviser hen over Europa, så er det jo fuldstændig de samme emner, vi behandler. Altså udfordringerne i forhold til energi, krigen i Ukraine, klimaforandringer og erkendelsen af at det amerikanske præsidentvalg virkelig kan ændre tingene for os. Der er ikke nogen, der kommer og hjælper os. Så der er bare en erkendelse af, at nu skal vi tage os sammen. Og alle landene i EU peger på, at det er i Bruxelles, problemerne skal løses. Men ikke nødvendigvis ved at skabe en føderation a la USA, hvor man har helt klare nye politiske niveauer. Man er simpelthen bange for at åbne den Pandoras æske, det ville være at skulle lave om institutionelt på Europa lige nu. Det prøvede man jo ved årtusindeskiftet, og det tog jo nærmest 10 år at få stemt Lissabon-traktaten igennem.«

Krise-politikken ser altså ud til at styrke nationalstaterne og Det Europæiske Råd fremfor Parlamentet, og yderligere magtbeføjelser til EU-Parlamentet lader derfor vente på sig. Men EU’s nye politiske virkelighed synliggør samtidig nødvendigheden af det europæiske samarbejde, og det kan måske være med til at styrke det europæiske samarbejde på sigt. I så fald vil den momentane svækkelse af Parlamentet i forhold til Rådet og Kommissionen måske vise sig blot at være et bump på parlamentets vej mod yderligere indflydelse på flere og flere områder.

Emma Josefine Brethvad Sunesen har en bachelorgrad fra University of Cambridge i Human, Social and Political Sciences med speciale i politik og sociologi. Hun interesserer sig for politisk teori, komparativ politik og politiske strømninger.

Billede i artiklens top: Mathieu Cugnot/© European Union 2021 – Source : EP/

Læs hele temaet “Europa-Parlamentets tunge arbejds- og valgår”

Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.